Keynes ikke svaret

Krisen er med en vis ret blevet i omfang sammenlignet med 1930'ernes depression - og hvad er så mere naturligt end også at hale den tids løsning, New Deal med keynesiansk massive offentlige investeringer, op ad mølposen, for at "kickstarte" økonomien?

Det er især venstrefløjens patentløsning, men jeg tror man skal passe meget på falske analogier. Hvor meget ligner vor tids økonomi den svundne tid for 70-80 år siden, når det kommer til stykket?

Ikke ret meget. 1930'erne var et industrisamfund, hvor infrastrukturen stadig var svag, hvor flytningen fra land til by endnu ikke var kulmineret.

Det gav mening dengang at satse umådelige skattekroner i store investeringer i infrastruktur, såsom veje, jernbaner, opførelse og renovering af offentlige bygninger, osv.

I dag har vi en infrastruktur, der på ingen måde er "nedslidt" - spørg blot en hvilken som helst udlænding og de vil skamrose os for vores infrastruktur. Den skal vedligeholdes, ja, og på udvalgte områder udbygges, ja, men massiv udpumpning af skattekroner i fysisk infrastruktur, vil ikke i sig selv skabe vækst.

I Danmark har vi derimod brug for gode idéer - og at videnstunge virksomheder og medarbejdere investerer og omsætter de gode idéer til gode, konkurrencedygtige produkter.

Så løsningen er ikke at lade håndværkerne og bygningsarbejderne opføre keynesianske monomenter.

Løsningen er innovation - og at staten sikrer, at der kan lånes penge til at virkeliggøre de gode idéer.

Jeg vil tale borgernes sag

Helsingør i dag er ikke det Helsingør, jeg voksede op i gennem 70erne og 80erne. Heldigvis.

Det Helsingør årgang 2008, som mine tre børn vokser op i er nemlig et bedre Helsingør. Et Helsingør med orden i økonomien.

Et Helsingør med overskud. Men Helsingør kan og Helsingør skal blive endnu bedre.

Én ting, jeg har hørt mere end én gang, kan gøres bedre, er forvaltningernes service overfor borgerne. Jeg har en blog, der hedder Borgeren ( borgeren. blogspot.

com). Det er ikke tilfældigt, for som borgerlig helt ind i hjertet står jeg langt hellere på borgernes side end på systemets.

Det gælder også den kommunale administration. Jeg tilhører en ny generation af konservative helsingoranere med dybe rødder i lokalsamfundet.

Bliver jeg valgt, vil jeg være borgernes vagthund, som giver hals, når systemet træder ved siden af, når kommunen blander sig i for meget - eller gør for lidt. Så klik ind på bloggen og fortæl mig, hvor du synes, kommunens administration skal oppe sig. Hvor mener du der er brug for at tale borgernes sag overfor forvaltningerne?

Landsråd 2008: Kristian Juul taler for vækst og imod udligning

Kontraktpolitikkens endeligt?

Trods besværgelser om det modsatte fra det for tiden største regeringsparti, sættes der nu spørgsmålstegn ved om begrebet kontraktpolitik har udspillet sin rolle. 

Jeg støttede selv kontraktpolitikken i tiden efter Nyrup. Efter Socialdemokraternes vanemæssige brud på valgløfterne, mest eklatant med efterlønsskandalen, var der brug for at forny tilliden mellem regering og vælgere.

Men finanskrisen har også på dette punkt vendt op og ned på meget, Tiden er blevet mindre forudsigelig, mindre stabil. 

Man kan med rette spørge om ikke landets regering har fået udtalt behov for i særlige situationer at kunne reanalysere situationen og dermed kunne handle mere frit imellem valgene, om nødvendigt også i modstrid mod afgivne valgløfter, hvis f.eks. en global finanskrise kræver ændrede beslutninger? 

Alternativet er jo enten handlingslammelse overfor ændrede forudsætninger, eller at gennemføre de afgivne løfter med hovedet under armen og i strid mod bedre vidende, dvs. hvad landets bedste kræver.

Selvfølgelig kræver det en tvingende omstændighed at bryde kontrakten indgået med vælgerne ved sidste valg, og det skal altid være med tungt hjerte at der gribes til sådanne skridt, men fire år er desværre nok for lang tid - især i disse tider - at have hænderne bundet på ryggen.

laissez faire?

Når man som konservative og borgerlig ønsker mere frihed og mindre indblanding fra det offentlige, mødes man nogen gange med den holdning, at man er "laissez faire".

Men sandheden er som borgerlig må man altid nære skepsis, når venstrefløjen lover at løse små og store samfundsproblemer gennem nye offentlige tiltag.

En ting er, at stadig mere stat koster dyrt - og skatteskruen er allerede strammet til det ubærlige - men det drejer sig IKKE kun om økonomi. Det er mere et spørgsmål om menneskesyn.

Som konservativ er jeg ikke utopist. Venstrefløjens socialistiske ideal-borger, opslugt ene og alene af fællesskabets interesser, er utopiske karikatur-tegninger. Virkelighedens mennesker er på godt og ondt styret af egne, lokale og nationale interesser. Egeninteresse lyder måske ikke så nobelt, men det er realiteten, og som borgerlig anerkender jeg, at lige præcist egeninteresse er en meget vigtig driver af samfundshjulene.

Når man vil lade det offentlige løse et givent problem, skal man derfor kritisk spørge, hvordan løsningen vil påvirke borgernes egen interesse i at løse problemet. Vil den offentlige løsning fjerne privates incitament til selv at gøre noget? Kan man omvendt tilskynde privat løsning gennem bedre incitamenter? Og ikke mindst - er den offentlige løsning overhovedet nødvendig, eller bare en panik-reaktion på dagens avisoverskrifter? 

Ofte er den fornuftige, konservative konklusion på ovenstående, at man i en given situation ikke nødvendigvis skal iværksætte en række nye offentlige initiativer, men stole på borgernes egen formåen.

Laissez faire? Jo, faktisk betyder udtrykket jo "lade gøre" - og det er jo præcist, hvad vi vil: Lade borgerne gøre noget ved tingene selv.

Det udgiftspolitiske flertals Pyrrhyssejr

Ved de det mon ikke godt - sådan inderst inde?

Jeg taler om forhandlerne fra S, SF, og Dansk Folkeparti, som i ugens løb udadtil jublede over deres "sejr", da det "udgiftspolitiske flertal", som den uhellige S-SF-DF alliance rammende er blevet kaldt, fik dagpengereformen til at kuldsejle.

Men jeg spørger om disse forhandlerne fra S, SF, og Dansk Folkeparti ikke inderst inde godt ved, at de i populismens navn har vundet en Pyrrhus-sejr - en meget dyrekøbt sejr?

For det er jo ikke for sjov, at regeringen ønsker at tage fat på et så ømtåleligt emne som dagpengeperioden. Det er ikke noget man som politiker bliver populær på, at skære i velerhvervede rettigheder.

Men grunden er selvfølgelig, at den strukturelle mangel på arbejdskraft, allerede HAR skadet vores økonomi ganske voldsomt, og at skadevirkningerne kun bliver større og større, så længe handlingslammede populister nægter at se virkeligheden i øjnene.

Så det udgiftspolitiske flertal vandt muligvis en sejr på den korte bane, men taberne bliver desværre mange, f.eks. de mennesker som ønsker sig et holdbart, finansieret velfærdssamfund sikret i længere tid end til næste valg. 

Min tale til opstillingsmøde KV 2009

Holdt ved ekstraordinær generalforsamling 26. oktober 2008, hvor Helsingørs Konservative Vælgerforenings 20 kandidater til kommunalvalget 2009 blev valgt

Hvorfor jeg blev konservativ?

Ja, det er - som Lene Espersen sagde her på landsrådet lige så meget et spørgsmål om livsanskuelse, som om politik.

Jeg er ud af en søskendeflok på 5 - pengene var ikke altid lige store. Jeg har derfor arbejdet siden jeg var 10 - også mens jeg gik på gymnasiet, også mens jeg læste til dyrlæge. Ikke alle mine jobs var lige sjove, men jeg LÆRTE noget af dem alle. Det jeg især lærte var, at hvis man evner det skal man forsørge sig selv. I et velfærdssamfund skal man yde før man kan nyde.

Som konservativ støtter jeg derfor skattestop og skattelettelser. Hårdtarbejdende familier -ikke specielt de velstående, men almindelige familier, der tager fat og måske også arbejder over i ny og næ til samfundets bedste - de skal ikke plukkes økonomisk. Man skal ikke straffes for at tage vare på sig og sine, men tværtimod belønnes.

Men ikke alle har mulighed for at yde. Jeg har arbejdet i mange år med at udvikle ny medicin mod alvorlige sygdomme. Jeg har gennem mit arbejde set, hvad det betyder at blive alvorligt syg. Derfor mener jeg også, at de som har brug for hjælp, syge, ældre, handicappede, skal samfundet gøre ALT det vi kan for.

Derfor har jeg også rost Per for, at Helsingør kommune er én af dem i landet, som bruger allermest på f.eks. ældrepleje - det fortjener de, det er for mig en konservativ mærkesag.

Så personligt ansvar og omsorg for de svage - det er nogle af mine grunde til at være konservativ.

Anmeldelse: Phillip Bobbitt's 'Terror and Consent'

Phillip Bobbitt: 'Terror and Consent'
Allen Lane, 672pp, £25.

Af Kristian Juul

Philip Bobbitts 'Terror and Consent' handler om det 21. århundredes terrorisme, som adskiller sig kvalitativt fra tidligere tiders. De nye typer terroristceller er paradoksalt nok spejlbilleder på den selvsamme ”markedsstat” – karakteriseret ved outsourcing, netværk og ”frit valg på alle hylder” – som de bekriger. Kontroversielt finder Bobbitt, at ”målet helliger midlet”, og at vi i terrorbekæmpelsen må nytænke begge dele, både mål og midler. Terrorbekæmpelsens realistiske mål kan ikke være ”sejr”, men "ikke at tabe", hvilket især betyder størst mulig beskyttelse af civilbefolkningen. Og til opnåelse af det mål, må vi acceptere nye midler, som hidtil har været fremmede for retsstaten med dens traditionelle fokus på bagudskuende opklaring og bevisføring – nye forebyggende midler som ikke sigter på straf, men på optrevling og afværgelse af planlagte terroraktioner.


Krigen mod terror – eller krigene, som Bobbitt insisterer - som befinder vi os i nu og i lang, lang tid fremover, kan ikke sammenlignes med nogen andre krige verden har kendt til.

Det hænger sammen med den helt nye slagmark, som disse krige foregår på: Ikke på åbne, ”post-Westphalske” sletter med to hære opmarcheret overfor hinanden, men som oftest i det skjulte lige midt i hjertet af det han kalder ”markedsstaten”.

Slagmarken ”markedsstaten”, den centrale præmis i bogen, kræver en uddybning: Markedsstaten ifølge Bobbitt skal forståes som afløseren til vores velkendte nationalstater. Dens basale forhold til sine borgere adskiller sig fra nationalstaten ved mere at ligne forholdet mellem private firmaer og deres kunder. I modsætning til nationalstaten ser markedsstaten sig ikke som mere end "minimal provider of goods and services", og har derfor trukket sig ud af luftfartselskaber, teleselskaber og andre traditionelle statsselskaber.

I stedet for at skabe større lighed gennem omfordeling og velfærdsydelser til marginaliserede grupper, satser markedsstaten på uddannelse, efteruddannelse og jobtræning. Samfundets velstand søges maximeret gennem vækst , som beriger alle grupper i sidste ende, snarere end ved omfordelingsmekanismer, som historien har vist bremser vækst, og snarere gør alle lidt fattigere end de behøvede at være. Pensioner er i markedsstaten i mindre grad en fast betingelsesløs ydelse, men i højere grad en afspejling af individets egne valg omkring opsparing gennem arbejdslivet. Hæren er ikke værnepligtsbaseret, men baseret på frivillige.

