Den økonomiske krise i Danmark og i verdenssamfundet mærkes stadig hårdere – de stigende mad- og benzinpriser, de faldende boligpriser. I dag kom så endnu et bank-kollaps, Roskilde Bank.
Med mine 40 år er jeg gammel nok til at huske sidste store krise – 70’erne – og hvor langt og sejt et træk landet måtte igennem for at få økonomien tilbage på ret kurs igen under den Konservative ledelse af landet i 80’erne.
Jeg husker krisen i 70’erne som en uventet mavepuster efter de sorgløse 60’ere, og også denne gang er det, som det kommer bag på os, at de gode tider, som nu har varet stort set uafbrudt siden starten af 90’erne, ikke varer ved.
Men hvorfor? Frie markedssamfund er kendetegnet ved periodiske opgangs- og nedgangstider. Det er markedets indbyggede dynamik, som bevirker at gradvist opbyggede skævheder mellem udbud og efterspørgel korrigeres – nogle gange blødt og umærkeligt, andre gange voldsomt og dramatisk.
Med andre ord – hvad vi oplever, er en krise, men det er ikke, som visse venstreintellektuelle er begyndt at hævde – kapitalismens krise, en systemkrise. Tværtimod er krisen et tegn på systemets sundhed, på markedernes indbyggede evne til at korrigere sig selv, når visse ubalancer er blevet for store.
Løsningen er derfor ikke den traditionelle venstreorienterede recept – mere regulering, mere stat, mindre privat. Dét prøvede Anker Jørgensen som bekendt i 70’erne, med fatale resultater.
Løsningen er at lade markedet korrigere sig selv i fred og ro, sådan som det så småt er ved at ske nu, at lade markedet finde en ny balance.
fredag den 11. juli 2008
onsdag den 9. juli 2008
Den dummeste politiske beslutning nogensinde
Med ni års forsinkelse fortryder Svend Auken nu to ting:
Det er glædeligt, at ledende socialdemokrater nu kommer til nogenlunde samme erkendelse.
Mogens Lykketofts søforklaringer om, at man i 1999 ikke kunne forudse udviklingen i middellevealderen, er derimod helt ubrugelig.
Faktum er, at allerede dengang gav sænkningen af pensionsalderen et helt forkert signal til borgerne om, hvornår man bør trække sig tilbage.
Siden er konsekvensen af den "dummeste politiske beslutning nogensinde" blevet endnu værre:
Den giftige cocktail af tidlig pensionering og muligheden for efterløn til borgere, som slet ikke behøvede trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, har efterhånden fået dansk økonomi til at gå i stå på grund af arbejdskraftmangel.
Vi har som samfund ikke råd til at leve med de fatale konsekvenser af SR's fejldispositioner.
Pensionsalderen må op, og efterlønnen afskaffes.
Tænketanken CEPOS har fornyligt beregnet, at der ville komme 200.000 flere i arbejde, hvis vi gik tilbage til 67 år som pensionsalder og afskaffede efterlønnen.
- At SR-regeringen i 1999 "pillede" ved efterlønnenen
- At SR-regeringen samtidig i 1999 sætte pensionsalderen ned fra 67 til 65 år.
Jeg kan roligt slå fast, at jeg er enig i det med pensionsalderen. Hvad angår efterlønnen burde Svend Aukens fortrydelse snarere gå på, at han overhovedet indførte den.
Men for nu at kommentere på pensionsalderen, så fristes jeg til at citere professor ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet, Per H. Jensen
'Da man i 1999 nedsatte folkepensionsalderen fra 67 til 65 år, var det det dummeste, som danske politikere nogensinde har gjort'.
Det er glædeligt, at ledende socialdemokrater nu kommer til nogenlunde samme erkendelse.
Mogens Lykketofts søforklaringer om, at man i 1999 ikke kunne forudse udviklingen i middellevealderen, er derimod helt ubrugelig.
Faktum er, at allerede dengang gav sænkningen af pensionsalderen et helt forkert signal til borgerne om, hvornår man bør trække sig tilbage.
Siden er konsekvensen af den "dummeste politiske beslutning nogensinde" blevet endnu værre:
Den giftige cocktail af tidlig pensionering og muligheden for efterløn til borgere, som slet ikke behøvede trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, har efterhånden fået dansk økonomi til at gå i stå på grund af arbejdskraftmangel.
