Socialisterne bekender kulør

Når S-SF aksen tilsyneladende har fået mere vind i sejlene gennem de sidste par år, skyldes det som bekendt en markant højredrejning på det værdipolitiske område, specielt rets- og indvandringspolitik, hvor man har "cut-and-pastet" regeringens politik, uden dog rigtigt at mene det sådan inderst inde.

Den manøvre har gjort de to partier mere spiselige for vælgere med borgerlige grundholdninger, der ikke har været tilfredse med eksekveringen af den borgerlige politik.

På det sidste er det dog blevet mere klart, hvad de to partier i virkeligheden står for. Betonmarxisme af den mest forstenede slags:

- Socialdemokrater vil tvangsopløse Danmarks største virksomhed, AP Møller Mærsk

- SF'ere vil indføre en maksimumsløn for alle danskere på 50000 kr

Nu er disse forslag i sig selv så forbløffende idiotiske, at de ikke fortjener yderligere kommentarer.

Det virkeligt interessante - eller skulle jeg sige skræmmende - er, hvad for et menneskesyn vi risikere skal styre vores land fremover, hvis socialdemokrater og SFere kommer i regering.

Nyt liv til borgerligheden

I denne uge med SF landsmøde viser meningsmålingerne påny stort rødt flertal.

Efter snart 10 år med borgerlig regering ser det ud, som om pendulet langsomt men uafvendeligt svinger tilbage fra blå til rød.

Det ærgrer mig, at taktiske fodfejl og manglende mod gradvist har udhulet vælgernes tro på det borgerlige projekt - specielt fordi de fleste danskere i grunden ikke over night er blevet socialister, men har flyttet sig, fordi man synes regeringen har lavet for mange fejl.

Så hvis vi - herre Jemini forbyde det - får et skifte, er det ikke så meget et tilvalg af Helle og Villy, men mere en protest imod eksekveringen af borgerligheden og reformangsten, ikke en afvisning af de borgerlige værdier i sig selv.

Det er synd, hvis det går sådan, mest af alt for Danmark: En S-SF regering, der vil sætte skatter op, skræmme multinationale virksomheder ud af landet og udvide verdens største offentlige sektor midt i en krisetid, hvor private virksomheder har mistet 200.000 arbejdspladser, vil ikke skabe mere velstand i dette land.

Socialisterne vil starte et nyt omfordelingsprojekt med blikket stift rettet imod "elitens" lommer.

Det svarer til at flytte om på dækstolene på Titanic i stedet for at få stoppet hullet i skroget.

Konservative og Venstre har dårligt fat i vælgerne for tiden. Jeg tror løsningen er ikke at være mindre, men være mere borgerlige. Det er det Danmark har brug for.

Bekymring for Danmark

Statsministeren har her i påsken udtrykt sin bekymring for Danmark:

Konkurrenceevnen bliver ringere, vi rasler ned ad ranglisten over rige lande - og samtidig truer konkurrenter som Kina og Sydkorea med at overhale os indenom. Derfor skal de velfærdsvante danskere til at interessere sig mere for, hvor pengene til velfærd kommer fra - og mindre for, hvordan de bliver brugt, lyder budskabet fra statsministeren:

- Nu skal vi kollektivt forstå, at det fundament, som vores velfærd hviler på, ikke er urokkeligt. Det er under angreb af hele den udvikling, der er i verden i øjeblikket.

Danskerne skal ifølge statsministeren knokle hårdere for, at der bliver råd til velfærd i fremtiden.

- Vi skal skabe mere værdi af den indsats, som vi yder - enten ved at blive dygtigere, mere effektive eller mere innovative, siger statsministeren, som peger på regeringens Vækstforum og 360 graders-eftersynet af folkeskolen som veje til målet.

Læsere af denne blog vil vide, at emnet Danmarks tab af velstand ligger mig nært - og jeg er derfor umådelig glad for at Lars Løkke tager dette emne op.

Det er ikke populært at fortælle, at vi arbejder for lidt og kræver for meget, men det er faktisk det han siger. Og han har ret!

Vores stolthed over Danmarjk er med rette stor - vi har skabt et aldeles vidunderligt land, som mange misunder os. Men bagsiden er en selvtilfredshed, der tydeligvis har lullet alt for mange i søvn, alt imens verden udenfor overhaler os i rekordfart.

"Vågn op!" plejede at være noget man smilte af, når venlige omvendelsesprædikanter bankede på ens hoveddør - men at vågne op er præcist, hvad vi som folk og nation skal, hvis vi ønsker at vende udviklingen og den hastige deroute, som Danmark er i gang med.

P.S. Hvad siger vores største oppositionsparti så til udfordringen? Jo, at vi har et problem, men at det selvfølgelig altsammen KUN er regeringens skyld - ordene taler for sig selv, er man bekymret for Danmarks fremtid under en borgerlig regering, så er man da som almindelig fornuftsvæsen panisk alarmeret ved Helle Thorning Schmidts ubegribeligt sløsede og sjuskede indstilling til dette det største problem af alle, og ved tanken om at hendes parti sammen med folkesocialisterne en dag skulle forsøge at løse den udfordring for Danmark:

- Statsministeren har ret i, at velfærdssamfundet er truet. Men det er kun truet på grund af de forkerte beslutninger, som regeringen har truffet. Det er da utroligt, at statsministeren efter et år på posten ikke kan komme med konkrete forslag til, hvordan vi løser krisen og bevarer velfærdssamfundet, siger oppositionens leder, Helle Thorning Schmidt (S).

Det offentlige - dæksmændene på Titanic

Trods den mest alvorlige krise i en menneskealder, er der stadig intet det tyder på, at danskernes appetit på "velfærd" mindskes blot en tøddel: Finansministeriet har for nyligt vurderet, at offentlige udgifter vil stige fra 50,9 pct. af BNP sidste år til 56,5 procent i 2010 – det højeste niveau nogensinde.

56.5 %....

Og ikke finansieret af reel produktion, men af ren og skær gældsætning.

Samtidig slår især opposition, men til en vis grad desværre også regeringen syv kors for sig, når nogen overvejer, om man ikke skulle "justere" (for hvem tør bruge udtrykket "nedskære") den offentlige sektor nedad i samme omfang, som den private sektor gennem krisens 1,5 år har fået hugget 5-10% af både indtjening og beskætigelse.

Men, man behøver ikke være økonom for at se, at det ikke hænger sammen.

Vi er som nation faretruende tæt på at færde vel ned i den berømte afgrund, hvis ikke ansvarlige politikere tager udfordringen op: 56.5 % af BNP til det "offentlige" er grotesk højt for et land der stadig kalder sig et "liberalt demokrati".

Midt i alle krisers moder synes diskusionen om "mere velfærd" mere og mere som dæksmændene, der diskuterer hvor stolene skal stå, alt i mens Titanic går ned.