Kort sagt, staten forventes ikke at skabe velstand, men til gengæld at skabe infrastrukturen, de samfundsmæssige rammer for at borgere og virksomheder kan skabe velstand.

Fremfor alt er markedsstatens opgave dog at beskytte borgerne mere end at beskytte territoriet og grænserne.

Dér hvor Bobbitt virkelig bliver original og provokerende er, når han efter sin karakteristik af markedsstaten erklærer, at Al Qaida og fremtidens terrorgrupper i deres organisation og virkemidler minder forbløffende meget om markedsstaten selv.

Paradoksalt nok - trods sin krigserklæring mod alt moderne – benytter de nye terrorgrupper sig, som markedsstaten, af decentral organisering, af løst sammenvævede netværk, af udlicitering, bruger frivillige som kæmpere, og de financieres ved frivillige bidrag fremfor tvangsudskrevet beskatning. Man har ikke mange regler, men til gengæld en ufravigelig "grundlov" nemlig shariaen.

Bobbit argumenterer for at Al Qaida derfor er en "virtual stat", der uventet har fundet sin niche, sit leverum, sit virtuelle ”territorium” i netop den grænseløse globaliserede verden, hvor det er let at skjule sig i de enorme bysamfund og udnytte nettet til planlægning og finansiering af terroristaktiviteterne.

Ligesom andre stater råder Al Qaida-”staten” over masseødelæggelsesvåben, og ligesom stater erklærer man krig, som da man 23. august 1996 erklærede krig mod USA, og fik modsvaret 14. september 2001, hvor USA erklærede krig mod terror.

Al Qaidi er med andre ord en af de uventede, utilsigtede komplikationer ved globaliseringens åbne, grænseløse verden – på samme tid et spejlbillede af og en svoren fjende af den nyankomne markedsstat.

På denne jomfruelige ”slagmark” med disse to nyankomne fjender – markedsstaten og dens teroristiske vrængbillede som defineret her - overfor hinanden er det klart, at militære mål og midler må nydefineres.

Eksempelvis begrebet ”sejr”: Tidligere tiders absolutte "sejr" over fjenden, hvor man efter kampen vender hjem i triumtog kan vi glemme alt om. "Mission Accomplished" er en umulighed i denne krig, for den decentraliserede fjende har ikke ét hovedkvarter, ikke én leder, hvis udslettelse kan sikre sejren

Evnen til at beskytte civilbefolkningen betyder derfor ALT i krigen mod terror. Vi, de åbne demokratiske samfund, skal ikke gøre os håb om at vinde, forstået som at nå det utopiske mål at udrydde al terror fra klodens overflade en gang for alle. Men vi skal ifølge Bobbitt istedet stræbe efter ikke at tabe, hvilket vi kan gøre ved at forhindre, forpurre de store anslag, og ved en effektiv indsats når katastrofen alligevel slår til.

Denne anskuelse leder forfatteren til skarpt at kritisere Bush-administrationen for dens manglende styring af Iraq efter sejren i 2003 over Saddam Hussein. Man så sig som to nationalstater i en traditionel konflikt og led derfor under den gammeldags opfattelse at militær sejr var førsteprioritet. "Mission Accomplished" blev udråbt alt for tidligt, hvor man burde haft travlt med at sikre civilbefolkningen og genoprette lov og orden.

Bobbitt udvider dog sin pointe overraskende, idet han finder, at markedsstatens absolutte fokus på beskyttelse af civile også gælder når katastroferne ikke er menneskeskabte. Iagttagere har eksempelvis udråbt USAs humanitære indsats efter tsunamien som et sjældent succesfuldt slag mod terror. Omvendt har fiaskoen ved orkanens Katrinas oversvømmelse af New Orleans skadet USA’s omdømme umådeligt – og indirekte USA’s lederskab og chancer for succes i krigen mod terror.

Hvis målet ikke er ”sejr”, men ”ikke at tabe” gennem beskyttelse af civilbefolkningen – hvad så med midlerne ifølge Bobbitt i den nye krig?

Bobbitt kritiserer her skarpt de mange kritikere af krigen mod terror, som har krævet at mål og midler skal være helt sepererede, og spørger provokerende - hvis målet ikke helliger midler, hvad gør så?

Kravet om at skille mål og midler ad i krigen mod terror ser Bobbitt som et absolutistisk renhedskrav, som medfører en paralyse og forhindrer os i at forsvare os, eller som ender op i dræbende kritik af ethvert behjertet forsøg på at forsvare os.

Vi må se i øjnene, at skal vi nå målet ikke at tabe til terroren, kræver det midler, som vi ikke før ville tage i anvendelse: Forebyggende tilbageholdelse af mistænkte terrorister, øget overvågning, mere nærgående afhøringsteknikker (dog selvfølgelig ikke tortur).

I terrorbekæmpelse - specielt når/hvis masseødelæggelsesvåben falder i terroristhænder - er opklaring og straf, modsat ordinær kriminalitetsbekæmpelse, helt underordnet i forhold til at forhindre ugerningerne. Det betyder, at vi som borgere skal lære at anerkende efterretningstjenesternes forpurring af plots og optrevling af terrorgrupper som det tætteste vi kommer på "sejr". Det betyder også, at i myndighedernes afhøring af mistænkte terrorister er fremskaffelse af beviser til en fremtidig retssag underordnet det mål at fremskaffe informationer som kan afværge nært forestående angreb eller optrevle andre netværk.

Denne argumentationsrække leder Bobbitt til en diskussion af den ubehagelige ”Tikkende bombe”-problematik – om man for at afværge et terrorangreb skal have lov at torturere en mistænkt.

Her er Bobbitt befriende klar: Afhøring af mistænkte terrorister skal foretages indenfor loven, og tortur skal aldrig lovliggøres. Men samtidig pointerer han, at i en ”Tikkende bombe”-situation vil enhver ansvarlig myndighedsperson forventes at gøre, hvad situationen kræver – og retsvæsenet selvfølgelig efterfølgende forventes at se med milde øjne på eventuelle lovovertrædelser, som situationen krævede.

Krigen mod terror rejser i det hele taget mange moralske og juridiske dilemmaer, men retssamfund skal naturligvis altid respektere egne love. Hvis loven af idag ikke tillader de midler, situationen iøvrigt kræver, så understreger Bobbitt, at loven skal laves om fremfor at bøje eller bryde den i terrorbekæmpelsens navn.

Et godt eksempel er aflytning og overvågning: Når intet er lettere for en terrorist end at oprette en hotmail eller købe en anonym mobil med taletid kan tidligere tiders krav om klar juridisk begrundelse og dommerkendelse som grundlag for aflytning og overvågning ikke opretholdes. Det må tillades at "screene" al kommunikation - selvom det involverer uskyldige borgeres og på en måde krænker eller indskrænker deres retssikkerhed.

Dilemmaerne får Bobbitt til at citere filosoffen Waltzer (1973), der i sit essay "Political action: the problem of dirty hands" påviste, hvordan beslutningstagere kan havne i dilemmaer, hvor ingen af valgene er entydigt moralsk forsvarlige – hvilket dog ikke er det samme, som at man skal afholde sig fra at træffe det valg, som redder flest mulige uskyldige, trods at det giver ”beskidte hænder”.

Bogen er dybt originalt og indsigtfuldt, klart den bedste post 9/11-bog jeg har læst. Som få andre blander Bobbitt historie, jura og miltær strategi sammen i en overbevisende forklaring af den nye tids terror, hvis udspring ikke er religion eller fattigdom, men som udspringer af modstanden mod markedsstatens frihedsrettigheder og næsten ubegrænsede valgmuligheder, paradoksalt kombineret med terroristernes kyniske udnyttelse af selvsamme markedsstats historiske teknologiske, økonomiske og demokratiske landvindinger.

Min største anke er dog, at jeg savner en mere udtømmende definition på netop "market-state", Bobbitts centrale præmis. Markedsstatens fokus beskrives udelukkende i forhold til samfundets økonomiske, juridiske og militære funktioner - men hvor i markedsstaten bliver der plads til den rolle nationalstaten har haft i 150 år som bærer af de kulturelle, historiske og religiøse bånd mellem borgerne? Staten har jo og vil altid have andre formål end "frit valg på alle hylder". Jeg synes man kan stille spørgsmålstegn ved, om "borger" og "bruger" og "forbruger", som jeg læser Bobbitt, i markedsstaten virkelig smelter sammen til én og samme.

Som europæer føler man sig også lidt overset, når Bobbitt i sin analyse af markedsstaen og den globale terrorbekæmpelse stort set kun dybdeanalyserer US/UK, mens EU-landene stort set lades udenfor beretningen, fraset nogle drøje hug til især enkeltmedlemmer som Frankrig, Tyskland og Spanien. Ruslands og Kinas (voksende) rolle diskuteres heller ikke.

I Bobbitt’s risikovurdering af terrroristers mulighed for at anskaffe og bruge WMD sad jeg som læser med en lille tvivl – især indenfor mit eget kompetencefelt, oligonucleotider (jeg arbejder for et biotech-firma specialiseret i oligonucleotider), en teknologi som Bobbitt mener meget let og billigt kan anvendes til at ”genoplive” koppevirus og bruges som biologisk våben. Dét er, selvom jeg også selv kender Guardian-historien fra sommeren 2006, dog ikke så let som det fremstilles!

Kissinger, Blair, vores egen Per Stig Møller og mange andre har rost denne bog til skyerne, og med god grund.

Vil man forstå det 21. århundredes hidtil største sikkerhedspolitiske udfordring, terroren, er bogen et must.

Uberettiget kritik af udenrigsminister

I forlængelse af redegørelsen om formodede CIA-flyvninger i dansk luftrum, kritiserer diverse oppositionspolitikere Udenrigsminister Per Stig Møller.

Historien handler om, at regeringens redegørelse beskriver, at Storbritannien - efter at det kom frem, at USA i to tilfælde havde krænket britisk luftrum - fik en amerikansk forsikring om, at det ikke var sket i flere tilfælde siden 2001.

Dette mener oppositionen skulle være i modstrid med, at udenrigsministeren på pressemødet i torsdag fastslog, at  "alle de lande, der har forsøgt at få USA til at af- eller bekræfte hemmelige fangeflyvninger, er blevet afvist af Washington".

Dette får oppositionspolitikerne til at konkludere, at der er en modsigelse her, og at udenrigsministeren derfor taler "usandt", f.eks.  Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod:

»Per Stig Møller taler jo usandt, når han siger, at ingen lande har fået noget af vide om transporterne fra amerikanerne« 

Men er der nogen reel selvmodsigelse mellem redegørelsen og udenrigsministerens ord?

Og hvad var det egentlig, der skete i den omtalte sag om krænkelser af britisk luftrum?

Det beskæftiger interessant nok de noget skingre oppositionspolitikere sig ikke nøjere med i deres iver efter at mistænkeliggøre regeringen. De danske medier er heller ikke til meget hjælp.

Vil man kende  UK-sagen nærmere er man nødt til at gå til internationale medier, f.eks. ABC eller USAToday eller Guardian

Her er historien, som daterer sig til februar 2008:

CIA Director Michael Hayden acknowledged Thursday that two rendition flights carrying terror suspects refueled on British territory, despite repeated U.S. assurances that none of the secret flights since the Sept. 11 attacks had used British airspace or soil.

Hayden told agency employees that information previously provided to the British "turned out to be wrong."

The spy agency reviewed rendition records late last year and discovered that in 2002 the CIA had in fact refueled two separate planes, each carrying a terror suspect, on Diego Garcia, a British island territory in the Indian Ocean.

