Lever danskerne virkelig over evne?

Politiken kan idag berette, at "en typisk dansk husholdning bruger ikke alene rub og stub af de penge, der glider ind på bankkontoen hver måned. De stifter også gæld til køb af nye biler, rejser, ombygninger med videre, så forbruget er pænt større end indkomsten."

Man mærker den kulturradikale forargelse over den storforbrugende småborger, som tærer på friværdien til at leve over evne.

Jeg vil dog godt sætte spørgsmålstegn ved præmissen i artikler af denne type.

Hvem kan i virkeligheden dokumentere, at gælden bruges til nye biler, rejser og anden luksus?

Jeg tror virkeligheden bag historien er en anden. 

Takket være verdens højeste skattetryk har danskerne nemlig trods nogle af verdens højeste lønninger kun et særdeles middelmådigt privatforbrug sammenlignet med USA og andre vestlige lande.

Privatforbrug i Danmark handler derfor sjældent om den slags unødvendig luksus, som artiklen antyder, men oftest mere om at tage sig råd til at kunne give sine børn sund mad, at tage råd til en tryg bolig, at tage sig råd til lidt fritidsaktiviteter med børnene.

Privatforbruget latterliggøres ofte af venstrefløjen som investeringer i ”samtalekøkkener og fladskærme”, men det er urimeligt. Privatforbruget handler tværtimod om i hverdagen at kunne dække fuldt legitime behov og er derfor omdrejningspunktet for den enkeltes og familiernes velfærd.

Når skatten som i Danmark når et niveau, hvor rådighedsbeløbet ofte reduceres til langt under halvdelen af lønnen, er det derfor ødelæggende for borgernes følelse af velfærd.

Dette er baggrunden for husholdningernes gældsætning, ikke bevidstløs trang til overdreven luksus.

Mette Frederiksens 9 teser

Man skal turde give politiske modstandere ros, når de fortjener det. 

Jeg har skældt meget ud på socialdemokraterne, af gode grunde, men Mette Frederiksen's 9 teser rummer i hvert fald én god ting, selvom jeg er uenige i stort set resten, nemlig et overordnet syn på, at pligter og rettigheder skal være afbalancerede, ja, at pligter kommer forud for rettigheder. Som borgerlig kan jeg selvfølgelig kun bifalde disse tanker. 

Om det så er socialdemokratisk politik må andre så bedømme.

Det er dog værd at bemærke, at tankegangen fra Mette Frederiksen står i grel modstrid til Socialdemokraternes velfærdsrettigheder fra valgkampen, rettigheder der stod som perler på snor, en utrolig lang snor, helt uden pligter, et utroværdigt overbud på velfærd blottet for kritisk omtanke.

Det vil være godt for Danmark med et Socialdemokrati, som langt om længe har besindet sig og skruet lidt ned for løfterne om samfundet som én stor gavebod uden krav om modydelser.

Til gengæld er resten af teserne præget af vanlig socialdemokratisk beton, f.eks. at folkepensionister, som har levet et fornuftigt og sparsommeligt liv, skal straffes for det ved at få skåret i pensionen. Eller at mennesker som har tegnet privat sygeforsikring skal rammes på pengepungen...

Der kender vi socialdemokraterne igen.

Endelig slår Mette Frederiksen et slag for mere frihed, og som borgerlig er jeg selvfølgelig enig. Men man kan undre sig, at slaget kommer lige netop fra forbudspartiet Socialdemokraterne. Forudsætningen for frihed er jo bl.a. økonomisk frihed, og efter vrideturen igennem den socialdemokratiske omfordelingsmaskine, som vores skattesystem desværre fortsat udsætter borgerne for, er det en noget forpjusket frihed som står tilbage. Vil socialdemokraterne lave om på dét? 

Jeg vil gerne se det før jeg begynder at håbe.

problematisk definition af konservatisme

På De Konservatives hjemmeside faldt jeg over denne definition af konservatisme:

"Konservatismen er den tredje vej mellem det socialdemokratiske samfunds lovjungle og liberalismens junglelov"

Formuleringen er retorisk fængende, men jo mere jeg tænker over den, jo mindre glad bliver jeg for den.

"Den tredje vej" lyder for meget som Giddens og New Labour, selvom det selvfølgelig ikke er ment sådan.

Men hvad værre er, antyder formuleringen, at konservatisme er en blanding mellem to ideologier, socialisme og liberalisme.

