Regeringer kommer og går.
Flertal skifter.
Der er med andre ord en reel risiko for et rødt flertal efter næste valg.
Jeg er vokset op under Anker Jørgensen, og dén oplevelse kan nok hærde enhver, så selv Helle Thorning synes relativ uskyldig i sammenligning.
Alligevel er jeg mere end almindeligt foruroliget ved tanken om de personer, som kan indtage ledende poster ved et muligt skifte. Eksempelvist:
- Ole Sohn - tidligere centralkomitéformand for Danmarks Kommunistiske Parti, som har tilbragt sin ungdom med rejser rundt omkring i Warsawablokken for bl.a. at hylde DDR-diktaturets 40 års fødselsdag
- Mette Frederiksen - som tordner imod folk der sætter deres børn i privatskoler, for derefter selv at sætte sit eget barn i Hareskovens Lilleskole (et iøvrigt glimrende valg, jeg gik selv i børnhaveklasse dér, men hvorfor overhovedet starte med noget så anstødeligt som at lægge privatskolerne for had??)
- Villy Søvndal - som har et yderst anstrengt forhold til sandheden, når det gælder kommunale besparelser og besøg på plejehjem, men som alligevel på trods af almindelige naturlove har formået at brande sig selv som en "spiselig politiker" for ellers helt almindelige, ikke-marxistiske danskere
Dette er mennesker, som kan risikere at få betydelige poster, men som udmærker sig ved en eklantant mangel på forståelse for, hvad der holder det danske samfund gående:
Danmarks kit er nemlig, i fundamental modsætning til ovennævnte, mennesker med integritet, visioner og viden, mennesker som brænder for deres idéer og som ønsker at skabe på trods af lighedsmagernes modstand, mennesker som sætter ting i gang fordi de ikke kan lade være, fordi de brænder for noget.
Udsigterne til en S-SF regering er utroligt sørgelige for de dele af Danmark, som ønsker driftighed og nytænkning - utroligt nedslående for de, som ønsker et stærkt Danmark, fremfor et stadigt mere indspist socialistisk museum, hvor man kun er optaget af at dele og fordele fortidens stadigt mindre smuler, altimens fremtiden smuldrer mellem fingrene.
