mandag den 29. september 2008

Derfor vil Konservative ændre udligningen mellem kommunerne

Helsingør Konservative Vælgerforening opnåede en historisk sejr, da vi vores forslag om "Ændring af kommuneudligningen" blev vedtaget med et stort flertal - 258 mod 198 – på weekendens Konservative landsråd, båret frem af vores Borgmester Per Tærsbøls overbevisende fremlæggelse.

Vedtagelsen var en succesrig kulmination på en årelang kamp fra Helsingør Konservative Vælgerforening for at sikre en mere retfærdig kommunal udligning, som jo især er gået hårdt ud over nordsjællandske kommuner.

Nu er det officiel Konservativ politik at arbejde på at få gjort ordningen mere retfærdig og gennemskuelig.

I min tale på landsrådet, som støtte for forslaget, påpegede jeg, at det er der galt med udligningen, ikke så meget er omfordelingen mellem Øst- og Vest-Danmark, mellem by og land, mellem Hovedstad og provins, selvom det naturligvis er galt nok.

Det største problem med udligningen er, at den bremser væksten i hele Danmark.

John F Kennedy sagde engang: tidevandet løfter alle skibe i søen. Hvad han mente var, at når et samfund har vækst, kommer det alle til gode.

Tidevandet løfter alle skibe i søen – og gennem de sidste syv års vækst har almindelige danskere i Øst og Vest, i land og by da også oplevet en historisk velstandsstigning.

Men i den nuværende økonomiske krise er væksten ved at gå i stå - i virksomhederne, i privatøkonomien, i boligmarkedet - på nogle punkter også i den oplevede velfærd, som borgerne møder ude i kommunerne.

En oplagt konservativ opskrift på dét problem er at få samfundkagen til at vokse.

Vejen ud af krisen er med andre ord, at vi skal til at belønne borgere og kommuner, som skaber vækst – og holde op med at straffe dem.

Udligning er et ærgreligt eksempel på at incitamentet til vækst mangler. Når mere end halvdelen af en kommunens vækst hales ud ad kommunekassen og omfordeles til andre kommuner – så ryger incitamentet til vækst

Hvis samfundskagen skal vokse, skal vi huske på, at det lønner sig at investere dér, hvor det giver bedst afkast. Hovedstaden kæmper med Stockholm, ikke med Svendborg, Trekantsområdet kæmper med Hamborg, ikke med Holstebro.

Vejen til vækst og en bedre kommunal velfærd er derfor, at kommuner og regioner som satser på vækst, skal beholde en rimelig del af væksten selv. De skal have lov at investere overskuddet i yderligere infrastruktur og i forbedringer til borgere og virksomheder.

Kun en fornyet vækst, ikke udligning og endeløs omfordeling mellem kommunekasserne, vil løfte bådene i søen igen!

fredag den 26. september 2008

Søvndal får egen boomerang i nakken

SF's formand Søvndal kritiserer statsministeren for hykleri, fordi statsminister Anders Fogh Rasmussen angriber USA for ikke at bidrage nok i kampen mod klimaændringer, men for nogle måneder siden roste Bush   »miljøforkæmper«.

Det er en bemærkelsesværdig kritik fra en mand, der selv om nogen har præsteret kursvendinger og hykleri som få andre. Læs eksempelvis denne rystende gennemgang af Søvndals opførsel under Muhammed-krisen. Hvordan manden kom styrket ud af den sag, må være en gåde større end DaVinci-mysteriet.

For det andet har SF selv for nyligt fuldstændigt undergravet sin troværdighed som grønt parti.
På sit finanslovsforslag for 2009 har SF ikke har afsat en krone til natur og miljø! Og de kan ikke selv forklare tilfredsstillende hvorfor!

For det tredje er kritikken af Fogh i sin substans urimelig. Fogh forsøgte at anerkende, at Bush regeringen trods alt havde rykket sig en smule på klima-området - at Bush f.eks. selv nu har erkendt problemet - en langt klogere taktik end gold kritik overfor værten. 

For det fjerde er SF-formanden ikke just saglig i sin egen formidling af klima-problemer. Læs blot denne sønderlemmende gennemgang af fejl og mangler i Villy Søvndals fremstilling af klimaproblemerne. 

Kritikken rammer - som så ofte - den flamboyante SF-formand i nakken.

torsdag den 25. september 2008

Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig...

... , men hvad du kan gøre for dit land."

Jeg er netop vendt hjem fra Washington DC, som jeg har besøgt for første gang.