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, så er konservatisme netop i modsætningsforhold til de utopiske ideologier, en fornuftbetonet afvisning af idelogiernes forvrængede forhold til virkeligheden.

Så nej, konservatisme er bestemt ikke en tredje vej mellem socialisme og liberalisme - konservatisme er det rationelle alternativ til ideologiernes utopier.

Kapre borgerlige midter-stemmer

I en nylig kronik i Berlingske diskuterede valgeksperterne Kenneth Thue Nielsen & Peter Mose muligheden for Konservativ fremgang gennem ved generationsskifte i ledelsen at kapre flere såkaldt "grønne" midtervælgere.

"Hvis Connie Hedegaard overtager magten, så er det et midtersignal, der virkelig batter noget. Hun er profilen, der ikke blot vil kunne støvsuge hjemløse på midten, men sågar også en del af dem, der stemte på SFs Villy Søvndal, og stoppe hans flanør-agtige succesbølge. Vinder Lene Espersen derimod magtkampen hos K (det peger pilen i øjeblikket på), så er det et signal om, at de klassiske, konservative vi-forhøjer-strafferammen-dyder fortsætter med uformindsket styrke. Og det tænder de grønne borgerlige vælgere ikke på. Men her er kaninen: Lene Espersen kan lave en »feminin Fogh«. Hun kan – som Fogh gjorde fra 1998 og frem – slippe af sted med at bevæge sit parti ind mod midten, fordi ingen kernevælgere tvivler på hendes konservative (og hans liberale) værdier, når det kommer til stykket."

Jeg synes nu denne modsætning mellem vores to kommende velkvalificerede formandskandidater virker søgt. Personligt er jeg ikke i tvivl om Connie Hedegaard's konservative værdier, få har som hun formuleret en nutidig konservativ vision, f.eks. hendes udmelding på landsrådet i Herning:

»Vi skal være partiet, som tør sige nej til nye ønsker om gode gaver. Vi skal gå til valg på at tage noget fra nogen, som en manifestation af, at vi ikke bare kan blive ved med at fylde på og fylde på uden, at vi nogenside tager noget væk... Vi kan ikke bare blive ved med at fylde på velfærdssamfundet. Det kan man gøre, når der er vækst i samfundet, men en eller anden dag risikerer vi, at så er der ikke lige så meget vækst at fordele. Og det vil være i en situtaion, hvor vi samtidig mangler hænder. Derfor skal politikere tænke, at velfærd er ikke bare at give til dig og dig og dig. Indimellem skal de mange forskellige former for velfærd også prioriteres.«

Jeg hører en sand konservativ tale her - ligesom Lene Espersen - jeg ser ikke store ideologiske forskelle mellem de to, og begge vil kunne blive fremragende ny formand.

Hårde ord fra Nikolaj Bøgh

Under titlen "En stemme der forsvandt" erklærer Nikolaj Bøgh konservatismen død.

Man mærker dog heldigvis en vis kærlighed til konservatismen hos forfatteren bag den dramatiske nekrolog.

Men selvfølgelig er jeg ikke enig i rigor mortis-diagnosen. Personligt mærker jeg i hvert fald en stigende interesse for konservative kerneværdier, som aldrig før, også fra folk som jeg aldrig ville have ventet det fra. Og de Konservative ministre er uden sammenligning regeringens mest kompetente og sætter konstant konservative aftryk på stærke konservative værdipolitiske mærkesager som lov og orden, faglighed i folkeskolen og bevarelse af miljøet.

Rygtet om konservatismens død er stærkt overdreven.

Til gengæld må jeg, desværre, give Nikolaj Bøgh ret i følgende karakteristisk af Anders Fogh-æraen som en "effektiv kombination af socialdemokratisk fordelingspolitik og ny-borgerlig værdipolitik".

Netop det helt nødvendige opgør med den socialdemokratiske omfordelingsmaskine, og Danmarks umoralske skattesystem, der straffer den flittige og pligtopfyldende, er Anders Fogh-Rasmussen regeringens helt store undladelsessynd.

Men at klandre de Konservative for denne undladelsessynd er uberettiget. Nikolaj Bøgh overser fuldstændigt, at de Konservative med vores 18 mandater har ført en aldeles ensom kamp imod netop den socialdemokratiske fordelingspolitik.