"The refueling, conducted more than five years ago, lasted just a short time. But it happened. That we found this mistake ourselves, and that we brought it to the attention of the British government, in no way changes or excuses the reality that we were in the wrong. An important part of intelligence work, inherently urgent, complex, and uncertain, is to take responsibility for errors and to learn from them," Hayden stated in the message obtained by The Associated Press.

Hayden said neither man was tortured and denied there has ever been a holding facility for CIA prisoners on Diego Garcia. Both men remained on their respective planes during the brief stops, according to a U.S. intelligence official who spoke on condition of anonymity because of the sensitivity of the matter.

Hvad er altså sagens substans her: At CIA 5 år efter transporterne gennemgår deres optegnelser og opdager, at man har begået en fejl. USA underretter derefter på eget initiativ UK, og beklager meget og lover at lære af denne fejl.

Når Per Stig Møller derfor forklarer, at "alle de lande, der har forsøgt at få USA til at af- eller bekræfte hemmelige fangeflyvninger, er blevet afvist af Washington", er det derfor 100% korrekt. 

Det var ikke UK, som fik af- eller bekræftet noget som helst. USA tog tydeligvis selv initiativ til at fortælle briterne om sagen om de ulovlige CIA-landinger på Diego Garcia i det Indiske Ocean.

Det er en vigtig forskel, og hvis oppositionspartierne havde sat sig ordentligt ind i sagen, ville de indse, at udenrigsministeren ikke har talt "usandt".

Oppositionen har som demokratisk pligt at kritisere regeringen, men dette er en intellektuel slap og sjusket kritik.

"Socialliberale under de blodrøde faner"

Overskriften er ikke min formulering, men en forarget radikals afstandtagen fra Margrethe Vestagers forbløffende melding om, at R godt vil i regering med SF.

Jeg roste her på bloggen R for deres finanslovs-forslag, som fokuserede på lavere topskat og kortere dagpengeperiode for at øge arbejdsudbuddet. Fornuftige borgerlige holdninger...

Men hvorhen slingrer R nu hen? Væk fra de besindige borgerlige værdier og over imod et "blodrødt" socialistisk parti, som trods Villy Søvndals taktiske trækken ind mod midten, stadig i deres partiprogram fra 2003 taler for en "revolutionær proces, hvor et flertal i befolkningen gradvist afskaffer kapitalismen" og "gennemgribende reformer, hvis langsigtede konsekvens vil være en egentlig afskaffelse af den kapitalistiske magtstruktur."

Mener Margrethe Vestager at hun i et regeringssamarbejde med socialister, som ønsker en revolutionær proces og afskaffelse af kapitalismen, bedre kan komme igennem med lavere topskat og kortere dagpengeperiode end ved samarbejde med Konservative og Venstre?

Jeg forstår ærlig talt godt pragmatiske radikale ser med vantro deres parti - tidligere kendt som socialliberalt - indlemmet under "de blodrøde faner".

Jeg kan kun opfordre de sidste tilbageværende borgerligt sindede radikale vælgere, som ønsker en ansvarlig økonomisk politik og en moderat borgerlig linie, til at se sig godt om i det politiske landskab efter alternativer.

Ordet krise: oldgræsk for "vendepunkt"

Det hævdes nu, at finanskrisen giver fornyet interessere for Marxismen. Karl Marx er blevet "moderne igen", siges det.

Hm.

Når socialister nu søger svar på tidens spørgsmål i "Das Kapital", er det svært at tage alvorligt.

Marxister har gennem de sidste 150 års forudsagt kapitalismens snarlige sammenbrud nogenlunde lige så ofte som Jehovas Vidner har forudsagt den nærtstående dommedag. De har også taget fejl mindst lige så ofte.

Som borgerlig ser jeg finanskrisen som et udtryk for, at kapitalismen tværtimod rent faktisk virker: 

Ordet krise kommer som bekendt af det oldgræske ord for "vendepunkt".

Finanskrisen kan, hvor ubehagelig den end føles i øjeblikket, meget vel være begyndelsen til en løsning af en række ophobede ubalancer i verdensøkonomien. 

Vi burde huske af historien, at økonomien i frie markedssamfund helt naturligt bevæger sig i Sinus-kurver.

Det er præcist derfor, at verdenskriserne til marxisternes store ærgrelse aldrig har ført til kapitalismens sammenbrud, men tværtimod altid banet vejen for ny udvikling og vækst.

Så, nej, krisen betyder ikke, at gamle Marx alligevel havde ret.

Kapitalismen og markedssamfundet er mere sejlivet end som så. Når Adam Smiths "usynlige hånd" lægger arm med socialismens overdrevne statsstyring og indskrænkning af det private initiativ og ejendomsret - så vinder markedets usynlige hånd altid, fordi markedskræfterne i modsætning til planøkonomi har evnen til at skabe hurtig omstilling og fornyet ligevægt og demed den bedste løsning for helheden. 

Prisen for at blæse på miljøet

Jeg er glad for USA, men jeg er ikke glad for amerikanske bilfirmaer.

På rejser derovre har jeg ofte vantro som europæer taget mig til hovedet over de monstrøst overdimensionerede benzinslugere, som Detroit har spyttet ud til bilkøbere, som tilsyneladende aldrig kunne få det stort nok.

Det har været drevet frem af billig olie, og enhver med sund fornuft kunne sige sig selv, at det kunne aldrig gå i længden, at folk skulle pendle alene i køretøjer som mindede om tanks, hvor benzinøkonomi stod allernederst på prioriteringslisten.

Sund fornuft har dog ikke rådet i Detroit.

Og nu ligger man som man har redt: GM med laveste aktiekurs i 60 år, og Ford og Chrysler ikke meget bedre.

De to firmaer måtte forleden ud og benægte at betalingsstandsning var nært forestående - hvilket selvfølgelig får én til at spekulere på, om det helt usandsynlige ikke kunne ske før man ved af det - at én af de 3 store bilproducenter går konkurs.

GM har set skriftet på væggen, og deres nye el-bil Volt ser interessant ud, som et bud på en anvendelig el-bil til det brede marked.

Men spørgsmålet er om det ikke er for sent. 

Mit bud er, at de japanske og til en vis grad tyske producenter som for år tilbage lagde en grøn og langsigtet strategi for at udvikle benzinbesparende biler, allerede har vundet slaget om det globale bilmarked, og at de amerikanske mærker i overskuelig fremtid være totalt blæst af banen.

Venstre - husk de dynamiske effekter

Jf. Politiken bekymrer Venstre sig om finansieringen af det - i denne krise yderligere begrundede - Konservative krav om sænkning af topskatten fra 63 til 50%.

Venstre behøver nu ikke være så bekymrede. F.eks. kunne de spørge deres egen skatteminister.

Mange har gennem tiden påpeget, at når topskatten bliver sat ned, så vil det skabe så store dynamiske effekter i samfundet, at skattelettelsen betaler sig selv hjem, men her i sommers blev denne holdning blåstemplet i en  intern rapport fra Skatteministeriet. 

Den 148 sider lange rapport "Skatternes Økonomiske Virkning" påpeger, at lavere topskatgør det mere attraktivt at uddanne sig og være mere flittig på jobbet.

Det giver en såkaldt selvfinansieringsgrad af sænkninger i topskatten på 136 procent!

Så Venstre - der er ingen grund til at vride og vende sig for at finde finansieringen - skattelettelser tjener sig mere end ind igen.

Det har vi skatteministeriets - ledet af en V-minister - ord for.

Derfor vil Konservative ændre udligningen mellem kommunerne

Helsingør Konservative Vælgerforening opnåede en historisk sejr, da vi vores forslag om "Ændring af kommuneudligningen" blev vedtaget med et stort flertal - 258 mod 198 – på weekendens Konservative landsråd, båret frem af vores Borgmester Per Tærsbøls overbevisende fremlæggelse.

Vedtagelsen var en succesrig kulmination på en årelang kamp fra Helsingør Konservative Vælgerforening for at sikre en mere retfærdig kommunal udligning, som jo især er gået hårdt ud over nordsjællandske kommuner.

Nu er det officiel Konservativ politik at arbejde på at få gjort ordningen mere retfærdig og gennemskuelig.

I min tale på landsrådet, som støtte for forslaget, påpegede jeg, at det er der galt med udligningen, ikke så meget er omfordelingen mellem Øst- og Vest-Danmark, mellem by og land, mellem Hovedstad og provins, selvom det naturligvis er galt nok.

Det største problem med udligningen er, at den bremser væksten i hele Danmark.

John F Kennedy sagde engang: tidevandet løfter alle skibe i søen. Hvad han mente var, at når et samfund har vækst, kommer det alle til gode.

Tidevandet løfter alle skibe i søen – og gennem de sidste syv års vækst har almindelige danskere i Øst og Vest, i land og by da også oplevet en historisk velstandsstigning.

Men i den nuværende økonomiske krise er væksten ved at gå i stå - i virksomhederne, i privatøkonomien, i boligmarkedet - på nogle punkter også i den oplevede velfærd, som borgerne møder ude i kommunerne.

En oplagt konservativ opskrift på dét problem er at få samfundkagen til at vokse.

Vejen ud af krisen er med andre ord, at vi skal til at belønne borgere og kommuner, som skaber vækst – og holde op med at straffe dem.

Udligning er et ærgreligt eksempel på at incitamentet til vækst mangler. Når mere end halvdelen af en kommunens vækst hales ud ad kommunekassen og omfordeles til andre kommuner – så ryger incitamentet til vækst

Hvis samfundskagen skal vokse, skal vi huske på, at det lønner sig at investere dér, hvor det giver bedst afkast. Hovedstaden kæmper med Stockholm, ikke med Svendborg, Trekantsområdet kæmper med Hamborg, ikke med Holstebro.

Vejen til vækst og en bedre kommunal velfærd er derfor, at kommuner og regioner som satser på vækst, skal beholde en rimelig del af væksten selv. De skal have lov at investere overskuddet i yderligere infrastruktur og i forbedringer til borgere og virksomheder.

Kun en fornyet vækst, ikke udligning og endeløs omfordeling mellem kommunekasserne, vil løfte bådene i søen igen!

Søvndal får egen boomerang i nakken

SF's formand Søvndal kritiserer statsministeren for hykleri, fordi statsminister Anders Fogh Rasmussen angriber USA for ikke at bidrage nok i kampen mod klimaændringer, men for nogle måneder siden roste Bush   »miljøforkæmper«.

Det er en bemærkelsesværdig kritik fra en mand, der selv om nogen har præsteret kursvendinger og hykleri som få andre. Læs eksempelvis denne rystende gennemgang af Søvndals opførsel under Muhammed-krisen. Hvordan manden kom styrket ud af den sag, må være en gåde større end DaVinci-mysteriet.

For det andet har SF selv for nyligt fuldstændigt undergravet sin troværdighed som grønt parti.
På sit finanslovsforslag for 2009 har SF ikke har afsat en krone til natur og miljø! Og de kan ikke selv forklare tilfredsstillende hvorfor!

For det tredje er kritikken af Fogh i sin substans urimelig. Fogh forsøgte at anerkende, at Bush regeringen trods alt havde rykket sig en smule på klima-området - at Bush f.eks. selv nu har erkendt problemet - en langt klogere taktik end gold kritik overfor værten. 

For det fjerde er SF-formanden ikke just saglig i sin egen formidling af klima-problemer. Læs blot denne sønderlemmende gennemgang af fejl og mangler i Villy Søvndals fremstilling af klimaproblemerne. 

Kritikken rammer - som så ofte - den flamboyante SF-formand i nakken.

Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig...

... , men hvad du kan gøre for dit land."

Jeg er netop vendt hjem fra Washington DC, som jeg har besøgt for første gang.



Jeg skal spare blog-læserne for turistbeskrivelserne, men størst indtryk gjorde besøget på Arlington helte-kirkegården, hvor Kennedy'erne ligger begravet, og hvor JFK-citatet, som vist på billedet ovenfor, er mejslet ind i sin fulde ordlyd:

And so, my fellow Americans: ask not what your country can do for you - ask what you can do for your country.

My fellow citizens of the world: ask not what America will do for you, but what together we can do for the freedom of man.

Finally, whether you are citizens of America or citizens of the world, ask of us the same high standards of strength and sacrifice which we ask of you. With a good conscience our only sure reward, with history the final judge of our deeds, let us go forth to lead the land we love, asking His blessing and His help, but knowing that here on earth God's work must truly be our own.

JFK var en politiker, der turde stille krav til borgerne, som ikke leflede for de lavere instinkter, men formåede at sætte borgerens egen hverdag i relief. At borgerens tilvalg og fravalg, ofre og indsats, har konsekvenser, for ens eget land, for menneskets frihed.

Og at den gode samvittighed er eneste sikre belønning for at være en god borger - både for sin nation og som verdensborger.

Det er store krav at stille, når belønningen er så usikker, men den måde JFK sagde det på, inspirerede millioner til at sætte sig selv lidt til side, og fællesskabet i centrum.

Det kunne vi også godt bruge mere af i dag. Tiden med krig mod terror, med økonomisk krise, med energikrise er ikke en tid, hvor man først og fremmest skal tænke på sig selv, men mere på hvad man selv kan gøre for at bidrage til bevarelsen af de nationale og internationale fællesskaber, som er så hårdt under pres.

Stramning en udstrakt hånd til kontanthjælpsmodtagere

Regeringen har besluttet at ægtefæller, som modtager kontanthjælp, fremover skal arbejde 450 timer i løbet af de seneste to år hver for at være berettiget til at modtage kontanthjælp.

Jeg ser det som en udstrakt hånd til kontanthjælpsmodtagere: Som samfund VIL vi helt enkelt have kontanthjælpsmodtagere til at tage fat i det danske arbejdsmarked. I den nuværende arbejdskraftsmangel er der simpelthen ingen undskyldning for at holde sig udenfor arbejdsmarkedet.

Den tidligere 300-timers regel motiverede en tredjedel flere kontanthjælpsmodtagere til at slutte sig til arbejdsmarkedet, og stramningen vil givet anspore endnu flere til at bidrage konstruktivt til det danske samfund.

300-timers reglen var en stor succes, hvilket blev sagligt ikke-politisk belyst i en rapport fra Socialforskningsinstituttet, hvis øvrige hovedresultater var:

Oppositionen var imod dengang 300-timers reglen blev indført, men trods den beviselige succes, vånder man sig stadigvæk, imod bedre vidende, men af rent og skært ideologiske årsager.

Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen siger eksempelvis: "At man ændrer det her, vil få nogle frygtelige konsekvenser for de svageste i samfundet."

Ja, kig på tabellen og bedøm selv.

Det vil få den "frygtelige konsekvens" at flere kontanthjælpsmodtagere ønsker arbejde, kan tiltræde arbejde indenfor en måned, føler sig i stand til at passe et almindeligt arbejde, har mere tiltro til at kunne opfylde beskæftigelseskravet, reelt søger arbejde - og selvfølgelig allervigtigst, reelt kommer i arbejde.

Reglen er ikke et slag over fingrene til de svage, som oppositionen hævder - det er en udstrakt hånd.

Afslutningen på en "super-bobbel"?

Vi er som bekendt midt i en krise, hvis mage ikke er set siden Depressionen i 1930'erne. Personligt tror jeg ikke vi har nået bunden endnu, selvom det allerede ser mere end slemt nok ud med de ufattelige finanskrak i USA, og de mindre men stadig alvorlige bankkrak herhjemme, husprisernes fald fra tinderne osv. Nu meldes det endda, at folk begynder at sælge ud af deres indbo for at få enderne til at mødes.

Det er slemt, men det bliver dog ikke en gentagelse af 1930'erne, fordi regeringerne ikke tillader det totale kollaps. I det omfang der er offentlige midler til rådighed, går man både i USA, Danmark og andre lande ind og garanterer eller dækker over i hvert fald en del af tabene. Man kan mene, at det er utidig indblanding i markedet - hvad det principielt er - men de fleste uanset ideologi er nok enige om, at i sådan ekstrem situation kan man ikke lade falde, hvad ikke kan stå, men er nødt til at gøre noget for at bevare forbrugernes og virksomhedernes sidste gran af tillid.

Skal man forstå krisen i større historisk perspektiv, tror jeg at det vi ser nu ikke er et tilfældigt her-og-nu udsving, men tværtimod er reaktionen på en række ubalancer, der har været hobet op gennem årtier i de vestlige økonomier, især USAs.

Dot.com-boblen i slutningen af 1990'erne, boligboblen i dette årti, blev begge næret af en stadig større opfindsomhed hos villige lånudbydere, der lagde tidligere tiders forsigtighed på hylden og satsede på kvantitet fremfor kvalitet. Samtidig gjorde liberalisering og globaliseringen formidling af kreditter mellem lande og verdensdele uendeligt meget nemmere.

Det skortede ikke på advarsler, men mange troede på "den nye økonomi", som skulle være evig optur uden kriser, og hvor man, som overvismanden med rette undrer sig over, troede man ikke kunne bruge historien til at lære af.

Samtidig ændrede borgernes holdning til gældsætning sig markant. Hvorfor bruge 30 slidsomme år på at betale sit hus ud, når man kunne feste for friværdien her og nu?

I USA lagde man på regeringsniveau tidligere tiders snusfornuftige husholdningstankegang på hylden og brugte løs af midler man ikke havde i optimistisk tiltro til, at man kunne vokse sig ud af gælden.

I Danmark har vi ikke ført så uansvarlig en økonomisk politik siden Anker Jørgensen, så derfor har vi i modsætning til USA orden i statsfinanserne, men på borgerniveau har de fleste af os vel haft en finger med i de omtalte bobler - som finansmanden George Soros har slået sammen under den sigende betegnelse "super-boblen".

Kun magisk tænkning har kunnet få os til at bilde os selv ind, at huspriserne og friværdien bare kunne blive ved at stige, for inderst inde ved vi jo godt, at værdier ikke kommer af ingenting, men altid kun ved hårdt arbejde.

Det lyder kedeligt og måske som en lidt gammeldags dyd, men skal jeg pege på noget positivt ved tidens krise, er det, at vi forhåbentligt ved enden af den, smøger ærmerne op og lige så stille arbejder os tilbage på rette spor.

Der er ingen nemme veje ud af krisen - spekulanterne har fejlet - der er kun hårdt arbejde tilbage.

Velfærdsstatens afløser

Inspireret af udenrigsministerens sommerlæsning er jeg selv gået i gang med Phillip Bobbits banebrydende "Terror and Consent" - en must-read for alle, som ønsker at forstå den post 9/11 verden vi lever i - og den fremtid som venter.

Jeg vil senere komme tilbage med en dybdegående anmeldelse af værket, men jeg vil her berøre Bobbits originale betragtninger om den gennemgående forandring alle vestlige stater - jeg vil tilføje Danmark inklusive, naturligvis - står overfor.

Hvad vi har været vant at leve i, er nationalstaten, som gennem det meste af efterkrigstiden her i landet har taget karakter af velfærdsstat - dvs. en stat som opretholder sin legitimitet i forhold til borgerne ved - udover at have magtmonopol og sikre lov og orden - at forbedre den materielle velstand og velfærd - og ved i større eller mindre grad bruge betragtelige kræfter på at omfordele midler mellem borgerne for at udjævne forskelle imellem disse.

Hvad vi idag står er ifølge Bobbit en fundamental redefinering af staten til det han kalder "Market State". Fokus er her på mere at skabe de optimale rammer og betingelser for borgerne, at maximere mulighederne for borgerne, og i behandlingen af borgerne tage ved lære af markedets imødekommenhed overfor forbrugernes behov. Markedsstaten vil derfor også privatisere de aktiviteter, hvor imødekommelsen af borgernes behov bedre varetages af private aktører.

Istedet for at bruge enorme kræfter på at tøjle markedet, modstå markedskræfterne og vilkårligt omfordele mellem borgerne, vil denne nye type stat anspore borgerne til initiativ og vækst og søge markedet udvidet til hele tiden at tilbyde borgerne nye services.

Når vi ser på den danske velfærdsstat anno 2008 er det tydeligt, at Bobbits analyse rammer plet, og at vi er i en meget besværlig overgangsfase på vej væk fra velfærdsstatens rigide strukturer og massive fokus på omfordeling fremfor vækst.

Alene de demografiske betingelser og de umådelige vanskeligheder ved at skaffe arbejdskraft i det offentlige, burde formå politikere - især velfærdsfundamentalisterne på venstrefløjen - til at forstå, at den velfærdsstat vi kender ikke kan opretholdes uændret, og at udfordringerne ikke løses ved blot mindre justeringer.

Fremtiden er en tid med en mindre stat, en mindre offentlig sektor - men til gengæld en stærk og aktiv stat og offentlig sektor, der fylder hullerne ud, hvor private ikke kan, men som også villigt trækker sig, når markedet bedre løser opgaverne - en stat hvor græsen mellem at bære borger og være forbruger er mindre skarp, hvor god "kundeservice" findes i det private såvel som i det offentlige.

Markedsstaten - velfærdsstatens afløser.

Det store flertal er ligeglade - med Politiken

Under overskriften "Vælgerne tror ikke på Lene-effekten" referer Politiken til en metodisk ikke særligt troværdig analyse, som journalisten så samtidig fejlfortolker efter bedste - eller værste - evne.

Det påståes, at "for 68 procent af vælgerne har rokaden i partitoppen hos Det Konservative Folkeparti ingen indflydelse på, hvorvidt de i fremtiden vil sætte deres kryds ved liste C", hvilket skulle være i modstrid med, at "flere politiske iagttagere har ellers spået, at Det Konservative Folkeparti vil få fremgang med Lene Espersen i spidsen."

Det skrives videre: "Vælgernes benhårde dom er altså, at det store flertal er ligeglade. "

Men dette er en fortolkning, som i høj grad kan anfægtes, selv hvis man tager den tvivlsomme undersøgelse bag for gode varer:

1. Hvis 68% af vælgerne ikke vil lade den nye formand påvirke, om de vil stemme på C, så er der 32% tilbage som godt kan påvirkes.
2. Blandt de borgerlige vælgere vil 23 procent være mere positive for at stemme konservativt, mens otte procent har det direkte modsat - det er mange potentielle vælgere.
3. Dagens første egentlige meningsmåling viste en markant konservativ fremgang på mere end 3% - i fuldstændig modstrid med artiklens præmis

Jeg kender ikke journalistens bevæggrunde for at lave så stærkt tendiøs analyse af en måling, som man også kan kritisere for at være lavet indenfor første 1-2 døgn efter formandsskiftet - skulle Lene Espersen ikke lige have en chance for at melde politisk ud først? Men det ligner et klodset forsøg på politisk farvet journalistik.

Heldigvis er vælgernes benhårde dom altså, at det store flertal er ligeglade - med hvad Politiken skriver.

Tak Bendt, tillykke Lene

Jeg vil gerne takke Bendt Bendtsen - en særdeles succesfuld formand for vores parti, som har skabt sammenhold, hvor der var allermest brug for det, og derefter brugt egne og gruppens kræfter på at at få konservative mærkesager igennem i regeringen.

