Socialdemokrater i destruktivt ideologisk korstog

Socialdemokraternes uforståelige kamp imod private sundhedsforsikringer fortsætter nu med PR-videoer, peppet op med skinger retorik, såsom at det "truer "lige sundhed for alle", eller udtalelser som Henrik Sass Larsen (S) her:

»Vi er skrækslagne ved, at dette breder sig. Derfor er vi nødt til at stoppe op og gøre alt, hvad vi kan for at bremse udviklingen, hvis vi skal redde den frie og lige adgang til sundhedsvæsenet..."

Når nu "truslen" er så skrækindjagende skulle man tro, at socialdemokraterne ville gå skridtet ud og  forbyde sundhedsforsikringerne. 

Men nej. S vil naturligvis vanen tro ikke forbyde noget som man kan tjene skattepenge på. Derfor vil man "blot" nøjes med at fjerne fradragsretten for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer som årligt beløber sig til 3-400 mio. kr, med andre ord "nøjes" med at brandbeskatte denne væmmelige "trussel". Temmelig hyklerisk. 

Og også den sikre vej til, at lavtlønnede fuldstændigt afskæres muligheden, mens højtlønnede nok skal finde anden finansiering. Så udover at være hykleriske, er socialdemokraterne også dybt asociale med dette korstog.

Iøvrigt er det en socialdemokratisk vrangforestilling, at det danske sundhedsvæsen er skævt.

Faktisk har der aldrig i Danmarkshistorien været mere fri og lige adgang end i dag, hvor alle er garanteret en behandling inden for en måned - en præstation som VK-regeringen har opnået, og som Nyrup-regeringen aldrig var i nærheden af. 

At nogle arbejdsgivere som supplement har valgt at tilbyde en sundhedsforsikring til høj som lav i firmaet, fordi de gerne vil have deres medarbejdere hurtigere i behandling og tilbage til arbejdet, er en supergod forretning for firmaet, for medarbejderen og for samfundet.

Man skal vist være socialdemokrat for at se noget problematisk i dette, og bevidst ønske at genere firmaer og medarbejdere blot for en abstrakt betonidelogisk tvangstankes skyld. 

De private sundhedsforsikring generer jo ikke andre, tager ikke noget fra nogen - tværtimod giver det bedre plads i det offentlige sygehusvæsen.

Danmark bliver stadigt fattigere

Agenda har en vigtig, men desværre meget overset historie at fortælle: 

Fra 1995 til 2006 er Danmarks placering blandt verdens rigeste lande faldet fra 11. pladsen til en 17. plads i Den Internationale Valutafonds købekraftsjusterede sammenligninger.

Det overrasker mig ikke. Jeg rejser ofte med mit firma i f.eks. USA og har mødt helt almindelige mennesker derovre, f.eks. sygeplejersker, som har et forbrug, som ville forbløffe de fleste danskere. 

Derovre skal der ikke nødvendigvis en lang uddannelse eller strålende karriere til for at kunne køre rundt i Lexus'er og bo i kæmpestore huse. 

Vi er simpelthen ved at blive kørt agterud af mere dynamiske økonomier. 

Gode eksempler er Irland eller Canada, der har satset på det ellers helt oplagte - at sikre virksomhederne den arbejdskraft de har brug for, f.eks. ved et skattesystem som ikke brandbeskatter overarbejde eller jager virksomheder eller kvalificerede udlændinge væk.

Vi har lullet os selv i søvn i Danmark ved tanken om, at vores rigdom skyldtes vores "unikke" skandinaviske velfærdsmodel. 

Hvornår vågner vi danskere op og indser, at vores indretning af samfundet ikke er optimal, men at brandbeskatningen forarmer os som nation?

Vi kan ikke blive ved med at fokusere på, hvad der skal tages fra "de rige" og gives til "de fattige", sålænge vi som nation blot rutscher længere og længere ned i velstand.

Det er muligt vi ender med alle at blive "lige" - lige fattige. Men er det virkelig det vi vil?

Som Konservativ tror jeg på vækst. Men i de sidste mange år, er væksten i Danmark blevet stadigt sløvere. Det holder simpelthen ikke.

Vi skal derfor allesammen til at smøge ærmerne op og se at få bestilt meget, meget mere. 