Jeg skal spare blog-læserne for turistbeskrivelserne, men størst indtryk gjorde besøget på Arlington helte-kirkegården, hvor Kennedy'erne ligger begravet, og hvor JFK-citatet, som vist på billedet ovenfor, er mejslet ind i sin fulde ordlyd:

And so, my fellow Americans: ask not what your country can do for you - ask what you can do for your country.

My fellow citizens of the world: ask not what America will do for you, but what together we can do for the freedom of man.

Finally, whether you are citizens of America or citizens of the world, ask of us the same high standards of strength and sacrifice which we ask of you. With a good conscience our only sure reward, with history the final judge of our deeds, let us go forth to lead the land we love, asking His blessing and His help, but knowing that here on earth God's work must truly be our own.


JFK var en politiker, der turde stille krav til borgerne, som ikke leflede for de lavere instinkter, men formåede at sætte borgerens egen hverdag i relief. At borgerens tilvalg og fravalg, ofre og indsats, har konsekvenser, for ens eget land, for menneskets frihed.

Og at den gode samvittighed er eneste sikre belønning for at være en god borger - både for sin nation og som verdensborger.

Det er store krav at stille, når belønningen er så usikker, men den måde JFK sagde det på, inspirerede millioner til at sætte sig selv lidt til side, og fællesskabet i centrum.

Det kunne vi også godt bruge mere af i dag. Tiden med krig mod terror, med økonomisk krise, med energikrise er ikke en tid, hvor man først og fremmest skal tænke på sig selv, men mere på hvad man selv kan gøre for at bidrage til bevarelsen af de nationale og internationale fællesskaber, som er så hårdt under pres.

tirsdag den 23. september 2008

Stramning en udstrakt hånd til kontanthjælpsmodtagere

Regeringen har besluttet at ægtefæller, som modtager kontanthjælp, fremover skal arbejde 450 timer i løbet af de seneste to år hver for at være berettiget til at modtage kontanthjælp.

Jeg ser det som en udstrakt hånd til kontanthjælpsmodtagere: Som samfund VIL vi helt enkelt have kontanthjælpsmodtagere til at tage fat i det danske arbejdsmarked. I den nuværende arbejdskraftsmangel er der simpelthen ingen undskyldning for at holde sig udenfor arbejdsmarkedet.

Den tidligere 300-timers regel motiverede en tredjedel flere kontanthjælpsmodtagere til at slutte sig til arbejdsmarkedet, og stramningen vil givet anspore endnu flere til at bidrage konstruktivt til det danske samfund.

300-timers reglen var en stor succes, hvilket blev sagligt ikke-politisk belyst i en rapport fra Socialforskningsinstituttet, hvis øvrige hovedresultater var:

Oppositionen var imod dengang 300-timers reglen blev indført, men trods den beviselige succes, vånder man sig stadigvæk, imod bedre vidende, men af rent og skært ideologiske årsager.

Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen siger eksempelvis: "At man ændrer det her, vil få nogle frygtelige konsekvenser for de svageste i samfundet."

Ja, kig på tabellen og bedøm selv.
Det vil få den "frygtelige konsekvens" at flere kontanthjælpsmodtagere ønsker arbejde, kan tiltræde arbejde indenfor en måned, føler sig i stand til at passe et almindeligt arbejde, har mere tiltro til at kunne opfylde beskæftigelseskravet, reelt søger arbejde - og selvfølgelig allervigtigst, reelt kommer i arbejde.
Reglen er ikke et slag over fingrene til de svage, som oppositionen hævder - det er en udstrakt hånd.

søndag den 21. september 2008

Afslutningen på en "super-bobbel"?

Vi er som bekendt midt i en krise, hvis mage ikke er set siden Depressionen i 1930'erne. Personligt tror jeg ikke vi har nået bunden endnu, selvom det allerede ser mere end slemt nok ud med de ufattelige finanskrak i USA, og de mindre men stadig alvorlige bankkrak herhjemme, husprisernes fald fra tinderne osv. Nu meldes det endda, at folk begynder at sælge ud af deres indbo for at få enderne til at mødes.

Det er slemt, men det bliver dog ikke en gentagelse af 1930'erne, fordi regeringerne ikke tillader det totale kollaps. I det omfang der er offentlige midler til rådighed, går man både i USA, Danmark og andre lande ind og garanterer eller dækker over i hvert fald en del af tabene. Man kan mene, at det er utidig indblanding i markedet - hvad det principielt er - men de fleste uanset ideologi er nok enige om, at i sådan ekstrem situation kan man ikke lade falde, hvad ikke kan stå, men er nødt til at gøre noget for at bevare forbrugernes og virksomhedernes sidste gran af tillid.