Vi har som samfund ikke råd til at leve med de fatale konsekvenser af SR's fejldispositioner.
Pensionsalderen må op, og efterlønnen afskaffes.
Tænketanken CEPOS har fornyligt beregnet, at der ville komme 200.000 flere i arbejde, hvis vi gik tilbage til 67 år som pensionsalder og afskaffede efterlønnen.
Vi kunne godt bruge 200.000 ekstra par hænder på det danske arbejdsmarked.
Det er ikke et spørgsmål om ideologi, men om sund fornuft: Skal Danmark ud af krisen, må alle borgere, som kan arbejde, også gøre det - uanset alder. Den luksus at lade staten betale raske og rørige for at trække sig tidligt tilbage, hører en svunden tid til, og jo før politikerne indser dette, jo bedre.
Det er ikke et spørgsmål om ideologi, men om sund fornuft: Skal Danmark ud af krisen, må alle borgere, som kan arbejde, også gøre det - uanset alder. Den luksus at lade staten betale raske og rørige for at trække sig tidligt tilbage, hører en svunden tid til, og jo før politikerne indser dette, jo bedre.
søndag den 6. juli 2008
Barnepigestaten
Bragt i Weekendavisen 4. juli 2008
af Kristian Juul
Er velfærdsstaten ved at kamme over og udvikle sig til en barnepigestat?
Hvad andet end barnepigestat kan vi nemlig kalde det, når levnedsmiddelkontrollanter i fødevaresikkerhedens navn, som det skete for nyligt, møder op i FCK's fanbutik for at forlange skærpet kontrol af lakridspastiller og energibarer?
Som borger kan man blot ryste på hovedet over denne type meningsløs lovgivning "for dit eget bedste", hvoraf FCK-sagen blot er ét aktuelt eksempel blandt alt for mange.
Det enorme spild af tid og penge den slags medfører er grelt nok, men hvad værre er - den tiltagende udskiftning af sund fornuft med rigide regler udhuler gradvist vores personlige frihed.
Folkesundheden udgør i dag frontlinjen i statens tiltagende trang til at blande sig i borgernes liv: Offentlig sundhed er ikke længere blot et spørgsmål om at stille et velfungerende sundhedsvæsen til rådighed, men i stigende grad om statslige restriktioner overfor borgernes før frie adfærd, når det gælder fødevarer, medicinforbrug, rygning, sodavand, transfedtsyrer, alkohol, spil, mobiltelefoner, cykelhjelme - jeg kunne blive ved.
Men trods barnepigestatens detailstyring af livet fra vugge til grav, har Danmark som bekendt ikke en prangende placering mht. levetid. Er der således virkelig belæg for at tro, at til stadighed mere af den infantiliserende indblanding fra staten vil give os et længere eller lykkeligere liv?
Selvom borgerlige ikke er uden medskyld i udviklingen, kommer disse indgreb i vores frihed som oftest fra venstrefløjen, og ikke uden grund: Min påstand er, at velfærdsstatens tiltagende barnepigementalitet er en ny form for socialisme, eller måske rettere den velkendte gammeldags slags, men blot pakket mere appetitligt ind.
I stedet for at omfordele rigdommene yderligere, hvilket vanskeligt kan lade sig gøre i Danmark, da vi som bekendt allerede er verdensmestre i omfordeling, udgør barnepigementaliteten en mere farbar vej for venstrefløjen til hele tiden at lade "fællesskabets bedste" stå over borgernes personlige valg og frihed.
Nobelprisvinder i økonomi, James Buchanan, redegjorde for nyligt i artiklen "Afraid to be Free: Dependency as Desideratum," for fænomenet politikere, der i stigende grad ikke kan modstå fristelsen til at blande sig i næsten ethvert tænkeligt aspekt af vores liv, kombineret med, mere foruroligende, en manglende bekymring hos borgerne over indblandingen.
Måske er vi blevet så vant til, at forsigtighed må stå over selv den mest abstrakte risiko, at vi ikke længere stiller spørgsmålstegn ved formynderiet? Måske kunne FCKs lakridspastiller teoretisk udgøre en risiko, forsvindende lille, ja, men alligevel? Måske er det godt, at staten slår ned på den slags?
Eller måske er det altsammen et symptom på, at vi ligefrem blevet bange for friheden, som James Buchanan provokerende skriver?
Som borgerlig og frihedselskende tror jeg fuldt og fast på, at det er friheden og det frie marked, ikke statens indblanding og formynderi, som har gjort os så historisk set sunde, lykkelige og generelt godt stillet som vi nu er.
Vi må derfor som borgerlige arbejde på at tvinge staten til at slippe sit omklamrende tag i borgerne. Frie borgere behøver ingen livslang rideranke på barnepigestatens skød for at leve et godt liv, tværtimod.
af Kristian Juul
Er velfærdsstaten ved at kamme over og udvikle sig til en barnepigestat?
Hvad andet end barnepigestat kan vi nemlig kalde det, når levnedsmiddelkontrollanter i fødevaresikkerhedens navn, som det skete for nyligt, møder op i FCK's fanbutik for at forlange skærpet kontrol af lakridspastiller og energibarer?
Som borger kan man blot ryste på hovedet over denne type meningsløs lovgivning "for dit eget bedste", hvoraf FCK-sagen blot er ét aktuelt eksempel blandt alt for mange.
Det enorme spild af tid og penge den slags medfører er grelt nok, men hvad værre er - den tiltagende udskiftning af sund fornuft med rigide regler udhuler gradvist vores personlige frihed.
Folkesundheden udgør i dag frontlinjen i statens tiltagende trang til at blande sig i borgernes liv: Offentlig sundhed er ikke længere blot et spørgsmål om at stille et velfungerende sundhedsvæsen til rådighed, men i stigende grad om statslige restriktioner overfor borgernes før frie adfærd, når det gælder fødevarer, medicinforbrug, rygning, sodavand, transfedtsyrer, alkohol, spil, mobiltelefoner, cykelhjelme - jeg kunne blive ved.
Men trods barnepigestatens detailstyring af livet fra vugge til grav, har Danmark som bekendt ikke en prangende placering mht. levetid. Er der således virkelig belæg for at tro, at til stadighed mere af den infantiliserende indblanding fra staten vil give os et længere eller lykkeligere liv?
Selvom borgerlige ikke er uden medskyld i udviklingen, kommer disse indgreb i vores frihed som oftest fra venstrefløjen, og ikke uden grund: Min påstand er, at velfærdsstatens tiltagende barnepigementalitet er en ny form for socialisme, eller måske rettere den velkendte gammeldags slags, men blot pakket mere appetitligt ind.
I stedet for at omfordele rigdommene yderligere, hvilket vanskeligt kan lade sig gøre i Danmark, da vi som bekendt allerede er verdensmestre i omfordeling, udgør barnepigementaliteten en mere farbar vej for venstrefløjen til hele tiden at lade "fællesskabets bedste" stå over borgernes personlige valg og frihed.
Nobelprisvinder i økonomi, James Buchanan, redegjorde for nyligt i artiklen "Afraid to be Free: Dependency as Desideratum," for fænomenet politikere, der i stigende grad ikke kan modstå fristelsen til at blande sig i næsten ethvert tænkeligt aspekt af vores liv, kombineret med, mere foruroligende, en manglende bekymring hos borgerne over indblandingen.
Måske er vi blevet så vant til, at forsigtighed må stå over selv den mest abstrakte risiko, at vi ikke længere stiller spørgsmålstegn ved formynderiet? Måske kunne FCKs lakridspastiller teoretisk udgøre en risiko, forsvindende lille, ja, men alligevel? Måske er det godt, at staten slår ned på den slags?
Eller måske er det altsammen et symptom på, at vi ligefrem blevet bange for friheden, som James Buchanan provokerende skriver?
Som borgerlig og frihedselskende tror jeg fuldt og fast på, at det er friheden og det frie marked, ikke statens indblanding og formynderi, som har gjort os så historisk set sunde, lykkelige og generelt godt stillet som vi nu er.
Vi må derfor som borgerlige arbejde på at tvinge staten til at slippe sit omklamrende tag i borgerne. Frie borgere behøver ingen livslang rideranke på barnepigestatens skød for at leve et godt liv, tværtimod.
onsdag den 2. juli 2008
Borgerlig dynamik, socialdemokratisk stilstand
Det er glædeligt at se Venstre-folk langt om længe tilslutte sig, hvad vi Konservative har sagt så længe - at dansk økonomi i den globale økonomi langsomt, men sikkert er ved at kvæles under skattetrykket, og at lettelser i topskatten er den sikreste vej til at få folk til at arbejde mere.
