“We all want progress, but if you’re on the wrong road, progress means doing an about-turn and walking back to the right road; in that case, the man who turns back soonest is the most progressive.”
C. S. Lewis
En generation tilbage, fra 70erne og op til de tidligere 80erne, led Europa af den berygtede økonomiske sygdom ”Eurosclerose”, som den store tyske økonom Herbert Giersch diagnosticerede tilstanden: Høj arbejdsløshed og specielt mange langtidsledige, som følge af bureaukratiske restriktioner pålagt erhvervslivet i kombination med tårnhøje marginalskatter, alt for gavmilde velfærdsydelser og manglende mobilitet på arbejdsmarkedet.
Jacques Delors, EU’s gennem tiderne mest succesfulde kommissionsformand, tilskrives æren for at Europa med det åbne marked og udvidelserne langt om længe fik kombineret vækst med øget beskæftigelse.
Spørgsmålet er, om Europa i kølvandet på finanskrisen får sit næste anfald af den ubehagelige sygdom – eller om krisen omvendt ansporer til det endelige opgør med de mange stive strukturer, som stadig står tilbage fra 70erne og 80erne?
Hele Eurozonen deler trods mindre variationer i evne til at klare krisen, to helt afgørende udfordringer lige nu: Den massive gældsætning gennem de sidste par år, som der hellere før end siden må betales af på, og den demografiske udfordring med stagnerende og snart faldende befolkningstal, flere ældre og færre unge.
Hvis velfærdssystemerne skal bevares i denne snarlige fremtid, er der to oplagte muligheder for finansiering: Besparelser andre steder eller øgede skatter.
Der er også kombinationen af de to som en mulighed, som eksempelvis Irland netop har forsøgt sig med, da landet blev særlig hårdt ramt af finanskrisen. Den cocktail har dog indtil videre ikke fungeret specielt godt: Når man skærer så hårdt og dybt i samfundsøkonomien uden at det kompenseres af vækst i den private sektor, så at sige gør samfundskagen mindre, mister man naturligvis skatteindtægter trods de øgede satser. Irland forbliver derfor blandt de lande i verden med allerstørst underskud på statsfinanserne, 11.7 % af BNP i 2010, og det er ikke for nuværende til at få øje på, hvordan Irland, eller for den sags skyld de andre såkaldte PIIGS-lande i EU's sydlige del skal komme ud af krisen.
Danmark står, med vores fortsat relativ beskedne statsgæld og relativt lave arbejdsløshed, med noget bedre kort på hånden, men det er en fordel som hurtigt kan ædes op, specielt hvis den røde oppositions politik med øget gældsætning, øgede skatter på uddannelse og innovation, og totale uvilje til arbejdsmarkedsreformer måtte blive ført ud i livet.
Der er dog også en tredje vej i forhold til velfærdssamfundet end besparelser andre steder eller øgede skatter: At rulle nogen af goderne tilbage.
Ja, det er et enormt tabubelagt område – når et velfærdsgode én gang er indført fremstår det som helligt og urørligt i al fremtid, uanset den økonomiske basis eller mangel på samme for goderne.
Jeg vil specielt fremhæve de følgende goder, hvor jeg ikke ser nogen vej udenom at røre ved de hellige køer, hvis Danmark – og Eurozonen som helhed – skal undgå nye sclerotiske forkalkninger:
- Nedsættelsen af dagpengeperioden fra 4 til 2 år var en god start, men der skal meget mere til for at øge arbejdsudbuddet
- Afskaf efterlønnen, så raske mennesker i 60erne ikke meningsløst trækker sig tilbage
- Ryk pensionsalderen op – gerne til 70 år eller mere - når Frankrig kan, hvorfor kan vi så ikke?
- Halvér ferieperioden, de 6 uger, som de fleste danskere har, er en dejlig, men unødvendig luksus – 3 uger kan gøre det, som det meste af resten af verden nøjes med
- Sæt den ugentlige arbejdstid op fra 37 til mindst 40 og gerne 45 timer.
Andre lande har allerede set skriften på væggen: Frankrig af alle lande, med verdens korteste arbejdstid, har netop hævet pensionsalderen. Storbrittanien under den nye Konservative regering handler også resolut og skærer dybt.
Reaktionen fra de såkaldt ”progressive” samfundskræfter over at røre ved de velerhvervede rettigheder vil forventeligt være ramaskrig, men der er det værd at mindes den store konservative forfatter C. S. Lewis, som citeret i starten af bloggen - den mest progressive er den, som er den første til at vende om, når man er faret vild og på gale veje.
Min næste sommerferie læsning, John Careys "Civilization", tager livtag med den umådelige opgave at beskrive den vestlige civilizations historie fra istidens ophør og de første menneskers indtagen af de europæiske sletter og gennem de mange årtusinder op til vores egen tid.
Der er i princippet altsammen velkendt stof: grækernes og romernes historie, kristendommens opståen, middelalderens tilsyneladende stilstand indtil endelig efter så mange århundreders træden vande renæssancen åbnede for en helt ny måde at se verden og mennesket på, reformationen og opgøret med pavestatens korrumperede misbrug af religionen, de efterfølgende religionskrige, opdagelsen af den Nye Verden, koloniseringens og slaveriets begyndelse, nationalstaternes opståen og specielt Italiens og Tysklands samling, den Franske Revolution og USAs uafhængighed, demokratiets genkomst til Europa i 1800-tallet, industrialiseringen og i starten af 1900-tallet den militære oprustning, de to altødelæggende verdenskrige, den russiske revolution og kommunismens opblomstring, efterkrigstidens genopbygning under USAs nu altdominerende vinger, afkoloniseringen og Vietnamkrigen, Berlinmurens fald og den Kolde Krigs afslutning, 1980ernes frihandel og nyliberalismen, der åbnede for globalisering og vækst, men også for større ulighed både internt i de store stater og mellem i- og u-lande...
Velkendt, ja, men at læse civilisationens historie i sammenhæng giver alligevel en særlig øre- og øjenåbnende effekt, som hørte man historien for første gang. Det er en bog man ikke kan lægge fra sig, for den handler om noget så elementært som mennesket fra vores mest noble og kreative side til den mest ødelæggende mørke side.
Visse perioder gør særligt indtryk: Den græske kulturs mirakel - Athen fra 5-400 år f.Kr., der tilsynelandende ud af ingenting skabte filosoffer som Sokrates og Platon med sofistikerede idéer om politik og ledelse, skabte det klassiske teater, både tragedien og komedien, fostrede avancerede naturvidenskabelige landvendinger, såsom idéen om atomet som mindste udelelige enhed... Et set i sammenhængen helt ufatteligt civilisationsspring. Det vi ofte glemmer er jo, at resten af Europa samtidig befandt sig i en barbarisk jernalder, hvor de fleste kulturer ikke engang havde et skriftsprog.
En anden periode, 1900-tallet, kan jeg heller ikke slippe, men det er for dens umådelige gru: Carey beskriver den paradoksale ubekymrethed som karakteriserede tiden op til 1. verdenskrig - man frygtede ikke krigen, men nærmest længtes efter den og troede at den ville være hurtigt overstået, hvorefter luften ville være renset. Ingen havde forstået hvordan industrialiseringen og moderniseringen af våbenindustrien havde ændret alt i forhold til 1800-tallets trods alt mindre ødelæggende militære teknikker. Balancen viste sig hurtigt at være tippet i favør for forsvar, det var nemt at grave skyttegrave og sætte maskingeværer op og vente på, at fjenden vovede sig frem på slagmarken for så at udslette ham. Spillets regler var ændret for altid, men de militære ledere, som datidens politikere havde overladt magten til, spillede stadig efter de gamle regler, som var det en rask lille koloni-stridighed, og nægtede at tilpasse sig de nye tider. Derfor trak krigen så nyttesløst ud og blev så bitter og ødelæggende, med så mange uafsluttede opgør, der stadig lå og ulmede.
Afsnittet om nazismen og 2. verdenskrig hedder meget sigende "The end of civilization". Igen velkendt stof, amerikansk konsumerisme og Wallstreet-krakket i 1929 førte til amerikansk tilbagetrækning af investeringer i Tyskland, hvis efterfølgende krise banede vej for "simplistic solutions", både kommunismen og nazismen fik fremgang i de tidlige 30'ere. Da økonomien gradvist forbedrede sig i slutningen af 1932 dalede allerede tilslutningen til Hitler ved Tysklands sidste demokratiske valg i November 1932 og det var tæt på at have været nazismens endeligt, hvis ikke interne tyske politiske rævekager havde gjort Hitler til kansler i starten af 1933...
2. verdenskrig og holocaust blev som alle ved efterfølgende den vestlige civilisations absolutte lavpunkt. Carey påpeger, at Holocausts umådelige ondskab i høj grad groede ud, ikke kun af Hitler og nazipartiet, men af tusinder af almindelige tyske borgeres smålige forsøg på at vinde fordele eller gunst i nabostridigheder eller meget lokale anliggender, hvor racekortet kunne spilles som trumfkort. Alle disse enkelthandlinger satte skub i det forfærdende momentum, som kulminerede med Auswitsch.
Dette er for mig måske bogens vigtigste læring: At civilisationen ikke opretholdes eller nedbrydes af stater eller ideologier, men af helt almindelige borgers gode eller dårlige valg i hverdagen.
Og at det er i krisetider, hvor "simplistic solutions" synes så lokkende, at et folk og dets ledere må vise karakter og tage den svære løsning, den komplicerede løsning, den løsning som ikke er blindt styret af ideologi, men som udspringer af situationen og af historien bagved.
Med andre ord - den civiliserede løsning.
"I mean, I truly believe there exists some combination of words -- there must exist certain words in a certain specific order that would explain all of this -- but I just can't ever seem to find them."
Statsministeren har her i påsken udtrykt sin bekymring for Danmark:
Konkurrenceevnen bliver ringere, vi rasler ned ad ranglisten over rige lande - og samtidig truer konkurrenter som Kina og Sydkorea med at overhale os indenom. Derfor skal de velfærdsvante danskere til at interessere sig mere for, hvor pengene til velfærd kommer fra - og mindre for, hvordan de bliver brugt, lyder budskabet fra statsministeren:
- Nu skal vi kollektivt forstå, at det fundament, som vores velfærd hviler på, ikke er urokkeligt. Det er under angreb af hele den udvikling, der er i verden i øjeblikket.
Danskerne skal ifølge statsministeren knokle hårdere for, at der bliver råd til velfærd i fremtiden.
- Vi skal skabe mere værdi af den indsats, som vi yder - enten ved at blive dygtigere, mere effektive eller mere innovative, siger statsministeren, som peger på regeringens Vækstforum og 360 graders-eftersynet af folkeskolen som veje til målet.
Læsere af denne blog vil vide, at emnet Danmarks tab af velstand ligger mig nært - og jeg er derfor umådelig glad for at Lars Løkke tager dette emne op.
Det er ikke populært at fortælle, at vi arbejder for lidt og kræver for meget, men det er faktisk det han siger. Og han har ret!
Vores stolthed over Danmarjk er med rette stor - vi har skabt et aldeles vidunderligt land, som mange misunder os. Men bagsiden er en selvtilfredshed, der tydeligvis har lullet alt for mange i søvn, alt imens verden udenfor overhaler os i rekordfart.
"Vågn op!" plejede at være noget man smilte af, når venlige omvendelsesprædikanter bankede på ens hoveddør - men at vågne op er præcist, hvad vi som folk og nation skal, hvis vi ønsker at vende udviklingen og den hastige deroute, som Danmark er i gang med.
P.S. Hvad siger vores største oppositionsparti så til udfordringen? Jo, at vi har et problem, men at det selvfølgelig altsammen KUN er regeringens skyld - ordene taler for sig selv, er man bekymret for Danmarks fremtid under en borgerlig regering, så er man da som almindelig fornuftsvæsen panisk alarmeret ved Helle Thorning Schmidts ubegribeligt sløsede og sjuskede indstilling til dette det største problem af alle, og ved tanken om at hendes parti sammen med folkesocialisterne en dag skulle forsøge at løse den udfordring for Danmark:
- Statsministeren har ret i, at velfærdssamfundet er truet. Men det er kun truet på grund af de forkerte beslutninger, som regeringen har truffet. Det er da utroligt, at statsministeren efter et år på posten ikke kan komme med konkrete forslag til, hvordan vi løser krisen og bevarer velfærdssamfundet, siger oppositionens leder, Helle Thorning Schmidt (S).
Dét spørgsmål har filosoffer og teologer haft mange forskellige svar på gennem historien.
Socialdemokraterne sætter nu spørgsmålet på dagsordenen med en ekstra vinkel - hvad er et almindeligt menneske?
I hvert fald ikke ét, hvis selvangivelse viser mere end DKK 999.999.
Socialdemokraterne siger nemlig:
En socialdemokratisk regering vil ikke hæve skatterne for almindelige mennesker. Vi har derimod foreslået en millionærskat. Dem, der tjener mere end 1 million kroner om året (uden pension), skal betale 6 procent ekstra i skat af det, de tjener mere end en million.
SF har altid været glade for slagordet "grænser for vækst", se f.eks. her.
Om de er lige så glade for, at deres eget partis metastatiske vækst omsider ifølge de nyeste meningsmålinger synes bremset, er dog spørgsmålet.
Hvad har fået vælgerne til at vende sig bort fra Søvndal?
Jeg tror det er krisens alvor, der har kastet skygger over SF's populistiske glansbilleder: De fleste danskere anerkender i modsætning til SF, at man ikke kan brandbeskatte og fordele sig vej ud af krisen, så mange "millionærer" er der som bekendt ikke i verdens mest lige samfund, og de der er, er det oftest fordi de arbejder hårdt og satser alt på iværksætteri - lige hvad Danmark har brug for.
Samtidig har Villy med sin fatale Holbergskole-brøler lavet sin signatur U-håndbremsevending måske én gang for meget til at selv hans eget vælgerkorps længere kan bære over.
SF's nye vælgere, de frafaldne socialdemokrater, ser nu, at Villy alligevel ikke rigtig mener sin højredrejning af SF, specielt ikke når hans ualmindeligt venstresnoede bagland galer op. Og de "rigtige socialister" i partiet søger i protest imod Enhedslisten for at få den ægte vare.
Villy prøvede, længe med held, at gøre brættet større for ham selv og SF ved at spille både på højre og venstrefløjen - men han endte med at skræve så bredt, at bukserne sprak.
Der ér trods alt grænser for vækst....
- Da Napoleon i 1802 klagede til Kongen af England over satiriske tegninger i de engelske aviser, svarede Kongen, at Napoleon da godt vidste, at man i England måtte klage til domstolen og ikke til Kongen, hvis man var utilfreds med noget. I 1802! Og det burde Politiken jo også have svaret, siger kulturminister Per Stig Møller til Kristeligt Dagblad og fortsætter:- Hvis ikke man havde tilkæmpet sig retten til religionskritik, ville vi alle sammen være katolikker i dag. Hvad ville der være sket med Luther eller Erasmus, hvis de i selvcensur havde sagt undskyld?