Skal man forstå krisen i større historisk perspektiv, tror jeg at det vi ser nu ikke er et tilfældigt her-og-nu udsving, men tværtimod er reaktionen på en række ubalancer, der har været hobet op gennem årtier i de vestlige økonomier, især USAs.

Dot.com-boblen i slutningen af 1990'erne, boligboblen i dette årti, blev begge næret af en stadig større opfindsomhed hos villige lånudbydere, der lagde tidligere tiders forsigtighed på hylden og satsede på kvantitet fremfor kvalitet. Samtidig gjorde liberalisering og globaliseringen formidling af kreditter mellem lande og verdensdele uendeligt meget nemmere.

Det skortede ikke på advarsler, men mange troede på "den nye økonomi", som skulle være evig optur uden kriser, og hvor man, som overvismanden med rette undrer sig over, troede man ikke kunne bruge historien til at lære af.

Samtidig ændrede borgernes holdning til gældsætning sig markant. Hvorfor bruge 30 slidsomme år på at betale sit hus ud, når man kunne feste for friværdien her og nu?

I USA lagde man på regeringsniveau tidligere tiders snusfornuftige husholdningstankegang på hylden og brugte løs af midler man ikke havde i optimistisk tiltro til, at man kunne vokse sig ud af gælden.

I Danmark har vi ikke ført så uansvarlig en økonomisk politik siden Anker Jørgensen, så derfor har vi i modsætning til USA orden i statsfinanserne, men på borgerniveau har de fleste af os vel haft en finger med i de omtalte bobler - som finansmanden George Soros har slået sammen under den sigende betegnelse "super-boblen".

Kun magisk tænkning har kunnet få os til at bilde os selv ind, at huspriserne og friværdien bare kunne blive ved at stige, for inderst inde ved vi jo godt, at værdier ikke kommer af ingenting, men altid kun ved hårdt arbejde.

Det lyder kedeligt og måske som en lidt gammeldags dyd, men skal jeg pege på noget positivt ved tidens krise, er det, at vi forhåbentligt ved enden af den, smøger ærmerne op og lige så stille arbejder os tilbage på rette spor.

Der er ingen nemme veje ud af krisen - spekulanterne har fejlet - der er kun hårdt arbejde tilbage.

Velfærdsstatens afløser

Inspireret af udenrigsministerens sommerlæsning er jeg selv gået i gang med Phillip Bobbits banebrydende "Terror and Consent" - en must-read for alle, som ønsker at forstå den post 9/11 verden vi lever i - og den fremtid som venter.

Jeg vil senere komme tilbage med en dybdegående anmeldelse af værket, men jeg vil her berøre Bobbits originale betragtninger om den gennemgående forandring alle vestlige stater - jeg vil tilføje Danmark inklusive, naturligvis - står overfor.

Hvad vi har været vant at leve i, er nationalstaten, som gennem det meste af efterkrigstiden her i landet har taget karakter af velfærdsstat - dvs. en stat som opretholder sin legitimitet i forhold til borgerne ved - udover at have magtmonopol og sikre lov og orden - at forbedre den materielle velstand og velfærd - og ved i større eller mindre grad bruge betragtelige kræfter på at omfordele midler mellem borgerne for at udjævne forskelle imellem disse.

Hvad vi idag står er ifølge Bobbit en fundamental redefinering af staten til det han kalder "Market State". Fokus er her på mere at skabe de optimale rammer og betingelser for borgerne, at maximere mulighederne for borgerne, og i behandlingen af borgerne tage ved lære af markedets imødekommenhed overfor forbrugernes behov. Markedsstaten vil derfor også privatisere de aktiviteter, hvor imødekommelsen af borgernes behov bedre varetages af private aktører.

Istedet for at bruge enorme kræfter på at tøjle markedet, modstå markedskræfterne og vilkårligt omfordele mellem borgerne, vil denne nye type stat anspore borgerne til initiativ og vækst og søge markedet udvidet til hele tiden at tilbyde borgerne nye services.

Når vi ser på den danske velfærdsstat anno 2008 er det tydeligt, at Bobbits analyse rammer plet, og at vi er i en meget besværlig overgangsfase på vej væk fra velfærdsstatens rigide strukturer og massive fokus på omfordeling fremfor vækst.

Alene de demografiske betingelser og de umådelige vanskeligheder ved at skaffe arbejdskraft i det offentlige, burde formå politikere - især velfærdsfundamentalisterne på venstrefløjen - til at forstå, at den velfærdsstat vi kender ikke kan opretholdes uændret, og at udfordringerne ikke løses ved blot mindre justeringer.