Jeg byder også den nye formand velkommen - Lene Espersen er en fantastisk kommunikatør og har været én af regeringens mest gennemslagskraftige ministre gennem en årrække. Hun er den rette til at sikre konservative mærkesager som skattelettelser og stram retspolitk. Jeg er sikker på, at det får nye vælgere også hurtigt øjnene op for.

Radikale på vej hjem til de borgerlige?

De radikale kalder sig på papiret et borgerligt parti, selvom de har en ejendommelig tradition for at springe frem og tilbage mellem den blå og røde blok. Det har indimellem været svært at få øje på de borgerlige værdier i partiets politik, men når det gælder økonomi er der en tendens til, at de bliver mere og mere enige med de borgerlige partier, især De Konservative, og fjerner sig mere og mere fra S-SF.

Seneste finanslovsudspil fra partiet ser sjældent lovende ud: Man fokuserer på præcist de instrumenter, som kan øge arbejdsudbuddet - lavere topskat, kortere dagpengeperiode, men til gengæld til en sats, som er til at leve af.

De radikale har her fat i den helt rigtige opskrift til påny at få vækst i Danmark.

Til gengæld er det svært at se, hvorfor de stadig ser sig som en del af et fremtidigt alterativt regeringsflertal (bank under bordet for at det ikke sker) med S og SF, der jo lider af allergisk berøringsangst overfor skattesænkninger og nødvendige reformer af dagpenge og efterløn.

Kulturværftet - i al sin skønhed

Lad ikke Lokaldemokraternes brok og anti-alting ødelægge glæden.

Nyd hellere denne fantastiske 3-D video af Kulturværftet, fundet på Youtube, som viser hvordan hele herligheden kommer til at se ud.

Jo, vi helsingoranere kan godt begynde at glæde os...

Mere markant borgerlig profil påkrævet

Ny meningsmåling peger på at VKO-flertallet er i fare, pga. et stemmeskred hos Venstre.

Interessant nok går S også tilbage, så der er ikke tegn i sol og måne på, at vælgerne tiltrækkes af den socialdemokratiske statsministerkandidat, men måske snarere en advarsel om, at vælgerflertallet ikke er trygge ved flere sager på det seneste, f.eks. den nylige EU-sag og andre små og store sager.

At det rammer Venstre, men ikke mit eget parti De Konservative, kan jeg på ingen måde glæde mig over, da det vigtigste er at beholde et borgerligt flertal.

Men det overrasker ikke. Set over en bred kam er venstreministrenes dagsform markant under niveau, med en påfaldende mindre synlig statsminister siden valget, en rystet finansminister, og en fra dag 1 yderst presset integrationsminister.

Dertil kommer, at de eneste Venstre-ministre med overskud til lidt ideologisk pondus pt., nemlig Kristian Jensen og Søren Gade, blev eftertrykkeligt banket på plads, da de henover sommeren forsøgte sig med lidt gode borgerlige ord om, at alt for mange danskere stadig er på overførselsindkomst, fordi det pga. brandbeskatning ikke kan betale sig at arbejde.

Den slags er ikke god latin i det nye Venstre.

Men svagheden ved Venstres taktik gennem de sidste syv år - at føre socialdemokratisk fordelingspolitik, men borgerlig værdipolitik - er tydeligvis, at nu hvor værdipolitikken, særligt indvandringspolitikken, sættes under pres, begynder vælgerne ikke så overraskende at sive.

De siver f.eks. til Dansk Folkeparti. Og i kulissen står et SF, der med vis succes har markedsført sig som "ansvarligt".

Jeg tror dog stadig der er stemmer i ægte borgerlig politik: Både værdipolitisk og fordelingspolitisk.

Derfor skal vi lægge os i selen for at fastholde og tiltrække de borgerlige danskere. F.eks. de utrolig mange danskere, der sætter en ære i hårdt arbejde, og som synes at hårdt arbejde skal belønnes og ikke brandbeskattes.

Eller f.eks. de utrolig mange danskere, som har nogle grundfæstede værdier - kald dem blot gammeldags, men jeg ville kalde dem eviggyldige - om f.eks. at tage ansvar for sig og sine, og ikke per reflex bare lægge alt over på samfundets skuldre.

Vælgere straffer lige for tiden den lidt slappe præstation fra V-ministrene, men vi må kæmpe for, at det ikke betyder, at borgerligt sindede lader en ræverød opposition komme til magten med alle de ulykker, det ville betyde for landet - og så må vi skærpe den borgerlige profil, så det bliver tydeligt, hvor stor forskellen er.

Ansvarlig snak fra de Radikale

Morten Helveg Petersen roser nu regeringens økonomiske kurs, men betegner til gengæld de tre partier, S  SF og Dansk Folkeparti som »det udgiftspolitiske flertal« og beklager, at Socialdemokraterne har besluttet sig for at alliere sig med SF og Dansk Folkeparti i store dele af den økonomiske politik.

»Det er underligt at se denne tornerosesøvn blandt disse tre partier. De vil ikke se på reformer af dagpengesystemet og efterlønnen. Det virker, som om de ikke har forstået alvoren for dansk økonomi«, siger Morten Helveg Petersen.

»Det er uansvarligt, at man ikke vil lave arbejdsmarkedsreformer, og at man forestiller sig, at der skal postes milliarder ud til offentligt forbrug. Det er et hurtigt fix, og det er mangel på realisme i forhold til den økonomiske situation. Det kan ikke blive ved«.

Det er ærlig snak fra et oppositionsparti, som tydeligvis har set de økonomiske realiteter i øjnene - at vi er midt i en økonomisk recession, som kun forværres af, at der er alt for få hænder på arbejdsmarkedet, og at man derfor ikke kan love og "garantere" til højre og venstre.

Det er bedrøveligt, at flertallet udenom regeringen ikke er mere ansvarligt, og vælger en populistiske linie som "garanter" for uændret efterløn og dagpenge, når økonomien slet ikke rummer pladsen til sådanne garantier.

De Radikale skal derimod have stor ros i denne forbindelse for deres økonomiske ansvarlighed - udfordringen er dog blot, at R's mandater ikke rækker, så enten DF eller S skal se at vågne op af tornerosesøvnen, hvis vi skal have gjort noget ved de hurtigt voksende økonomiske problemer.

Forstenet Socialdemokrati klynger sig til efterlønnen

S-formanden afviser idag kategorisk ikke alene forslaget fra Arbejdsmarkedskommissionen om hurtigt at sætte efterlønsalderen op til 62 år, men enhver form for ændring af efterlønnen.

Thorning-Schmidts eneste begrundelse er, at hun ikke vil skabe "usikkerhed for borgerne".

Jeg tror ikke nogen partier går ind for at skabe usikkerhed for borgerne.

Men hvorhenne er S-formandens seriøse overvejelser om baggrunden for Arbejdsmarkedskommissionens forslag - nemlig den fatale mangel på arbejdskraft, som har kastet Danmark ud i økonomisk recession for første gang i årtier?

Stadig lammet et det granatchok, som efterlønnen påførte forgængeren Poul Nyrup, mangler Socialdemokraternes nuværende formand enhver form for mod eller evne til at gøre noget ved tidens alvorligste problem i Danmark - at det offentlige betaler sunde, raske og arbejdsdygtige mennesker for at træde ud af det arbejdsmarked, som har så desperat brug for dem.

Efterlønnen fremstår idag som en monumental fejltagelse, som påfører samfundsøkonomien ødelæggende konsekvenser - og det eneste parti, som har modet til at fortælle vælgerne ligeud, at vi ikke længere har råd til at betale arbejdsdygtige menneskers alt for tidlige tilbagetrækning, er Det konservative Folkeparti.

Jeg ved at det ikke er populært. Jeg ville ønske jeg som politiker kunne "garantere" vælgerne at alle velerhvervede rettigheder varer ved for evigt, også retten til at trække sig tilbage 5 år før den egentlige pensionering.

Men sandheden er, at hvis vi ikke har modet til at reagere nu, vil skadevirkningerne af efterlønnen og arbejdskraftsmanglen blive mangedoblet.

Hvis vi lader os lamme af frygt for "at skabe usikkerhed", så risikerer Danmark at ende i en situation, hvor intet længere er sikkert.

Det aldrende Danmark

Hans Kornø Rasmussen tegner i bogen "Den danske stamme" et demografisk billede af, hvordan den danske fremtid vil forme sig.

Han slår fast, at siden 1968 har vi ikke reproduceret os selv, dvs. haft et fødselstal, som har overgået antal døde. Når befolkningstallet alligevel har holdt sig nogenlunde stabilt, skyldes det dels at vi lever længere, dels indvandring - faktisk er det over 90 % af befolkningstilvæksten i Danmark som skyldes indvandring.

Søren Pind har for nyligt jf. JP inspireret af denne bog udtalt frygt for, at den øgede indvandring kan have udslettet den særegne danske stamme i år 2050.

Jeg hilser debatten velkommen. Demografi lyder gabende kedsommeligt, men det måske én af tidens største politiske udfordringer.

Danmark ældes - og det er en ringe trøst, at Sydeuropa ældes endnu mere idet der forudses dramatisk faldende befolkningstal i lande som Italien og Spanien pga. katastrofalt lave fødselsrater.

Fødselsunderskuddet vil i de kommende årtier stille alle vestlige samfund overfor enorme udfordringer - færre forsørgere, flere som skal forsørges.

Når politikere så nødigt taler om dette problem, er det måske fordi det er stort og så strukturelt, at de færreste kan se en løsning på det.

Hvordan ansporer man en hel befolkning til at få markant flere børn? Kan man som politiker overhovedet tillade sig at blande sig i noget så privat som beslutningen om at stifte familie, og hvor stor familien skal være - selv på det overordnede plan?

Måske, måske ikke, men befolkningen skal i hvert fald kende de langsigtede konsekvenser af fødselsunderskuddet - den gradvise reduktion af det danske folk.

Skal man for alvor gøre noget ved problemet, tror jeg det kræver en familiepolitik, som er helt nytænket, og som opererer på meget langt stræk - og som virkelig tilbundsgående sætter ind med tiltag, som letter de stressede og pressede børnefamiliers hverdag. 

Den politiske sommer 2008

Velkommen tilbage efter sommerferien til "Borgerens" læsere - næsten 2000 har gennem det sidste halve år klikket sig ind på bloggen, og jeg takker hver og én for interessen og for de mange tankevækkende kommentarer. 

Mit mål for resten af året er gennem højaktuelle, personligt vinklede indlæg at nå ud til endnu flere læsere for at få endnu mere debat.

Sommeren 2008 bød på mere politisk drama end sædvanligt i agurketiden.

Størst drama har været omkring EU-domstolens kendelse om arbejdskraftens frie bevægelighed, der ser ud til at underminere dele af den danske indvandringspolitik. Tonen har været skinger, og Dansk Folkeparti har scoret en del points på den sag.

Skal man imidlertid prøve at tøjle følelserne en smule og se nøgternt på sagen, så vedrører dommen kun et meget lille hjørne af indvandringspolitikken. Som jeg ser det, presser EU ikke nu pludselig en ladeport åben gennem Danmarks grænser, men domstolens pointe er at arbejdskraft skal have vide beføjelser for at krydse grænserne indenfor EU.

Lige nu er Danmarks største strukturelle problem mangel på arbejdskraft, og i stedet for sort-hvidt at gøre domstolen til skurk, burde man anerkende arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor unionen som et gode, der skal afbalanceres med Danmarks selvfølgelige ret til at hævde vores ret til selv at definere udlændingepolitikken.

Den anden store sag i sommeren 2008 vedrører også udlændingepolitikken, nemlig S og SF's pludselige forbrødring omkring bl.a. 24-års reglen. 

