Den danske Folkeskole daterer sig så langt tilbage som næsten 200 år, nemlig til 1814, da tvungen skolegang fra det 7. til det 14. år blev indført, og de første lærerseminarier oprettet. Slår man op under året 1814, springer det i øjnene, at skoleloven var et enligt lyspunkt i en ellers ufattelig mørk tid for Danmark: Ovenpå datidens finanskrise efter Napoleonskrigen, som havde ledt nationen ud i den ydmygende statsbankerot og pengeombytning, var spot føjet til skade ved Freden i Kiel, hvor Danmark blev tvunget til at afstå Norge til Sverige.
Finanskrise ovenpå et antal dyre krige - og svaret: en langsigtet satsning på de nye generationer gennem uddannelse, uddannelse, uddannelse.
En modig satsning i en tid, hvor landet var i knæ: Man tog sig råd til at tilbyde uddannelse til folket, ikke kun eliten, i håbet om, at børnenes højere vidensniveau og dannelse ville kaste af sig senere i voksenlivet.
Interessant nok begyndte den kaotiske danske økonomi da også så småt at forbedres, med en naturlig forsinkelse dog, nemlig i slutningen af 1820'erne - altså samtidig med at de første årgange efter skolelovens indførelse var gennem skolesystemet.
Gennem snart 200 år har vi i Danmark lært af succesen fra dengang og udvundet dette vores eneste "råstof" - fra 1800-tallets bondenation over 1900-tallets industrination til det 21. århundredes vidensnation.
God uddannelse gør det idag som dengang muligt for hvert et barn at bryde med sin baggrund og udfylde sine talenter. Men gør vi det stadig godt nok?
Meget er rettet op de sidste 8 år siden 2001's katastrofale PISA-undersøgelse trak tæppet væk under vores illusioner og afslørede enorme huller i folkeskoleelevernes basale færdigheder - resultatet af årtiers kulturradikale underminering af uddannelsessystemet. Flere timer og større krav har bevisligt virket.
Men genopretningen af Folkeskolen må følges af endnu mere ambitiøse mål: I verden af idag er råstoffet "viden", hårdt tilegnet og dog en flygtig størrelse, stadig det mest værdifulde man kan eje.
Danmark - engang en af verdens rigeste lande - ligger idag i en småkedelig midtergruppe på nationernes rangstige, og vi risikerer at glide endnu længere ned, hvis vi ikke får flere unge gennem uddannelserne. Samtidig skal de unge selvfølgelig også have mere relevant viden med sig undervejs: Brugen af IT skal være tidssvarende og i top. Vi kan ikke sende vores unge ud i det 21. århundredes erhvervsliv oplært med 20. århundredes forældede atlas og slidte tavler.
Og hvad sker der iøvrigt med de, som dropper ud og intet har lært undervejs? De må kæmpe om de stadig færre ufaglærte jobs: Som 3F fornyligt viste, vil 229.000 ufaglærte arbejdspladser forsvinde denæste 3 år, og selv om konjunkturerne skulle vende i 2011, vil mindst 122.000 ufaglærte job aldrig komme igen
Den borgerlige regering har puttet mange penge i Folkeskolen, i forvejen verdens dyreste, men når pengene ikke af sig selv udviser mirakler er det nok fordi vi stadig mangler det allervigtigste, som ingen regering kan give børnene: Forældrenes kærlige motivation, når de læser lektier med børnene, når de opmuntrer til at arbejde stædigt med fagene, specielt i matematik, engelsk og naturfag, når de tilskynder børnene til videreuddannelse.
Lærere og forældre har tilsammen et fælles projekt, der vil vise sig afgørende for Danmarks fremtid i det 21. århundrede: At motivere og lede vores unge til et højere vidensniveau. Samfundet skal stille rammerne til rådighed, og fremfor toiletter skulle vi måske hellere tale om at sætte en bærbar på pulten foran hver eneste elev fra børnehaveklassen og op?
