Lad borgerne tænke selv

Frederic Bastiat, som levede i første halvdel af 1800-tallet, skrev ofte, som havde han haft indgående kendskab til tankegangen i det danske socialdemokrati anno 2009.

Et udkast fra klasikkeren "Loven" fra 1850: "Socialisme, i lighed med de ældgamle idéer fra hvilke den udspringer, forveksler forskellen mellem stat og samfund. Som et resultat af dette, så hver gang vi er imod, at staten gør noget, så konkluderer socialisten (socialdemokraten), at vi er imod at noget bliver gjort overhovedet."

Lad os opdatere Bastiats idéer til vores tid:

Så hvis vi ikke støtter det socialdemokratiske svar på tågehornet, Mette Frederiksens, forbud imod "købesex", så støtter vi kvindehandel og -undertrykkelse.

Så hvis vi ikke støtter socialdemokaternes krav om forbud imod at unge kan tage solarie, så støtter vi hudkræft til kommende generationer.

Så hvis vi ikke støtter socialdemokaternes idé om forbud imod plastikposer, så støtter vi jordens undergang.

Eller?

Måske er vi nogen, der stadig tror, at statslige indblanding og en forbudsspiral uden ende ikke løser alt.

Ja, som konservativ er jeg om nogen imod kvindeundertrykkelse, sundsskadelig adfærd og miljøsvineri - men det er altså ikke statens og statens ansvar alene altsammen.

Vi har også et civilt samfund af ansvarlige individer, der kan tænke selv.

Skulle vi ikke som borgerlige lade dem?

Rio - det helt rigtige valg

Stort tillykke til Brasilien og Rio for OL 2016 - og fuldt velfortjent.

Brasilien har taget kvantespring fremad de seneste 10-20 år, og er nu 'B'et i de såkaldte BRIC-lande, verdens 4 nye superøkonomier.

Brasilien har kræfterne, initiativet og fornyelsen.

Chicago, som jeg selv havde den tvivlsomme fornøjelse at besøge i denne sommer, udmærker sig, kan jeg rapportere fra egen erfaring, ved en trist, perspektivtløst fossil og nedslidt infrastruktur.

Trods amerikansk præsidents, præsidentfrues og diverse kendissers besværgelser ville et OL dér være, måske ikke en katastrofe, men afgjort ikke så lidt af en prøvelse, og særligt nyskabende ville det heller ikke have været.

Fra Rio kan man derimod forvente sig noget helt specielt, anderledes og ekstraordinært.

Tak til IOC for at stå imod det meningsløst ukritske mediehype og træffe det helt rigtige valg!

Socialdemokratiernes farvel

Jeg har gennem 2 år haft ét gennemgående tema i denne blog: Opgøret med socialdemokratismens tro på, at udskæring af samfundskagen i absolut lige store stykker til alle uanset indsats og dygtighed, er vejen til alle lyksaligheder.

Efter det tyske SPD's katastrofale valgnederlag, må jeg nu overveje et nyt tema for bloggen.

Socialdemokratismens hærgen af Europa gennem adskillige generationer synes nemlig nu langt om længe forbi: I alle betydende europæiske lande forkaster vælgerne konsekvent Socialdemokratiet.

I UK famler Gordon Brown sig fra skandalesag til skandalesag, mens befolkningen med stor lede vender sig bort - og det er samtidig en sand fornøjelse at følge den Konservative David Cameron veloplagt fremlægge sit borgerlige alternativ til Labours visionsløse administration.

I Tyskland blev konservative Angela Merkel genvalgt med nu rent borgerligt flertal.

I Norge vandt socialdemokraterne, vil nogen måske indvende - og ja, men kun fordi nordmænd bosat i arktiske bygder tæller mere end nordmænd bosat i Oslo... Tillykke med det, Norge, men hvornår lader I egentlig som gode demokrater det borgerlige flertal få magten?

Og i Danmark ligger Socialdemokraterne og roder på deres 23% og gør deres bedste for at udråbe dette til en enorm sejr... Krag og Stauning må rotere mere end én gang i deres grave.

For alle borgerlige er denne besindelse i europæisk politik en lise for sjælen: Vælgerne køber ikke længere den tidligere så forlokkende, pyramidespilsagtige idé om, at man bare kan tage en hel masse fra nogle tilfældige "rige" mennesker, ca. 50% af befolkningen, og med rund hånd bestikke nogle andre tilfældige mennesker, ca. 50% af befolkningen, og dermed få mere "velfærd".

Vælgerne forstår den basale borgerlig tanke om, at velfærd kommer af hårdt, hårdt arbejde - og intet andet. Vælgerne forstår, at vi som samfund må knokle os til at have det godt - vi må tænke bedre end de andre, turde mere end de andre, gøre det bedre end de andre.

Vælgerne forstår, at erhvervslivet er alle danskeres allerbedste ven - ikke en malkeko med uudtømmeligt yver - men en ven, der med alles hjælp og forståelse, holder sikkerhedsnettet ud under alle.

Dét forstår danskerne. Lige med undtagelse af de få og til stadighed færre socialdemokrater.

Hvis vi vil have tingene til at være som de er, så må tingene laves om

... lyder en paradoksal replik fra figuren Tancredo i Lampedusas underholdende roman om Italiens samling til én nation i 1800-tallet, Leoparden.

Replikken er en elegant twist på det konservative motto om at forandre for at bevare.

Men hvad er det for ting vi må ændre, hvis vi vil have at tingene skal være som de er?

Før jeg giver det svar - en interessant observation: I disse krisetider ser vi som bekendt en genopblussen af de gamle Keynesianske idéer om imødegåelse af kriser med enorme offentlige investeringer. Vi hører fra weekendens socialdemokratiske kongres konstante krav om flere og flere offentlige investeringer med det formål at imødegå den stigende arbejdsløshed, uagtet at sådanne investeringer kun kan laves med enten mere offentlig gæld eller med skattestigninger.

Det lyder jo meget tilforladeligt at forsøge at sikre den sociale stabilitet gennem offentlige investeringer, men læren fra krisen i 1970'erne er faktisk, stik imod tidens såkaldte konventionel visdom, ikke at massiv gældsætning til offentlige investeringer i længden er en effektiv krisestrategi: Nogen af os husker stadig Anker Jørgensen forsøge sig med at låne og atter låne sig ud af krisen, hvilket blot skubbede problemerne foran sig på vejen hen imod afgrunden - og hvor umådelig meget mere smertefuld genopretningen blev i 1980'erne.

Vi konservative ønsker også social stabilitet. Vi ønsker ikke massearbejdsløshed og at familier skal gå fra hus og hjem.

Men for mange politiske korrektioner af markedet har det med at gøre ondt værre: I forsøget på at rette op på én skævhed, f.eks. stigende arbejdsløshed, introduceres en anden skævhed, tindrende underskud, som så igen i længden alligevel fører til arbejdsløshed.

Vi må i stedet have modet til at fortælle vælgerne, at vi har vores velstand takket være globaliseringen og liberaliseringen af verdensmarkederne. Fordelene er bevisligt store. Men i systemet er også indbygget jævnlige kriser, der tjener et sundt og naturligt formål, at korrigere ophobede ubalancer, før en ny ligevægt kan indfinde sig med stabilitet og ny fremgang.

Derfor, hvis vi vil have tingene til at være som de er - forstået som et velstående Danmark med frie, selvforsørgende borgere - så MÅ visse ting laves om: Vi må stole på globaliseringens langsigtede fordele, den nuværende krise til trods, og i stedet for at frygte den og modarbejde den, ruste os til den og forberede os på at plukke frugterne, så snart krisen vender.

Det betyder, at vi allerede nu må væk fra omfordeling, som skaber passivitet, og i stedet tilskynde selvforsørgelse og social mobilitet. Vi må lave om på et skattesystem, der straffer overarbejde og viden. Vi må reformere de mange ordninger, der betaler arbejdsdygtige for at holde sig væk fra arbejdsmarkedet.

Fordi: Hvis vi vil have tingene til at være som de er, så MÅ tingene laves om.

Menneskets afskaffelse...

... hedder en berømt bog af den store, dybt konservative tænker og forfatter, C. S. Lewis.

Bogen støtter den vestlige moralidés nødvendighed, bygget som den jo er på kristne værdier. Men allerede i 1947 så han faretegn i undervisningssystemets voksende subjektivisme og relativisme. Han mente, som bogens titel antyder, at relativismen i sidste ende truede civilisationen.

