tirsdag den 11. november 2008

laissez faire?

Når man som konservative og borgerlig ønsker mere frihed og mindre indblanding fra det offentlige, mødes man nogen gange med den holdning, at man er "laissez faire".

Men sandheden er som borgerlig må man altid nære skepsis, når venstrefløjen lover at løse små og store samfundsproblemer gennem nye offentlige tiltag.

En ting er, at stadig mere stat koster dyrt - og skatteskruen er allerede strammet til det ubærlige - men det drejer sig IKKE kun om økonomi. Det er mere et spørgsmål om menneskesyn.

Som konservativ er jeg ikke utopist. Venstrefløjens socialistiske ideal-borger, opslugt ene og alene af fællesskabets interesser, er utopiske karikatur-tegninger. Virkelighedens mennesker er på godt og ondt styret af egne, lokale og nationale interesser. Egeninteresse lyder måske ikke så nobelt, men det er realiteten, og som borgerlig anerkender jeg, at lige præcist egeninteresse er en meget vigtig driver af samfundshjulene.

Når man vil lade det offentlige løse et givent problem, skal man derfor kritisk spørge, hvordan løsningen vil påvirke borgernes egen interesse i at løse problemet. Vil den offentlige løsning fjerne privates incitament til selv at gøre noget? Kan man omvendt tilskynde privat løsning gennem bedre incitamenter? Og ikke mindst - er den offentlige løsning overhovedet nødvendig, eller bare en panik-reaktion på dagens avisoverskrifter? 

Ofte er den fornuftige, konservative konklusion på ovenstående, at man i en given situation ikke nødvendigvis skal iværksætte en række nye offentlige initiativer, men stole på borgernes egen formåen.

Laissez faire? Jo, faktisk betyder udtrykket jo "lade gøre" - og det er jo præcist, hvad vi vil: Lade borgerne gøre noget ved tingene selv.

2 kommentarer:

Vibeke Börninck sagde ...

Hej Kristian Juul.
Det lyder interessant, det du skriver. jeg hæfter mig ved dette: "Vil den offentlige løsning fjerne privates incitament til selv at gøre noget? Kan man omvendt tilskynde privat løsning gennem bedre incitamenter?". Kan du give mig et eksempel på en situation, hvor du selv har oplevet/erfaret, at borgeren selv tager initiativ, hvis politikere "lader dem være"/tilskynder til privat løsning gennem bedre incitamenter?
Venlig hilsen Vibeke Börninck, Viborgvej 23, Helsingør

Kristian Vinter sagde ...

Kære Vibeke

Trods 100 års socialdemokratisk tilvænning til at alt klares over skattebilleten er det private initiativ heldigvis langt fra uddødt i Danmark. Der startes stadig private skoler og institutioner, frivillige foreninger påtager sig stort ansvar indenfor f.eks. U-landshjælp, sygdomsbekæmpelse, osv. Jeg har selv støttet nogle venner, der startede en privat børnehave på Landbohøjskolen, da jeg læste til dyrlæge.

Jeg tror på, at borgerne kan og vil. Hvis bare politikerne ville holde op med at bilde folk ind, at samfundet kan løse alle problemer.

mvh. Kristian