Anmeldelse: Phillip Bobbitt's 'Terror and Consent'

Phillip Bobbitt: 'Terror and Consent'
Allen Lane, 672pp, £25.

Af Kristian Juul

Philip Bobbitts 'Terror and Consent' handler om det 21. århundredes terrorisme, som adskiller sig kvalitativt fra tidligere tiders. De nye typer terroristceller er paradoksalt nok spejlbilleder på den selvsamme ”markedsstat” – karakteriseret ved outsourcing, netværk og ”frit valg på alle hylder” – som de bekriger. Kontroversielt finder Bobbitt, at ”målet helliger midlet”, og at vi i terrorbekæmpelsen må nytænke begge dele, både mål og midler. Terrorbekæmpelsens realistiske mål kan ikke være ”sejr”, men "ikke at tabe", hvilket især betyder størst mulig beskyttelse af civilbefolkningen. Og til opnåelse af det mål, må vi acceptere nye midler, som hidtil har været fremmede for retsstaten med dens traditionelle fokus på bagudskuende opklaring og bevisføring – nye forebyggende midler som ikke sigter på straf, men på optrevling og afværgelse af planlagte terroraktioner.


Krigen mod terror – eller krigene, som Bobbitt insisterer - som befinder vi os i nu og i lang, lang tid fremover, kan ikke sammenlignes med nogen andre krige verden har kendt til.

Det hænger sammen med den helt nye slagmark, som disse krige foregår på: Ikke på åbne, ”post-Westphalske” sletter med to hære opmarcheret overfor hinanden, men som oftest i det skjulte lige midt i hjertet af det han kalder ”markedsstaten”.

Slagmarken ”markedsstaten”, den centrale præmis i bogen, kræver en uddybning: Markedsstaten ifølge Bobbitt skal forståes som afløseren til vores velkendte nationalstater. Dens basale forhold til sine borgere adskiller sig fra nationalstaten ved mere at ligne forholdet mellem private firmaer og deres kunder. I modsætning til nationalstaten ser markedsstaten sig ikke som mere end "minimal provider of goods and services", og har derfor trukket sig ud af luftfartselskaber, teleselskaber og andre traditionelle statsselskaber.

I stedet for at skabe større lighed gennem omfordeling og velfærdsydelser til marginaliserede grupper, satser markedsstaten på uddannelse, efteruddannelse og jobtræning. Samfundets velstand søges maximeret gennem vækst , som beriger alle grupper i sidste ende, snarere end ved omfordelingsmekanismer, som historien har vist bremser vækst, og snarere gør alle lidt fattigere end de behøvede at være. Pensioner er i markedsstaten i mindre grad en fast betingelsesløs ydelse, men i højere grad en afspejling af individets egne valg omkring opsparing gennem arbejdslivet. Hæren er ikke værnepligtsbaseret, men baseret på frivillige.

Kort sagt, staten forventes ikke at skabe velstand, men til gengæld at skabe infrastrukturen, de samfundsmæssige rammer for at borgere og virksomheder kan skabe velstand.

Fremfor alt er markedsstatens opgave dog at beskytte borgerne mere end at beskytte territoriet og grænserne.

Dér hvor Bobbitt virkelig bliver original og provokerende er, når han efter sin karakteristik af markedsstaten erklærer, at Al Qaida og fremtidens terrorgrupper i deres organisation og virkemidler minder forbløffende meget om markedsstaten selv.

Paradoksalt nok - trods sin krigserklæring mod alt moderne – benytter de nye terrorgrupper sig, som markedsstaten, af decentral organisering, af løst sammenvævede netværk, af udlicitering, bruger frivillige som kæmpere, og de financieres ved frivillige bidrag fremfor tvangsudskrevet beskatning. Man har ikke mange regler, men til gengæld en ufravigelig "grundlov" nemlig shariaen.

Bobbit argumenterer for at Al Qaida derfor er en "virtual stat", der uventet har fundet sin niche, sit leverum, sit virtuelle ”territorium” i netop den grænseløse globaliserede verden, hvor det er let at skjule sig i de enorme bysamfund og udnytte nettet til planlægning og finansiering af terroristaktiviteterne.