Fremtiden er en tid med en mindre stat, en mindre offentlig sektor - men til gengæld en stærk og aktiv stat og offentlig sektor, der fylder hullerne ud, hvor private ikke kan, men som også villigt trækker sig, når markedet bedre løser opgaverne - en stat hvor græsen mellem at bære borger og være forbruger er mindre skarp, hvor god "kundeservice" findes i det private såvel som i det offentlige.

Markedsstaten - velfærdsstatens afløser.

torsdag den 11. september 2008

Det store flertal er ligeglade - med Politiken

Under overskriften "Vælgerne tror ikke på Lene-effekten" referer Politiken til en metodisk ikke særligt troværdig analyse, som journalisten så samtidig fejlfortolker efter bedste - eller værste - evne.

Det påståes, at "for 68 procent af vælgerne har rokaden i partitoppen hos Det Konservative Folkeparti ingen indflydelse på, hvorvidt de i fremtiden vil sætte deres kryds ved liste C", hvilket skulle være i modstrid med, at "flere politiske iagttagere har ellers spået, at Det Konservative Folkeparti vil få fremgang med Lene Espersen i spidsen."

Det skrives videre: "Vælgernes benhårde dom er altså, at det store flertal er ligeglade. "

Men dette er en fortolkning, som i høj grad kan anfægtes, selv hvis man tager den tvivlsomme undersøgelse bag for gode varer:

  1. Hvis 68% af vælgerne ikke vil lade den nye formand påvirke, om de vil stemme på C, så er der 32% tilbage som godt kan påvirkes.
  2. Blandt de borgerlige vælgere vil 23 procent være mere positive for at stemme konservativt, mens otte procent har det direkte modsat - det er mange potentielle vælgere.
  3. Dagens første egentlige meningsmåling viste en markant konservativ fremgang på mere end 3% - i fuldstændig modstrid med artiklens præmis

Jeg kender ikke journalistens bevæggrunde for at lave så stærkt tendiøs analyse af en måling, som man også kan kritisere for at være lavet indenfor første 1-2 døgn efter formandsskiftet - skulle Lene Espersen ikke lige have en chance for at melde politisk ud først? Men det ligner et klodset forsøg på politisk farvet journalistik.

Heldigvis er vælgernes benhårde dom altså, at det store flertal er ligeglade - med hvad Politiken skriver.

tirsdag den 9. september 2008

Tak Bendt, tillykke Lene

Jeg vil gerne takke Bendt Bendtsen - en særdeles succesfuld formand for vores parti, som har skabt sammenhold, hvor der var allermest brug for det, og derefter brugt egne og gruppens kræfter på at at få konservative mærkesager igennem i regeringen.

Jeg byder også den nye formand velkommen - Lene Espersen er en fantastisk kommunikatør og har været én af regeringens mest gennemslagskraftige ministre gennem en årrække. Hun er den rette til at sikre konservative mærkesager som skattelettelser og stram retspolitk. Jeg er sikker på, at det får nye vælgere også hurtigt øjnene op for.

søndag den 7. september 2008

Radikale på vej hjem til de borgerlige?

De radikale kalder sig på papiret et borgerligt parti, selvom de har en ejendommelig tradition for at springe frem og tilbage mellem den blå og røde blok. Det har indimellem været svært at få øje på de borgerlige værdier i partiets politik, men når det gælder økonomi er der en tendens til, at de bliver mere og mere enige med de borgerlige partier, især De Konservative, og fjerner sig mere og mere fra S-SF.

Seneste finanslovsudspil fra partiet ser sjældent lovende ud: Man fokuserer på præcist de instrumenter, som kan øge arbejdsudbuddet - lavere topskat, kortere dagpengeperiode, men til gengæld til en sats, som er til at leve af.

De radikale har her fat i den helt rigtige opskrift til påny at få vækst i Danmark.

Til gengæld er det svært at se, hvorfor de stadig ser sig som en del af et fremtidigt alterativt regeringsflertal (bank under bordet for at det ikke sker) med S og SF, der jo lider af allergisk berøringsangst overfor skattesænkninger og nødvendige reformer af dagpenge og efterløn.

lørdag den 6. september 2008

Kulturværftet - i al sin skønhed

Lad ikke Lokaldemokraternes brok og anti-alting ødelægge glæden.

Nyd hellere denne fantastiske 3-D video af Kulturværftet, fundet på Youtube, som viser hvordan hele herligheden kommer til at se ud.