De som er på deltid, skal stimuleres til at arbejde på fuld tid.

De som er på fuldtid, skal stimuleres til at arbejde over. 

Og sidst men ikke mindst - den fjerdedel af danskerne, som idag slet ikke arbejder, skal selvfølgelig med alle midler stimuleres til at arbejde.

Des flere love, des flere forbrydere

Jyske lov - eksempel på nødvendig lov

Ved hver ny regerings tiltrædelse tages der som et næsten fast ritual fat om problemet med det tilsyneladende evindeligt voksende antal love og regler med velmente initativer som "oprydning i lovjunglen", "regel-sanering", "afbureaukratisering", osv.

Det ender som regel med en symbolsk afskaffelse af et par åbenlyst tåbelige love, hvorefter lovmøllen så lysteligt kværner videre.

Hvorfor?

Fordi den af medierne så efterspurgte "politisk handling" imod forskellige uønskede samfundsfænomener som regel er, netop, nye regler og love.

Lovinitiativer er ofte den pressede politikers "nemme svar" på den fortraskede journalistiske trumf i pseudokritiske interviews: "... og hvad vil du så gøre ved det"? 

Når kravet "Nu må Folketinget gribe ind" runger, er hverken kamphunde, mobilsnak, lommeknive, tørklæder, tatovering og piercing af unge for små eller private emner. 

Det er sjældent kønt at se på, måske derfor Bismarck sammenlignede dette at lave love med at fremstille pølser, "man er bedst tjent med ikke at se processen..."

Misforstå mig ikke. Jeg er konservativ. Jeg er tilhænger af lov og orden. Men respekt for loven styrkes ikke just af unødvendige love. 

Kun de store problemer skal derfor løses politisk gennem lovgivning. Jo flere love og påbud, der er, des mere forarmes folket, jo mere frihed tages fra os... 

Des flere love, des flere forbrydere, lyder et ordsprog så gammelt, at de fleste har glemt det, men det er værd at huske på, at faren ved overregulering er at ingen ellers nok så lovlydig borger kan holde loven.

Der laves idag love for adfærd, der før blev reguleret udmærket ved almindelig god omgangstone mellem mennesker. 
Der sættes idag grænser for adfærd, der burde være et personlig valg

Poul Schlüter stod som bekendt i spidsen for efterkrigstidens største regelforenklingskampagne, hvor det i en sjælden succesfuld operation lykkedes at afskaffe 2000 cirkulærer, bekendtgørelser og anordninger. 

Måske er det en ny konservativ statsminister, der skal til, før det virkelig lykkes at tynde ud i lovjunglen?

Politiker af overbevisning

For nogen tid siden vakte Gordon Brown opsigt med sin erklærede paradoksale store beundring for en politisk ærkefjende, Margaret Thatcher, som han gav hædersmærket "conviction politician", et begreb som ikke kan oversættes direkte til dansk, nærmest kommer vel "politiker af overbevisning".

Underforstået, Margaret Thatcher, var af en helt anden og sjældnere slags end de fleste politikere. Hun var én af dem, som gik ind i politik med en politisk overbevisning lejret dybt i sjælen, en overbevisning som hun holdt urokkeligt fast ved og regerede ud fra, også når det var svært eller ubelejligt. 

Margaret Thatcher passede som få på Gandhi's berømte slogan "Vi må selv være den forandring vi ønsker at se", dvs. som politiker altid sætte sine principper højere end de dagligdags taktiske hensyn. Selv socialdemokraten Brown kunne ikke andet end værdsatte sådan en stålfasthed.

Sådanne politikere er sjældne. I Danmark efterhånden mere sjældne end storken. Men som storken endnu ikke helt uddøde, heldigvis.

I mit eget parti vil jeg pege på Lars Barfoed som et godt bud på kategorien. Hans - i Venstre-toppens øjnes stærkt utaktiske og ubelejlige - insisteren på, at efterlønnen og børnechecken bør afskaffes, jo før jo bedre, er et udtryk for ægte politisk overbevisning og meningers mod, som jeg kun kan tage hatten af for.

