Læser socialdemokrater og folkesocialister Æsop?

Hvis ikke, burde de måske nærstudere Æsop's fabel om gåsen, som lagde guldæg - som læserservice her i forkortet version:

En bonde har en gås, der lægger guldæg. Dag efter dag. Bonden bliver meget rig. Men han er grådig og gider ikke vente. Han slår gåsen ihjel i håb om at kunne hale alle guldæggene hjem med det samme. Men den døde gås er selvfølgelig blot tom inden i - og nu har bonden intet.

Lad os opdatere fablen og skrue tiden frem til et, forhåbentlig alternativt, scenarie, efter folketingsvalget år 2011:

Helle Thorning-Schmidts Røde kabinet med tidligere kommunist Ole Sohn som nyudnævnt finansminiser råder over et dansk erhvervsliv, der leverer solide overskud til finansiering af den danske velfærd. Dag efter dag leverer virksomhederne stabile skatteindtægter og arbejdspladser. Det danske samfund er ét af verdens rigeste takket være dette erhvervsliv. Men socialdemokraterne og folkesocialisterne gider ikke vente på at få deres i forvejen rigelige del i virksomhedernes værdiskabelse. De skruer selskabsskatterne i vejret, som de jo lovede tilbage i 2009, i håb om at kunne vride endnu mere ud af erhvervslivet. Men se - nye virksomheder ser sig om efter mere venlige lande at etablere sig i. Og iværksætterne opgiver ævret - for skulle man endelig klare sig igennem selskabsskatterne og komme ud som succes på den anden side - så venter jo en ny tur på slagtebænken, denne gang kaldet "millionærskatten"... Initiativ og virkelyst segner under den socialistiske skatteskrue. Så Helle Thorning-Schmidts Røde kabinet må forbløffet se skatteindtægterne falde - erhvervslivet bløder gennem sin dekapiterede hals. Gåsen er død - og nu har Gamle Danmark intet at falde tilbage på...

Jeg beder til Vorherre om, at en S-SF regering må forblive i fablernes verden.

Kristian Mogensens teser

De er fra 1974, men stadig værd at læse:

1. Vi må bekæmpe de patentreformatorer, som plager landet med deres evige trang til at lave om på alt muligt. Vort udgangspunkt må være, at når en samfundsindretning har virket godt og længe, er dette et argument for at bevare den og ikke for at afskaffe den. Selvfølgelig skal vi være med til at lave forandringer, og vi har selv adskillige at foreslå. Men betingelsen for at støtte en forandring må være, at det er en forandring til det bedre.
2. Der må føres en politik til støtte for de flittige og stræbsomme, som trækker læsset, men som for tiden nærmest må føle sig til grin, og som idelig mistænkeliggøres eller bliver misundt, hvis de får nogen fordel ud af deres indsats. Vi må fremme forståelsen for, at det først og fremmest er folks egen indsats, som skaber tryghed og gode kår; det er ikke de værdifuldeste samfundsborgere, som forlanger, at de stegte duer af sig selv skal komme flyvende ind i munden på dem, og som samtidig har travlt med at føre misundeligt kontrol med, om der kommer flere stegte duer til naboen.
3. Vi må støtte de frie erhverv, hvis indsats er grundlaget for samfundets velstand. Både de store virksomheder og de små (den enkelte handlende eller håndværker) skal have lov til at være her uden idelig at blive generet af samfundet.
4. Vi må bekæmpe klassepolitik og skabe forståelse for, at når vi f.eks. vil fremme industriens interesser, tænker vi ikke blot og ikke først og fremmest på industriens ejere, men på alle, som er beskæftiget i industrien, og som til syvende og sidst har fælles interesser.
5. Vi må til det yderste bekæmpe den lammende skatteplyndring, som er slået igennem i de senere år, ikke mindst på grund af overhåndtagende offentligt frådseri.
6. Vi må effektivt bekæmpe det tiltagende statsdirigereri og skrankepaveri, som irriterer os alle.
7. Vi vil føre en ansvarlig og human socialpolitik, men afskaffe den bestikkelses- og fordelingspolitik, som samfundets socialpolitik efterhånden har udviklet sig til.
8. Vi må værne om retsbevidstheden, og på ny sætte det gamle ord om, at lov er lov og lov skal holdes, i højsædet. Man må holde op med idelig at lave om på love og andre offentlige forskrifter, så efterhånden ingen kan finde ud af, hvad der er gældende ret. Man må også holde op med at lefle for bevidste lovbrydere. Når det f.eks. kaldes miljøskabende, at man i ”Christiania” og andre ”alternative samfund” åbenlyst sætter sig ud over gældende regler og bestemmelser, er det at gøre nar ad de folk, der endnu søger at skabe miljø hjemme eller på deres arbejdsplads inden for rammerne af gældende lov og ret.
9. Vi må have mod til at bekæmpe de højtråbende mindretal, som har travlt med at nedbryde almindelig moral og anstændighed.
10. Vi må føre en skolepolitik, der respekterer forældrenes ret til at opdrage deres børn. Det er ikke skolens fornemmeste opgave at præge børnenes livssyn og karakter, og vi vil ikke lade pædagoger og psykologer bemægtige sig denne opgave. Derimod er det skolens opgave at bibringe børnene kundskaber, og det er børnene, der senere må betale prisen, hvis skolen forsømmer opgaven. – Man må i skolepolitikken holde op med de håbløse forsøg på at bortforklare eller tilsløre den kendsgerning, at menneskene er født med forskellige evner og anlæg.
11. Sidst, men ikke mindst, må vi stå vagt om landets forsvar.