I den danske folkeskole af 2009 har årtiers kulturradikale indflydelse om ikke fuldt ud bekræftet Lewis' bange anelser, så dog i hvert fald bekræftet at de undergravede anti-værdier giver grund til bekymring: Eksempelvis vores gode danske tradition for religionsfrihed, som jo på ingen måde er lig med religionslighed - men mange skoler opfører sig som det var tilfældet. Og hele det røde Kabinet, partierne fra Enhedslisten over SF og Socialdemokraterne over til de Radikale, taler endda for kristendomskundskabens afskaffelse, som skal erstattes af et fag der blot og bart skal hedde "religion"...

Relativismen som disse venstrefløjspartier hylder, tilsiger jo, at alt er lige godt, så lad os da bare slå kristendommen sammen i en stor pærevælling med Scientologi, asetro, shamandyrkelse og hvad man ellers kan finde på ... Og hvis endelig noget er bedre end noget andet, så er det i hvert i den rødere del af skolesystemet aldrig den helt almindelige og traditionelle danske opfattelse, som er at foretrække.

Som konservativ er det mit mål at gøre op med denne skræmmende kulturnihilisme.

Jo, der er værdier bedre end andre: De værdier, som vi som nation og folk har bygget op gennem et årtusinde. Og dem skal vi ikke bare hælde ud med badevandet.

Politikens intellektuelle fallit

Med aftenens pinlige retræte fra Politikens chefredaktør, som man meget sigende skal til JP for at finde, når de kulturradikale et nyt intellektuelt lavpunkt i deres ynkelige forsøg på at underminere det danske Forsvar.

Politikens beslutning om tilsidesætte Forsvarets i og for sig beskedne ønske om blot at respektere domstolene og afvente en juridisk kendelse, før man pirattrykte jægersoldatens bog, viser sig nu truffet af en chefredaktør, der i så vigtig og principiel en sag ikke har gidet besvære sig med at læse og forstå et helt enkelt brev.

Chefredaktøren udtaler sig altid med enorm bedrevidenhed, selv når han faktuelt bare tager 100% fejl, og at hans alarmerende mangel på sund dømmekraft og ansvarsfølelse ikke allerede har fået konsekvenser er mig en gåde.

Nu må domstolene så vurdere, hvad Politikens bidrag til at sætte danske soldaters liv i fare samt det gemene tyveri af en bog, skal koste i straf.

Men allerede nu betaler Politiken og dens kulturradikale eftersnakkere en velfortjent høj pris - nemlig en offentlig fordømmelse af deres landsskadelige og forkastelige adfærd, som befolkningen meget vel kan gennemskue at der ingen god undskylding er for.

Snik-snakken om principielt forsvar for ytringsfriheden er og bliver bare snik-snak som dække for ansvarsløst sensationshungeri og tyveri ved højlys dag.

Burka-tæsk

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg helst havde været forslaget om burka-forbud foruden.

Vi Konservative er ikke et forbuds-parti, tværtimod hylder vi den personlige frihed.

Desuden ville jeg nødigt være den politimand, som skulle rende og anholde burkaklædte kvinder og smide dem i kachotten - det lader sig simpelthen ikke gøre at håndhæve en sådan lov.

Så jeg kan ikke fortænke de vælgere, der i seneste meningsmåling giver mit parti et hak i tuden.

Vi må op på hesten igen og forklare os lidt bedre.

For som vi diskuterede på Landsrådet, så bunder forslaget ikke i et ønske om et tøj-politi i stil med Irans, men tværtimod om kvinders frihed.

Jeg ser på vej til arbejde i Valby næsten hver morgen de samme to burkaklædte kvinder: Hyldet i sort fra top til tå, ja, selv hænderne er klædt i sorte handsker.

Er de på vej til arbejde i dén mundering?

Jeg tvivler - det kunne ellers være fantastisk - men sandheden er, at burkaen selvfølgelig forhindrer de kvinder i at fungere på nogen som helst blot tilnærmelsesvis normal måde i det danske samfund.

Det er dén ufattelige undertrykkelse, som sagen handler om.

Danske kvinder fik valgret i 1915 - siden har alle de andre frihedsrettigheder fulgt med, og vi er idag et af verdens mest ligestillede samfund, heldigvis for det.

Danmark anno 2009 bør ikke tolere kvindeundertrykkelse i nogen former. Det vil de fleste partier sikkert skrive under på. Men i modsætning til venstrefløjen, der i sin uhellige alliance med islamisterne i praksis vender det blinde øje til kvindeundertrykkelsen så snart denne er kædet sammen med islam, så mener vi konservative faktisk noget om sagen, vi ønsker faktisk at gøre noget for de kvinder.

Det er i virkeligheden dét burka-sagen handler om.

Kære Lene...

Tak for din tale til Landsrådet sidste weekend.

Jeg var der i Bella Centret med mine gode venner fra Helsingør og nød dine reflektioner om konservatismen. Jeg har plukket lidt i talen for at fremhæve de afsnit, som jeg specielt nød:

"Konservatisme i praksis er at skabe en balanceret og rolig udvikling... en stærk nation, der tager vare på de svageste. En nation, hvor sammenhængskraften styrkes gennem fælles værdier. En nation, hvor der er frihed og respekt for den enkelte og dennes ansvar.

Konservatisme er ikke et populistisk modefænomen, det er en holdning, en tilstand, en livsanskuelse...

Alt er ikke lige godt. Vi tør faktisk godt stå op og sige, at vi mener, at vores værdier er mere holdbare, mere rigtige og mere retfærdige, end andre. Det er jo derfor, at vi har valgt dem!

Vores værdier har blandt andet udspring i, at vi er et kristent folk, kristen tankegang gennemstrømmer hele samfundet. Vi respekterer og anerkender naturligvis andre religioner, vi har religionsfrihed. Men! – vi har ikke religionslighed."

Det jeg siden din tale har tænkt en del på, er at konservatismen er jo som bekendt i modsætning til andre politiske "ismer" ikke en ideologi. Snarere en anti-ideologi, fordi vi ikke tror på, at fortænkte utopier kan bringe folket lykke. I stedet for ideologien tror vi på nytten af de erfaringer om det gode samfund, som danskerne møjsommeligt har erhvervet sig siden nationen blev født og danskerne kristne.

Dette anti-ideologiske ståsted er vores styrke, fordi vi ikke lader os forblænde af de utopiske politiske teorier og derfor på baggrund af erfaringen og den sunde fornuft kan træffe bedre beslutninger end andre partier.

Men af og til kan det måske også få nogen spørge: "Men hvad vil I så? Hvad tror I så på, og hvad kæmper I egentlig for?

Lene, jeg synes du gav nogle gode svar.

Hvem "plyndrer" hvem?

Jeg var én af ophavsmændene til det forslag, som Helsingør Konservative vælgerforening fik vedtaget på sidste års Landsråd om at se på udligningsordningen.

Det står jeg 100% ved: Vi skal have en vis udligning, ja, men vi skal ikke som idag sætte konkurrencen ud af kraft, og belønne de kommuner, som lader stå til, og straffe dem som gør en ekstra indsats. Vi skal ikke have et system, der fire og fem-dobler antallet af idrætsanlæg i provinsen alene via kommunale overførsler.

Fordi jeg selv har kæmpet for ændre uretfærdigheden, er det ekstra beskæmmende at se, hvor uendelig overfladisk medierne tager på sagen.

Se denne overskrift fra Ritzau:

"S vil stoppe plyndring af fattige kommuner"...

Ja, sådan omtales i sædvanligvis seriøse medier forslaget om at fjerne den for almindelig mennesker ubegribelige "hovedstadsudligning"...

Og endnu engang forsøger en Socialdemokrat at caste sig selv i rollen som Robin Hood, der giver til de "fattige".

Men hvem er det der plyndrer hvem?

Det er socialdemokratismens inderste væsen at plukke fjerene af enhver - borger som virksomhed som kommune - det stikker blot den mindste smule ud fra den grå masse og vover at gøre det bare lidt bedre end gennemsnittet.

Sandheden er, at det er dygtighed og flid, som bliver plyndret.

Og at plyndre dem bare en smule mindre ville være et fremskridt.

Derfor vores forslag.

Asociale kapitalistsvin...

... kalder en læge sig ironisk i en bidende kritik af S-SF's millionærskat i Berlingske.

Han har nemlig begået den socialistiske forbrydelse at arbejde for meget og er derfor havnet i den gruppe af "millionærer" der nu på Robin Hood-maner skal plyndres, så hans rigdomme kan spredes ud til alle og enhver.

Han beskriver selv sin brøde, som bragte ham over den anstødelige grænse på kr. 1.000.000, sådan:

"Udover at passe mit arbejde som speciallæge på hospitalet, arbejder jeg nemlig også i fritiden i min praksis, hvor jeg ser helt almindelige socialdemokratiske (eller folkesocialistiske) sygesikringspatienter."

Kommentaren rammer en spidende pæl gennem den forældede betonideologi, som S-SF's populistiske opgør med "millionærerne" er udtryk for.

