Han slår fast, at siden 1968 har vi ikke reproduceret os selv, dvs. haft et fødselstal, som har overgået antal døde. Når befolkningstallet alligevel har holdt sig nogenlunde stabilt, skyldes det dels at vi lever længere, dels indvandring - faktisk er det over 90 % af befolkningstilvæksten i Danmark som skyldes indvandring.
Søren Pind har for nyligt jf. JP inspireret af denne bog udtalt frygt for, at den øgede indvandring kan have udslettet den særegne danske stamme i år 2050.
Jeg hilser debatten velkommen. Demografi lyder gabende kedsommeligt, men det måske én af tidens største politiske udfordringer.
Danmark ældes - og det er en ringe trøst, at Sydeuropa ældes endnu mere idet der forudses dramatisk faldende befolkningstal i lande som Italien og Spanien pga. katastrofalt lave fødselsrater.
Fødselsunderskuddet vil i de kommende årtier stille alle vestlige samfund overfor enorme udfordringer - færre forsørgere, flere som skal forsørges.
Når politikere så nødigt taler om dette problem, er det måske fordi det er stort og så strukturelt, at de færreste kan se en løsning på det.
Hvordan ansporer man en hel befolkning til at få markant flere børn? Kan man som politiker overhovedet tillade sig at blande sig i noget så privat som beslutningen om at stifte familie, og hvor stor familien skal være - selv på det overordnede plan?
Måske, måske ikke, men befolkningen skal i hvert fald kende de langsigtede konsekvenser af fødselsunderskuddet - den gradvise reduktion af det danske folk.
Skal man for alvor gøre noget ved problemet, tror jeg det kræver en familiepolitik, som er helt nytænket, og som opererer på meget langt stræk - og som virkelig tilbundsgående sætter ind med tiltag, som letter de stressede og pressede børnefamiliers hverdag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar