Kontraktpolitikkens endeligt?

Trods besværgelser om det modsatte fra det for tiden største regeringsparti, sættes der nu spørgsmålstegn ved om begrebet kontraktpolitik har udspillet sin rolle. 

Jeg støttede selv kontraktpolitikken i tiden efter Nyrup. Efter Socialdemokraternes vanemæssige brud på valgløfterne, mest eklatant med efterlønsskandalen, var der brug for at forny tilliden mellem regering og vælgere.

Men finanskrisen har også på dette punkt vendt op og ned på meget, Tiden er blevet mindre forudsigelig, mindre stabil. 

Man kan med rette spørge om ikke landets regering har fået udtalt behov for i særlige situationer at kunne reanalysere situationen og dermed kunne handle mere frit imellem valgene, om nødvendigt også i modstrid mod afgivne valgløfter, hvis f.eks. en global finanskrise kræver ændrede beslutninger? 

Alternativet er jo enten handlingslammelse overfor ændrede forudsætninger, eller at gennemføre de afgivne løfter med hovedet under armen og i strid mod bedre vidende, dvs. hvad landets bedste kræver.

Selvfølgelig kræver det en tvingende omstændighed at bryde kontrakten indgået med vælgerne ved sidste valg, og det skal altid være med tungt hjerte at der gribes til sådanne skridt, men fire år er desværre nok for lang tid - især i disse tider - at have hænderne bundet på ryggen.

laissez faire?

Når man som konservative og borgerlig ønsker mere frihed og mindre indblanding fra det offentlige, mødes man nogen gange med den holdning, at man er "laissez faire".

Men sandheden er som borgerlig må man altid nære skepsis, når venstrefløjen lover at løse små og store samfundsproblemer gennem nye offentlige tiltag.

En ting er, at stadig mere stat koster dyrt - og skatteskruen er allerede strammet til det ubærlige - men det drejer sig IKKE kun om økonomi. Det er mere et spørgsmål om menneskesyn.

Som konservativ er jeg ikke utopist. Venstrefløjens socialistiske ideal-borger, opslugt ene og alene af fællesskabets interesser, er utopiske karikatur-tegninger. Virkelighedens mennesker er på godt og ondt styret af egne, lokale og nationale interesser. Egeninteresse lyder måske ikke så nobelt, men det er realiteten, og som borgerlig anerkender jeg, at lige præcist egeninteresse er en meget vigtig driver af samfundshjulene.

Når man vil lade det offentlige løse et givent problem, skal man derfor kritisk spørge, hvordan løsningen vil påvirke borgernes egen interesse i at løse problemet. Vil den offentlige løsning fjerne privates incitament til selv at gøre noget? Kan man omvendt tilskynde privat løsning gennem bedre incitamenter? Og ikke mindst - er den offentlige løsning overhovedet nødvendig, eller bare en panik-reaktion på dagens avisoverskrifter? 

Ofte er den fornuftige, konservative konklusion på ovenstående, at man i en given situation ikke nødvendigvis skal iværksætte en række nye offentlige initiativer, men stole på borgernes egen formåen.

Laissez faire? Jo, faktisk betyder udtrykket jo "lade gøre" - og det er jo præcist, hvad vi vil: Lade borgerne gøre noget ved tingene selv.

Det udgiftspolitiske flertals Pyrrhyssejr

Ved de det mon ikke godt - sådan inderst inde?

Jeg taler om forhandlerne fra S, SF, og Dansk Folkeparti, som i ugens løb udadtil jublede over deres "sejr", da det "udgiftspolitiske flertal", som den uhellige S-SF-DF alliance rammende er blevet kaldt, fik dagpengereformen til at kuldsejle.

Men jeg spørger om disse forhandlerne fra S, SF, og Dansk Folkeparti ikke inderst inde godt ved, at de i populismens navn har vundet en Pyrrhus-sejr - en meget dyrekøbt sejr?

For det er jo ikke for sjov, at regeringen ønsker at tage fat på et så ømtåleligt emne som dagpengeperioden. Det er ikke noget man som politiker bliver populær på, at skære i velerhvervede rettigheder.

Men grunden er selvfølgelig, at den strukturelle mangel på arbejdskraft, allerede HAR skadet vores økonomi ganske voldsomt, og at skadevirkningerne kun bliver større og større, så længe handlingslammede populister nægter at se virkeligheden i øjnene.

Så det udgiftspolitiske flertal vandt muligvis en sejr på den korte bane, men taberne bliver desværre mange, f.eks. de mennesker som ønsker sig et holdbart, finansieret velfærdssamfund sikret i længere tid end til næste valg. 

Min tale til opstillingsmøde KV 2009

Holdt ved ekstraordinær generalforsamling 26. oktober 2008, hvor Helsingørs Konservative Vælgerforenings 20 kandidater til kommunalvalget 2009 blev valgt

Hvorfor jeg blev konservativ?

Ja, det er - som Lene Espersen sagde her på landsrådet lige så meget et spørgsmål om livsanskuelse, som om politik.

Jeg er ud af en søskendeflok på 5 - pengene var ikke altid lige store. Jeg har derfor arbejdet siden jeg var 10 - også mens jeg gik på gymnasiet, også mens jeg læste til dyrlæge. Ikke alle mine jobs var lige sjove, men jeg LÆRTE noget af dem alle. Det jeg især lærte var, at hvis man evner det skal man forsørge sig selv. I et velfærdssamfund skal man yde før man kan nyde.

Som konservativ støtter jeg derfor skattestop og skattelettelser. Hårdtarbejdende familier -ikke specielt de velstående, men almindelige familier, der tager fat og måske også arbejder over i ny og næ til samfundets bedste - de skal ikke plukkes økonomisk. Man skal ikke straffes for at tage vare på sig og sine, men tværtimod belønnes.

Men ikke alle har mulighed for at yde. Jeg har arbejdet i mange år med at udvikle ny medicin mod alvorlige sygdomme. Jeg har gennem mit arbejde set, hvad det betyder at blive alvorligt syg. Derfor mener jeg også, at de som har brug for hjælp, syge, ældre, handicappede, skal samfundet gøre ALT det vi kan for.

Derfor har jeg også rost Per for, at Helsingør kommune er én af dem i landet, som bruger allermest på f.eks. ældrepleje - det fortjener de, det er for mig en konservativ mærkesag.

Så personligt ansvar og omsorg for de svage - det er nogle af mine grunde til at være konservativ.