I Venstre, partiet i egen selvforståelse med "højt til loftet", kunne Søren Pind med hans interessante "10 liberale teser" nævnes, men en kandidat kunne paradoksalt nok også være Anders Fogh Rasmussen him-self, anno 1993, vel at mærke. Dén unge Anders Fogh Rasmussen, som brød med al berøringsangst overfor velfærden, og skrev "Fra socialstat til minimalstat", et politisk-filosofisk mesterværk, som han selv sammenfatter sådan:

”Et ægte velfærdssamfund skal koncentrere sine kræfter om at hjælpe de svageste, som ikke er i stand til at klare sig selv. Og det skal kunne betale sig at arbejde.
Bogen er et forsøg på at sige, at der er et eller andet galt i samfundet, når 80 procent af befolkningen omfordeler til de selvsamme 80 procent. Det er en ond cirkel, hvor middelklassen er blevet gjort afhængig af offentlige ydelser. Det skyldes, at familierne betaler så meget i skat, at de ikke kan klare sig uden hjælp fra de offentlige kasser. Men det betyder også, at dem, der virkelig har brug for hjælp, ofte bliver skubbet i baggrunden. Men hvor socialdemokraterne tror, at staten kan sikre og garantere den sociale tryghed, så siger jeg: Det kan staten kun, hvis danskerne har skabt en så stor produktion, at der er noget at fordele af. Pengene til velfærd kan kun komme ét sted fra, nemlig fra den arbejdsindsats, som hver enkelt danske udfører. Derfor skal det kunne betale sig at arbejde.

Jeg kan dårligt tænke mig et bedre udtryk for oprigtig, dyb borgerlig overbevisning - at hjælpe de svage, men alle som kan, skal klare sig selv, og de flittige skal selvfølgelig belønnes for deres indsats - at den massive socialdemokratiske omfordeling indenfor middelklassen er et fatalt og umoralsk svigt overfor de, som virkelig har brug for hjælp - at pengene til velfærd kommer fra erhvervslivets produktion.

Men jeg savner, som ægte borgerlig, at mærke, hvor overbevisningen, som lyser ud af ovenstående, blev af, hvor genfindes den i Anders Fogh Rasmussen og hans politiske projekt anno 2008?

Hvor er opgøret henne med at "80 procent af befolkningen omfordeler til de selvsamme 80 procent"? Hvor er opgøret med at "familierne betaler så meget i skat, at de ikke kan klare sig uden hjælp fra de offentlige kasser"? Og hvorfor skal det være tabu at kritisere en efterlønsordning, der "ikke hjælper de svageste, som ikke er i stand til at klare sig selv", men tværtimod altovervejende sunde og raske 60-årige som udemærket kan klare sig selv?

Som bekendt har Venstre med næb og klør kæmpet imod alle Konservative initiativer indenfor især skat og efterløn som kunne rette op på selvsamme diagnose af velfærdssamfundet, som Anders Fogh Rasmussen så klarsynet stillede anno 1993.

Hvorfor? Skal taktikken virkelig sejren over overbevisningen?

Eller måske er spørgsmålet snarere: Hvad skal man som ægte borgerlig stille op?

Mit svar: Man kan vælge borgerlige politikere af overbevisning, politikere for hvem pragmatisme ikke er det ypperste hæderstegn, politikere som ikke af taktiske hensyn lader sig nøje med den tvivlsomme kombination af borgerlig værdipolitik og socialdemokratisk fordelingspolitik.

Man kan vælge de, som af ægte overbevisning giver os hele den borgerlige pakke, fordi de ikke kan andet.

1987

Året 1987 bød på premieren af TV-serien Simpsons, en morsom afklapsning af middelklassen.

 

Året 1987 bød også en anden afklapsning af middelklassen, men den var knap så morsom: Topskatten.

Topskatten, lad mig minde om, på 15% ekstra oven i alle de andre skatter giver skattevæsnet hjemlen til at inddrage næsten to tredjedele af almindelige danskeres lønforhøjelser. 

Topskatten rammen nemlig omtrent 40% af befolkningen,  nærmere bestemt 960.000 danskere som tjener 29.600 kr. om måneden eller derover. 

Om 3 år vil antallet af danskere, der rammes af topskat runde en million.

Jo, det lyder som en idé så absurd, at den kunne være hentet ud af Simpsons.

Absurd, fordi det der var tænkt som en skat på "rige", nu inkluderer skolelærere, sygeplejersker og sågar pædagogmedhjælpere!

Som bekendt tjener pædagogmedhjælpere på almindelig grundløn ikke 29.600 kr. om måneden, så når de rammer topskat-grænsen er det naturligvis fordi de og andre blandt disse snart 1 million danskere blot gør, hvad samfundet så hårdt har brug for, nemlig arbejder over. 

Man burde kalde en spade for en spade og omdøbe topskatten til "overarbejdsskat". 

Måske kunne dette så også åbne folketingsflertallets øjne for, at i et Danmark med skrigende mangel på arbejdskraft, er det nok noget nær det dummeste man kan gøre at straffe mennesker, som påtager sig overarbejde.

S og V forsømmer begge kulturen

Man skændes så det brager på Københavns rådhus om, hvor lidt eller meget man bruger på kultur, men hverken S eller V skulle råbe så højt.

Må jeg på alle kulturinteresseredes vegne gøre opmærksom på at en ny undersøgelse viser, at socialdemokratiske og venstreledede kommuner ligger i et lunkent midterfelt, mens SF's enlige kommune med borgmesterpost sammen med lokallisternes er helt nede og skrabe bunden, når det gælder kultur.

Konservative kommuner er derimod solstrålehistorien i toppen og bruger i gennemsnit 20% mere end landsgennemsnittet på kultur. 

Det er naturligvis et resultat jeg som konservativ er rigtig stolt af. Kulturen er - sammen med videnskaben - én af samfundets bærende grundpiller.

Kultur er et andet ord for dannelse, og dannelse er afgørende for os som mennesker. Uden dannelse famler vi i blinde. 

Bliver kulturen et tema i den kommunale valgkamp 09, hvad jeg afgjort håber, kan vi i Det Konservative Folkeparti møde vælgerne med ro i sindet.

Den negative sociale arv - Helsingør går forrest

Jeg deltog i ét af den slags møder man bliver meget klogere af i går aftes - et møde om kampen imod den negative sociale arv. Det viser sig, at Helsingør faktisk er trendsættende på flere områder. Læs mere her.

Politik uden principper

Gandhi listede sine såkaldte "7 Blunders of the World", også kaldet "7 Deadly Social Sins"  op for sit barnebarn Arun Gandhi, den sidste dag de var sammen, kort tid før han blev snigmyrdet:

1. Politik uden principper
   
2. Velstand uden arbejde
   
3. Nydelse uden samvittighed
   
4. Videnskab uden menneskelighed
   
5. Viden uden karakter
   
6. Forretning uden moral
   
7. Tilbedelse uden afsavn

Arun Gandhi, barnebarnet, tilføjede en 8. dødssynd:

     8.Rettigheder uden ansvar

Der er i denne liste, som efterhånden har mere end et halvt århundrede på bagen, mere end rigeligt stof til eftertanke for nutidens politiske ledere og borgere, også i Danmark.

Lad mig prøve at reflektere lidt over den første - politik uden principper.

Den gælder også i herhjemme - værst af alt i begrebet "overbudspolitik". 

Når landets endnu største oppositionsparti vil bruge et tocifret milliardbeløb på at give borgerne "velfærdsrettigheder"...  Politik uden principper - allerhøjest involverer det "princippet" om at love hvad som helst for at blive valgt, det er i øvrigt også i modstrid med 8. synd. 

Når De Radikale og SF under den seneste valgkamp pludselig lavede årtiets politiske U-turn og over en nat blev tilhængere af den 24-årsregel, som de så bittert havde bekæmpet... politik uden principper.

(Da nu Villy Søvndal ønsker at pille Karl Marx ud af SF's partiprogram, vil jeg være så hensynsfuld at citere en anden Marx, nemlig Groucho, som beskriver denne form for politik: "Those are my principles, and if you don't like them... well, I have others.")

Socialdemokraternes skattepolitik er et overflødighedshorn af forsyndelser, værst af alt manifesteret i følgende berømte indrømmelse fra Lotte Bundsgaard omkring skattestoppet: 

"På skatteområdet har vi valgt den vælgerpopulære løsning og har støttet regeringens skattestop med få tilføjelser, selv om alle eksperter er enige om, at den øgede globalisering gør, at der er behov for en skattereform, som nedsætter skatten på arbejde og sætter skatten op på fast ejendom. Og på trods af at skattestoppet er med til at friholde store ekstra boligformuer for beskatning, mens de lavtlønnede skal betale skat af hver ekstra krone de tjener. Her valgte vi altså at satse på vælgeropbakning frem for at satse på egne værdier."

Hvad kan man sige? Politik uden principper i anden potens!

I retfærdighedens navn er vi borgerlige selvfølgelig heller ikke immune overfor synden. Det mest foruroligende eksempel er det bizarre postyr omkring Eva Kjer Hansen, da hun kom for skade at udtale, hvad der kun er sund borgerlig fornuft: 

"Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst stillede til gode."

Som bekendt blev socialministeren under trusler om fyring tvunget til at trække sin udtalelse tilbage. 

Hvad jeg dog aldrig forstod i dén sag var, hvordan kan det for en borgerlig politiker være et problem at mene, at når initiativrige borgere får lov at skabe værdier, også til dem selv, så skaber det nok ulighed, men det gør ikke andre borgere fattigere, tværtimod. 

I disse år med fænomener som triangulering, kamp om midtervælgere, "hugge" fra andres partiprogrammer, osv., er Gandhis advarsel mere aktuel end nogensinde. Når principløsheden vinder over de politiske kerneværdier udviskes grænsen ikke kun mellem partierne, men også mellem de politiske beslutningstagere og embedsmændene. Uden principper bliver politikere blot gummistempler for de initiativer, der kommer fra bureaukratiet - eller lader sig blot rive med af opportunistiske strøminger.

Gandhis beskrev selv listen over de 7 synder, som underliggende kræfter i ethvert samfund, som i sidste ende kan ødelægge det, kulturelle synder, som kan fremkalde et moralsk forfald.

Jeg tror afgjort synd nr. 1 er den mest skadelige af de syv. 

Om "Fra socialstat til minimalstat"

Statsministerens politiske programerklæring "Fra socialstat til minimalstat" huskes idag bedst af de fleste for Nyrups autodafé (en politisk, religiøs eller kulturel handling som udtrykker utilfredshed eller vrede over eksistensen af visse bøger eller forfattere) og tilintetgørelse af bogen under valgkampen 2001.

De færreste har dog læst den, og det er synd, for det er én af de skarpeste analyser af velfærdsstatens indbyggede problematik, som er skrevet. 

Hvad der ifølge statsministeren selv drev ham til at skrive bogen var opgøret med, at 80 procent af befolkningen omfordeler til de selvsamme 80 procent i en ond cirkel, hvor middelklassen pga. skattetrykket er blevet gjort afhængig af offentlige ydelser, med den uheldige virkning at dem, der virkelig har brug for hjælp, bliver skubbet i baggrunden.

Som læsere af denne blog vil vide, kunne jeg ikke være mere enig

Statsministeren bekendte sig engang som inspireret af Ayn Rand, den russisk-amerikanske forfatter og friheds-filosof. 

Til borgerlige læsere af denne blog må jeg anbefale hendes »Atlas Shrugged«, som jeg ikke er et øjeblik i tvivl om, at Fogh må have skelet til under tilbringelsen af "Minimalstaten". 

Begge bøger kritiserer et sørgeligt aktuelt fænomen:

• At velfærdspolitikere leder sig selv og befolkningen ud i den vildfarelse, at omfordeling står over produktionen af de værdier, der omfordeles.
• At man ser politisk interesse i at skyde på "de rige" der betaler 80 pct. i samlet skattetryk når disse - uhyre sjældent - får noget "forærende" ved en skattelettelse, idet man belejligt glemmer, at de intet får, men blot beholder lidt mere af det de selv skabte
• At systemet, som har frembragt verdens højeste skat, alligevel kun leverer en tredje klasses service på en række områder
  
• At politikere tager æren for samfundets fremgang, som rettelig burde tilskrives privates initiativ og virkelyst 
  
• At udligne i sådan en grad, at respekten for hårdt arbejde og for at skabe værdier undermineres, og så virkningen af den enkeltes valg i livet neutraliseres 
  

Læs selv minimalstaten. Den fortjener det, for den indeholder sunde universelle borgerlige værdier, som man også som konservativ i høj grad kan tilslutte sig. 