Mandattallet taget i betragtning er det egentlig lykkedes De Konservative ganske godt at trække Danmark i den rigtige retning fordelingspolitisk, nemlig bare en anelse væk fra DK's suveræne verdensrekord i lighedsmageri, i den forstand, at skattelettelser er blevet gennemført på trods af særdeles fodslæbende Venstre og Dansk Folkeparti og skinger propanganda fra venstrefløjen om fatale konsekvenser heraf i forhold til velfærden.

Det konservative

Det er mennesker, ikke Mennesket, der lever på jorden og befolker verden.

Hannah Arendt

Hvordan forklarer man en ideologi, som er anti-ideologisk?

Den indbyggede selvmodsigelse i spørgsmålet afslører at svaret ikke gives let. Men jeg vil forsøge.

Konservatismen kendetegnes efter min mening ved, at den er tæt forbundent med den givne virkelighed, besværlig og ufuldendt som virkeligheden nu er.

Konservative prøver ikke partout at lave virkeligheden om og få den til at passe til det ideologiske tankegods, man nu mere eller mindre velovervejet måtte have udviklet.

Man kunne også udtrykke det sådan, at Konservative tilpasser sig verden, hvor ideologerne prøver at tilpasse verden til deres ideologi.

Konservative har sund fornuft nok til at anerkende, at der er grænser for menneskers evne til at manipulere med omgivelserne – og med den menneskelige natur for den sags skyld, som Hannah Arendt citatet ovenfor så sigende udtrykker.

Derfor afgiver konservative i modsætning til socialister og liberalister aldrig gyldne løfter om at revolutionere verden i et snuptag, hvorefter alting bliver meget bedre.

Konservatismen er dermed også anti-revolutionær og anti-utopisk.

Konservative søger pragmatiske løsninger, det vil sige, at vi søger efter det praktisk lad-sig-gørlige, den løsning, som ligger virkeligheden nærmest, den løsning som bevarer det gode og forandrer med omtanke for at bevare det gode.

Forbindelsen til historien er dermed også en afgørende konservativ grundpille: Danskernes historie lægger vi ikke bare sådan bag os, heldigvis, selvom uddannelsessystemet under tidligere centrum-venstre regeringers kulturnihilistiske misregimente har gjort sit bedste for at gøre hele generationer historieløse.

Jeg holder umådeligt meget af den tid vi lever i med globaliseringen og de ufattelige muligheder moderne teknik tilbyder.

Det betyder dog ikke, at der er nogen som helst grund til at tro eller bilde ungdommen ind, at vores tid skulle adskille sig grundlæggende fra andre epoker. Tværtimod bygger vi, teknologi eller ej, materielle goder eller ej, alle sammen mentalt vores verdensbilleder op ud fra et fundament af tidligere tiders erfaringer og forestillinger.

Dette er ufattelig vigtigt at forstå, især for vores unge, og det er derfor vi som Konservative har genindført Folkeskolens fokus på fag som dansk, historie og kristendomskundskab som kulturbærende fag.

Historien hænger for konservative også uløseligt sammen med det nationale. Nationalstaten, Danmark, er og bliver rammen. Vi er alle medlemmer af et nationalt fællesskab, som generøst tilbyder os vores borgerlige rettigheder, men også og ikke mindst forpligter os i vores folkelige fællesskab.

Som borgere må vi derfor være villige til at adlyde love, også de love der ikke er i egen interesse. Der er her vores fokus på lov og orden kommer ind.

Konservatismen har gennem alle tiden været udskældt af vores politiske modstandere. Den mere eller mindre elegante brug af præfikser som ”ærke-” konservativ eller ”stok”-konservativ siger næsten alt.

Jeg tager kritikken som udtryk for, at vi har ramt en nerve. Det må da også være frygteligt ærgerligt for ideologerne gang på gang at lide nederlag i kampen mod virkeligheden.

Som konservativ er jeg blot glad for at stå på virkelighedens side.

nyt fra fritænkerne

Jeg deltog i tankevækkende møde om Helsingørs beskæftigelsespolitik her i aften.

Læs mere her:

http://fritaenkeren.blogspot.com/2008/03/konservative-fritnkere-vil-reservere.html

Konservative - bedst for kulturen

Det er nu dokumenteret, at Konservative kommuner bruger flest penge på kultur, mens SF's enlige kommune med borgmesterpost sammen med lokallisternes er i bund. Konservative kommuner bruger i gennemsnit 20% mere end landsgennemsnittet på kultur. Læs mere her

Det er naturligvis et resultat jeg som konservativ er rigtig stolt af. Kulturen er - sammen med videnskaben - én af samfundets bærende grundpiller.