Ligesom andre stater råder Al Qaida-”staten” over masseødelæggelsesvåben, og ligesom stater erklærer man krig, som da man 23. august 1996 erklærede krig mod USA, og fik modsvaret 14. september 2001, hvor USA erklærede krig mod terror.

Al Qaidi er med andre ord en af de uventede, utilsigtede komplikationer ved globaliseringens åbne, grænseløse verden – på samme tid et spejlbillede af og en svoren fjende af den nyankomne markedsstat.

På denne jomfruelige ”slagmark” med disse to nyankomne fjender – markedsstaten og dens teroristiske vrængbillede som defineret her - overfor hinanden er det klart, at militære mål og midler må nydefineres.

Eksempelvis begrebet ”sejr”: Tidligere tiders absolutte "sejr" over fjenden, hvor man efter kampen vender hjem i triumtog kan vi glemme alt om. "Mission Accomplished" er en umulighed i denne krig, for den decentraliserede fjende har ikke ét hovedkvarter, ikke én leder, hvis udslettelse kan sikre sejren

Evnen til at beskytte civilbefolkningen betyder derfor ALT i krigen mod terror. Vi, de åbne demokratiske samfund, skal ikke gøre os håb om at vinde, forstået som at nå det utopiske mål at udrydde al terror fra klodens overflade en gang for alle. Men vi skal ifølge Bobbitt istedet stræbe efter ikke at tabe, hvilket vi kan gøre ved at forhindre, forpurre de store anslag, og ved en effektiv indsats når katastrofen alligevel slår til.

Denne anskuelse leder forfatteren til skarpt at kritisere Bush-administrationen for dens manglende styring af Iraq efter sejren i 2003 over Saddam Hussein. Man så sig som to nationalstater i en traditionel konflikt og led derfor under den gammeldags opfattelse at militær sejr var førsteprioritet. "Mission Accomplished" blev udråbt alt for tidligt, hvor man burde haft travlt med at sikre civilbefolkningen og genoprette lov og orden.

Bobbitt udvider dog sin pointe overraskende, idet han finder, at markedsstatens absolutte fokus på beskyttelse af civile også gælder når katastroferne ikke er menneskeskabte. Iagttagere har eksempelvis udråbt USAs humanitære indsats efter tsunamien som et sjældent succesfuldt slag mod terror. Omvendt har fiaskoen ved orkanens Katrinas oversvømmelse af New Orleans skadet USA’s omdømme umådeligt – og indirekte USA’s lederskab og chancer for succes i krigen mod terror.

Hvis målet ikke er ”sejr”, men ”ikke at tabe” gennem beskyttelse af civilbefolkningen – hvad så med midlerne ifølge Bobbitt i den nye krig?

Bobbitt kritiserer her skarpt de mange kritikere af krigen mod terror, som har krævet at mål og midler skal være helt sepererede, og spørger provokerende - hvis målet ikke helliger midler, hvad gør så?

Kravet om at skille mål og midler ad i krigen mod terror ser Bobbitt som et absolutistisk renhedskrav, som medfører en paralyse og forhindrer os i at forsvare os, eller som ender op i dræbende kritik af ethvert behjertet forsøg på at forsvare os.

Vi må se i øjnene, at skal vi nå målet ikke at tabe til terroren, kræver det midler, som vi ikke før ville tage i anvendelse: Forebyggende tilbageholdelse af mistænkte terrorister, øget overvågning, mere nærgående afhøringsteknikker (dog selvfølgelig ikke tortur).

I terrorbekæmpelse - specielt når/hvis masseødelæggelsesvåben falder i terroristhænder - er opklaring og straf, modsat ordinær kriminalitetsbekæmpelse, helt underordnet i forhold til at forhindre ugerningerne. Det betyder, at vi som borgere skal lære at anerkende efterretningstjenesternes forpurring af plots og optrevling af terrorgrupper som det tætteste vi kommer på "sejr". Det betyder også, at i myndighedernes afhøring af mistænkte terrorister er fremskaffelse af beviser til en fremtidig retssag underordnet det mål at fremskaffe informationer som kan afværge nært forestående angreb eller optrevle andre netværk.