Socialdemokratisk "selvkritik"

Berlingske Tidende og Politiken  bringer i anledning af 10-års jubilæet for pinsepakken, som blev startskuddet til én lang socialdemokratisk deroute, et ganske afslørende indblik i ledende socialdemokraters analyse af partiets problemer.

Afslørende i den forstand, at nok kan socialdemokraterne med ca. 20% opbakning ikke længere benægte eller bagatellisere problemerne, men viljen til oprigtig selvkritik er hos mange af partiets ledere fortsat yderst begrænset. Eksempelvis Mogens Lykketoft:

»Pinsepakken har nok skærpet de borgerliges usaglighed omkring vores skattepolitik.« 

Hvad er det for en "borgerlig usaglighed" omkring socialdemokraterns skattepolitik, den tidligere S-formand taler om? Den ubekvemme sandhed, som socialdemokraterne så gerne vil fortrænge er, at almindelige borgere oplevede pinsepakken således: 

• En funktionærfamilie med 2 børn, ejerbolig til 1,4 mill. kr. og bil kom til at betale ca. 65.000 kr. i merskat i perioden 1998-2002.
  
• En HK/SID familie med 2 børn og bil samt ejerbolig til 500.000 kr. kom til at betale ca. 25.000 kr. mere i skat fra 1998-2002.
  
• Især boligejerne stod for skud, med sænkningen af rentefradraget til ca. 33% skulle boligejerne nu betale to tredjedele af renteudgifterne mod ca. halvdelen førhen. 
  

Det er intet under, at koblingen af de to fænomener "socialdemokater" og "skat" giver almindelige borgere nervøse trækninger. Granatchokket fra pinsepakken sidder stadig tungt i de fleste af os. Og at Mogens Lykketoft blot afskriver dette som  "borgerlig usaglighed" viser, hvor uendelig lidt man har lært af fortidens fejl.

S-næstformand Nick Hækkerup har i modsætning til både den nuværende og tidligere formand ganske fornuftige holdninger på skattepolitikken, men jeg måtte alligevel studse over følgende udtalelse:

"Vi er gode på 500-meterbanen. Daginstitutioner, hvor børnene kan blive passet og udfordret, en folkeskole, hvor man faktisk skal lære noget, en ældrepleje, hvor der gives omsorg og tryghed."

Det er kommunale opgaver, næst-formanden her fokuserer på, men hvad mener han egentlig? At børnene ikke bliver passet og udfordret i daginstitutioner i borgerligt styrede kommuner? 

Og ældrepleje - mange borgerlig kommuner, heriblandt min egen, Helsingør, bruger langt langt over landsgennemsnittet på ældrepleje, og den borgerlige prioritering af ældreplejen har betydet at de ældre og de pårørende er blevet forskånet for de skandaler i ældreplejen, som mange ikke-borgerligt styrede kommuner har oplevet. 

Og "en folkeskole, hvor man faktisk skal lære noget" lyder jo som taget ud af De Konservatives valgprogram. Men Nick Hækkerup udelader her en anden ubekvem sandhed - at socialdemokraternes skolepolitik siden 1968 har resulteret i en systematisk undergravning af lærernes autoritet og en dyrkning af kundskabsløsheden, som kulminerede med den ultimative eye-opener, PISA 2001. Ønsker man en "folkeskole, hvor man faktisk skal lære noget" ved den almindelige borger godt, hvor man skal sætte sit kryds, og det er ikke ved A.

Endelig Svend Auken:

"Prisen, som de borgerlige har betalt for regeringsansvaret, har været, at de stort set har overtaget de socialdemokratiske synspunkter. Så kan man sige, at det er en stor skuffelse for os, at vi er gået tilbage, men omvendt må man også vænne sig til det paradoks, at tabet af vælgere ikke skyldes, at vores ideer ikke bliver brugt."

Når det gælder værdipolitikken er det selvfølgelig noget sludder, at de borgerlige har overtaget socialdemokratiske synspunkter. På retspolitik, indvandringspolitik og uddannelsespolitik er forskellen mellem os borgerlige og socialdemokraterne markant. 