Vi har brug for ny-schlüterisme

Jeg er STOR fan af Poul Schlüter - Danmarks redningsmand efter Anker Jørgensens perspektiveløse overgivelse til fagforeningerne og efterfølgende pantsætning af kongeriget.

Poul Schlüter anglede ikke efter popularitet: Han fortalte danskerne at de skulle spænde livremmen ind, og han gennemførte den berømte kartoffelkur. Han gjorde det nødvendige, og vælgerne kvitterede, selvom det også gik ud over dem selv - fordi de vidste, at det skulle til for at bringe Danmark på gode igen.

Vælgerne belønnede det Konservative Folkeparti, som sjældent før og siden, indtil Tamil-sagen fuldstændigt uretfærdigt bragte hædersmanden Poul Schlüter til fald.

Siden har Danmark og det Konservative Folkeparti ikke været i sammenlignelig samklang - desværre - for danskerne er jo i realiteten ét af verdens mest konservative folkeslag.

Poul Schlüter er jo kendt for at være imod "ismer" - "ideologi er noget bras" - men her i tiden efter krisen har vi brug for en ny isme, hvad jeg vil kalde "ny-schlüterisme" som bl.a. indebærer:

• At holde op med at lefle for alt hvad der rimer på "velfærd"
• At fortælle borgerne den ubehagelige sandhed, at vi måske nok har afværget en global økonomisk krise af gigantiske dimensioner, men at regningen altså nu skal betales af
• At få konservative dyder som mådehold tilbage i samfundsøkonomien og husholds-ditto

Alt for meget politik styres af fokusgrupper, som fører til "regression towards the mean" - en drift imod den overbefolkede midte, hvor alle partier vil det samme.

Poul Schlüter ville ikke det samme som midten - han ville et Danmark i storform, som selv bestemte over sin egen skæbne, også selvom det kunne gøre nas at få kursen rettet op. Han var ikke berøringsangst overfor samfundets mange højtråbende interesseorganisationer.

Når vi står frem med den vision som et parti, der mere end noget andet kan og vil igen bringe Danmark på ret køl, sågar trække fædrelandet tilbage fra afgrundens rand, så vinder konservatismen frem - og i nutidens økonomiske klima kan der tidsnok blive brug for det.

Henrik Møllers frygtindgydende nordjyske væbner

af Kristian Juul (C)

Konservativ byrådskandidat

Ud af den blå luft dukker forleden i Helsingør Dagsblad spalter et tidligere socialdemokratisk byrådsmedlem op og erklærer sin støtte til Henrik Møller som borgmester.

Ikke så overraskende ved første øjensyn - indtil man opdager det besyndelige, at vedkommende socialdemokrat, Rasmus Prehn, var byrådsmedlem... i Ålborg!

Så forstår man bedre den mangel på lokalkendskab, som læserbrevet bærer præg af. Prehn mener, at danskerne "tænker socialdemokratisk", og det skulle ifølge ham betyde "særdeles gode chancer for generobre borgmesterposten efter alt for mange år med konservativt Tærsbøl styre".

Havde Rasmus Prehn fra sit nordjyske domicil sat sig ind i Helsingørs historie, ville han have vidst, hvad der skete for 16 år siden sidst nogen her på egnen "tænkte socialdemokratisk" og samtidig havde magten over økonomien: Den sidste S-borgmester efterlod sig som bekendt en komplet drænet kommunekasse, som kun Indenrigsministeriet kunne redde fra bankerotten. Siden har "de alt for mange år med konservativt Tærsbøl styre" resultereret i én af landets stærkeste kommunale økonomier og en markant forbedret kommunal service, trods de svære år i værftslukningens skygge - ikke så dårligt, som Henrik Møllers nordjyske væbner gør det til.

I samme periode har Rasmus Prehn haft travlt med at avancere til kommunalordfører. Det er i den egenskab han i sin store iver efter at blive Henrik Møllers støttepædagog nu laver en ren "Uffe" (Uffe Elleman erklærede som bekendt kort tid før et valg "Den er hjemme!", hvad den ikke var): Under den overmodige overskrift "På vej til sejr ved kommunalvalget" nævner kommunalordføreren i en nylig pressemeddelelse udtrykkeligt Helsingør!

Vi må vente og se, hvor meget hjemme sejren er for det nye makkerpar i Helsingørs lokal-politik Prehn & Møller. Vi lokale konservative tager ikke noget for givet, men vi har på den anden side heller ikke så magtfulde landspolitiske venner som Henrik Møller har til at tale vores sag.

Vi kan se vi er oppe imod en frygtindgydende modspiller i Rasmus Prehn, men som en anden David mod Goliath tager vi udfordringen op, for i sidste ende er det jo trods alt vælgerne fremfor nordjyske talsmænd der her på egnen afgør, hvem der har fortjent sejren.

Helsingør skal have kulturkanon

Helsingør, den 18. August 2009

Pressemeddelelse i Nordsjælland.

Helsingør skal have kulturkanon

"Den lokale kultur er noget, der kan binde folk sammen, og Helsingør har meget andet end Kronborg og Hamlet at byde på, men der er behov for at få en samlet oversigt over det bedste fra den lokale kultur gennem tiderne, siger Malene Carmel, konservativ kulturudvalgsformand i Helsingør. "Vi foreslår derfor, at Helsingør får sin egen kulturkanon, der fokuserer på det bedste i Helsingørs kulturarv."

Kristian Juul, der er konservativ byrådskandidat uddyber initiativet: "Tanken opstod ved et møde for nyligt med lokale kulturpersonligheder, hvor vi snakkede om hvor mange bidrag til kulturen, der i virkeligheden er skabt i og omkring Helsingør af kreative personligheder og initiativrige personer.

Vi kan alle lære noget nyt om den lokale kultur, og på tværs af generationerne kan denne viden være med til at sikre, at vi føler os hjemme og tager et ansvar for at passe på vores by.”

Malene Carmel vil nu bede kulturforvaltningen komme med et oplæg til den videre proces, herunder oplæg til de kriterier, der skal udvælges efter, og forslag til sammensætningen af en lille, effektiv arbejdsgruppe, der kan finde perlerne indenfor arkitektur, litteratur, musik og kunst skabt i Helsingør-området.

Som eksempler på hvad der kan komme med i kulturkanonen nævner Malene Carmel komponisten Buxtehude, Romerhusene og forfatteren Martin Andersen Nexø. Nexø boede i Espergærde, da han skrev ”Pelle Erobreren”.

De konservative forestiller sig, at Helsingørs kulturkanon skal tilbydes folkeskolerne som undervisningsmateriale og ligge fremme på museer og biblioteker til alle interesserede.

