Hvad er et menneske?

Dét spørgsmål har filosoffer og teologer haft mange forskellige svar på gennem historien.

Socialdemokraterne sætter nu spørgsmålet på dagsordenen med en ekstra vinkel - hvad er et almindeligt menneske?

I hvert fald ikke ét, hvis selvangivelse viser mere end DKK 999.999.

Socialdemokraterne siger nemlig:

En socialdemokratisk regering vil ikke hæve skatterne for almindelige mennesker. Vi har derimod foreslået en millionærskat. Dem, der tjener mere end 1 million kroner om året (uden pension), skal betale 6 procent ekstra i skat af det, de tjener mere end en million.

Når S ikke vil hæve skatterne for "almindelige mennesker", hvad er så de mennesker, som man gerne vil brandbeskatte?

Mener S overhovedet at "millionærer" tilhører arten Homo Sapiens Sapiens?

Borgerlig lykke

Amerikanske studier har fundet, at konservative mennesker er lykkeligere end venstreorienterede.

Hvorfor?

Jo, det viser sig, at nøglen til lykken ligger i ikke at gå så millimeterretfærdigt op i, om man selv har lidt mere eller mindre end naboen.

Borgerlige har lettere ved dette, viser studiet, fordi de nemlig som hovedregel hælder imod den "meritokratiske" idé - at de som har lidt mere end andre nok som hovedregel har det, fordi de har arbejdet hårdt for det, fordi de har fortjent det.

Hvis man derimod som mange socialister - og desværre selv den ellers på mange måder dygtige tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen - ser enhver tale om ulighed som tabu og konstant kværulerer over hvor "ufortjent" det er, at nogen kan have mere end andre, så er ens vej i livet brolagt med mange skuffelser.

Lighedsbegrebet i den absolutistiske udgave, som Socialdemokrater og SF synes enige om - nemlig at alle skal brandbeskattes ned til samme (middelmådige) disponible indkomst uanset kvalifikationer og indsats her i livet - er i sin yderste konsekvens en dybt ulykkelig idé: Den sætter på en barnlig måde fokus på, hvem der får det største stykke af kagen, og enhver afvigelse dømmes som "snyd"...

Lighedsmageri er ikke lykken. Lykkens hemmlighed er at acceptere, at mennesker har forskellige talenter og vælger at udnytte talenterne forskelligt - og derfor går det også mennesker forskelligt her i livet. Det er naturligt. Uligheder opstår. Altid. Acceptér det...

SF: Grænser for vækst

SF har altid været glade for slagordet "grænser for vækst", se f.eks. her.

Om de er lige så glade for, at deres eget partis metastatiske vækst omsider ifølge de nyeste meningsmålinger synes bremset, er dog spørgsmålet.

Hvad har fået vælgerne til at vende sig bort fra Søvndal?

Jeg tror det er krisens alvor, der har kastet skygger over SF's populistiske glansbilleder: De fleste danskere anerkender i modsætning til SF, at man ikke kan brandbeskatte og fordele sig vej ud af krisen, så mange "millionærer" er der som bekendt ikke i verdens mest lige samfund, og de der er, er det oftest fordi de arbejder hårdt og satser alt på iværksætteri - lige hvad Danmark har brug for.

Samtidig har Villy med sin fatale Holbergskole-brøler lavet sin signatur U-håndbremsevending måske én gang for meget til at selv hans eget vælgerkorps længere kan bære over.

SF's nye vælgere, de frafaldne socialdemokrater, ser nu, at Villy alligevel ikke rigtig mener sin højredrejning af SF, specielt ikke når hans ualmindeligt venstresnoede bagland galer op. Og de "rigtige socialister" i partiet søger i protest imod Enhedslisten for at få den ægte vare.

Villy prøvede, længe med held, at gøre brættet større for ham selv og SF ved at spille både på højre og venstrefløjen - men han endte med at skræve så bredt, at bukserne sprak.

Der ér trods alt grænser for vækst....