Når det gælder fordelingspolitikken har Svend Auken derimod en pointe. Jeg har flere gange her på bloggen peget på nødvendigheden af et opgør med den socialdemokratiske omfordelingsmaskine, som har resulteret i en verdensrekord i GINI. Se verdenskortet for oven, det viser at Danmark (mørkegrønt markeret) helt utroligt har udjævnet borgernes indkomster i en grad, som langt overgår alle andre lande, heriblandt verdens få tilbageværende kommunistiske regimer. 

Til dét opgør med socialdemokratisk politik mangler vi endnu at få Venstre og Dansk Folkeparti med ombord. 

Nyt socialdemokratisk skatte-galimatias

Den røde skole barsler nu med en idé om at "rige" boligejere skal beskattes med op til 30 procent af gevinsten, når de sælger deres bolig.

Man orker næsten ikke beskrive, hvor uendelig meget skade dette sanseløst tåbelige forslag ville medføre, men til en start kan man jo nævne:

• Det vil skade mobiliteten usigeligt, folk som skal flytte pga. nyt job i anden landsdel skal påtage sig et enormt tab, som ikke refunderes når man køber den nye bolig
  
• Det vil fuldstændigt sætte al ejendomshandel i stå i en situation, hvor der er brug for det modsatte
• Boligen ville blive et tredobbelt beskattet objekt - idag betales nemlig både ejendomsværdiskat og grundskyld
  
• Hvad når der ikke er "gevinst" ved salg af bolig, som det ofte vil være tilfældet i et faldende marked - har socialdemokraterne så tænkt sig at staten omvendt skal refundere tabet, for at "mindske uligheden"?

Enhver med sund fornuft kunne blive ved med at hive modargumenter frem imod denne socialdemokratiske "nyskabelse", men det er ikke umagen værd, for dette totalt ugennemtænkte forslag kommer ikke til at leve længere end en døgnflue - og det har heller ikke meget mere værdi. 

Men som det ultimative symbol på et socialdemokrati, der er uhyggeligt kreative, når der gælder opfindelsen af nye uhørte beskatningsformer at plage befolkningen med, er forslaget særdeles illustrativt.

Tidevandet løfter alle skibe i søen

Strejken har udstillet et politisk dilemma: De offentligt ansatte har succesfuldt argumenteret for, at de får for lidt belønning og anerkendelse for deres vigtige arbejde. Dét er stort set alle enige med dem i, også jeg. Men lønstigninger i den størrelsesorden, som kræves for at rette op på det underslæb de fleste offentligt ansatte har i forhold til den vigtige indsats de yder, vil uundgåeligt smitte af på det private erhvervsliv, svække konkurrenceevnen og i sidste ende skade samfundsøkonomien.

For populisterne på venstrefløjen, især SF og dets "gavmilde" formand, er sagen såre simpel - blot at give de strejkende det de beder om, uden respekt for den danske aftalemodel eller for samfundsøkonomien.

Men den komplekse sandhed er, at mange flere, også de offentligt ansatte, ville få mere ud af lønnen, hvis man i stedet sænkede skatten markant. Modsat lønstigninger ville skattelettelser nemlig styrke Danmark, holde inflationen under kontrol, sikre konkurrenceevnen og samtidig skaffe flere i job. 

Med den nuværende lavkonjunktur truende, er skattelettelser faktisk lige præcis hvad økonomien hungrer efter.

Den socialdemokratiske forestilling om at flere offentlige penge - som bekendt hentet ud af helt almindelige borgeres lommer - per automatik skaber mere og bedre velfærd, klinger i denne tid mere og mere hult. Udover den globale krise, slås vi også med den langsigtede udfordring, at aldersfordelingen i samfundet ændrer sig, således at der til stadighed bliver færre til at skabe velstanden i erhvervslivet samt sikre velfærden i det offentlige.

Regnskabet går ikke op - med den globale økonomiske krise og til stadighed færre hænder på arbejdsmarkedet vil den socialdemokratiske omfordelingsmaskine få en til stadighed mindre og mindre lagkage at skære i stykker og dele ud af, hvis ikke vi har modet til at tænke nyt.

Lad os dog i stedet diskutere, hvordan vi får vækst.

Som bekendt løfter tidevandet alle skibe i søen.