Jo, vi helsingoranere kan godt begynde at glæde os...


fredag den 5. september 2008

Mere markant borgerlig profil påkrævet

Ny meningsmåling peger på at VKO-flertallet er i fare, pga. et stemmeskred hos Venstre.

Interessant nok går S også tilbage, så der er ikke tegn i sol og måne på, at vælgerne tiltrækkes af den socialdemokratiske statsministerkandidat, men måske snarere en advarsel om, at vælgerflertallet ikke er trygge ved flere sager på det seneste, f.eks. den nylige EU-sag og andre små og store sager.

At det rammer Venstre, men ikke mit eget parti De Konservative, kan jeg på ingen måde glæde mig over, da det vigtigste er at beholde et borgerligt flertal.

Men det overrasker ikke. Set over en bred kam er venstreministrenes dagsform markant under niveau, med en påfaldende mindre synlig statsminister siden valget, en rystet finansminister, og en fra dag 1 yderst presset integrationsminister.

Dertil kommer, at de eneste Venstre-ministre med overskud til lidt ideologisk pondus pt., nemlig Kristian Jensen og Søren Gade, blev eftertrykkeligt banket på plads, da de henover sommeren forsøgte sig med lidt gode borgerlige ord om, at alt for mange danskere stadig er på overførselsindkomst, fordi det pga. brandbeskatning ikke kan betale sig at arbejde.

Den slags er ikke god latin i det nye Venstre.

Men svagheden ved Venstres taktik gennem de sidste syv år - at føre socialdemokratisk fordelingspolitik, men borgerlig værdipolitik - er tydeligvis, at nu hvor værdipolitikken, særligt indvandringspolitikken, sættes under pres, begynder vælgerne ikke så overraskende at sive.

De siver f.eks. til Dansk Folkeparti. Og i kulissen står et SF, der med vis succes har markedsført sig som "ansvarligt".

Jeg tror dog stadig der er stemmer i ægte borgerlig politik: Både værdipolitisk og fordelingspolitisk.

Derfor skal vi lægge os i selen for at fastholde og tiltrække de borgerlige danskere. F.eks. de utrolig mange danskere, der sætter en ære i hårdt arbejde, og som synes at hårdt arbejde skal belønnes og ikke brandbeskattes.

Eller f.eks. de utrolig mange danskere, som har nogle grundfæstede værdier - kald dem blot gammeldags, men jeg ville kalde dem eviggyldige - om f.eks. at tage ansvar for sig og sine, og ikke per reflex bare lægge alt over på samfundets skuldre.

Vælgere straffer lige for tiden den lidt slappe præstation fra V-ministrene, men vi må kæmpe for, at det ikke betyder, at borgerligt sindede lader en ræverød opposition komme til magten med alle de ulykker, det ville betyde for landet - og så må vi skærpe den borgerlige profil, så det bliver tydeligt, hvor stor forskellen er.

mandag den 1. september 2008

Ansvarlig snak fra de Radikale

Morten Helveg Petersen roser nu regeringens økonomiske kurs, men betegner til gengæld de tre partier, S  SF og Dansk Folkeparti som »det udgiftspolitiske flertal« og beklager, at Socialdemokraterne har besluttet sig for at alliere sig med SF og Dansk Folkeparti i store dele af den økonomiske politik.
»Det er underligt at se denne tornerosesøvn blandt disse tre partier. De vil ikke se på reformer af dagpengesystemet og efterlønnen. Det virker, som om de ikke har forstået alvoren for dansk økonomi«, siger Morten Helveg Petersen.
»Det er uansvarligt, at man ikke vil lave arbejdsmarkedsreformer, og at man forestiller sig, at der skal postes milliarder ud til offentligt forbrug. Det er et hurtigt fix, og det er mangel på realisme i forhold til den økonomiske situation. Det kan ikke blive ved«.
Det er ærlig snak fra et oppositionsparti, som tydeligvis har set de økonomiske realiteter i øjnene - at vi er midt i en økonomisk recession, som kun forværres af, at der er alt for få hænder på arbejdsmarkedet, og at man derfor ikke kan love og "garantere" til højre og venstre.

Det er bedrøveligt, at flertallet udenom regeringen ikke er mere ansvarligt, og vælger en populistiske linie som "garanter" for uændret efterløn og dagpenge, når økonomien slet ikke rummer pladsen til sådanne garantier.

De Radikale skal derimod have stor ros i denne forbindelse for deres økonomiske ansvarlighed - udfordringen er dog blot, at R's mandater ikke rækker, så enten DF eller S skal se at vågne op af tornerosesøvnen, hvis vi skal have gjort noget ved de hurtigt voksende økonomiske problemer.