Her har vi en mand, der arbejder i døgndrift for velfærdssamfundet. Han passer sit arbejde, og han arbejder også over, hvilket nedbringer ventelister og burde være til alles bedste. Han bliver betalt for sit arbejde i henhold til offentlige overenskomster.

Kan én eller anden indsigtsfuld socialist forklare mig, hvorfor denne mand skal straffes med brandbeskatning?

Hvis der er en god forklaring vil jeg meget gerne høre den.

For midlet til at undgå brandbeskatningen er jo meget enkelt - at arbejde mindre, hvad den gode læge da også skriver at han har i sinde, hvis Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti får magten. Dét er der formentlig rigtig mange andre "millionærer" der også vil vælge at gøre - arbejde mindre.

Arbejde mindre for at undgå brandbeskatning - mener socialisterne at det vil være til gavn for velfærden?

Læser socialdemokrater og folkesocialister Æsop?

Hvis ikke, burde de måske nærstudere Æsop's fabel om gåsen, som lagde guldæg - som læserservice her i forkortet version:

En bonde har en gås, der lægger guldæg. Dag efter dag. Bonden bliver meget rig. Men han er grådig og gider ikke vente. Han slår gåsen ihjel i håb om at kunne hale alle guldæggene hjem med det samme. Men den døde gås er selvfølgelig blot tom inden i - og nu har bonden intet.

Lad os opdatere fablen og skrue tiden frem til et, forhåbentlig alternativt, scenarie, efter folketingsvalget år 2011:

Helle Thorning-Schmidts Røde kabinet med tidligere kommunist Ole Sohn som nyudnævnt finansminiser råder over et dansk erhvervsliv, der leverer solide overskud til finansiering af den danske velfærd. Dag efter dag leverer virksomhederne stabile skatteindtægter og arbejdspladser. Det danske samfund er ét af verdens rigeste takket være dette erhvervsliv. Men socialdemokraterne og folkesocialisterne gider ikke vente på at få deres i forvejen rigelige del i virksomhedernes værdiskabelse. De skruer selskabsskatterne i vejret, som de jo lovede tilbage i 2009, i håb om at kunne vride endnu mere ud af erhvervslivet. Men se - nye virksomheder ser sig om efter mere venlige lande at etablere sig i. Og iværksætterne opgiver ævret - for skulle man endelig klare sig igennem selskabsskatterne og komme ud som succes på den anden side - så venter jo en ny tur på slagtebænken, denne gang kaldet "millionærskatten"... Initiativ og virkelyst segner under den socialistiske skatteskrue. Så Helle Thorning-Schmidts Røde kabinet må forbløffet se skatteindtægterne falde - erhvervslivet bløder gennem sin dekapiterede hals. Gåsen er død - og nu har Gamle Danmark intet at falde tilbage på...

Jeg beder til Vorherre om, at en S-SF regering må forblive i fablernes verden.

Kristian Mogensens teser

De er fra 1974, men stadig værd at læse:

1. Vi må bekæmpe de patentreformatorer, som plager landet med deres evige trang til at lave om på alt muligt. Vort udgangspunkt må være, at når en samfundsindretning har virket godt og længe, er dette et argument for at bevare den og ikke for at afskaffe den. Selvfølgelig skal vi være med til at lave forandringer, og vi har selv adskillige at foreslå. Men betingelsen for at støtte en forandring må være, at det er en forandring til det bedre.
2. Der må føres en politik til støtte for de flittige og stræbsomme, som trækker læsset, men som for tiden nærmest må føle sig til grin, og som idelig mistænkeliggøres eller bliver misundt, hvis de får nogen fordel ud af deres indsats. Vi må fremme forståelsen for, at det først og fremmest er folks egen indsats, som skaber tryghed og gode kår; det er ikke de værdifuldeste samfundsborgere, som forlanger, at de stegte duer af sig selv skal komme flyvende ind i munden på dem, og som samtidig har travlt med at føre misundeligt kontrol med, om der kommer flere stegte duer til naboen.
3. Vi må støtte de frie erhverv, hvis indsats er grundlaget for samfundets velstand. Både de store virksomheder og de små (den enkelte handlende eller håndværker) skal have lov til at være her uden idelig at blive generet af samfundet.
4. Vi må bekæmpe klassepolitik og skabe forståelse for, at når vi f.eks. vil fremme industriens interesser, tænker vi ikke blot og ikke først og fremmest på industriens ejere, men på alle, som er beskæftiget i industrien, og som til syvende og sidst har fælles interesser.
5. Vi må til det yderste bekæmpe den lammende skatteplyndring, som er slået igennem i de senere år, ikke mindst på grund af overhåndtagende offentligt frådseri.
6. Vi må effektivt bekæmpe det tiltagende statsdirigereri og skrankepaveri, som irriterer os alle.
7. Vi vil føre en ansvarlig og human socialpolitik, men afskaffe den bestikkelses- og fordelingspolitik, som samfundets socialpolitik efterhånden har udviklet sig til.
8. Vi må værne om retsbevidstheden, og på ny sætte det gamle ord om, at lov er lov og lov skal holdes, i højsædet. Man må holde op med idelig at lave om på love og andre offentlige forskrifter, så efterhånden ingen kan finde ud af, hvad der er gældende ret. Man må også holde op med at lefle for bevidste lovbrydere. Når det f.eks. kaldes miljøskabende, at man i ”Christiania” og andre ”alternative samfund” åbenlyst sætter sig ud over gældende regler og bestemmelser, er det at gøre nar ad de folk, der endnu søger at skabe miljø hjemme eller på deres arbejdsplads inden for rammerne af gældende lov og ret.
9. Vi må have mod til at bekæmpe de højtråbende mindretal, som har travlt med at nedbryde almindelig moral og anstændighed.
10. Vi må føre en skolepolitik, der respekterer forældrenes ret til at opdrage deres børn. Det er ikke skolens fornemmeste opgave at præge børnenes livssyn og karakter, og vi vil ikke lade pædagoger og psykologer bemægtige sig denne opgave. Derimod er det skolens opgave at bibringe børnene kundskaber, og det er børnene, der senere må betale prisen, hvis skolen forsømmer opgaven. – Man må i skolepolitikken holde op med de håbløse forsøg på at bortforklare eller tilsløre den kendsgerning, at menneskene er født med forskellige evner og anlæg.
11. Sidst, men ikke mindst, må vi stå vagt om landets forsvar.

Vi har brug for ny-schlüterisme

Jeg er STOR fan af Poul Schlüter - Danmarks redningsmand efter Anker Jørgensens perspektiveløse overgivelse til fagforeningerne og efterfølgende pantsætning af kongeriget.

Poul Schlüter anglede ikke efter popularitet: Han fortalte danskerne at de skulle spænde livremmen ind, og han gennemførte den berømte kartoffelkur. Han gjorde det nødvendige, og vælgerne kvitterede, selvom det også gik ud over dem selv - fordi de vidste, at det skulle til for at bringe Danmark på gode igen.

Vælgerne belønnede det Konservative Folkeparti, som sjældent før og siden, indtil Tamil-sagen fuldstændigt uretfærdigt bragte hædersmanden Poul Schlüter til fald.

Siden har Danmark og det Konservative Folkeparti ikke været i sammenlignelig samklang - desværre - for danskerne er jo i realiteten ét af verdens mest konservative folkeslag.

Poul Schlüter er jo kendt for at være imod "ismer" - "ideologi er noget bras" - men her i tiden efter krisen har vi brug for en ny isme, hvad jeg vil kalde "ny-schlüterisme" som bl.a. indebærer:

• At holde op med at lefle for alt hvad der rimer på "velfærd"
• At fortælle borgerne den ubehagelige sandhed, at vi måske nok har afværget en global økonomisk krise af gigantiske dimensioner, men at regningen altså nu skal betales af
• At få konservative dyder som mådehold tilbage i samfundsøkonomien og husholds-ditto

Alt for meget politik styres af fokusgrupper, som fører til "regression towards the mean" - en drift imod den overbefolkede midte, hvor alle partier vil det samme.

Poul Schlüter ville ikke det samme som midten - han ville et Danmark i storform, som selv bestemte over sin egen skæbne, også selvom det kunne gøre nas at få kursen rettet op. Han var ikke berøringsangst overfor samfundets mange højtråbende interesseorganisationer.

Når vi står frem med den vision som et parti, der mere end noget andet kan og vil igen bringe Danmark på ret køl, sågar trække fædrelandet tilbage fra afgrundens rand, så vinder konservatismen frem - og i nutidens økonomiske klima kan der tidsnok blive brug for det.

Henrik Møllers frygtindgydende nordjyske væbner

af Kristian Juul (C)

Konservativ byrådskandidat

Ud af den blå luft dukker forleden i Helsingør Dagsblad spalter et tidligere socialdemokratisk byrådsmedlem op og erklærer sin støtte til Henrik Møller som borgmester.

Ikke så overraskende ved første øjensyn - indtil man opdager det besyndelige, at vedkommende socialdemokrat, Rasmus Prehn, var byrådsmedlem... i Ålborg!

Så forstår man bedre den mangel på lokalkendskab, som læserbrevet bærer præg af. Prehn mener, at danskerne "tænker socialdemokratisk", og det skulle ifølge ham betyde "særdeles gode chancer for generobre borgmesterposten efter alt for mange år med konservativt Tærsbøl styre".

Havde Rasmus Prehn fra sit nordjyske domicil sat sig ind i Helsingørs historie, ville han have vidst, hvad der skete for 16 år siden sidst nogen her på egnen "tænkte socialdemokratisk" og samtidig havde magten over økonomien: Den sidste S-borgmester efterlod sig som bekendt en komplet drænet kommunekasse, som kun Indenrigsministeriet kunne redde fra bankerotten. Siden har "de alt for mange år med konservativt Tærsbøl styre" resultereret i én af landets stærkeste kommunale økonomier og en markant forbedret kommunal service, trods de svære år i værftslukningens skygge - ikke så dårligt, som Henrik Møllers nordjyske væbner gør det til.

I samme periode har Rasmus Prehn haft travlt med at avancere til kommunalordfører. Det er i den egenskab han i sin store iver efter at blive Henrik Møllers støttepædagog nu laver en ren "Uffe" (Uffe Elleman erklærede som bekendt kort tid før et valg "Den er hjemme!", hvad den ikke var): Under den overmodige overskrift "På vej til sejr ved kommunalvalget" nævner kommunalordføreren i en nylig pressemeddelelse udtrykkeligt Helsingør!

Vi må vente og se, hvor meget hjemme sejren er for det nye makkerpar i Helsingørs lokal-politik Prehn & Møller. Vi lokale konservative tager ikke noget for givet, men vi har på den anden side heller ikke så magtfulde landspolitiske venner som Henrik Møller har til at tale vores sag.

Vi kan se vi er oppe imod en frygtindgydende modspiller i Rasmus Prehn, men som en anden David mod Goliath tager vi udfordringen op, for i sidste ende er det jo trods alt vælgerne fremfor nordjyske talsmænd der her på egnen afgør, hvem der har fortjent sejren.

Helsingør skal have kulturkanon

Helsingør, den 18. August 2009

Pressemeddelelse i Nordsjælland.

Helsingør skal have kulturkanon

"Den lokale kultur er noget, der kan binde folk sammen, og Helsingør har meget andet end Kronborg og Hamlet at byde på, men der er behov for at få en samlet oversigt over det bedste fra den lokale kultur gennem tiderne, siger Malene Carmel, konservativ kulturudvalgsformand i Helsingør. "Vi foreslår derfor, at Helsingør får sin egen kulturkanon, der fokuserer på det bedste i Helsingørs kulturarv."

Kristian Juul, der er konservativ byrådskandidat uddyber initiativet: "Tanken opstod ved et møde for nyligt med lokale kulturpersonligheder, hvor vi snakkede om hvor mange bidrag til kulturen, der i virkeligheden er skabt i og omkring Helsingør af kreative personligheder og initiativrige personer.

Vi kan alle lære noget nyt om den lokale kultur, og på tværs af generationerne kan denne viden være med til at sikre, at vi føler os hjemme og tager et ansvar for at passe på vores by.”

Malene Carmel vil nu bede kulturforvaltningen komme med et oplæg til den videre proces, herunder oplæg til de kriterier, der skal udvælges efter, og forslag til sammensætningen af en lille, effektiv arbejdsgruppe, der kan finde perlerne indenfor arkitektur, litteratur, musik og kunst skabt i Helsingør-området.

Som eksempler på hvad der kan komme med i kulturkanonen nævner Malene Carmel komponisten Buxtehude, Romerhusene og forfatteren Martin Andersen Nexø. Nexø boede i Espergærde, da han skrev ”Pelle Erobreren”.

De konservative forestiller sig, at Helsingørs kulturkanon skal tilbydes folkeskolerne som undervisningsmateriale og ligge fremme på museer og biblioteker til alle interesserede.

For yderligere oplysninger:

Malene Carmel mca11@helsingor.dk, mobil 25 51 23 25

Kristian Juul, juul.familien@gmail.com, mobil 30 83 43 15

Gen dannelse

Der er - beklageligvis - noget støvet over begrebet "dannelse".

Tidligere skrev man dannelsesromaner - som folk vel at mærke læste. Og man havde som politisk ambition at højne det danske folks almene dannelse gennem folkehøjskoler, undervisningspligt og gratis uddannelse til alle.

Siden blev begrebet slidt og fik karakter af noget belærende og utidigt.

Dannelse gik af mode.

Det er ærgreligt, for at være "dannet" rummer ellers en rigdom for den enkelte - en indsigt i verden, som er tilkæmpet gennem studier og hårdt slid - en dybde i skarpheden, når man stiller ind på virkeligheden.

Det skulle være cool at være dannet.

For vi - Danmark - har mere end nogensinde brug for en dannet befolkning, som nysgerrigt og åbent suger viden til sig, og danner sig selv i processen, til gavn for dem selv og for samfundet.

Vi har brug for det jeg vil kalde gen-dannelse - et stort politisk projekt, som sigter på at højne alle danskeres dannelse, også nydanskernes: Det burde ikke være muligt at gå uoplyst gennem livet med lukkede øjne og fingre i ørerne, blot fordi ens kulturelle tradition siger at tro og overtro kommer forud for viden.

Vi har brug for oplysning af danskere og nydanskere - lad blot folk vælge den livsindstilling frit de ønsker... men lad dem gøre det på oplyst grundlag.

Uvidenhed er ikke en option.

Er det sådan, vi ønsker, vores land skal være?

... spørger retorisk Poul Nyrup Rasmussen ovenpå rydningen af Brorsons Kirke.

Jeg ved ikke, hvad det er for et "vi" den tidligere statsminister henviser til, men i fald jeg selv er en del af dette "vi", så er svaret her:

Ja.

Ja, som Konservativ ønsker jeg, at vores land skal være et land bygget på love.

Så simpelt er det.

Jeg oplever af og til, at jeg ikke er personligt enig i de domme, der afsiges i Danmark, at dommene er alt for slappe, tager alt for meget hensyn til forbryderen, og ikke giver ofrene den oprejsning de fortjener.

Jeg kan være nok så uenig. Men jeg respekterer lov og ret og anfægter ikke systemet som sådan, magtens tredeling. 

Det samme havde jeg trods politisk uenighed håbet at en tidligere statsminister ville gøre - vi taler trods alt om en grundpille i vestlig demokrati.

Men nej. Poul Nyrup udtaler nok så nonchelant: "Jeg skal slet ikke gå ind i juraen. Jeg kan kun sige, at der må findes en anden vej."

Men hvad er det egentlig for en anden vej, eks-statsministeren tænker på? Hvad er en anden vej end juraen? En tilfældig folkestemning? Eller en særlov, hvor politikere ophæver sig selv til dommere og sætter magtens tredeling ud af spil, fordi man mener at man bedre kan dømme end de, som er uddannede hertil? 

Man forstår, at den anden vej meget vel kunne være politisk at underkende de retsinstanser der har behandlet sagerne?

Men så hører retssamfundet jo op...

Nyrups vej er en blindgyde. Som Konservativ mener jeg, at lov og orden den eneste farbare vej. 

Og ja, det er faktisk sådan jeg ønsker, vores land skal være.

Lykketofts bestikkelse

I en kronik i Politiken skriver Mogens Lykketoft:

"Regeringen spiller på, at et flertal af vælgerne mener, at de borgerlige er bedst til at styre økonomien. Denne vælgeropfattelse har undret mig, fordi Nyrups regering sagligt set førte en langt mere ansvarlig økonomisk politik. Men det er gået op for mig, at danskerne svarer på noget andet – nemlig hvem de tror, der vil sørge for flest penge i deres private pengepung.

Og her er det klart, at partier, der taler imod det høje skattetryk og forud for hvert valg forsøger at bestikke middelstanden med nye ufinansierede skattelettelser, har en fordel."

Jf. denne blogs grundtanke, at pengene ligger bedst i borgernes lommer, kan jeg kun glæde mig over, at ledende socialdemokrater nu erkender, omend med umådelig fortrydelse, at borgerne stemmer efter at få lov at beholde bare lidt mere af de værdier de selv skaber.

Men ordet "bestikker" afslører socialdemokraternes grundlæggende opfattelse af, at borgernes penge i virkeligheden ikke er borgernes, men... socialdemokraternes.

For man kan som bekendt ikke bestikke nogen med noget, som i forvejen er deres eget.

Med mindre man er socialdemokrat.

Det konservative projekt - opgør med normløsheden

Offentligheden råber som bekendt på projekter, politiske projekter: "Hvad er så dit projekt?" spørges enhver nyvalgt kandidat.

Lige nu spørges der især kritisk til, hvad vores nye statsministers og vicestatsministers projekt er - noget sjældnere hvad oppositionens er, selvom det da også kunne være spændende at høre.

Forleden blev et interview med Lene Espersen i dele af pressen unfair udlagt til, at det konservative projekt nu består i at opdrage børnene til at bære tallerkenerne ud og rejse sig for de ældre i bussen.

Selvfølgelig er vores projekt så meget mere, som faste læsere af denne blog vil vide, men lad mig nu tage fat i det med høflighed og dannelse:

Ja, det er også for mig en del af at være konservativ at være et ordentligt menneske, et dannet menneske, et nogenlunde civiliseret menneske, som uden at kamme over i selvhøjtidelighed faktisk tager visse grundlæggende normer alvorligt og behandler andre menneskers liv og ejendom med respekt.

Venstrefløjen som (hvad sommerens bersærkeragtige hærværksorgier i København endnu engang beviste) har gjort en dyd ud af total normløshed og respektløshed, latterliggør ikke overraskende opfordringen fra Lene Espersen.

Men jeg synes det er på høje tide at de højtbrølende autonome får modspil:

Normløshed er ikke et legitimt politisk projekt bare fordi man kan få medlemmer af Enhedslisten, inklusive de som af navn er hoppet over til socialdemokraterne, til at støtte det.

Men opgøret med normløsheden er - desværre - blevet et nødvendigt projekt.

Konservative - den sunde fornufts bolværk imod valgflæsk

af Kristian Juul (C) byrådskandidat

På landsplan ser vi desværre nu skatteindtægter falde som følge af den stigende arbejdsløshed. Ingen ved, hvor længe og i hvilket omfang dette vil fortsætte.

Som konservativ byrådskandidat mener jeg, at det er sund fornuft at forberede sig på det værste - en langvarig krise. For selvom Helsingør kommune heldigvis har én af landets bedste økonomier - i lighed med flere andre konservativt styrede kommuner - så kan ingen desværre garantere at økonomien også hos os vedbliver at være så robust, når indtægerne falder og udgifterne til offentlig forsørgelse vokser, generelt i Danmark, ja i det meste af verden.

Som konservative må vi derfor være den sunde fornufts bolværk imod de partier i byrådet, specielt de "gavmilde" Lokaldemokrater, der op til valget lover til højre og venstre.

Lad mig sige det klart: Dette er ikke tiden til nye udgifter. Valgflæsket må springes over denne gang.

I stedet skal vi i kommunen arbejde på at erstatte mulige fremtidige huller i kommunekassen med andre indtægter - ved at tiltrække konkurrencedygtige virksomheder, ved at videreudvikle turismeindustrien.

At videreudvikle lokale partnerskaber mellem kommunen, virksomheder, foreninger, de enkelte borgere og boligområder er i dag mere vigtigt end nogensinde for at overvinde udfordringerne sammen - men det må lige nu være partnerskaber med det hovedformål for øje at skabe indtægter og vækst først og fremmest.

Det er omvendt den letteste sag i verden at dele milde gaver ud, specielt i en valgkamp, men det er simpelthen ikke troværdigt.

Lige nu må vi tværtimod stå sammen om at bære byrderne.


Konservatives naturlige størrelse

Mit parti har ligget på ca. 10-12% i valg og meningsmålinger gennem efterhånden en del år, mens Venstre i samme periode har ligget på ca. det dobbelte.

Men dette interne styrkeforhold mellem de to regeringsbærende borgerlige partier er ikke naturgivent.

Lad mig minde om, at i 80'erne var billedet helt det modsatte.

Ydermere, i langt de fleste europæiske lande er de store konservative folkepartier - f.eks. Tory i UK, CDU i Tyskland - langt større end de liberale partier.

Europæerne er dermed i natur langt mere konservative end de er liberale.

Dét tror jeg dybest set også danskerne er over et langt træk.

Hvordan får vi så det Konservative Folkeparti op i sin naturlige størrelse, som i hvert fald bør være det dobbelte af den nuværende tilslutning?

Jeg tror at vi konservative må blive dygtigere til at få de mange værdikonservative vælgere, der idag ikke sætter kryds ved C, til at gøre det. Værdikonservative danskere findes i dag både på socialdemokraternes højrefløj, hos Venstres byvælgere og blandt de Dansk Folkeparti-vælgere, som måske ikke har fundet nok nationalkonservatisme hos mit eget parti.

Det er vanskeligt, men ikke umuligt at favne dette spektrum af potentielle vælgere - det viser erfaringerne fra andre europæiske lande.

Socialdemokraterne - vejet og fundet for let

Det er ingen hemmelighed, at jeg på disse sider har ofret mange spalter på at kritisere socialdemokraterne og deres misundelsesramte, selvdestruktive fordelingspolitik.

Men man skal selvfølgelig opretholde en fairness - og lad mig derfor slå fast, at socialdemokraterne HAR på godt og ondt præget Danmark gennem det sidste århundrede. Der findes endda socialdemokrater, som man må regne til blandt nationens bedre statsmænd, f.eks Kragh.

Men det er som om kvaliteten af socialdemokratiske politikere har været i konstant forfald fra Kraghs tid og fremefter.

Efter Anker Jørgensen fik skubbet nationen ud på falittens rand, kunne man næsten ikke forestille sig, at det ville gå værre, men ovenpå Nyrup og hans efterlønskatastrofe og Lykketoft og hans pseudoelitære pseudotrotskyisme valgte man så den ultimative letvægter, den nuværende formand.

Har du prøvet at lukke øjnene, og blot LYTTE efter hvad hun siger?

Prøv det - men kun én gang, hvis du vil beholde din forstand.

S-formandens konsekvente fornægtelse af basale økonomiske sammenhænge kan drive enhver med blot et minimum af sund fornuft til vanviddets yderste rand.

Tal de privat ansattes sag

Mange partier både til højre og til venstre konkurrerer om de offentligt ansattes gunst.

Fair nok. Jeg påskønner selv den engagerede lærer, pædagog, læge, sygeplejerske, man møder i hverdagen.

Men alligevel - hvem tænker på de privat ansatte? Hvem taler deres sag højt?

Lige nu kunne der være brug for sådanne røster: Privatansatte rammes i langt, langt højere grad af finanskrisen og massefyringer end offentligt ansatte. Privatansatte må holde langt mere tilbage med lønstigninger end offentligt ansatte. Privatansatte må arbejde stadig hårdere med mindre jobsikkerhed end offentligt ansatte.

Og lad mig så lige minde om den økonomiske naturlov, at velfærdssamfundets finansiering i sidste ende kommer fra privatansattes indsats.

Af en eller anden grund er det ikke politisk korrekt. Men lige så legalt det er at prise offentligt ansatte bør det være at prise de privatansatte. Jeg tør godt - de privatansatte gør det godt!

Modermålsundervisning - for egen regning

Et forslag om at genindføre offentlig modersmålsundervisning har for nyligt været på byrådets dagsorden i forbindelse med budget 2010. Som konservativ byrådskandidat vil jeg hermed slå fast at jeg mener, at dette IKKE er en kommunal opgave. Forældrene må naturligvis selv til lommerne.

Danmark er et frit land, inklusive Helsingør Kommune, og enhver skal være yderst velkommen til at selv at tage initiativ til at undervise egne eller andres børn i urdu, tyrkisk eller farsi eller hvilket som helst sprog man nu måtte ønske - men for egen regning.

I Danmark er modersmålet per definition dansk, og når man skal vokse op og fungere i Helsingør kommune, så er det altså dansk, som kommunen skal betale for - udover fag som engelsk, tysk og fransk, som er det de fleste skal bruge i deres senere erhvervsliv. Det er de sprog vi kan være bekendt at bede skatteyderne støtte - resten må være op til privat initiativ.

Beton Socialistisk Folkeparti

Op til Socialistisk Folkepartis landsmøde er del artige sandheder dukket op, som har revet sløret af Villy Søvndals projekt:

Lad mig slå fast:

• SF ønsker fortsat at afskaffe kapitalismen, det betyder at noget så grundlæggende som den private ejendomsret vil være fortid hvis SF - himlen forbyde det - nogensinde skulle få magt som agt
• Forslaget om ØD er første skridt mod netop afskaffelsen af kapitalismen - men hvordan "overskudsdeling" skulle løse finanskrisen er dog himmelråbende uklart - lige nu er der jo ikke just så meget overskud at tage af, så forestiller SF sig også at lønmodtagerne fremover skal dække virksomhedernes underskud? Ellers hører alting jo op for et parti, der påstår at ønske "retfærdighed"
• SF ønsker en "revolutionær proces" - hvad det så end måtte betyde? Skulle befolkningen i et anfald af kollektivt vanvid give socialisternes flertal og kende sig til "revolution", vil SF så give folket mulighed for at fortryde? Fortidens revolutioner har jo ikke just været med demokratisk fortrydelsesret.

Alt dette psedumarxistiske revolutionssvæmeri ville være så fjollet at tage stilling til, at jeg ikke gad sætte mig til tasterne, hvis lige det var, at SF lå til ubegribelige over 20% af stemmerne. 

Men de mange som anser SF som harmløse, skal vide hvad det er for en utrolig ufolkelig sag de støtter. For det danske folk er IKKE i samklang med SF's betonsocialistister.

Intet marked uden lov og orden

Man kan ikke have et velfungerende marked uden lov og orden.

Manglen på basale reguleringer, som ejendomsret, love imod svindel og bekæmpelse af korruption, er grunden til, at markedsøkonomierne aldrig er slået ordentlig an i lande med en svag stat.

Men manglen på mere subtile reguleringer af de finansielle institutioner i USA og andre steder de sidste 10-20 år viste sig næsten lige så fatal.

De fleste virksomheder, også de finansielle, opfylder kundernes reelle behov og har en nobel mission ved siden af det basale mål om at være profitable.

Kapitalisme bygger på tillid. Men når selvinteressen tipper over i grådighed, må samfundet have et værn.

Det arbejder specielt borgerlige europæere kraftigt på at genetablere i disse tider, fremfor den socialdemokratiske/keynesianske model at sprøjte stadig flere skatteborgerpenge ud i økonomien.

Håbet er, at reguleringerne oveni krisen får os til at tænke os bedre om - om materialismen, grådigheden, forurening og rovdrift på ressourcerne er vejen frem?

Målet er en lidt mere tøjlet, lidt mere moderet - ja, lidt mere konservativ - kapitalisme.

En bærbar på pulten foran hver eneste elev!

Den danske Folkeskole daterer sig så langt tilbage som næsten 200 år, nemlig til 1814, da tvungen skolegang fra det 7. til det 14. år blev indført, og de første lærerseminarier oprettet. Slår man op under året 1814, springer det i øjnene, at skoleloven var et enligt lyspunkt i en ellers ufattelig mørk tid for Danmark: Ovenpå datidens finanskrise efter Napoleonskrigen, som havde ledt nationen ud i den ydmygende statsbankerot og pengeombytning, var spot føjet til skade ved Freden i Kiel, hvor Danmark blev tvunget til at afstå Norge til Sverige.

Finanskrise ovenpå et antal dyre krige - og svaret: en langsigtet satsning på de nye generationer gennem uddannelse, uddannelse, uddannelse.

En modig satsning i en tid, hvor landet var i knæ: Man tog sig råd til at tilbyde uddannelse til folket, ikke kun eliten, i håbet om, at børnenes højere vidensniveau og dannelse ville kaste af sig senere i voksenlivet.

Interessant nok begyndte den kaotiske danske økonomi da også så småt at forbedres, med en naturlig forsinkelse dog, nemlig i slutningen af 1820'erne - altså samtidig med at de første årgange efter skolelovens indførelse var gennem skolesystemet.

Gennem snart 200 år har vi i Danmark lært af succesen fra dengang og udvundet dette vores eneste "råstof" - fra 1800-tallets bondenation over 1900-tallets industrination til det 21. århundredes vidensnation.

God uddannelse gør det idag som dengang muligt for hvert et barn at bryde med sin baggrund og udfylde sine talenter. Men gør vi det stadig godt nok?

Meget er rettet op de sidste 8 år siden 2001's katastrofale PISA-undersøgelse trak tæppet væk under vores illusioner og afslørede enorme huller i folkeskoleelevernes basale færdigheder - resultatet af årtiers kulturradikale underminering af uddannelsessystemet. Flere timer og større krav har bevisligt virket.

Men genopretningen af Folkeskolen må følges af endnu mere ambitiøse mål: I verden af idag er råstoffet "viden", hårdt tilegnet og dog en flygtig størrelse, stadig det mest værdifulde man kan eje.

Danmark - engang en af verdens rigeste lande - ligger idag i en småkedelig midtergruppe på nationernes rangstige, og vi risikerer at glide endnu længere ned, hvis vi ikke får flere unge gennem uddannelserne. Samtidig skal de unge selvfølgelig også have mere relevant viden med sig undervejs: Brugen af IT skal være tidssvarende og i top. Vi kan ikke sende vores unge ud i det 21. århundredes erhvervsliv oplært med 20. århundredes forældede atlas og slidte tavler.

Og hvad sker der iøvrigt med de, som dropper ud og intet har lært undervejs? De må kæmpe om de stadig færre ufaglærte jobs: Som 3F fornyligt viste, vil 229.000 ufaglærte arbejdspladser forsvinde denæste 3 år, og selv om konjunkturerne skulle vende i 2011, vil mindst 122.000 ufaglærte job aldrig komme igen

Den borgerlige regering har puttet mange penge i Folkeskolen, i forvejen verdens dyreste, men når pengene ikke af sig selv udviser mirakler er det nok fordi vi stadig mangler det allervigtigste, som ingen regering kan give børnene: Forældrenes kærlige motivation, når de læser lektier med børnene, når de opmuntrer til at arbejde stædigt med fagene, specielt i matematik, engelsk og naturfag, når de tilskynder børnene til videreuddannelse.

Lærere og forældre har tilsammen et fælles projekt, der vil vise sig afgørende for Danmarks fremtid i det 21. århundrede: At motivere og lede vores unge til et højere vidensniveau. Samfundet skal stille rammerne til rådighed, og fremfor toiletter skulle vi måske hellere tale om at sætte en bærbar på pulten foran hver eneste elev fra børnehaveklassen og op?

Opgør med kulturelt selvhad - stoltheden tilbage!

Af Kristian Juul (C)

Konservativ byrådskandidat, Helsingør

Det er efterhånden så længe siden salmerne forsvandt fra skolerne her i kommunen, og at svinekødet blev bortvist fra daginstitutionerne, og at bad efter idræts- og svømmetimer pludselig blev et problem, at vi næsten har glemt at det engang var anderledes.

Men indimellem kan det alligevel være på sin plads at spørge - som en deltager på et konservativt arrangeret Fritænker-møde gjorde forleden - om vi er gået for langt, "i tolerancens hellige navn"?

Som deltager i mødet tilkendegav jeg min konservative holdning: Det er vi - gået for langt. Helsingør er ikke, og skal ikke være et multikulturelt bysamfund. Vi har én kultur, den danske, med ét sæt værdier - og dem skal vi naturligvis holde fast i og være stolte af.

Danskerne er tolerante folk, men tolerancen stopper og skal stoppe overfor de religiøse ekstremister, bandemedlemmer og andre modstandere af danske værdier, der uden nogen respekt for os og vores kultur, afkræver netop ubetinget respekt og tolerance af os.

På mødet blev talt om det kulturelle selvhad, som nogen danskere i misforstået tolerance eller pga. dårlig samvittighed over vestens fortidige "synder" mod andre folkeslag har tillagt sig, men som på ingen måde fremmer integrationen.

Som konservative vil vi gøre op med dette totalt misforståede kulturelle selvhad. For det første fordi vi elsker det danske af hjertet, men også fordi vi kun vækker respekt blandt nydanskere ved at stå 100% fast på vores danske kultur og vores kristne tro. Hvis vi ikke kender og værdsætter vores egne rødder, hvordan skulle vi så kunne overbevise nydanskerne om at disse rødder er noget værd?

Vi konservative i Helsingør prioriterer derfor kulturen og historien højt her i kommunen. Ikke som en luksus, som vores politiske modstandere af og til fremstiller det - men som en nødvendighed, som en gave vi giver til vores børn, så de kender deres rødder, og for at værne om den sammenhængskraft vi så møjsommeligt har opbygget i vores lokalsamfund.

Opgør med kulturelt selvhad - stoltheden tilbage!

Af Kristian Juul (C)

Konservativ byrådskandidat, Helsingør

Det er efterhånden så længe siden salmerne forsvandt fra skolerne her i kommunen, og at svinekødet blev bortvist fra daginstitutionerne, og at bad efter idræts- og svømmetimer pludselig blev et problem, at vi næsten har glemt at det engang var anderledes.

Men indimellem kan det alligevel være på sin plads at spørge - som en deltager på et konservativt arrangeret Fritænker-møde gjorde forleden - om vi er gået for langt, "i tolerancens hellige navn"?

Som deltager i mødet tilkendegav jeg min konservative holdning: Det er vi - gået for langt. Helsingør er ikke, og skal ikke være et multikulturelt bysamfund. Vi har én kultur, den danske, med ét sæt værdier - og dem skal vi naturligvis holde fast i og være stolte af.

Danskerne er tolerante folk, men tolerancen stopper og skal stoppe overfor de religiøse ekstremister, bandemedlemmer og andre modstandere af danske værdier, der uden nogen respekt for os og vores kultur, afkræver netop ubetinget respekt og tolerance af os.

På mødet blev talt om det kulturelle selvhad, som nogen danskere i misforstået tolerance eller pga. dårlig samvittighed over vestens fortidige "synder" mod andre folkeslag har tillagt sig, men som på ingen måde fremmer integrationen.

Som konservative vil vi gøre op med dette totalt misforståede kulturelle selvhad. For det første fordi vi elsker det danske af hjertet, men også fordi vi kun vækker respekt blandt nydanskere ved at stå 100% fast på vores danske kultur og vores kristne tro. Hvis vi ikke kender og værdsætter vores egne rødder, hvordan skulle vi så kunne overbevise nydanskerne om at disse rødder er noget værd?

Vi konservative i Helsingør prioriterer derfor kulturen og historien højt her i kommunen. Ikke som en luksus, som vores politiske modstandere af og til fremstiller det - men som en nødvendighed, som en gave vi giver til vores børn, så de kender deres rødder, og for at værne om den sammenhængskraft vi så møjsommeligt har opbygget i vores lokalsamfund.

Fornyelse af den borgerlige pagt

Med den nye V-statsminister ser vi konservative frem til en fornyelse af den borgerlige pagt. Fogh har især på værdipolitikken ført an i en borgerliggørelse af Danmark.

På skole-, rets- og udlændigepolitik har Fogh medvirket til at stå op mod mindst et halvt århundredes kulturradikalisme. Vi har nu en politik, som er langt mere samklang med befolkningen.

Lars Løkke står over for en udfordring, men med os Konservative som partner vil værdipolitikken komme tilbage i fokus, og med skattereformen også en ægte borgerlig fordelingspolitik.

Svaret på krisen

Med finanskrisen er det, som om den borgerlige selvforståelse er blevet rystet i sin grundvold hos mange: Virker kapitalismen, globaliseringen og det frie marked alligevel ikke? Og hvis ikke, hvad skal man så sætte i stedet?

Tvivlen har givet den røde blok en smule medvind i meningsmålingerne, men ikke båret frem af nogen dybfølt begejstring blandt vælgerne for det ellers så fallerede socialistiske lighedsprojekt, snarere udfra devisen, at "måske skulle man prøve noget andet".

Men svaret på krisen er ikke en U-vending og forældet socialistisk nonsens.

Svaret på krisen ligger tværtimod og venter i petriskålene i laboratorierne hos de danske biotech-virksomheder, som resten af Europa med rette misunder os. Svaret på krisen ligger og venter i opfindernes garager. Svaret på krisen ligger og venter i skrivebordsskufferne hos vores mange vidensarbejdere.

Svaret er med andre ord at tage os sammen - og i stedet for at begræde krisen arbejde os den kloge vej ud af den.

Ny statsminister

Bliver det denne uge vi får ny statsminister?

Når det nu ikke kan blive en konservativ kvinde denne gang, glæder jeg mig over at KV-alliancen uanset svaret fortsætter og stadig har mere end 2 år til at vende den ændrede folkestemning, som krise og usikkerhed om regeringsledelsen har skabt.

For når der pt. er tegn på rødt flertal er det jo ikke et udtryk for, at danskerne er blevet socialister.

Tværtimod har danskerne vel i historien sjældent støttet borgerlige værdier mere end nu: ansvarlighed, lov og orden, belønning af ærligt arbejde.

Men regeringen har ikke haft den bedste dagsform gennem lang tid, har ikke sat en borgerlig agenda, og det straffer vælgerne.

En ny Venstre-statsminister holdt til ilden af mit eget mere reformivrige parti bør tilsammen kunne genvinde tilliden, men det kræver en anderledes stil og indsats end den vi har set på det sidste: Vi har brug for borgerlige politikere, som ikke frygter sin egen skygge - som ser virkeligheden og vælgerne i øjnene og fortæller, at vi ikke kommer ud af krisen ved at klippe hinanden (læs: sætte nytteløse socialdemokratiske offentlige arbejder igang) og ved at skære den skrumpende samfundskage ud efter lineal (læs: brandbeskatte de "rige").

Vi kommer ud af krisen ved at belønne og opmuntre til driftighed, nytænkning og initiativ.

Borgerlig i krisetid

Krisen sætter spørgsmålstegn.  

Spørgsmålstegn ved vores finansielle og økonomiske systemer, ved den politiske og erhvervsmæssige ledelse.

Er markedet og kapitalismen svaret? Eller den planøkonomi, som historien ellers havde kastet på møddingen? Eller en tredje vej? Og kan vi stadig lære af historien, eller er denne krise helt unik og kræver dermed helt unikke svar?

Den, som måtte have endegyldige svar på disse spørgsmål, måtte være velkommen til at træde frem.

Personligt er jeg dog ikke i tvivl:

De borgerlige dyder - arbejdssomhed, sparsommelighed, samfundssind, ansvarlighed - er i disse krisetider mere påkrævede end nogensinde.

Der er kun én vej ud -hårdt arbejde.

Slut med at vandre fra skranke til skranke

af Kristian Juul (C)
Konservativ byrådskandidat

I kvalitetsreformen blev fremført mange gode nye rettigheder for patienter, bl.a. én fast kontaktperson på sygehuset, som man kan henvende sig til for at få råd og vejledning. Også hjemmehjælpsmodtagere skal have tilbudt én fast kontaktperson, som de kan henvende sig til. Mange steder bruges også faste støttepersoner, der tildeles udsatte børn og unge.

En god idé, nærmest indlysende god - men hvorfor dog stoppe her?


Vi hørte for nyligt lokalt erhvervsliv, f.eks. Bavarian, efterlyse en fast kontaktperson når man skulle i dialog med kommunen om f.eks. byggesager, fremfor at skulle gå fra Herodes til Pilatus.


En idé, som jeg som konservativ byrådskandidat hermed gerne vil støtte.


Som udgangspunkt bliver sagsbehandling nemlig sjældent bedre af at lade sagen vandre fra behandler til behandler - som hver gang skal bruge uforholdsmæssigt meget tid på at sætte sig ind i sagerne. Og selv når dette er nødvendigt, bør borgeren i hvert fald ikke belastes ved at skulle forklare sig på ny - det må være kommunens hovedpine at sørge for at briefe nye sagsbehandlere til bunds.


Når det kan lade sig gøre på hospitalerne og andre steder, så bør arbejdet, også i Helsingør Kommunes forvaltninger, kunne tilrettelægges, så borgeren altid henvender sig til én og samme faste person.

Krise frem til 2020'erne?

Det er som om alvoren er ved at gå op for os. At krisen er virkelig.

Og så alligevel ikke. Vækstpakkerne som fordeles med rund hånd over alle verdens økonomier, ledsages nemlig for mig se af en urealistisk forventning om at være et "quick fix", en hurtig indsprøjtning af penge, som vil få det onde til at gå væk hurtigt, så vi kan komme tilbage til "normale" tilstande. Mange forventer, at det værste vil være ovre om allerede 1-2 år.

Det kommer ikke til at ske.

De få eksperter, som har taget sig tid til at studere de øknomiske cykler i mere langtsigtet perspektiv, f.eks. Harry S. Dent, forudser, at krisen tværtimod vil vare til et stykke ind i 2020'erne. De baserer det på demografi, teknologi, forbrugsmønstre - og alle indikatorer peger nedad.

Hvad betyder det politisk - i Danmark, her og nu? For mig at se, må politikerne som lige nu har travlt med at vise "handlekraft" gennem diverse vækstpakker, hvis effekt er tvivlsom, begynde at forberede befolkningen på, at så godt som vi har haft det i de sidste 5-10 år kommer vi ikke til at få det igen, ikke i denne generation i hvert fald.

Vi har levet over evne, og både det offentlige og de private husholdinger kan lige så godt indstille sig på dette faktum.

Det er ikke sjovt for nogen politiker at sige, at hårde tider venter forude, og at de ting man gør for at forhindre dette, ikke nødvendigvis virker.

Men det er sandt, og nogen må fortælle sandheden.

Denne krise går ikke over om 1 eller 2 år. Friværdiernes og aktiefesternes tid er ovre. Der venter os istedet årtier med hårdt arbejde og beskedent afkast - oveni klimaudfordinger, energiproblemer og globale geopolitiske omvæltninger.

De, som lover jer en hurtig vej ud - tro dem ikke.

Så længe markedet virker, så lad det

Som Per Stig Møller forleden påpegede er vi som Konservative ikke
sort-hvide i forhold til den frie markedsøkonomi.

I modsætning til henholdvis socialisternes anti-markedsideologi og liberalisternes dogmatiske pro-markedsideologi.

Man kan også sige det sådan: Så længe markedet virker, så lad det. Men når det bryder sammen, så sæt noget andet i stedet – uanset ideologi.

I finanskrisen er markedet i flere sektorer på nippet til at bryde sammen – og "lad-falde-hvad-ikke-kan-stå" doktrinen er ikke nødvendigvis den klogeste strategi.

Især tænker jeg på de mindre og mellemstore innovative videnstunge opstartsvirksomheder, som måtte blive kvalt ufortjent i fødslen af finanskrisen.

De skal nok med tiden blive erstattet af andre, når krisen en dag er overstået, men det er samfundsøkonomisk uhensigtsmæssigt at spilde så meget dyrekøbt viden på gulvet.

Så selvom det aldrig er en konservativ præference at skyde offentlige penge i private projekter, så må alle muligheder stå åbne i denne krise.

Ingen ved rigtigt, hvad der skal til for at løse krisen, men vi må bruge vores sunde fornuft og ikke lade ideologi stå i vejen.

Som alternativ til Socialdemokraternes ugennemtænkte forslag om statsdrevet bankvirksomhed, kunne man styrke de eksisterende institutioner, f.eks. en ekstraordinær pulje til Vækstfonden eller andre, som støtter opstartsvirksomhederne.

Det vil være en god investering i fremtiden.

Skolelukninger? Ikke under konservativ ledelse!

Læserbrev af Kristian Juul, Konservativ byrådskandidat (C)
Venstre i Helsingør har på det seneste slået til lyd for, at skolelukninger kan blive en realitet udfra at det ikke er økonomisk rentabelt at drive de små skoler i yderdistrikterne.

Isoleret set kan det lyde som et plausibelt argument. Alligevel er vi Konservative lodret uenige med Venstre. Man kan ikke se så isoleret på regnestykket. En skole er med til at skabe liv i yderdistrikterne, og nye tilflyttere blandt børnefamilier vil altid foretrække små bysamfund med en lokal skole fremfor bysamfund uden.

Lukker man en lokal skole, vil huspriserne derfor rasle ned. Dertil kommer hensynet til, at de lokale skoler gør dagligdagen nemmere for både børn og forældre, der slipper for lang transport, fordi børnene selv kan gå eller cykle til skole. Og endelig vil de faciliteter den lokale skole tilbyder ofte også bruges udenfor skoletiden, f.eks. idrætsfaciliteter, legepladeser, osv.

Venstre i Helsingør er meget optaget af at rationalisere sig til besparelser, men vi Konservative mener, at når det gælder skolelukninger kan man let kan spare for dyrt. I stedet for den ufrugtbare fokus på kortsigtede besparelser kunne man overveje en mere flexibel brug af skolerne de steder, hvor børnetallet i de kommende år ligger lavt. Kunne man eks. udleje dele af bygningerne til lokalt erhverv eller kulturliv?

Traditionelt har vi konservative prioriteret trvislen i Helsingør Kommunes mindre bysamfund højt. Det koster måske lidt ekstra i forhold til at centralisere og satse på stordrift - men vi tror fuldt og fast på, at det er en politik, som lønner sig i det lange løb.

Historien viser: Konservative bedst til at lede gennem krisen

Ser vi på Helsingørs velstand idag, er det let at glemme, at da vi Konservative overtog ledelsen af Helsingør i 1994 efter 75 år med socialdemokratisk styre, var kommunekassen gabende tom. Kommunen var tæt på at blive sat under administration. I kølvandet på værftets lukning og tabet af mange store arbejdsplader havde krisen bidt sig fast i vores lokale samfund.  Manglende mod til at træffe svære valg havde lammet det daværende byråds handlekraft.

Læserbrev af Kristian i lokalpressen

Ser vi på Helsingørs velstand idag, er det let at glemme, at da vi Konservative overtog ledelsen af Helsingør i 1994 efter 75 år med socialdemokratisk styre, var kommunekassen gabende tom. Kommunen var tæt på at blive sat under administration. I kølvandet på værftets lukning og tabet af mange store arbejdsplader havde krisen bidt sig fast i vores lokale samfund.  Manglende mod til at træffe svære valg havde lammet det daværende byråds handlekraft.

Det er værd at minde om, at midt i rådvildheden tog vi Konservative ansvaret for at vende udviklingen. Vi trådte ind på scenen med en ny og anderledes vision for byen. Som ny borgmester tog Per Tærsbøl sine kerneværdier som forretningsdrivende med sig på rådhuset: Der skulle være orden i økonomien - kommunen skulle aldrig mere stå i en situation, hvor vi ikke kunne svare enhver sit.

Det blev et langt sejgt træk at få betalt gælden af og få fyldt kommunekassen op igen, vel at mærke uden at tage de "nemme" løsninger i brug, såsom voldsomme skattestigninger eller drastiske serviceforringelser. Men det lykkedes som bekendt.

Idag står Danmark overfor en krise, der er værre end den, som Helsingør stod i for 15 år siden. En krise, der allerede har ramt bredt, og som ikke vil blive nem at løse. 

Frem til kommunevalget senere i år, er jeg sikker på, at  byrådets opposition vil forsøge at få vælgerne til at tvivle på, om vi Konservative er de rigtige til at lede kommunen gennem endnu en tid med krise.  De vil forsøge at underspille, hvad de konservative kerneværdier om ansvarlighed og respekt for borgernes initiativ og virkelyst har udrettet. 

Men når oppositionen hævder, at de kan gøre det bedre, vil jeg bare sige: Vi tror på borgerne og vi beder dem huske på Helsingørs historie gennem de sidste 15 år. For historien er én af flere gode grunde til, at borgerne med ro i sindet kan tro på de Konservatives evne til at lede - i gode tider og i dårlige tider.

Loft over socialdemokratiske tåbeligheder

"Bodegapolitik", er S-formandens forslag om loft over direktørlønninger blevet kaldt. Jeg er enig.

Forslaget er typisk socialdemokratisk misundelsespolitik. 

At staten nu skulle til at lægge loft over privatansattes løn tenderer en form for betonstalisme, som ikke engang SF kan tilslutte sig - S overhaler således alle andre partier venstre om.

Der kommer sjældent noget ud af misundelse. Og den socialdemokratiske glæde over at kunne begrænse en lille håndfuld direktørers lønninger, ville hurtigt blegne ved udsigten til, at man derved ville skræmme endnu flere kvalificerede folk langt væk fra vores i forvejen skatteplagede land.

Danske banker har brug for dygtigere ledere, ikke ringere. Og gode ledere koster altså det, som markedet er villig til at betale - også udenfor Danmark.

Socialdemokratiets forslag om loft for direktørlønninger er derfor ubrugeligt, en destruktiv leflen for lave og overfladiske instinkter. 

Derimod er der hårdt brug for et loft over socialdemokratiske tåbeligheder.

Kystbanen: Privatiser, men gør det fuldt ud

Som pendler fra Helsingør til København droppede jeg med fuldt overlæg Kystbanen denne uge og tog bilen i stedet.

Jeg holder ellers meget af tog, men noget sagde mig, at den nye operatør, DSB First, ikke ville stå distancen, og jeg havde ikke nerver til at udsætte mig selv og min arbejdsplads for urimelige forsinkelser som følge af elendig planlægning og udførelse.

Fra starten af var der noget lorent ved den til lejligheden konstruerede operatør, DSB First, der trods løfter om vandtætte skodder til DSB, alligevel slår f.eks. stillingsopslag for DSBFirst op på DSBs hjemmeside.

Jeg støttet afgjort privatiseringer. Arriva har eksempelvis gjort det godt mange steder. Imidlertid er denne besynderlige konstruktion, DSB i samarbejde med skotske First Group, som giver sig ud for at være uafhængig af DSB på trods af tegn på det modsatte, ikke en spiller som kan være i pendlernes interesse.

Som enhver kunne sige sig selv er DSB First i realiteten viderebærer af det gamle statsmonopols ikke kunde-venlige kultur og til stadighed vigende performance, trods de hule løfter om "store forbedringer af både driftsikkerhed, service og rengøring".

Så næste gang Kystbanen kommer i udbud - sørg for, at det bliver en ægte privatisering!