Kultur er derudover også en vigtig konkurrenceparameter, når det gælder om at tiltrække ressourcestærke virksomheder og nye borgere til kommunen.

Vi Konservative i Helsingør er af politiske modstandere blevet skældt hæder og ære fra for vores vision om Kulturværftet, der samler en række kulturinstitutioner og kulturelle aktiviteter på en af de smukkeste beliggenheder i Danmark - det gamle værftsområde i Helsingør, lige overfor Kronborg

Og jo, sådanne storslåede projektet koster penge.

Men som konservativ er jeg fuldstændigt overbevist om, at investeringen i Kulturværftet og i kultur i det hele taget nok skal komme hjem.

Helsingør – DIN by

Jeg er opvokset i Helsingør og har stiftet min familie i Helsingør. Som helsingoraner og Konservativ vil jeg gerne arbejde for byen. I forårets række af borgermøder har vi i bestyrelsen lyttet til og talt med helsingoranere om de muligheder og udfordringer byen står overfor, og jeg ser indtil videre tre konservative mærkesager for fremtiden:

1. Fagligt løft i Helsingørs folkeskoler - bedre ledelse og rekruttering af de bedste lærere
2. En sund kommunal økonomi, på trods af de penge som udligningerne sender ud af kommunekassen og vestpå.
3. Helsingør som Nordsjællands mest attraktive by, med vores egne menneskelige og kulturelle værdier, som vi skal bruge aktivt til at trække nye borgere og fremtidens erhvervsliv til.

Borgermøderne under Fritænkeren fortsætter, næste møde er tirsdag om erhvervspolitik, det ser jeg frem til.

Helsingør – DIN by – er du enig, og hvad vil DU med byen?

Nye statsborgere skal anerkende danske værdier

Foråret politiske sensation har været, at SF langt om længe, tilsyneladende, har taget substansen i den borgerlige kritik af 80’ernes og 90’ernes slappe indvandringspolitik alvorligt.

Forstummet er snakken om, at venstrefløjen har et bedre menneskesyn, og vi borgerlige et uværdigt ditto. Nu er retorikken fra SF hård, og det er efterhånden kun de Radikale, som mener, at tiden skal skrues tilbage til fortidens naivt liberale indvandringspolitik.

Vinterferiens groteske optøjer har tydeligvis været et wake-up call for Villy Søvndal og mange andre tidligere fortalerne for det såkaldte multikulturelle samfund, som nu har vist sig at indebære nye borgere, som afviser demokratiske spilleregler, og hele bydele, som står uden for lov og orden.

Men er SF’s hamskifte reelt? Mener de virkelig ikke længere, at venstrefløjens fortolkning af asylkonventioner og menneskeretskonventioner skal stå over Danmarks selvbestemmelse til at føre den politik, som befolkningen ønsker? Vil SF virkelig støtte 24-års reglen?

Som Konservativ må jeg advare mod at falde for pludselige politiske U-vendinger. Det ville da være pragtfuldt med endnu bredere opbakning til vores borgerlige indvandringspolitik, men lad os nu se om SF virkelig kan og vil levere varen. Jeg vil se det, før jeg tror det.

Lad mig som kontrast slå min Konservatives grundholdning fast:

Danmark skal føre en stram, men fair indvandringspolitik.

Det betyder, at hensynet til det danske samfunds sammenhængskraft, som hviler på vores fælles historie og værdier, altid må komme i første række i indvandringspolitikken.

Vi skal derfor kun tildele statsborgerskab til nye medborgere, som kender til det danske sprog, kultur, værdier og historie, herunder som anerkender sekulariseringen af vores politiske liv, som er selve grundpillen for demokratiet.

Når udlændinge besidder de kvalifikationer, som vi har brug for i det danske samfund og erhvervsliv, og dertil anerkender vores grundlæggende demokratiske spilleregler, skal de til gengæld være velkomne til Danmark som nye borgere, kollegaer, naboer.

Derimod er de tusindtallige demonstranter på Nørrebro og andre steder, som blankt og højtråbende afviser dansk kultur og dansk demokrati, overhovedet ikke værdige til dansk statsborgerskab.

Denne konservative holdning til indvandringspolitik er en grundholdning, som ikke står til diskussion, og ikke blot kan trylles op af hatten når det er politisk opportunt.

