Privatforbrug dækker legitime behov - ikke luksus

Ritt Bjerregaard går idag i Politiken til angreb på privatforbruget og påstår, at regeringen "prioriterer fladskærme og designermøbler over børn og gamle".

Man mærker den typiske socialistiske forargelse over den storforbrugende småborger, som altid tænker mere på sig selv end på fællesskabet.

Jeg vil dog godt sætte spørgsmålstegn ved præmissen.

Hvor meget af almindelige danskernes disponible indtægt går i virkeligheden til fladskærme, designermøbler og anden luksus?

Forsvindende lidt. Virkeligheden er en anden, end Ritt fremstiller den.

Takket være verdens højeste skattetryk har danskerne nemlig trods nogle af verdens højeste lønninger kun et særdeles middelmådigt privatforbrug sammenlignet med USA og andre vestlige lande.

Privatforbrug i Danmark handler derfor sjældent om den slags unødvendig luksus, som Ritt Bjerrgaard antyder, men oftest mere om at tage sig råd til at kunne give sine børn sund mad, at tage sig råd til en tryg bolig og transport frem og tilbage mellem hjem og arbejde, at tage sig råd til lidt fritidsaktiviteter med børnene.

Det er helt urimeligt at latterliggøre privatforbruget som investeringer i ”fladskærme og designermøbler”. Privatforbruget handler tværtimod om i hverdagen at kunne dække fuldt legitime behov og er derfor omdrejningspunktet for den enkeltes og familiernes velfærd.

Når skatten som i Danmark når et niveau, hvor rådighedsbeløbet ofte reduceres til langt under halvdelen af lønnen, er det derfor ødelæggende for borgernes følelse af velfærd.

Dette er baggrunden for privatforbruget, ikke bevidstløs trang til overdreven luksus, som Ritt så arrogant antyder.

nej til Ligelønskommission

Mit parti, De Konservative, har nu meldt klart fra overfor tanken om en såkaldt "Ligelønskommission" i kølvandet på strejken.

Jeg finder der er langt flere grunde til at være imod sådanne kommissioner end for:

• Det ville være en bureaukratisk, centralistisk styring af løndannelsen - måske nærmest planøkonomisk - som er fjernt fra danske traditioner og vores berømte aftalemodel
• Det ville skabe helt urealistiske forventninger, som aldrig ville kunne indfries
• Dele af fagbevægelsen selv, ser forslaget som utidig indblanding, f.eks. Ingeniørforeningens formand, Lars Bytoft Olsen, som har sagt, at en ligelønskommission hører til "i det gamle Sovjet eller i Maos Kina".
  

Hvad vil jeg så sætte i stedet?

Fremfor mere centralisme, vil jeg foreslå en tiltrængt modernisering af den offentlige sektors bureaukratiske lønsystem, så det minder meget mere om det private erhvervsliv. 

Stive løntrin, hvor man stiger i løn udfra anciennitet eller uddannelse alene er fuldstændigt outdated. Tværtimod bør lønnen også i det offentlige få lov at variere markedsmæssigt efter udbud og efterspørgsels-princippet. 

Sagt med andre ord, er der mangel på eksempelvis sygeplejersker, bør prisen på dem, lønnen naturligvis også stige. Men hvor meget lønnen skal stige bør ene og alene være betinget af markedskræfterne, og i hvert fald ikke være ideologisk begrundet, sådan som sygeplejerskernes formand noget malplaceret lægger op til. 

Radikalt svigt

Det var en bedrøvelig oplevelse her til aften i DR at se Margrethe Vestager forsvare sine stærkt kontroversielle udtalelser få timer efter terrorbomben i Pakistan om, at Danmark nu måtte revidere sin udenrigspolitik, så vi ikke slår over i "en aggressiv udenrigspolitik, hvor vi opfatter os selv som Nordens Israel eller Det Andet USA".

Margrethe Vestager vævede og talte sort i store dele af interviewet, men man forstod dog, at hun fortrød ingenting - dét gentog hun adskillige gange.

At hendes udtalelser kunne opmuntre terrorister til at tro, at Danmark bøjer sig for terror, ville hun slet ikke forholde sig til i interviewet.

Endnu mere katastrofalt var det, at hun ikke tilfredsstillende kunne redegøre for, hvilke ændringer hun ville lave i udenrigspolitikken for at gøre den "mere aktivistisk" og "mindre aggressiv". Hun prøvede sig med at FN-mandat skulle være et must for at gå i krig, men måtte erkende at Danmark lige nu kun har soldater udstationeret på netop FN-mandat, så dette krav ville ingenting ændre.

Med andre ord kræver de radikale en ændring i politikken på den værst tænkelige baggrund og timing, men kan ikke forklare, hvad ændringen skal være.

Det Radikale Venstre har historisk med sin "Hvad kan det nytte" holdning, og sin "Ligge død" politik gennem det forrige århundrede stået som eksponenten for et Danmark med bøjet hoved og slatten rygrad, så få ting kan overraske fra den side, men dette er alligevel et politisk svigt fra de radikales side af en størrelse, som burde få konsekvenser.

Klumme om den truende krise

Jeg har fået trykt en klumme i den borgerlige netavis 180grader om den truende krise i Danmark og i verdensøkonomien her: