Barnepigestaten

Bragt i Weekendavisen 4. juli 2008
af Kristian Juul

Er velfærdsstaten ved at kamme over og udvikle sig til en barnepigestat?

Hvad andet end barnepigestat kan vi nemlig kalde det, når levnedsmiddelkontrollanter i fødevaresikkerhedens navn, som det skete for nyligt, møder op i FCK's fanbutik for at forlange skærpet kontrol af lakridspastiller og energibarer?

Som borger kan man blot ryste på hovedet over denne type meningsløs lovgivning "for dit eget bedste", hvoraf FCK-sagen blot er ét aktuelt eksempel blandt alt for mange.

Det enorme spild af tid og penge den slags medfører er grelt nok, men hvad værre er - den tiltagende udskiftning af sund fornuft med rigide regler udhuler gradvist vores personlige frihed.

Folkesundheden udgør i dag frontlinjen i statens tiltagende trang til at blande sig i borgernes liv: Offentlig sundhed er ikke længere blot et spørgsmål om at stille et velfungerende sundhedsvæsen til rådighed, men i stigende grad om statslige restriktioner overfor borgernes før frie adfærd, når det gælder fødevarer, medicinforbrug, rygning, sodavand, transfedtsyrer, alkohol, spil, mobiltelefoner, cykelhjelme - jeg kunne blive ved.

Men trods barnepigestatens detailstyring af livet fra vugge til grav, har Danmark som bekendt ikke en prangende placering mht. levetid. Er der således virkelig belæg for at tro, at til stadighed mere af den infantiliserende indblanding fra staten vil give os et længere eller lykkeligere liv?

Selvom borgerlige ikke er uden medskyld i udviklingen, kommer disse indgreb i vores frihed som oftest fra venstrefløjen, og ikke uden grund: Min påstand er, at velfærdsstatens tiltagende barnepigementalitet er en ny form for socialisme, eller måske rettere den velkendte gammeldags slags, men blot pakket mere appetitligt ind.

I stedet for at omfordele rigdommene yderligere, hvilket vanskeligt kan lade sig gøre i Danmark, da vi som bekendt allerede er verdensmestre i omfordeling, udgør barnepigementaliteten en mere farbar vej for venstrefløjen til hele tiden at lade "fællesskabets bedste" stå over borgernes personlige valg og frihed.

Nobelprisvinder i økonomi, James Buchanan, redegjorde for nyligt i artiklen "Afraid to be Free: Dependency as Desideratum," for fænomenet politikere, der i stigende grad ikke kan modstå fristelsen til at blande sig i næsten ethvert tænkeligt aspekt af vores liv, kombineret med, mere foruroligende, en manglende bekymring hos borgerne over indblandingen.

Måske er vi blevet så vant til, at forsigtighed må stå over selv den mest abstrakte risiko, at vi ikke længere stiller spørgsmålstegn ved formynderiet? Måske kunne FCKs lakridspastiller teoretisk udgøre en risiko, forsvindende lille, ja, men alligevel? Måske er det godt, at staten slår ned på den slags?

Eller måske er det altsammen et symptom på, at vi ligefrem blevet bange for friheden, som James Buchanan provokerende skriver?

Som borgerlig og frihedselskende tror jeg fuldt og fast på, at det er friheden og det frie marked, ikke statens indblanding og formynderi, som har gjort os så historisk set sunde, lykkelige og generelt godt stillet som vi nu er.

Vi må derfor som borgerlige arbejde på at tvinge staten til at slippe sit omklamrende tag i borgerne. Frie borgere behøver ingen livslang rideranke på barnepigestatens skød for at leve et godt liv, tværtimod.