Debatten om udligningsordningen fortsætter

Følg debatten her:
http://www.lokalavisenhelsingor.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20080317/LAESERBREVE/682380268

og her:
http://www.lokalavisenhelsingor.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20080312/LAESERBREVE/30662797

Sammenhængskraften mellem danskerne

Jeg har skrevet meget om skat og fordelingspolitik på det sidste, især med udgangspunkt i lokale begivenheder i Helsingør, men det er vigtigt for mig at slå fast, at selvom skat er vigtigt, er det ikke min eneste konservative mærkesag.

Danmark, fædrelandet, sammenhængskraften mellem danskerne ligger i virkeligheden mit konservative hjerte allernærmest. At være konservativ handler for mig nemlig mindre om økonomi end om historie og kultur - en væsentlig forskel på V og K.

Derfor er jeg stolt af, at vores Konservative kulturminister gav Folkeskolen en historiekanon. Netop nu, hvor globaliseringen stiller Danmark over for hidtil ukendte udfordringer, har det aldrig været vigtigere at genfortælle for vores unge historien om danskerne.

Som den borgerlige tænketank CEPOS har formuleret det: "...at kende historien er vigtigt, hvis man vil forme fremtiden".

Så jo, jeg tør godt sige det højt og klart: ”Gud, Konge og Fædreland!” For jeg tror faktisk de fleste danskere inderst inde deler vores Konservative kærlighed til alle tre.

Udligningsordningen – hvordan reparerer vi den?

Jeg har i tidligere indlæg påpeget, at som en direkte følge af den nye udligningsordning har Helsingør været tvunget til valget mellem at hæve kommuneskatten eller at skære drastisk ned på servicen for at lukke hullet på mindst 40.000.000,00 kr., som udligningen har efterladt i kommunekassen.

Problemet er af yderst håndgribelig økonomisk karakter: Alle kan forstå, at det gør virkelig ondt at sende en årlig trailerfuld af gode 40.000.000,00 kr vestpå.

Men problemet handler også om politisk grundholdning: Selv om Danmark i forvejen har verdens mest lige fordeling af indkomster, så mener Folketingets flertal åbenbart, at der er brug for yderligere at omfordele indkomsterne. Det er jeg som borgerlig ikke enig i – der er alt for meget socialdemokratisk omfordelingsmaskine over den tankegang.

Hvad endnu værre er, at udligningsordningen umyndiggør kommunerne og undergraver deres selvbestemmelse, fordi kommuner som satser på udvikling og vækst bliver straffet. Lykkes det nemlig, som vi Konservative umådelig gerne vil i Helsingør, at tiltrække produktive mennesker som nye indbyggere, så falder regningen prompte i form af udligning til kommuner med højere kommuneskat og færre højtlønnede.

Og så har udligningerne i praksis haft den kedelige konsekvens, at lavtlønnede i Helsingør kommer til at aflevere en større del af indtægten i skat for at højtlønnede i provinsen kan slippe billigere. Udligningen ødelægger dermed den ellers naturlige balance mellem kommuneskat og leveomkostninger, så ikke blot kan familier i landkommuner bo meget billigere end en tilsvarende familie i en by som Helsingør – de får oveniøkøbet den samme kommunale service til en kunstigt lav skatteprocent. Det er absurd.

Men hvordan retter vi så op på de uretfærdige udligninger?

Først og fremmest må vi få landspolitikerne til at erkende, at leveomkostningerne er meget høje i Nordsjælland og hovedstadsområdet, især pga. de markant højere boligpriser her hos os. En almindelig familie i Helsingør derfor af den grund årligt ca. 100.000,- kr. mindre til rådighed end en sammenlignelig familie i provinsen..

Jeg har tidligere beskrevet, hvordan børnefamilierne som typisk nye boligejere rammes ekstra hårdt, men de er ikke de eneste udlignings-ramte grupper: Pensionisterne rammes også, idet folkepensionen som bekendt er den samme uanset, hvor man bor. Pensionisterne í Helsingør skal ikke desto mindre betale langt mere i skat på deres højtvurderede ejendomme, og har derfor alt andet lige færre penge at råde over end pensionister i provinsen. Det samme gælder andre på overførselsindkomster.

Løsningen er selvfølgelig, at udligningsordningen mellem kommunerne skal tage hensyn til disse store forskelle i leveomkostninger. Det vil sige, at hvis man ønsker at udligne, så skal man først se på, hvad familierne landet over rent faktisk har at råde over når der er taget højde for forskelle i leveomkostninger, herunder ikke mindst boligudgifter.

Udligningerne var ment som en måde at sikre ensartede servicetilbud til landets borgere på, men virkeligheden er, at vi nu udligner for at provinsen kan sætte skatten ned, mens Helsingør og andre nordsjællandske kommuner står i det kedelig valg mellem at sætte skatten op eller forringe servicen.

De Konservative på Christiansborg har under protest lagt stemmer til loven (http://www.180grader.dk/nyheder/K_vil_have_udligningreformen_ndret.php), så det skulle kunne lade sig gøre for os lokale Konservative at få en dialog med landspolitikerne og dokumentere overfor dem, hvor fejlslagen loven har været i praksis.

Den er et socialdemokratisk drømmescenarie, men et borgerligt mareridt i lodret modstrid med enhver markedsorienteret tankegang!

Husk 25. marts afholdes næste dagligstuemøde

Af Formand for bestyrelsen, De Konservative i Helsingør, Flemming Bech

Kære medlemmer og interesserede.

Dette blot for at minde jer om, at den 25. marts afholdes et dagligstuemøde med temaet beskæftigelsespolitik som emne. Indleder vil være byrådsmedlem Erling "Skipper" Hansen.

Mødet afholdes Stjernegade 13, Helsingør kl. 19.30 - 21.00.

Husk tilmelding til Arne Kaae via e-mail arne.kaae@adslhome.dk eller på telefon nr. 49 13 44 37.

I opfordres også til at besøge vor hjemmeside:
http://www.helsingor.konservative.dk/
Klik på menuen "Fritænkeren", hvorved I kommer ind på en nyoprettet blog,hvor alle referater og presseomtale af begivenheder i Fritænker-projektet indlægges.

Øvrige dagligstue-møder og medlemsarrangementer kan ses via kalender-funktionen
på vores hjemmeside http://www.helsingor.konservative.dk/

God påske og med venlig hilsen


Konservative i Helsingør


Formand Flemming Bech


- tlf. 25 32 34 68


Danske Bank 3163-3163431459


flemmingbech@harning.dk

Befri Villy

Ugens sensation: At SF ifølge en ny Gallup-undersøgelse er stort set lige så stort som Socialdemokraterne.

Tillykke, Villy, du har gjort godt. Meget andet kan man ikke sige. Måske bortset fra at man kan påpege den anden side af medaljen -at socialdemokraterne også samtidigt har gjort det forbløffende ringe.

Nu er det nagende spørgsmål blot, hvor meget du mener det, Villy. Vil du virkelig ændre din egen og SFs holdning til 24 års reglen og tilknytningskravet? Virkelig ændre holdning, ikke bare ændre ordvalg?

Og så vil jeg tilføje, at dit voldsomme udfald mod Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, som du påstod stod for fundamentalisme og ensretning, var faretruende tæt på at punktere ballonen og lukke alt den varme luft ud.

Hizb-ut-Tahrir og Dansk Folkeparti er ikke to alen af samme fundamentalistiske stykke.

Det er helt og aldelse absurd af Villy at slå 500.000 danskere som stemmer på Dansk Folkeparti i hartkorn med en lille håndfuld fanatiske galninge.

Jeg er som konservativ ikke enig med Dansk Folkeparti i en række vigtige politiske prioriteter, f.eks. hvordan vi tilpasser skattesystemet og den offentlige forskning til at styrke Danmark i globaliseringen, men jeg må slå fast, at det er notorisk tåbeligt af Villy og SF at dæmonisere Dansk Folkeparti, som også Poul Nyrup måtte lære på den hårde måde.

Dansk Folkeparti fortjener ros som et værdikonservativt parti og en loyal regeringsstøtte.

Mit svar til Hans Andersen om udligningsordning

Kære Hans Andersen,

Du forholder dig i læserbreve i HD og Frederiksborg Amt Avis 11. marts til min kritik af udligniningsordningerne med bl.a. det argument, at de Konservative på Christiansborg har været med til at vedtage ændringen og dermed pålagt Helsingørs borgere en ekstra udgift.

Dertil må jeg svare: Ja, Hans Andersen, det er korrekt, at de Konservative på Christiansborg desværre lagde stemmer til den nye urimelige udligningsordning, omend under protest (http://www.180grader.dk/nyheder/K_vil_have_udligningreformen_ndret.php). Ligesom at det var Venstres Lars Løkke Rasmussen, som var arkitekten bag den uheldige lov. Og sådan kunne man blive ved med at kaste med mudder mellem ellers gode borgerlige venner.

Men mudderkastning hjælper bare ikke Helsingørs borgere ret meget. Og det er præcist derfor jeg skriver, at jeg vil arbejde på at råbe landspolitikerne op og få dem til at indse, at den nye lov om udligningsordninger er en om'er. Jeg stillede samtidig et konkret forslag om, at man i stedet skal beregne hvad kommuner som Helsingør skal sende til provinsen på en måde, som tager højde for forskelle i leveomkostninger, især boligudgifter. Det kunne være interessant, om Hans Andersen ville støtte den idé?

I lokalpolitik må det være tilladt at være uenig med moderpartiet. Ligesom f.eks. dine egne lokale partifæller, Venstre, som i en anden udlignings-plaget kommune, nemlig Hørsholm, meget prisværdigt slutter op om den borgerlige nordsjællandske kamp imod udligningsordningerne:
http://www.horsholm.venstre.org/Valgprogram.11017.0.html

Jeg kan ikke rigtigt ud af dit indlæg læse om du er for eller imod udligningsordningen og den måde den rammer Helsingør på. Det kunne derfor være interessant for læserne at få at vide, hvad du selv stemte, da du sad i Folketinget 2004-2007, og den nye udligningsordning var oppe til afstemning?

I samme periode havde vi Konservative jo desværre ikke et lokalt folketingsmedlem, men det har næppe forbigået din opmærksomhed, at vores fremragende lokale kandidat, Malene Carmel, bl.a. gik til valgkamp i efteråret med en kamp mod udligningsordningerne.

Jeg synes det ville klæde Hans Andersen og Venstre i Helsingør med en klar udmelding af, om de synes det er i orden, at Helsingør skal miste 40.000.000,00 kr. ekstra om året til jyske kommuner, for at disse kan sænke deres skatter, idet Venstre tilsyneladende mener at man blot kan "effektivisere" sig væk fra det enorme hul i kommunekassen som udligningen efterlader?

Jeg må bare slå fast, at som Konservativ og som helsingoraner synes jeg ikke det er i orden.

Venstre's svar på min kritik af udligningsordning

Læserbrev under overskriften "Konservative hæver skatten" skriver Hans Andersen Gruppeformand for Venstre Helsingør Byråd, i dag d. 11. marts 2008 i Helsingør Dagblad og Frederiksborg Amtsavis:

Man har i de seneste dage i pressen kunne læse udtalelser fra Kristian Juul fra de konservative om, at Helsingør Kommune må hæve skatten pga. reformen af udligningsordningen. Kristian Juul nævner et tal på 40 mio. kr. som skal sendes ekstra vestpå. Og det er da ok at kritisere udligningen, men hvorfor nævner den konservative Kristian Juul ikke, at det er de konservative på Christiansborg, som har været med til at vedtage ændringen og dermed pålagt Helsingørs borgere den ekstra udgift?

Samtidig er det vel også relevant at nævne, at den særlige hovedstadsudligning gennem mange år har givet Helsingør Kommune indtægter, der har været med til at sikre serviceniveauet i Helsingør Kommune, selvom kommunen historisk har haft et lavere udskrivningsgrundlag end mange af de øvrige nordsjællandske kommuner.

Jeg mener ikke, at ændringen af udligningsordningen kan bruges som undskyldning for at hæve skatten. Skattebetalere, boligejere og virksomhedsejere kommer i 2008 til at betale markant højere skat til Helsingør Kommune. Personskatteprocenten hæves med 0,6 %, grundskyldspromillen stiger med 2,5 og dækningsafgiften for erhvervsejendomme bliver næsten fordoblet. Alt i alt opkræves mere end 85 mio. kr. ekstra hos borgerne i Helsingør Kommune i 2008. Hvorfor sker det i en konservativ styret kommune?

Venstres budgetforslag for 2008 indeholdt mange forslag til effektiviseringer af både administrationen, det tekniske området og forslag om at lære af de bedste i kommunen på hele ældreområdet. Alle forslag der kunne bidrage til at fastholde både serviceniveauet og skatteprocenten. Der er med andre ord ingen god undskyldning for at hæve skatten i Helsingør Kommune. Venstre mener, at den er høj nok.

Borgmesterposten i Helsingør skal forblive hos De Konservative

Lidt af en gyserhistorie, Lokalavisen bragte forleden:
http://www.lokalavisenhelsingor.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20080225/LOKALNYT/651375707

Jan Ryberg og Birgit K. Andersen er socialdemoratiske afhoppere, men udtaler ikke desto mindre, at deres nye parti Lokaldemokraterne sagtens kan ende med at pege på en socialdemokrat som borgmester.