For yderligere oplysninger:

Malene Carmel mca11@helsingor.dk, mobil 25 51 23 25

Kristian Juul, juul.familien@gmail.com, mobil 30 83 43 15

Gen dannelse

Der er - beklageligvis - noget støvet over begrebet "dannelse".

Tidligere skrev man dannelsesromaner - som folk vel at mærke læste. Og man havde som politisk ambition at højne det danske folks almene dannelse gennem folkehøjskoler, undervisningspligt og gratis uddannelse til alle.

Siden blev begrebet slidt og fik karakter af noget belærende og utidigt.

Dannelse gik af mode.

Det er ærgreligt, for at være "dannet" rummer ellers en rigdom for den enkelte - en indsigt i verden, som er tilkæmpet gennem studier og hårdt slid - en dybde i skarpheden, når man stiller ind på virkeligheden.

Det skulle være cool at være dannet.

For vi - Danmark - har mere end nogensinde brug for en dannet befolkning, som nysgerrigt og åbent suger viden til sig, og danner sig selv i processen, til gavn for dem selv og for samfundet.

Vi har brug for det jeg vil kalde gen-dannelse - et stort politisk projekt, som sigter på at højne alle danskeres dannelse, også nydanskernes: Det burde ikke være muligt at gå uoplyst gennem livet med lukkede øjne og fingre i ørerne, blot fordi ens kulturelle tradition siger at tro og overtro kommer forud for viden.

Vi har brug for oplysning af danskere og nydanskere - lad blot folk vælge den livsindstilling frit de ønsker... men lad dem gøre det på oplyst grundlag.

Uvidenhed er ikke en option.

Er det sådan, vi ønsker, vores land skal være?

... spørger retorisk Poul Nyrup Rasmussen ovenpå rydningen af Brorsons Kirke.

Jeg ved ikke, hvad det er for et "vi" den tidligere statsminister henviser til, men i fald jeg selv er en del af dette "vi", så er svaret her:

Ja.

Ja, som Konservativ ønsker jeg, at vores land skal være et land bygget på love.

Så simpelt er det.

Jeg oplever af og til, at jeg ikke er personligt enig i de domme, der afsiges i Danmark, at dommene er alt for slappe, tager alt for meget hensyn til forbryderen, og ikke giver ofrene den oprejsning de fortjener.

Jeg kan være nok så uenig. Men jeg respekterer lov og ret og anfægter ikke systemet som sådan, magtens tredeling. 

Det samme havde jeg trods politisk uenighed håbet at en tidligere statsminister ville gøre - vi taler trods alt om en grundpille i vestlig demokrati.

Men nej. Poul Nyrup udtaler nok så nonchelant: "Jeg skal slet ikke gå ind i juraen. Jeg kan kun sige, at der må findes en anden vej."

Men hvad er det egentlig for en anden vej, eks-statsministeren tænker på? Hvad er en anden vej end juraen? En tilfældig folkestemning? Eller en særlov, hvor politikere ophæver sig selv til dommere og sætter magtens tredeling ud af spil, fordi man mener at man bedre kan dømme end de, som er uddannede hertil? 

Man forstår, at den anden vej meget vel kunne være politisk at underkende de retsinstanser der har behandlet sagerne?

Men så hører retssamfundet jo op...

Nyrups vej er en blindgyde. Som Konservativ mener jeg, at lov og orden den eneste farbare vej. 

Og ja, det er faktisk sådan jeg ønsker, vores land skal være.

Lykketofts bestikkelse

I en kronik i Politiken skriver Mogens Lykketoft:

"Regeringen spiller på, at et flertal af vælgerne mener, at de borgerlige er bedst til at styre økonomien. Denne vælgeropfattelse har undret mig, fordi Nyrups regering sagligt set førte en langt mere ansvarlig økonomisk politik. Men det er gået op for mig, at danskerne svarer på noget andet – nemlig hvem de tror, der vil sørge for flest penge i deres private pengepung.

Og her er det klart, at partier, der taler imod det høje skattetryk og forud for hvert valg forsøger at bestikke middelstanden med nye ufinansierede skattelettelser, har en fordel."

