På vej mod nyt anfald af Eurosclerose?

“We all want progress, but if you’re on the wrong road, progress means doing an about-turn and walking back to the right road; in that case, the man who turns back soonest is the most progressive.”
C. S. Lewis

En generation tilbage, fra 70erne og op til de tidligere 80erne, led Europa af den berygtede økonomiske sygdom ”Eurosclerose”, som den store tyske økonom Herbert Giersch diagnosticerede tilstanden: Høj arbejdsløshed og specielt mange langtidsledige, som følge af bureaukratiske restriktioner pålagt erhvervslivet i kombination med tårnhøje marginalskatter, alt for gavmilde velfærdsydelser og manglende mobilitet på arbejdsmarkedet.

Jacques Delors, EU’s gennem tiderne mest succesfulde kommissionsformand, tilskrives æren for at Europa med det åbne marked og udvidelserne langt om længe fik kombineret vækst med øget beskæftigelse.

Spørgsmålet er, om Europa i kølvandet på finanskrisen får sit næste anfald af den ubehagelige sygdom – eller om krisen omvendt ansporer til det endelige opgør med de mange stive strukturer, som stadig står tilbage fra 70erne og 80erne?

Hele Eurozonen deler trods mindre variationer i evne til at klare krisen, to helt afgørende udfordringer lige nu: Den massive gældsætning gennem de sidste par år, som der hellere før end siden må betales af på, og den demografiske udfordring med stagnerende og snart faldende befolkningstal, flere ældre og færre unge.

Hvis velfærdssystemerne skal bevares i denne snarlige fremtid, er der to oplagte muligheder for finansiering: Besparelser andre steder eller øgede skatter.

Der er også kombinationen af de to som en mulighed, som eksempelvis Irland netop har forsøgt sig med, da landet blev særlig hårdt ramt af finanskrisen. Den cocktail har dog indtil videre ikke fungeret specielt godt: Når man skærer så hårdt og dybt i samfundsøkonomien uden at det kompenseres af vækst i den private sektor, så at sige gør samfundskagen mindre, mister man naturligvis skatteindtægter trods de øgede satser. Irland forbliver derfor blandt de lande i verden med allerstørst underskud på statsfinanserne, 11.7 % af BNP i 2010, og det er ikke for nuværende til at få øje på, hvordan Irland, eller for den sags skyld de andre såkaldte PIIGS-lande i EU's sydlige del skal komme ud af krisen.

Danmark står, med vores fortsat relativ beskedne statsgæld og relativt lave arbejdsløshed, med noget bedre kort på hånden, men det er en fordel som hurtigt kan ædes op, specielt hvis den røde oppositions politik med øget gældsætning, øgede skatter på uddannelse og innovation, og totale uvilje til arbejdsmarkedsreformer måtte blive ført ud i livet.

Der er dog også en tredje vej i forhold til velfærdssamfundet end besparelser andre steder eller øgede skatter: At rulle nogen af goderne tilbage.

Ja, det er et enormt tabubelagt område – når et velfærdsgode én gang er indført fremstår det som helligt og urørligt i al fremtid, uanset den økonomiske basis eller mangel på samme for goderne.

Jeg vil specielt fremhæve de følgende goder, hvor jeg ikke ser nogen vej udenom at røre ved de hellige køer, hvis Danmark – og Eurozonen som helhed – skal undgå nye sclerotiske forkalkninger:

- Nedsættelsen af dagpengeperioden fra 4 til 2 år var en god start, men der skal meget mere til for at øge arbejdsudbuddet
- Afskaf efterlønnen, så raske mennesker i 60erne ikke meningsløst trækker sig tilbage
- Ryk pensionsalderen op – gerne til 70 år eller mere - når Frankrig kan, hvorfor kan vi så ikke?
- Halvér ferieperioden, de 6 uger, som de fleste danskere har, er en dejlig, men unødvendig luksus – 3 uger kan gøre det, som det meste af resten af verden nøjes med
- Sæt den ugentlige arbejdstid op fra 37 til mindst 40 og gerne 45 timer.

Andre lande har allerede set skriften på væggen: Frankrig af alle lande, med verdens korteste arbejdstid, har netop hævet pensionsalderen. Storbrittanien under den nye Konservative regering handler også resolut og skærer dybt.

Reaktionen fra de såkaldt ”progressive” samfundskræfter over at røre ved de velerhvervede rettigheder vil forventeligt være ramaskrig, men der er det værd at mindes den store konservative forfatter C. S. Lewis, som citeret i starten af bloggen - den mest progressive er den, som er den første til at vende om, når man er faret vild og på gale veje.

Hvad er civilisation?

Min næste sommerferie læsning, John Careys "Civilization", tager livtag med den umådelige opgave at beskrive den vestlige civilizations historie fra istidens ophør og de første menneskers indtagen af de europæiske sletter og gennem de mange årtusinder op til vores egen tid.

Der er i princippet altsammen velkendt stof: grækernes og romernes historie, kristendommens opståen, middelalderens tilsyneladende stilstand indtil endelig efter så mange århundreders træden vande renæssancen åbnede for en helt ny måde at se verden og mennesket på, reformationen og opgøret med pavestatens korrumperede misbrug af religionen, de efterfølgende religionskrige, opdagelsen af den Nye Verden, koloniseringens og slaveriets begyndelse, nationalstaternes opståen og specielt Italiens og Tysklands samling, den Franske Revolution og USAs uafhængighed, demokratiets genkomst til Europa i 1800-tallet, industrialiseringen og i starten af 1900-tallet den militære oprustning, de to altødelæggende verdenskrige, den russiske revolution og kommunismens opblomstring, efterkrigstidens genopbygning under USAs nu altdominerende vinger, afkoloniseringen og Vietnamkrigen, Berlinmurens fald og den Kolde Krigs afslutning, 1980ernes frihandel og nyliberalismen, der åbnede for globalisering og vækst, men også for større ulighed både internt i de store stater og mellem i- og u-lande...

Velkendt, ja, men at læse civilisationens historie i sammenhæng giver alligevel en særlig øre- og øjenåbnende effekt, som hørte man historien for første gang. Det er en bog man ikke kan lægge fra sig, for den handler om noget så elementært som mennesket fra vores mest noble og kreative side til den mest ødelæggende mørke side.

Visse perioder gør særligt indtryk: Den græske kulturs mirakel - Athen fra 5-400 år f.Kr., der tilsynelandende ud af ingenting skabte filosoffer som Sokrates og Platon med sofistikerede idéer om politik og ledelse, skabte det klassiske teater, både tragedien og komedien, fostrede avancerede naturvidenskabelige landvendinger, såsom idéen om atomet som mindste udelelige enhed... Et set i sammenhængen helt ufatteligt civilisationsspring. Det vi ofte glemmer er jo, at resten af Europa samtidig befandt sig i en barbarisk jernalder, hvor de fleste kulturer ikke engang havde et skriftsprog.

En anden periode, 1900-tallet, kan jeg heller ikke slippe, men det er for dens umådelige gru: Carey beskriver den paradoksale ubekymrethed som karakteriserede tiden op til 1. verdenskrig - man frygtede ikke krigen, men nærmest længtes efter den og troede at den ville være hurtigt overstået, hvorefter luften ville være renset. Ingen havde forstået hvordan industrialiseringen og moderniseringen af våbenindustrien havde ændret alt i forhold til 1800-tallets trods alt mindre ødelæggende militære teknikker. Balancen viste sig hurtigt at være tippet i favør for forsvar, det var nemt at grave skyttegrave og sætte maskingeværer op og vente på, at fjenden vovede sig frem på slagmarken for så at udslette ham. Spillets regler var ændret for altid, men de militære ledere, som datidens politikere havde overladt magten til, spillede stadig efter de gamle regler, som var det en rask lille koloni-stridighed, og nægtede at tilpasse sig de nye tider. Derfor trak krigen så nyttesløst ud og blev så bitter og ødelæggende, med så mange uafsluttede opgør, der stadig lå og ulmede.

Afsnittet om nazismen og 2. verdenskrig hedder meget sigende "The end of civilization". Igen velkendt stof, amerikansk konsumerisme og Wallstreet-krakket i 1929 førte til amerikansk tilbagetrækning af investeringer i Tyskland, hvis efterfølgende krise banede vej for "simplistic solutions", både kommunismen og nazismen fik fremgang i de tidlige 30'ere. Da økonomien gradvist forbedrede sig i slutningen af 1932 dalede allerede tilslutningen til Hitler ved Tysklands sidste demokratiske valg i November 1932 og det var tæt på at have været nazismens endeligt, hvis ikke interne tyske politiske rævekager havde gjort Hitler til kansler i starten af 1933...

2. verdenskrig og holocaust blev som alle ved efterfølgende den vestlige civilisations absolutte lavpunkt. Carey påpeger, at Holocausts umådelige ondskab i høj grad groede ud, ikke kun af Hitler og nazipartiet, men af tusinder af almindelige tyske borgeres smålige forsøg på at vinde fordele eller gunst i nabostridigheder eller meget lokale anliggender, hvor racekortet kunne spilles som trumfkort. Alle disse enkelthandlinger satte skub i det forfærdende momentum, som kulminerede med Auswitsch.

Dette er for mig måske bogens vigtigste læring: At civilisationen ikke opretholdes eller nedbrydes af stater eller ideologier, men af helt almindelige borgers gode eller dårlige valg i hverdagen.

Og at det er i krisetider, hvor "simplistic solutions" synes så lokkende, at et folk og dets ledere må vise karakter og tage den svære løsning, den komplicerede løsning, den løsning som ikke er blindt styret af ideologi, men som udspringer af situationen og af historien bagved.

Med andre ord - den civiliserede løsning.

De næste 100 år

Min sommerferielæsning har gjort mig en del klogere på fremtiden...

George Friedmans "The next 100 years" giver sig klogeligt ikke ud for at være profetisk, og forfatteren erkender, at han kommer til at tage fejl af det meste, men giver alligevel en ofte forbavsende overbevisende fremskrivning af trends i tiden.

Rusland kommer takket være indtægterne fra olie og gas tilbage i højere og højere grad som en aggressiv spiller med stormagtsdrømme om at få sit tabte terræn i Østeuropa tilbage - hvilket specielt Tyskland og Polen ikke vil bryde sig om.

Kina vil ikke vokse uendeligt - landets urgamle konflikt mellem de velstående kystområder og det tilbagestående land vil før eller siden springe op igen.

Amerika vil trods kriser fortsat sidde tungt på posten som supermagt, specielt grundet landets magt over verdenshavene og handelsruterne.

Og hvad med Europa? Ikke meget håb, ifølge Friedman. Den demografisk bombe, færre børn, flere gamle, faldende befolkningstal, vil dræne det gamle kontinent for initiativ og virkelyst. Stemningen vil være resignerende, Friedman bruger flere gange udtrykket "dekandent" om Europa, optaget af egne navlepillende behov og uden evner eller lyst til at engagere sig i resten af verden og gribe de muligheder, som opstår.

Eneste mulighed for Europa til at komme ud af sumpen er øget indvandring, men her vil vi også være i skarp konkurrence med USA, der på de fleste områder vil fremstå som mere attraktiv.

EU vil desuden fortsat være impotent i forhold til nationalstaterne og ikke evne at få Europa til at fremstå som en samlet blok.

Eneste lyspunkt i Europa, dog udenfor EU, er ifølge Friedman Tyrkiet, som er et land på vej frem, med høje økonomiske vækstrater og en relativ ung befolkning.

Og Danmark? Nævnes ikke med mange ord i bogen, jeg mindes kun én gang faktisk.

Min egen analyse: At Danmark selvfølgelig står overfor præcis de samme udfordringer som resten af EU, specielt de demografiske udfordringer med faldende arbejdsstyrke og voksende andel af befolkning under offentlig forsørgelse.

Den nuværende hjemlige debat er i den forbindelse ualmindelig snævertsynet: Vi har i 20 år diskuteret den ulyksalige efterløn og politikere til højre og venstre har slået utallige kolbøtter for at undgå at tage om nældens rod - S-SFs herostratisk berygtede "12 minutter om dagen" tilbud er det seneste udtryk for de populistisk forsøg på at slippe for at tage upopulære beslutninger.

Men - som Friedman gør opmærksom på - der er stort set INGEN eksempler på, at lande som falder i befolkning, samtidig oplever vækst og fremgang. Vi diskuterer nok en gang omfordeling og velfærdsydelser taget ud af en samfundskage, som er ved at smuldre mellem hænderne på os.

Ser vi ud over det 21. århundrede som det ligger foran os, så er efterlønnen og arbejdstiden derfor blot små lokale svup i andedammen. Jo, vi bør arbejde mere og vi bør afskaffe efterlønnen, og vi bør selvfølgelig gøre det her og nu som de første absolut nødvendige skridt, men så må vi også se at forholde os til seriøst til den egentlige udfordring, som hele den vestlige verden står overfor:

Hvordan får vi lokket den velkvalificerede udenlandske arbejdskraft til Danmark?

Hvordan får vi børnefamilierne til at blive flere?