Forstenet Socialdemokrati klynger sig til efterlønnen

S-formanden afviser idag kategorisk ikke alene forslaget fra Arbejdsmarkedskommissionen om hurtigt at sætte efterlønsalderen op til 62 år, men enhver form for ændring af efterlønnen.

Thorning-Schmidts eneste begrundelse er, at hun ikke vil skabe "usikkerhed for borgerne".

Jeg tror ikke nogen partier går ind for at skabe usikkerhed for borgerne.

Men hvorhenne er S-formandens seriøse overvejelser om baggrunden for Arbejdsmarkedskommissionens forslag - nemlig den fatale mangel på arbejdskraft, som har kastet Danmark ud i økonomisk recession for første gang i årtier?

Stadig lammet et det granatchok, som efterlønnen påførte forgængeren Poul Nyrup, mangler Socialdemokraternes nuværende formand enhver form for mod eller evne til at gøre noget ved tidens alvorligste problem i Danmark - at det offentlige betaler sunde, raske og arbejdsdygtige mennesker for at træde ud af det arbejdsmarked, som har så desperat brug for dem.

Efterlønnen fremstår idag som en monumental fejltagelse, som påfører samfundsøkonomien ødelæggende konsekvenser - og det eneste parti, som har modet til at fortælle vælgerne ligeud, at vi ikke længere har råd til at betale arbejdsdygtige menneskers alt for tidlige tilbagetrækning, er Det konservative Folkeparti.

Jeg ved at det ikke er populært. Jeg ville ønske jeg som politiker kunne "garantere" vælgerne at alle velerhvervede rettigheder varer ved for evigt, også retten til at trække sig tilbage 5 år før den egentlige pensionering.

Men sandheden er, at hvis vi ikke har modet til at reagere nu, vil skadevirkningerne af efterlønnen og arbejdskraftsmanglen blive mangedoblet.

Hvis vi lader os lamme af frygt for "at skabe usikkerhed", så risikerer Danmark at ende i en situation, hvor intet længere er sikkert.

Det aldrende Danmark

Hans Kornø Rasmussen tegner i bogen "Den danske stamme" et demografisk billede af, hvordan den danske fremtid vil forme sig.

Han slår fast, at siden 1968 har vi ikke reproduceret os selv, dvs. haft et fødselstal, som har overgået antal døde. Når befolkningstallet alligevel har holdt sig nogenlunde stabilt, skyldes det dels at vi lever længere, dels indvandring - faktisk er det over 90 % af befolkningstilvæksten i Danmark som skyldes indvandring.

Søren Pind har for nyligt jf. JP inspireret af denne bog udtalt frygt for, at den øgede indvandring kan have udslettet den særegne danske stamme i år 2050.

Jeg hilser debatten velkommen. Demografi lyder gabende kedsommeligt, men det måske én af tidens største politiske udfordringer.

Danmark ældes - og det er en ringe trøst, at Sydeuropa ældes endnu mere idet der forudses dramatisk faldende befolkningstal i lande som Italien og Spanien pga. katastrofalt lave fødselsrater.

Fødselsunderskuddet vil i de kommende årtier stille alle vestlige samfund overfor enorme udfordringer - færre forsørgere, flere som skal forsørges.

Når politikere så nødigt taler om dette problem, er det måske fordi det er stort og så strukturelt, at de færreste kan se en løsning på det.

Hvordan ansporer man en hel befolkning til at få markant flere børn? Kan man som politiker overhovedet tillade sig at blande sig i noget så privat som beslutningen om at stifte familie, og hvor stor familien skal være - selv på det overordnede plan?

Måske, måske ikke, men befolkningen skal i hvert fald kende de langsigtede konsekvenser af fødselsunderskuddet - den gradvise reduktion af det danske folk.

Skal man for alvor gøre noget ved problemet, tror jeg det kræver en familiepolitik, som er helt nytænket, og som opererer på meget langt stræk - og som virkelig tilbundsgående sætter ind med tiltag, som letter de stressede og pressede børnefamiliers hverdag. 

Den politiske sommer 2008

Velkommen tilbage efter sommerferien til "Borgerens" læsere - næsten 2000 har gennem det sidste halve år klikket sig ind på bloggen, og jeg takker hver og én for interessen og for de mange tankevækkende kommentarer. 

Mit mål for resten af året er gennem højaktuelle, personligt vinklede indlæg at nå ud til endnu flere læsere for at få endnu mere debat.

Sommeren 2008 bød på mere politisk drama end sædvanligt i agurketiden.

Størst drama har været omkring EU-domstolens kendelse om arbejdskraftens frie bevægelighed, der ser ud til at underminere dele af den danske indvandringspolitik. Tonen har været skinger, og Dansk Folkeparti har scoret en del points på den sag.

Skal man imidlertid prøve at tøjle følelserne en smule og se nøgternt på sagen, så vedrører dommen kun et meget lille hjørne af indvandringspolitikken. Som jeg ser det, presser EU ikke nu pludselig en ladeport åben gennem Danmarks grænser, men domstolens pointe er at arbejdskraft skal have vide beføjelser for at krydse grænserne indenfor EU.

Lige nu er Danmarks største strukturelle problem mangel på arbejdskraft, og i stedet for sort-hvidt at gøre domstolen til skurk, burde man anerkende arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor unionen som et gode, der skal afbalanceres med Danmarks selvfølgelige ret til at hævde vores ret til selv at definere udlændingepolitikken.

Den anden store sag i sommeren 2008 vedrører også udlændingepolitikken, nemlig S og SF's pludselige forbrødring omkring bl.a. 24-års reglen. 

Kommentatorer mente efterfølgende, at trækket havde styrket oppositionen, men jeg er uenig:

SF gør af rent og skært magtbegær vold på grundlæggende principper. Dette er et kalkuleret kynisk skaktræk, som skal lukke den flanke venstrefløjen har i forhold til befolkningens holdninger til indvandring.

Nu spiller jeg selv skak og jeg må bedrøve Villy med at denne manøvre er FOR åbenlys. Både internt og i befolkningen er man altså ikke dummere, end at man let kan gennemskue hulheden i SFs kovending. 

Der er allerede intern ballade i SF over beslutningen, se f.eks. her. Og meningsmålingerne viser stik imod kommentatorernes vurdering ikke tegn på, at oppositionen står stærkere i befolkningen.

Nu venter så efteråret, og hvilke politiske sager forventes at fylde dagsordenen?

Jeg ser personligt frem til, at diskussionen om skattepolitik spidser til, når Skattekommisionen i starten af 2009 afleverer sine anbefalinger. Aldrig har behovet for at nedsætte personskatterne været større, og som Konservative er det vores fornemste pligt at gøre alt for at skubbe beslutningerne den rigtige vej. Vær sikker på, at jeg i "Borgeren" og andre fora vil gøre mit yderste!

Dernæst er der den globale og hjemlige økonomiske recession: Som jeg skrev i min klumme i 180 grader er det som om alvoren ikke rigtigt er gået op for os. Jeg er temmelig sikker på, at det kommer den til. 

Vi skal genopfinde en formel for vækst i det danske samfund, vi skal have mere innovation, teknologi, forskning. Men først og fremmest skal vi gennem skattepolitikken give borgerne meget mere incitament til at yde deres ypperste - til egen, men i sidste ende også til samfundets bedste.