Kommentatorer mente efterfølgende, at trækket havde styrket oppositionen, men jeg er uenig:

SF gør af rent og skært magtbegær vold på grundlæggende principper. Dette er et kalkuleret kynisk skaktræk, som skal lukke den flanke venstrefløjen har i forhold til befolkningens holdninger til indvandring.

Nu spiller jeg selv skak og jeg må bedrøve Villy med at denne manøvre er FOR åbenlys. Både internt og i befolkningen er man altså ikke dummere, end at man let kan gennemskue hulheden i SFs kovending. 

Der er allerede intern ballade i SF over beslutningen, se f.eks. her. Og meningsmålingerne viser stik imod kommentatorernes vurdering ikke tegn på, at oppositionen står stærkere i befolkningen.

Nu venter så efteråret, og hvilke politiske sager forventes at fylde dagsordenen?

Jeg ser personligt frem til, at diskussionen om skattepolitik spidser til, når Skattekommisionen i starten af 2009 afleverer sine anbefalinger. Aldrig har behovet for at nedsætte personskatterne været større, og som Konservative er det vores fornemste pligt at gøre alt for at skubbe beslutningerne den rigtige vej. Vær sikker på, at jeg i "Borgeren" og andre fora vil gøre mit yderste!

Dernæst er der den globale og hjemlige økonomiske recession: Som jeg skrev i min klumme i 180 grader er det som om alvoren ikke rigtigt er gået op for os. Jeg er temmelig sikker på, at det kommer den til. 

Vi skal genopfinde en formel for vækst i det danske samfund, vi skal have mere innovation, teknologi, forskning. Men først og fremmest skal vi gennem skattepolitikken give borgerne meget mere incitament til at yde deres ypperste - til egen, men i sidste ende også til samfundets bedste.

En krise, men ikke en systemkrise

Den økonomiske krise i Danmark og i verdenssamfundet mærkes stadig hårdere – de stigende mad- og benzinpriser, de faldende boligpriser. I dag kom så endnu et bank-kollaps, Roskilde Bank.

Med mine 40 år er jeg gammel nok til at huske sidste store krise – 70’erne – og hvor langt og sejt et træk landet måtte igennem for at få økonomien tilbage på ret kurs igen under den Konservative ledelse af landet i 80’erne.

Jeg husker krisen i 70’erne som en uventet mavepuster efter de sorgløse 60’ere, og også denne gang er det, som det kommer bag på os, at de gode tider, som nu har varet stort set uafbrudt siden starten af 90’erne, ikke varer ved.

Men hvorfor? Frie markedssamfund er kendetegnet ved periodiske opgangs- og nedgangstider. Det er markedets indbyggede dynamik, som bevirker at gradvist opbyggede skævheder mellem udbud og efterspørgel korrigeres – nogle gange blødt og umærkeligt, andre gange voldsomt og dramatisk.

Med andre ord – hvad vi oplever, er en krise, men det er ikke, som visse venstreintellektuelle er begyndt at hævde – kapitalismens krise, en systemkrise. Tværtimod er krisen et tegn på systemets sundhed, på markedernes indbyggede evne til at korrigere sig selv, når visse ubalancer er blevet for store.

Løsningen er derfor ikke den traditionelle venstreorienterede recept – mere regulering, mere stat, mindre privat. Dét prøvede Anker Jørgensen som bekendt i 70’erne, med fatale resultater.

Løsningen er at lade markedet korrigere sig selv i fred og ro, sådan som det så småt er ved at ske nu, at lade markedet finde en ny balance.

Den dummeste politiske beslutning nogensinde

Med ni års forsinkelse fortryder Svend Auken nu to ting:

• At SR-regeringen i 1999 "pillede" ved efterlønnenen
• At SR-regeringen samtidig i 1999 sætte pensionsalderen ned fra 67 til 65 år.

Jeg kan roligt slå fast, at jeg er enig i det med pensionsalderen. Hvad angår efterlønnen burde Svend Aukens fortrydelse snarere gå på, at han overhovedet indførte den.

Men for nu at kommentere på pensionsalderen, så fristes jeg til at citere professor ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet, Per H. Jensen

'Da man i 1999 nedsatte folkepensionsalderen fra 67 til 65 år, var det det dummeste, som danske politikere nogensinde har gjort'.

Det er glædeligt, at ledende socialdemokrater nu kommer til nogenlunde samme erkendelse.

Mogens Lykketofts søforklaringer om, at man i 1999 ikke kunne forudse udviklingen i middellevealderen, er derimod helt ubrugelig.

Faktum er, at allerede dengang gav sænkningen af pensionsalderen et helt forkert signal til borgerne om, hvornår man bør trække sig tilbage.

Siden er konsekvensen af den "dummeste politiske beslutning nogensinde" blevet endnu værre:

Den giftige cocktail af tidlig pensionering og muligheden for efterløn til borgere, som slet ikke behøvede trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, har efterhånden fået dansk økonomi til at gå i stå på grund af arbejdskraftmangel.

Vi har som samfund ikke råd til at leve med de fatale konsekvenser af SR's fejldispositioner.

Pensionsalderen må op, og efterlønnen afskaffes.

Tænketanken CEPOS har fornyligt beregnet, at der ville komme 200.000 flere i arbejde, hvis vi gik tilbage til 67 år som pensionsalder og afskaffede efterlønnen.

Vi kunne godt bruge 200.000 ekstra par hænder på det danske arbejdsmarked.

Det er ikke et spørgsmål om ideologi, men om sund fornuft: Skal Danmark ud af krisen, må alle borgere, som kan arbejde, også gøre det - uanset alder. Den luksus at lade staten betale raske og rørige for at trække sig tidligt tilbage, hører en svunden tid til, og jo før politikerne indser dette, jo bedre.

Barnepigestaten

Bragt i Weekendavisen 4. juli 2008
af Kristian Juul

Er velfærdsstaten ved at kamme over og udvikle sig til en barnepigestat?

Hvad andet end barnepigestat kan vi nemlig kalde det, når levnedsmiddelkontrollanter i fødevaresikkerhedens navn, som det skete for nyligt, møder op i FCK's fanbutik for at forlange skærpet kontrol af lakridspastiller og energibarer?

Som borger kan man blot ryste på hovedet over denne type meningsløs lovgivning "for dit eget bedste", hvoraf FCK-sagen blot er ét aktuelt eksempel blandt alt for mange.

Det enorme spild af tid og penge den slags medfører er grelt nok, men hvad værre er - den tiltagende udskiftning af sund fornuft med rigide regler udhuler gradvist vores personlige frihed.

Folkesundheden udgør i dag frontlinjen i statens tiltagende trang til at blande sig i borgernes liv: Offentlig sundhed er ikke længere blot et spørgsmål om at stille et velfungerende sundhedsvæsen til rådighed, men i stigende grad om statslige restriktioner overfor borgernes før frie adfærd, når det gælder fødevarer, medicinforbrug, rygning, sodavand, transfedtsyrer, alkohol, spil, mobiltelefoner, cykelhjelme - jeg kunne blive ved.

Men trods barnepigestatens detailstyring af livet fra vugge til grav, har Danmark som bekendt ikke en prangende placering mht. levetid. Er der således virkelig belæg for at tro, at til stadighed mere af den infantiliserende indblanding fra staten vil give os et længere eller lykkeligere liv?

Selvom borgerlige ikke er uden medskyld i udviklingen, kommer disse indgreb i vores frihed som oftest fra venstrefløjen, og ikke uden grund: Min påstand er, at velfærdsstatens tiltagende barnepigementalitet er en ny form for socialisme, eller måske rettere den velkendte gammeldags slags, men blot pakket mere appetitligt ind.

I stedet for at omfordele rigdommene yderligere, hvilket vanskeligt kan lade sig gøre i Danmark, da vi som bekendt allerede er verdensmestre i omfordeling, udgør barnepigementaliteten en mere farbar vej for venstrefløjen til hele tiden at lade "fællesskabets bedste" stå over borgernes personlige valg og frihed.

Nobelprisvinder i økonomi, James Buchanan, redegjorde for nyligt i artiklen "Afraid to be Free: Dependency as Desideratum," for fænomenet politikere, der i stigende grad ikke kan modstå fristelsen til at blande sig i næsten ethvert tænkeligt aspekt af vores liv, kombineret med, mere foruroligende, en manglende bekymring hos borgerne over indblandingen.

Måske er vi blevet så vant til, at forsigtighed må stå over selv den mest abstrakte risiko, at vi ikke længere stiller spørgsmålstegn ved formynderiet? Måske kunne FCKs lakridspastiller teoretisk udgøre en risiko, forsvindende lille, ja, men alligevel? Måske er det godt, at staten slår ned på den slags?

Eller måske er det altsammen et symptom på, at vi ligefrem blevet bange for friheden, som James Buchanan provokerende skriver?

Som borgerlig og frihedselskende tror jeg fuldt og fast på, at det er friheden og det frie marked, ikke statens indblanding og formynderi, som har gjort os så historisk set sunde, lykkelige og generelt godt stillet som vi nu er.

Vi må derfor som borgerlige arbejde på at tvinge staten til at slippe sit omklamrende tag i borgerne. Frie borgere behøver ingen livslang rideranke på barnepigestatens skød for at leve et godt liv, tværtimod.

Borgerlig dynamik, socialdemokratisk stilstand

Det er glædeligt at se Venstre-folk langt om længe tilslutte sig, hvad vi Konservative har sagt så længe - at dansk økonomi i den globale økonomi langsomt, men sikkert er ved at kvæles under skattetrykket, og at lettelser i topskatten er den sikreste vej til at få folk til at arbejde mere.

Og arbejde mere, er den eneste vej ud af det, der kan gå hen og blive den værste økonomiske krise siden oliekrisen.

I skærende kontrast til denne analyse er Socialdemokraternes svar. Morten Bødskov "tordner" imod lettelser, fordi "de ikke er fuldt finansieret".

S vil i klassisk Keynesiansk stil hellere igangsætte store offentlige anlægsinvesteringer.

Det giver mindelser om Stauning og 1930'ernes krisestyring.

Men man skal altså passe uhyre meget på med paralleler til nutidens krise og 1930'ernes depression. Vi har idag i modsætning til 1930erne ingen massearbejdsløshed.

Krisen skyldes tværtimod, at industrien skriger efter arbejdskraft og derfor ikke kan udnytte kapaciteten.

Og så vil S offentlige anlægsinvesteringer! Dvs. enten konkurrere med erhvervslivet om den i forvejen utroligt knappe arbejdskraft eller skulle importere endnu mere arbejdskraft for at få det gjort!

Det er et helt ubrugeligt og direkte skadeligt forslag!

Og så er Socialdemokraternes snævre fokus på, om skattelettelser er fuldt finansierede eller ej, krone for krone, udtryk for en betonagtig tankegang.

De dynamiske effekter af, at produktiviteten stiger pga. skattelettelser, som dermed i høj grad bliver selvfinansieret, er veldokumenteret og har virket glimrende i de lande, som har været mindre berøringsangste overfor reformer.

Som det bedrøveligvis har været tilfældet i mange år, så lever Socialdemokraterne i fortiden, og deres svar på nutidens problemer er utidssvarende løsninger.

Kun borgerlig økonomisk politik kan redde Danmark ud af krisen.

En sidste kommentar: Véd S iøvrigt selv hvad de vil?

For kun få måneder udtalte Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup:"Det er min vurdering, at topskatten skal sænkes. Det kan være, at der bliver tale om en kombination af, at færre skal betale topskat, og at skatten på den sidst tjente krone sættes ned."

Kloge ord, som man nu løber fra hurtigere end en hest kan rende.

Privatforbrug dækker legitime behov - ikke luksus

Ritt Bjerregaard går idag i Politiken til angreb på privatforbruget og påstår, at regeringen "prioriterer fladskærme og designermøbler over børn og gamle".

