Politiker af overbevisning

For nogen tid siden vakte Gordon Brown opsigt med sin erklærede paradoksale store beundring for en politisk ærkefjende, Margaret Thatcher, som han gav hædersmærket "conviction politician", et begreb som ikke kan oversættes direkte til dansk, nærmest kommer vel "politiker af overbevisning".

Underforstået, Margaret Thatcher, var af en helt anden og sjældnere slags end de fleste politikere. Hun var én af dem, som gik ind i politik med en politisk overbevisning lejret dybt i sjælen, en overbevisning som hun holdt urokkeligt fast ved og regerede ud fra, også når det var svært eller ubelejligt. 

Margaret Thatcher passede som få på Gandhi's berømte slogan "Vi må selv være den forandring vi ønsker at se", dvs. som politiker altid sætte sine principper højere end de dagligdags taktiske hensyn. Selv socialdemokraten Brown kunne ikke andet end værdsatte sådan en stålfasthed.

Sådanne politikere er sjældne. I Danmark efterhånden mere sjældne end storken. Men som storken endnu ikke helt uddøde, heldigvis.

I mit eget parti vil jeg pege på Lars Barfoed som et godt bud på kategorien. Hans - i Venstre-toppens øjnes stærkt utaktiske og ubelejlige - insisteren på, at efterlønnen og børnechecken bør afskaffes, jo før jo bedre, er et udtryk for ægte politisk overbevisning og meningers mod, som jeg kun kan tage hatten af for.

I Venstre, partiet i egen selvforståelse med "højt til loftet", kunne Søren Pind med hans interessante "10 liberale teser" nævnes, men en kandidat kunne paradoksalt nok også være Anders Fogh Rasmussen him-self, anno 1993, vel at mærke. Dén unge Anders Fogh Rasmussen, som brød med al berøringsangst overfor velfærden, og skrev "Fra socialstat til minimalstat", et politisk-filosofisk mesterværk, som han selv sammenfatter sådan:

”Et ægte velfærdssamfund skal koncentrere sine kræfter om at hjælpe de svageste, som ikke er i stand til at klare sig selv. Og det skal kunne betale sig at arbejde.
Bogen er et forsøg på at sige, at der er et eller andet galt i samfundet, når 80 procent af befolkningen omfordeler til de selvsamme 80 procent. Det er en ond cirkel, hvor middelklassen er blevet gjort afhængig af offentlige ydelser. Det skyldes, at familierne betaler så meget i skat, at de ikke kan klare sig uden hjælp fra de offentlige kasser. Men det betyder også, at dem, der virkelig har brug for hjælp, ofte bliver skubbet i baggrunden. Men hvor socialdemokraterne tror, at staten kan sikre og garantere den sociale tryghed, så siger jeg: Det kan staten kun, hvis danskerne har skabt en så stor produktion, at der er noget at fordele af. Pengene til velfærd kan kun komme ét sted fra, nemlig fra den arbejdsindsats, som hver enkelt danske udfører. Derfor skal det kunne betale sig at arbejde.

Jeg kan dårligt tænke mig et bedre udtryk for oprigtig, dyb borgerlig overbevisning - at hjælpe de svage, men alle som kan, skal klare sig selv, og de flittige skal selvfølgelig belønnes for deres indsats - at den massive socialdemokratiske omfordeling indenfor middelklassen er et fatalt og umoralsk svigt overfor de, som virkelig har brug for hjælp - at pengene til velfærd kommer fra erhvervslivets produktion.

Men jeg savner, som ægte borgerlig, at mærke, hvor overbevisningen, som lyser ud af ovenstående, blev af, hvor genfindes den i Anders Fogh Rasmussen og hans politiske projekt anno 2008?

Hvor er opgøret henne med at "80 procent af befolkningen omfordeler til de selvsamme 80 procent"? Hvor er opgøret med at "familierne betaler så meget i skat, at de ikke kan klare sig uden hjælp fra de offentlige kasser"? Og hvorfor skal det være tabu at kritisere en efterlønsordning, der "ikke hjælper de svageste, som ikke er i stand til at klare sig selv", men tværtimod altovervejende sunde og raske 60-årige som udemærket kan klare sig selv?

Som bekendt har Venstre med næb og klør kæmpet imod alle Konservative initiativer indenfor især skat og efterløn som kunne rette op på selvsamme diagnose af velfærdssamfundet, som Anders Fogh Rasmussen så klarsynet stillede anno 1993.

Hvorfor? Skal taktikken virkelig sejren over overbevisningen?

Eller måske er spørgsmålet snarere: Hvad skal man som ægte borgerlig stille op?

Mit svar: Man kan vælge borgerlige politikere af overbevisning, politikere for hvem pragmatisme ikke er det ypperste hæderstegn, politikere som ikke af taktiske hensyn lader sig nøje med den tvivlsomme kombination af borgerlig værdipolitik og socialdemokratisk fordelingspolitik.

Man kan vælge de, som af ægte overbevisning giver os hele den borgerlige pakke, fordi de ikke kan andet.