Og arbejde mere, er den eneste vej ud af det, der kan gå hen og blive den værste økonomiske krise siden oliekrisen.
I skærende kontrast til denne analyse er Socialdemokraternes svar. Morten Bødskov "tordner" imod lettelser, fordi "de ikke er fuldt finansieret".
S vil i klassisk Keynesiansk stil hellere igangsætte store offentlige anlægsinvesteringer.
Det giver mindelser om Stauning og 1930'ernes krisestyring.
Men man skal altså passe uhyre meget på med paralleler til nutidens krise og 1930'ernes depression. Vi har idag i modsætning til 1930erne ingen massearbejdsløshed.
Krisen skyldes tværtimod, at industrien skriger efter arbejdskraft og derfor ikke kan udnytte kapaciteten.
Og så vil S offentlige anlægsinvesteringer! Dvs. enten konkurrere med erhvervslivet om den i forvejen utroligt knappe arbejdskraft eller skulle importere endnu mere arbejdskraft for at få det gjort!
Det er et helt ubrugeligt og direkte skadeligt forslag!
Og så er Socialdemokraternes snævre fokus på, om skattelettelser er fuldt finansierede eller ej, krone for krone, udtryk for en betonagtig tankegang.
De dynamiske effekter af, at produktiviteten stiger pga. skattelettelser, som dermed i høj grad bliver selvfinansieret, er veldokumenteret og har virket glimrende i de lande, som har været mindre berøringsangste overfor reformer.
Som det bedrøveligvis har været tilfældet i mange år, så lever Socialdemokraterne i fortiden, og deres svar på nutidens problemer er utidssvarende løsninger.
Kun borgerlig økonomisk politik kan redde Danmark ud af krisen.
En sidste kommentar: Véd S iøvrigt selv hvad de vil?
For kun få måneder udtalte Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup:"Det er min vurdering, at topskatten skal sænkes. Det kan være, at der bliver tale om en kombination af, at færre skal betale topskat, og at skatten på den sidst tjente krone sættes ned."
Kloge ord, som man nu løber fra hurtigere end en hest kan rende.
Og arbejde mere, er den eneste vej ud af det, der kan gå hen og blive den værste økonomiske krise siden oliekrisen.
I skærende kontrast til denne analyse er Socialdemokraternes svar. Morten Bødskov "tordner" imod lettelser, fordi "de ikke er fuldt finansieret".
S vil i klassisk Keynesiansk stil hellere igangsætte store offentlige anlægsinvesteringer.
Det giver mindelser om Stauning og 1930'ernes krisestyring.
Men man skal altså passe uhyre meget på med paralleler til nutidens krise og 1930'ernes depression. Vi har idag i modsætning til 1930erne ingen massearbejdsløshed.
Krisen skyldes tværtimod, at industrien skriger efter arbejdskraft og derfor ikke kan udnytte kapaciteten.
Og så vil S offentlige anlægsinvesteringer! Dvs. enten konkurrere med erhvervslivet om den i forvejen utroligt knappe arbejdskraft eller skulle importere endnu mere arbejdskraft for at få det gjort!
Det er et helt ubrugeligt og direkte skadeligt forslag!
Og så er Socialdemokraternes snævre fokus på, om skattelettelser er fuldt finansierede eller ej, krone for krone, udtryk for en betonagtig tankegang.
De dynamiske effekter af, at produktiviteten stiger pga. skattelettelser, som dermed i høj grad bliver selvfinansieret, er veldokumenteret og har virket glimrende i de lande, som har været mindre berøringsangste overfor reformer.
Som det bedrøveligvis har været tilfældet i mange år, så lever Socialdemokraterne i fortiden, og deres svar på nutidens problemer er utidssvarende løsninger.
Kun borgerlig økonomisk politik kan redde Danmark ud af krisen.
En sidste kommentar: Véd S iøvrigt selv hvad de vil?
For kun få måneder udtalte Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup:"Det er min vurdering, at topskatten skal sænkes. Det kan være, at der bliver tale om en kombination af, at færre skal betale topskat, og at skatten på den sidst tjente krone sættes ned."
Kloge ord, som man nu løber fra hurtigere end en hest kan rende.
Abonner på:
Opslag (Atom)