Man mærker den typiske socialistiske forargelse over den storforbrugende småborger, som altid tænker mere på sig selv end på fællesskabet.

Jeg vil dog godt sætte spørgsmålstegn ved præmissen.

Hvor meget af almindelige danskernes disponible indtægt går i virkeligheden til fladskærme, designermøbler og anden luksus?

Forsvindende lidt. Virkeligheden er en anden, end Ritt fremstiller den.

Takket være verdens højeste skattetryk har danskerne nemlig trods nogle af verdens højeste lønninger kun et særdeles middelmådigt privatforbrug sammenlignet med USA og andre vestlige lande.

Privatforbrug i Danmark handler derfor sjældent om den slags unødvendig luksus, som Ritt Bjerrgaard antyder, men oftest mere om at tage sig råd til at kunne give sine børn sund mad, at tage sig råd til en tryg bolig og transport frem og tilbage mellem hjem og arbejde, at tage sig råd til lidt fritidsaktiviteter med børnene.

Det er helt urimeligt at latterliggøre privatforbruget som investeringer i ”fladskærme og designermøbler”. Privatforbruget handler tværtimod om i hverdagen at kunne dække fuldt legitime behov og er derfor omdrejningspunktet for den enkeltes og familiernes velfærd.

Når skatten som i Danmark når et niveau, hvor rådighedsbeløbet ofte reduceres til langt under halvdelen af lønnen, er det derfor ødelæggende for borgernes følelse af velfærd.

Dette er baggrunden for privatforbruget, ikke bevidstløs trang til overdreven luksus, som Ritt så arrogant antyder.

nej til Ligelønskommission

Mit parti, De Konservative, har nu meldt klart fra overfor tanken om en såkaldt "Ligelønskommission" i kølvandet på strejken.

Jeg finder der er langt flere grunde til at være imod sådanne kommissioner end for:

• Det ville være en bureaukratisk, centralistisk styring af løndannelsen - måske nærmest planøkonomisk - som er fjernt fra danske traditioner og vores berømte aftalemodel
• Det ville skabe helt urealistiske forventninger, som aldrig ville kunne indfries
• Dele af fagbevægelsen selv, ser forslaget som utidig indblanding, f.eks. Ingeniørforeningens formand, Lars Bytoft Olsen, som har sagt, at en ligelønskommission hører til "i det gamle Sovjet eller i Maos Kina".
  

Hvad vil jeg så sætte i stedet?

Fremfor mere centralisme, vil jeg foreslå en tiltrængt modernisering af den offentlige sektors bureaukratiske lønsystem, så det minder meget mere om det private erhvervsliv. 

Stive løntrin, hvor man stiger i løn udfra anciennitet eller uddannelse alene er fuldstændigt outdated. Tværtimod bør lønnen også i det offentlige få lov at variere markedsmæssigt efter udbud og efterspørgsels-princippet. 

Sagt med andre ord, er der mangel på eksempelvis sygeplejersker, bør prisen på dem, lønnen naturligvis også stige. Men hvor meget lønnen skal stige bør ene og alene være betinget af markedskræfterne, og i hvert fald ikke være ideologisk begrundet, sådan som sygeplejerskernes formand noget malplaceret lægger op til. 

Radikalt svigt

Det var en bedrøvelig oplevelse her til aften i DR at se Margrethe Vestager forsvare sine stærkt kontroversielle udtalelser få timer efter terrorbomben i Pakistan om, at Danmark nu måtte revidere sin udenrigspolitik, så vi ikke slår over i "en aggressiv udenrigspolitik, hvor vi opfatter os selv som Nordens Israel eller Det Andet USA".

Margrethe Vestager vævede og talte sort i store dele af interviewet, men man forstod dog, at hun fortrød ingenting - dét gentog hun adskillige gange.

At hendes udtalelser kunne opmuntre terrorister til at tro, at Danmark bøjer sig for terror, ville hun slet ikke forholde sig til i interviewet.

Endnu mere katastrofalt var det, at hun ikke tilfredsstillende kunne redegøre for, hvilke ændringer hun ville lave i udenrigspolitikken for at gøre den "mere aktivistisk" og "mindre aggressiv". Hun prøvede sig med at FN-mandat skulle være et must for at gå i krig, men måtte erkende at Danmark lige nu kun har soldater udstationeret på netop FN-mandat, så dette krav ville ingenting ændre.

Med andre ord kræver de radikale en ændring i politikken på den værst tænkelige baggrund og timing, men kan ikke forklare, hvad ændringen skal være.

Det Radikale Venstre har historisk med sin "Hvad kan det nytte" holdning, og sin "Ligge død" politik gennem det forrige århundrede stået som eksponenten for et Danmark med bøjet hoved og slatten rygrad, så få ting kan overraske fra den side, men dette er alligevel et politisk svigt fra de radikales side af en størrelse, som burde få konsekvenser.

Klumme om den truende krise

Jeg har fået trykt en klumme i den borgerlige netavis 180grader om den truende krise i Danmark og i verdensøkonomien her:

Socialdemokrater i destruktivt ideologisk korstog

Socialdemokraternes uforståelige kamp imod private sundhedsforsikringer fortsætter nu med PR-videoer, peppet op med skinger retorik, såsom at det "truer "lige sundhed for alle", eller udtalelser som Henrik Sass Larsen (S) her:

»Vi er skrækslagne ved, at dette breder sig. Derfor er vi nødt til at stoppe op og gøre alt, hvad vi kan for at bremse udviklingen, hvis vi skal redde den frie og lige adgang til sundhedsvæsenet..."

Når nu "truslen" er så skrækindjagende skulle man tro, at socialdemokraterne ville gå skridtet ud og  forbyde sundhedsforsikringerne. 

Men nej. S vil naturligvis vanen tro ikke forbyde noget som man kan tjene skattepenge på. Derfor vil man "blot" nøjes med at fjerne fradragsretten for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer som årligt beløber sig til 3-400 mio. kr, med andre ord "nøjes" med at brandbeskatte denne væmmelige "trussel". Temmelig hyklerisk. 

Og også den sikre vej til, at lavtlønnede fuldstændigt afskæres muligheden, mens højtlønnede nok skal finde anden finansiering. Så udover at være hykleriske, er socialdemokraterne også dybt asociale med dette korstog.

Iøvrigt er det en socialdemokratisk vrangforestilling, at det danske sundhedsvæsen er skævt.

Faktisk har der aldrig i Danmarkshistorien været mere fri og lige adgang end i dag, hvor alle er garanteret en behandling inden for en måned - en præstation som VK-regeringen har opnået, og som Nyrup-regeringen aldrig var i nærheden af. 

At nogle arbejdsgivere som supplement har valgt at tilbyde en sundhedsforsikring til høj som lav i firmaet, fordi de gerne vil have deres medarbejdere hurtigere i behandling og tilbage til arbejdet, er en supergod forretning for firmaet, for medarbejderen og for samfundet.

Man skal vist være socialdemokrat for at se noget problematisk i dette, og bevidst ønske at genere firmaer og medarbejdere blot for en abstrakt betonidelogisk tvangstankes skyld. 

De private sundhedsforsikring generer jo ikke andre, tager ikke noget fra nogen - tværtimod giver det bedre plads i det offentlige sygehusvæsen.

Danmark bliver stadigt fattigere

Agenda har en vigtig, men desværre meget overset historie at fortælle: 

Fra 1995 til 2006 er Danmarks placering blandt verdens rigeste lande faldet fra 11. pladsen til en 17. plads i Den Internationale Valutafonds købekraftsjusterede sammenligninger.

Det overrasker mig ikke. Jeg rejser ofte med mit firma i f.eks. USA og har mødt helt almindelige mennesker derovre, f.eks. sygeplejersker, som har et forbrug, som ville forbløffe de fleste danskere. 

Derovre skal der ikke nødvendigvis en lang uddannelse eller strålende karriere til for at kunne køre rundt i Lexus'er og bo i kæmpestore huse. 

Vi er simpelthen ved at blive kørt agterud af mere dynamiske økonomier. 

Gode eksempler er Irland eller Canada, der har satset på det ellers helt oplagte - at sikre virksomhederne den arbejdskraft de har brug for, f.eks. ved et skattesystem som ikke brandbeskatter overarbejde eller jager virksomheder eller kvalificerede udlændinge væk.

Vi har lullet os selv i søvn i Danmark ved tanken om, at vores rigdom skyldtes vores "unikke" skandinaviske velfærdsmodel. 

Hvornår vågner vi danskere op og indser, at vores indretning af samfundet ikke er optimal, men at brandbeskatningen forarmer os som nation?

Vi kan ikke blive ved med at fokusere på, hvad der skal tages fra "de rige" og gives til "de fattige", sålænge vi som nation blot rutscher længere og længere ned i velstand.

Det er muligt vi ender med alle at blive "lige" - lige fattige. Men er det virkelig det vi vil?

Som Konservativ tror jeg på vækst. Men i de sidste mange år, er væksten i Danmark blevet stadigt sløvere. Det holder simpelthen ikke.

Vi skal derfor allesammen til at smøge ærmerne op og se at få bestilt meget, meget mere. 

De som er på deltid, skal stimuleres til at arbejde på fuld tid.

De som er på fuldtid, skal stimuleres til at arbejde over. 

Og sidst men ikke mindst - den fjerdedel af danskerne, som idag slet ikke arbejder, skal selvfølgelig med alle midler stimuleres til at arbejde.

Des flere love, des flere forbrydere

Jyske lov - eksempel på nødvendig lov

Ved hver ny regerings tiltrædelse tages der som et næsten fast ritual fat om problemet med det tilsyneladende evindeligt voksende antal love og regler med velmente initativer som "oprydning i lovjunglen", "regel-sanering", "afbureaukratisering", osv.

Det ender som regel med en symbolsk afskaffelse af et par åbenlyst tåbelige love, hvorefter lovmøllen så lysteligt kværner videre.

Hvorfor?

Fordi den af medierne så efterspurgte "politisk handling" imod forskellige uønskede samfundsfænomener som regel er, netop, nye regler og love.

Lovinitiativer er ofte den pressede politikers "nemme svar" på den fortraskede journalistiske trumf i pseudokritiske interviews: "... og hvad vil du så gøre ved det"? 

Når kravet "Nu må Folketinget gribe ind" runger, er hverken kamphunde, mobilsnak, lommeknive, tørklæder, tatovering og piercing af unge for små eller private emner. 

Det er sjældent kønt at se på, måske derfor Bismarck sammenlignede dette at lave love med at fremstille pølser, "man er bedst tjent med ikke at se processen..."

Misforstå mig ikke. Jeg er konservativ. Jeg er tilhænger af lov og orden. Men respekt for loven styrkes ikke just af unødvendige love. 

Kun de store problemer skal derfor løses politisk gennem lovgivning. Jo flere love og påbud, der er, des mere forarmes folket, jo mere frihed tages fra os... 

Des flere love, des flere forbrydere, lyder et ordsprog så gammelt, at de fleste har glemt det, men det er værd at huske på, at faren ved overregulering er at ingen ellers nok så lovlydig borger kan holde loven.

Der laves idag love for adfærd, der før blev reguleret udmærket ved almindelig god omgangstone mellem mennesker. 
Der sættes idag grænser for adfærd, der burde være et personlig valg

Poul Schlüter stod som bekendt i spidsen for efterkrigstidens største regelforenklingskampagne, hvor det i en sjælden succesfuld operation lykkedes at afskaffe 2000 cirkulærer, bekendtgørelser og anordninger. 

Måske er det en ny konservativ statsminister, der skal til, før det virkelig lykkes at tynde ud i lovjunglen?

Politiker af overbevisning

For nogen tid siden vakte Gordon Brown opsigt med sin erklærede paradoksale store beundring for en politisk ærkefjende, Margaret Thatcher, som han gav hædersmærket "conviction politician", et begreb som ikke kan oversættes direkte til dansk, nærmest kommer vel "politiker af overbevisning".

Underforstået, Margaret Thatcher, var af en helt anden og sjældnere slags end de fleste politikere. Hun var én af dem, som gik ind i politik med en politisk overbevisning lejret dybt i sjælen, en overbevisning som hun holdt urokkeligt fast ved og regerede ud fra, også når det var svært eller ubelejligt. 

Margaret Thatcher passede som få på Gandhi's berømte slogan "Vi må selv være den forandring vi ønsker at se", dvs. som politiker altid sætte sine principper højere end de dagligdags taktiske hensyn. Selv socialdemokraten Brown kunne ikke andet end værdsatte sådan en stålfasthed.

Sådanne politikere er sjældne. I Danmark efterhånden mere sjældne end storken. Men som storken endnu ikke helt uddøde, heldigvis.

I mit eget parti vil jeg pege på Lars Barfoed som et godt bud på kategorien. Hans - i Venstre-toppens øjnes stærkt utaktiske og ubelejlige - insisteren på, at efterlønnen og børnechecken bør afskaffes, jo før jo bedre, er et udtryk for ægte politisk overbevisning og meningers mod, som jeg kun kan tage hatten af for.

I Venstre, partiet i egen selvforståelse med "højt til loftet", kunne Søren Pind med hans interessante "10 liberale teser" nævnes, men en kandidat kunne paradoksalt nok også være Anders Fogh Rasmussen him-self, anno 1993, vel at mærke. Dén unge Anders Fogh Rasmussen, som brød med al berøringsangst overfor velfærden, og skrev "Fra socialstat til minimalstat", et politisk-filosofisk mesterværk, som han selv sammenfatter sådan:

”Et ægte velfærdssamfund skal koncentrere sine kræfter om at hjælpe de svageste, som ikke er i stand til at klare sig selv. Og det skal kunne betale sig at arbejde.
Bogen er et forsøg på at sige, at der er et eller andet galt i samfundet, når 80 procent af befolkningen omfordeler til de selvsamme 80 procent. Det er en ond cirkel, hvor middelklassen er blevet gjort afhængig af offentlige ydelser. Det skyldes, at familierne betaler så meget i skat, at de ikke kan klare sig uden hjælp fra de offentlige kasser. Men det betyder også, at dem, der virkelig har brug for hjælp, ofte bliver skubbet i baggrunden. Men hvor socialdemokraterne tror, at staten kan sikre og garantere den sociale tryghed, så siger jeg: Det kan staten kun, hvis danskerne har skabt en så stor produktion, at der er noget at fordele af. Pengene til velfærd kan kun komme ét sted fra, nemlig fra den arbejdsindsats, som hver enkelt danske udfører. Derfor skal det kunne betale sig at arbejde.

Jeg kan dårligt tænke mig et bedre udtryk for oprigtig, dyb borgerlig overbevisning - at hjælpe de svage, men alle som kan, skal klare sig selv, og de flittige skal selvfølgelig belønnes for deres indsats - at den massive socialdemokratiske omfordeling indenfor middelklassen er et fatalt og umoralsk svigt overfor de, som virkelig har brug for hjælp - at pengene til velfærd kommer fra erhvervslivets produktion.

Men jeg savner, som ægte borgerlig, at mærke, hvor overbevisningen, som lyser ud af ovenstående, blev af, hvor genfindes den i Anders Fogh Rasmussen og hans politiske projekt anno 2008?

Hvor er opgøret henne med at "80 procent af befolkningen omfordeler til de selvsamme 80 procent"? Hvor er opgøret med at "familierne betaler så meget i skat, at de ikke kan klare sig uden hjælp fra de offentlige kasser"? Og hvorfor skal det være tabu at kritisere en efterlønsordning, der "ikke hjælper de svageste, som ikke er i stand til at klare sig selv", men tværtimod altovervejende sunde og raske 60-årige som udemærket kan klare sig selv?

Som bekendt har Venstre med næb og klør kæmpet imod alle Konservative initiativer indenfor især skat og efterløn som kunne rette op på selvsamme diagnose af velfærdssamfundet, som Anders Fogh Rasmussen så klarsynet stillede anno 1993.

Hvorfor? Skal taktikken virkelig sejren over overbevisningen?

Eller måske er spørgsmålet snarere: Hvad skal man som ægte borgerlig stille op?

Mit svar: Man kan vælge borgerlige politikere af overbevisning, politikere for hvem pragmatisme ikke er det ypperste hæderstegn, politikere som ikke af taktiske hensyn lader sig nøje med den tvivlsomme kombination af borgerlig værdipolitik og socialdemokratisk fordelingspolitik.

Man kan vælge de, som af ægte overbevisning giver os hele den borgerlige pakke, fordi de ikke kan andet.

1987

Året 1987 bød på premieren af TV-serien Simpsons, en morsom afklapsning af middelklassen.

 

Året 1987 bød også en anden afklapsning af middelklassen, men den var knap så morsom: Topskatten.

Topskatten, lad mig minde om, på 15% ekstra oven i alle de andre skatter giver skattevæsnet hjemlen til at inddrage næsten to tredjedele af almindelige danskeres lønforhøjelser. 

Topskatten rammen nemlig omtrent 40% af befolkningen,  nærmere bestemt 960.000 danskere som tjener 29.600 kr. om måneden eller derover. 

Om 3 år vil antallet af danskere, der rammes af topskat runde en million.

Jo, det lyder som en idé så absurd, at den kunne være hentet ud af Simpsons.

Absurd, fordi det der var tænkt som en skat på "rige", nu inkluderer skolelærere, sygeplejersker og sågar pædagogmedhjælpere!

Som bekendt tjener pædagogmedhjælpere på almindelig grundløn ikke 29.600 kr. om måneden, så når de rammer topskat-grænsen er det naturligvis fordi de og andre blandt disse snart 1 million danskere blot gør, hvad samfundet så hårdt har brug for, nemlig arbejder over. 

Man burde kalde en spade for en spade og omdøbe topskatten til "overarbejdsskat". 

Måske kunne dette så også åbne folketingsflertallets øjne for, at i et Danmark med skrigende mangel på arbejdskraft, er det nok noget nær det dummeste man kan gøre at straffe mennesker, som påtager sig overarbejde.

S og V forsømmer begge kulturen

Man skændes så det brager på Københavns rådhus om, hvor lidt eller meget man bruger på kultur, men hverken S eller V skulle råbe så højt.

Må jeg på alle kulturinteresseredes vegne gøre opmærksom på at en ny undersøgelse viser, at socialdemokratiske og venstreledede kommuner ligger i et lunkent midterfelt, mens SF's enlige kommune med borgmesterpost sammen med lokallisternes er helt nede og skrabe bunden, når det gælder kultur.

Konservative kommuner er derimod solstrålehistorien i toppen og bruger i gennemsnit 20% mere end landsgennemsnittet på kultur. 

Det er naturligvis et resultat jeg som konservativ er rigtig stolt af. Kulturen er - sammen med videnskaben - én af samfundets bærende grundpiller.

Kultur er et andet ord for dannelse, og dannelse er afgørende for os som mennesker. Uden dannelse famler vi i blinde. 

Bliver kulturen et tema i den kommunale valgkamp 09, hvad jeg afgjort håber, kan vi i Det Konservative Folkeparti møde vælgerne med ro i sindet.

Den negative sociale arv - Helsingør går forrest

Jeg deltog i ét af den slags møder man bliver meget klogere af i går aftes - et møde om kampen imod den negative sociale arv. Det viser sig, at Helsingør faktisk er trendsættende på flere områder. Læs mere her.

Politik uden principper

Gandhi listede sine såkaldte "7 Blunders of the World", også kaldet "7 Deadly Social Sins"  op for sit barnebarn Arun Gandhi, den sidste dag de var sammen, kort tid før han blev snigmyrdet:

1. Politik uden principper
   
2. Velstand uden arbejde
   
3. Nydelse uden samvittighed
   
4. Videnskab uden menneskelighed
   
5. Viden uden karakter
   
6. Forretning uden moral
   
7. Tilbedelse uden afsavn

Arun Gandhi, barnebarnet, tilføjede en 8. dødssynd:

     8.Rettigheder uden ansvar

Der er i denne liste, som efterhånden har mere end et halvt århundrede på bagen, mere end rigeligt stof til eftertanke for nutidens politiske ledere og borgere, også i Danmark.

Lad mig prøve at reflektere lidt over den første - politik uden principper.

Den gælder også i herhjemme - værst af alt i begrebet "overbudspolitik". 

Når landets endnu største oppositionsparti vil bruge et tocifret milliardbeløb på at give borgerne "velfærdsrettigheder"...  Politik uden principper - allerhøjest involverer det "princippet" om at love hvad som helst for at blive valgt, det er i øvrigt også i modstrid med 8. synd. 

Når De Radikale og SF under den seneste valgkamp pludselig lavede årtiets politiske U-turn og over en nat blev tilhængere af den 24-årsregel, som de så bittert havde bekæmpet... politik uden principper.

(Da nu Villy Søvndal ønsker at pille Karl Marx ud af SF's partiprogram, vil jeg være så hensynsfuld at citere en anden Marx, nemlig Groucho, som beskriver denne form for politik: "Those are my principles, and if you don't like them... well, I have others.")

Socialdemokraternes skattepolitik er et overflødighedshorn af forsyndelser, værst af alt manifesteret i følgende berømte indrømmelse fra Lotte Bundsgaard omkring skattestoppet: 

"På skatteområdet har vi valgt den vælgerpopulære løsning og har støttet regeringens skattestop med få tilføjelser, selv om alle eksperter er enige om, at den øgede globalisering gør, at der er behov for en skattereform, som nedsætter skatten på arbejde og sætter skatten op på fast ejendom. Og på trods af at skattestoppet er med til at friholde store ekstra boligformuer for beskatning, mens de lavtlønnede skal betale skat af hver ekstra krone de tjener. Her valgte vi altså at satse på vælgeropbakning frem for at satse på egne værdier."

Hvad kan man sige? Politik uden principper i anden potens!

I retfærdighedens navn er vi borgerlige selvfølgelig heller ikke immune overfor synden. Det mest foruroligende eksempel er det bizarre postyr omkring Eva Kjer Hansen, da hun kom for skade at udtale, hvad der kun er sund borgerlig fornuft: 

"Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst stillede til gode."

Som bekendt blev socialministeren under trusler om fyring tvunget til at trække sin udtalelse tilbage. 

Hvad jeg dog aldrig forstod i dén sag var, hvordan kan det for en borgerlig politiker være et problem at mene, at når initiativrige borgere får lov at skabe værdier, også til dem selv, så skaber det nok ulighed, men det gør ikke andre borgere fattigere, tværtimod. 

I disse år med fænomener som triangulering, kamp om midtervælgere, "hugge" fra andres partiprogrammer, osv., er Gandhis advarsel mere aktuel end nogensinde. Når principløsheden vinder over de politiske kerneværdier udviskes grænsen ikke kun mellem partierne, men også mellem de politiske beslutningstagere og embedsmændene. Uden principper bliver politikere blot gummistempler for de initiativer, der kommer fra bureaukratiet - eller lader sig blot rive med af opportunistiske strøminger.

Gandhis beskrev selv listen over de 7 synder, som underliggende kræfter i ethvert samfund, som i sidste ende kan ødelægge det, kulturelle synder, som kan fremkalde et moralsk forfald.

Jeg tror afgjort synd nr. 1 er den mest skadelige af de syv.