Efter strejken - hvordan kommer vi videre

Når strejken forhåbentlig snart er slut, vil eftertanken forhåbentlig melde sig:

Jeg tror alle har stor sympati for lønløft til sygeplejersker og andre offentligt ansatte. Samtidig er midlerne dog ikke ubegrænsede, og det gavner ikke hverken vækst eller velfærd, hvis det offentlige og private erhvervsliv over en bred kam nu skal til at konkurrere om de samme stadigt færre medarbejdere i en lønspiral.

Hvis dette dilemma skal løses, kommer vi ikke udenom at skabe en slankere, men samtidig stærkere offentlig sektor.

Når vi i fremtiden skal have flere sygeplejersker og politibetjente til en højere løn - og dét skal vi - så skal der skæres andre steder. Jeg vil pege på administrationen af velfærdssamfundet som et oplagt sted at effektivisere.

Forleden blev det afsløret, at det store fald i antallet af ledige i Danmark ikke har medført en tilsvarende reduktion i antallet af ansatte i beskæftigelsessystemet, således at der i dag kun er otte ledige per ansat i beskæftigelsessystemet, hvorimod de ansatte i 2004 kunne håndtere hele 16 ledige hver.

Hvor mange andre "blinde pletter" skjuler sig i administrationen i stat og kommuner?

Historien viser, at når offentligt finansierede institutioner får mere at lave, tilføres naturligvis penge og ansatte, men når de får mindre at lave, forsømmes det ofte at nedjustere antallet af ansatte i systemet tilsvarende.

Dét kræver politikere med modet til at tilpasse systemet, når behovet bliver mindre - sådan som enhver god erhvervsleder helt naturligt ville gøre det i det private.

Sandheden er, at politik og moral er uadskillige

Ronald Reagan sagde i en berømt tale i Texas 23 August 1984, umiddelbart før genvalget til USA's præsident:

"Sandheden er, at politik og moral er uadskillige." 

I 1990'erne tog Poul Nyrup, især i rollen som oppositionsleder, men også som statsminister, tråden op og udråbte 1990'erne som ”anstændighedens årti”. Hans tilsyneladende høje moralske profil i værdi-politikken viste sig i praksis dog at blive til en lidt trættende form for moralisering, som mest gik ud på at Nyrup og hans ligesindede nægte at debattere med dem, som ikke var "stuerene".

Siden Nyrup har der derfor af gode grunde været stille om forholdet mellem moral og politik, bortset fra de Radikale, som fortsat ynder at stemple deres politiske modstandere med tung moralsk fordømmelse.

Men det er synd, for der ER en sammenhæng, og man kan faktisk godt koble moral og politik, uden at det ender i moralisering eller bedreviden.

Når vi taler skat, handler diskussionen eksempelvis altid om de umiddelbart målbare økonomiske konsekvenser af at skrue op eller ned for satserne.

Men hvad med de moralske følger af skattepolitikken?

Vi har som bekendt et velfærdssamfund, hvis fornemste pligt er at sikre de svage - dét er for mig moral. Det er denne moral, som får mig til at betale min skat med den glæde at vide, at frugterne af mit arbejde ikke kun går til at forsørge mig og mine, men også de, som ikke har samme mulighed for selvforsørgelse.

Men i Danmark er denne ellers fornemme idé om at omfordele fra de stærke skuldre til de svage som bekendt kammet fuldstændigt over, så det reelt handler om at omfordele fra de 80% rigeste til de 80% fattigste, uden hensynstagen til reelle behov. Efterløn, børnecheck, indefrysning af ejendomsskatter er jo én stor gang intern omfordeling fra middelklassen til middelklassen.

Dét er til gengæld ikke en særlig nobel form for omfordeling.  Og jo større denne misforståede omfordeling bliver, jo større bliver det moralske forfald. Fordi vilkårlig omfordeling sætter konsekvensen af den enkeltes egne frie valg og indsats helt ud af kraft, når man ikke høster frugterne af sit slid, men omvendt nyder godt af ydelser, som man ikke har behov for.

Vi må derfor finde tilbage til den rigtig balance - moralsk set. Et samfund, som velfærdsstatens borgerlige støtter oprindeligt havde tænkt sig, hvor de, som kan, forsørger sig selv, hvor de stærke skuldre bærer byrderne for de svage, men hvor man aldrig afstår mere til det offentlige, end man har tilbage selv.