Jf. denne blogs grundtanke, at pengene ligger bedst i borgernes lommer, kan jeg kun glæde mig over, at ledende socialdemokrater nu erkender, omend med umådelig fortrydelse, at borgerne stemmer efter at få lov at beholde bare lidt mere af de værdier de selv skaber.

Men ordet "bestikker" afslører socialdemokraternes grundlæggende opfattelse af, at borgernes penge i virkeligheden ikke er borgernes, men... socialdemokraternes.

For man kan som bekendt ikke bestikke nogen med noget, som i forvejen er deres eget.

Med mindre man er socialdemokrat.

Det konservative projekt - opgør med normløsheden

Offentligheden råber som bekendt på projekter, politiske projekter: "Hvad er så dit projekt?" spørges enhver nyvalgt kandidat.

Lige nu spørges der især kritisk til, hvad vores nye statsministers og vicestatsministers projekt er - noget sjældnere hvad oppositionens er, selvom det da også kunne være spændende at høre.

Forleden blev et interview med Lene Espersen i dele af pressen unfair udlagt til, at det konservative projekt nu består i at opdrage børnene til at bære tallerkenerne ud og rejse sig for de ældre i bussen.

Selvfølgelig er vores projekt så meget mere, som faste læsere af denne blog vil vide, men lad mig nu tage fat i det med høflighed og dannelse:

Ja, det er også for mig en del af at være konservativ at være et ordentligt menneske, et dannet menneske, et nogenlunde civiliseret menneske, som uden at kamme over i selvhøjtidelighed faktisk tager visse grundlæggende normer alvorligt og behandler andre menneskers liv og ejendom med respekt.

Venstrefløjen som (hvad sommerens bersærkeragtige hærværksorgier i København endnu engang beviste) har gjort en dyd ud af total normløshed og respektløshed, latterliggør ikke overraskende opfordringen fra Lene Espersen.

Men jeg synes det er på høje tide at de højtbrølende autonome får modspil:

Normløshed er ikke et legitimt politisk projekt bare fordi man kan få medlemmer af Enhedslisten, inklusive de som af navn er hoppet over til socialdemokraterne, til at støtte det.

Men opgøret med normløsheden er - desværre - blevet et nødvendigt projekt.

Konservative - den sunde fornufts bolværk imod valgflæsk

af Kristian Juul (C) byrådskandidat

På landsplan ser vi desværre nu skatteindtægter falde som følge af den stigende arbejdsløshed. Ingen ved, hvor længe og i hvilket omfang dette vil fortsætte.

Som konservativ byrådskandidat mener jeg, at det er sund fornuft at forberede sig på det værste - en langvarig krise. For selvom Helsingør kommune heldigvis har én af landets bedste økonomier - i lighed med flere andre konservativt styrede kommuner - så kan ingen desværre garantere at økonomien også hos os vedbliver at være så robust, når indtægerne falder og udgifterne til offentlig forsørgelse vokser, generelt i Danmark, ja i det meste af verden.

Som konservative må vi derfor være den sunde fornufts bolværk imod de partier i byrådet, specielt de "gavmilde" Lokaldemokrater, der op til valget lover til højre og venstre.

Lad mig sige det klart: Dette er ikke tiden til nye udgifter. Valgflæsket må springes over denne gang.

I stedet skal vi i kommunen arbejde på at erstatte mulige fremtidige huller i kommunekassen med andre indtægter - ved at tiltrække konkurrencedygtige virksomheder, ved at videreudvikle turismeindustrien.

At videreudvikle lokale partnerskaber mellem kommunen, virksomheder, foreninger, de enkelte borgere og boligområder er i dag mere vigtigt end nogensinde for at overvinde udfordringerne sammen - men det må lige nu være partnerskaber med det hovedformål for øje at skabe indtægter og vækst først og fremmest.

Det er omvendt den letteste sag i verden at dele milde gaver ud, specielt i en valgkamp, men det er simpelthen ikke troværdigt.

Lige nu må vi tværtimod stå sammen om at bære byrderne.