Denne argumentationsrække leder Bobbitt til en diskussion af den ubehagelige ”Tikkende bombe”-problematik – om man for at afværge et terrorangreb skal have lov at torturere en mistænkt.

Her er Bobbitt befriende klar: Afhøring af mistænkte terrorister skal foretages indenfor loven, og tortur skal aldrig lovliggøres. Men samtidig pointerer han, at i en ”Tikkende bombe”-situation vil enhver ansvarlig myndighedsperson forventes at gøre, hvad situationen kræver – og retsvæsenet selvfølgelig efterfølgende forventes at se med milde øjne på eventuelle lovovertrædelser, som situationen krævede.

Krigen mod terror rejser i det hele taget mange moralske og juridiske dilemmaer, men retssamfund skal naturligvis altid respektere egne love. Hvis loven af idag ikke tillader de midler, situationen iøvrigt kræver, så understreger Bobbitt, at loven skal laves om fremfor at bøje eller bryde den i terrorbekæmpelsens navn.

Et godt eksempel er aflytning og overvågning: Når intet er lettere for en terrorist end at oprette en hotmail eller købe en anonym mobil med taletid kan tidligere tiders krav om klar juridisk begrundelse og dommerkendelse som grundlag for aflytning og overvågning ikke opretholdes. Det må tillades at "screene" al kommunikation - selvom det involverer uskyldige borgeres og på en måde krænker eller indskrænker deres retssikkerhed.

Dilemmaerne får Bobbitt til at citere filosoffen Waltzer (1973), der i sit essay "Political action: the problem of dirty hands" påviste, hvordan beslutningstagere kan havne i dilemmaer, hvor ingen af valgene er entydigt moralsk forsvarlige – hvilket dog ikke er det samme, som at man skal afholde sig fra at træffe det valg, som redder flest mulige uskyldige, trods at det giver ”beskidte hænder”.

Bogen er dybt originalt og indsigtfuldt, klart den bedste post 9/11-bog jeg har læst. Som få andre blander Bobbitt historie, jura og miltær strategi sammen i en overbevisende forklaring af den nye tids terror, hvis udspring ikke er religion eller fattigdom, men som udspringer af modstanden mod markedsstatens frihedsrettigheder og næsten ubegrænsede valgmuligheder, paradoksalt kombineret med terroristernes kyniske udnyttelse af selvsamme markedsstats historiske teknologiske, økonomiske og demokratiske landvindinger.

Min største anke er dog, at jeg savner en mere udtømmende definition på netop "market-state", Bobbitts centrale præmis. Markedsstatens fokus beskrives udelukkende i forhold til samfundets økonomiske, juridiske og militære funktioner - men hvor i markedsstaten bliver der plads til den rolle nationalstaten har haft i 150 år som bærer af de kulturelle, historiske og religiøse bånd mellem borgerne? Staten har jo og vil altid have andre formål end "frit valg på alle hylder". Jeg synes man kan stille spørgsmålstegn ved, om "borger" og "bruger" og "forbruger", som jeg læser Bobbitt, i markedsstaten virkelig smelter sammen til én og samme.

Som europæer føler man sig også lidt overset, når Bobbitt i sin analyse af markedsstaen og den globale terrorbekæmpelse stort set kun dybdeanalyserer US/UK, mens EU-landene stort set lades udenfor beretningen, fraset nogle drøje hug til især enkeltmedlemmer som Frankrig, Tyskland og Spanien. Ruslands og Kinas (voksende) rolle diskuteres heller ikke.

I Bobbitt’s risikovurdering af terrroristers mulighed for at anskaffe og bruge WMD sad jeg som læser med en lille tvivl – især indenfor mit eget kompetencefelt, oligonucleotider (jeg arbejder for et biotech-firma specialiseret i oligonucleotider), en teknologi som Bobbitt mener meget let og billigt kan anvendes til at ”genoplive” koppevirus og bruges som biologisk våben. Dét er, selvom jeg også selv kender Guardian-historien fra sommeren 2006, dog ikke så let som det fremstilles!

Kissinger, Blair, vores egen Per Stig Møller og mange andre har rost denne bog til skyerne, og med god grund.

Vil man forstå det 21. århundredes hidtil største sikkerhedspolitiske udfordring, terroren, er bogen et must.