Når jeg læser sådanne historier, mindes jeg i smertefulde flash-backs mit barndoms Helsingør Kommune og det fallitbo skiftende socialdemokratiske borgmestre efterlod sig, inden Per Tærsbøl for 14 år siden kom til og fik ryddet op, dvs. banket gælden ned og holdt skatten i ro, samtidig med en stabil, positiv udvikling i de kommunale tilbud.

Vælgerne skal til næste år træffe et valg: Valget mellem en opposition i splid med sig selv, befolket af afhoppere, og så os, De Konservative, som tog ansvaret i en svær tid og fik bragt byen på fode efter årtiers socialdemokratisk misregimente.

Fritænkerprojektet i gang

Det Konservative Folkepartis nyeste tiltag - Fritænkerprojektet - er skudt igang i Helsingør. Ideen er at afholde aftener med fri debat. Målet er at genvinde borgmesterposten 2009.
Læs mere: http://fritaenkeren.blogspot.com/

Skattelettelser OG velfærd - ikke enten-eller

Skattelettelser eller bedre velfærd?

Det var dét valg, som venstrefløjen i valgkampen forsøgte at pådutte danskerne. Heldigvis købte flertallet ikke dette kunstige dilemma. Det er ikke et ”enten-eller”.

Jeg vil som konservativ insistere på, at ægte velfærd i de fleste danskeres hverdag drejer sig mindre om offentlige ydelser end om den enkeltes og familiernes muligheder for privatforbrug:

At have råd til at kunne give sine børn sund mad, at have råd til en tryg bolig, at have råd til fritid og ferier – dét er også velfærd.

Privatforbruget latterliggøres ofte af venstrefløjen som investeringer i ”samtalekøkkener og fladskærme”, men det er urimeligt. Privatforbruget handler tværtimod om i hverdagen at kunne dække fuldt legitime behov og er derfor omdrejningspunktet for den enkeltes og familiernes velfærd.

Når skatten som i Danmark når et niveau, hvor rådighedsbeløbet ofte reduceres til langt under halvdelen af lønnen, er det derfor ødelæggende for borgernes følelse af velfærd.

Det er derfor vi Konservative kæmper for, at man aldrig skal betale mere end 50% i skat.

Når det er slået fast, skal der selvfølgelig også være råd til ordentlige skattefinansierede velfærdsydelser og indkomstoverførsler til dårligt stillede.

Men det er der også, selv med lavere skatter end i dag. Fordi som vi Konservative har fremført i årevis, så er skattelettelser som oftest stort set selvfinansierende pga. den dynamik og vækst de skaber i samfundet, se f.eks. den berømte Laffer kurve:

Giv borgerne friheden tilbage!

Selvom Socialdemokraterne har haft deres dårligste valg i 100 år og står til flere smæk i meningsmålingerne, skal vi borgerlige ikke glæde os for tidligt.

Vi har nemlig i dag mindst 3 socialdemokratier: det lille socialdemokrati, Socialdemokraterne, det store socialdemokrati, Venstre, og det nye socialdemokrati, Dansk Folkeparti.

Min påstand er, at trods partiet Socialdemokraternes krise, så har ”socialdemokratismen” aldrig fyldt så meget som nu.

Borgerligheden i Danmark varetages i dag reelt kun af De Konservative. Resten af partierne har lullet sig selv i søvn som bevidstløse forvaltere af den socialdemokratiske omfordelingsmaskine og velfærdsstat.

Som Konservative er det så meget vigtigere, at vi slås for at give borgerne deres frihed tilbage: Frie borgere bør kunne disponere over eget liv og egne penge, lægge egne planer og leve efter egne værdier med et minimum af indblanding fra det offentlige.

Borgerne er nemlig til enhver tid langt mere intelligente omkring deres eget liv end en forvokset, overkontrollerende stat nogensinde kan blive, også selvom denne skjuler sig bag velfærdsstatens smilende masker.

Lad mig som Konservativ slå fast: Velfærdsstaten er ikke historiens endemål. Velfærdsstaten er ikke det bedste vi kan håbe på. Velfærdsstaten er ikke meningen med livet.

Velfærden som den praktiseres i Dagens Danmark er en leverpostejsfarvet erstatning for noget som er langt bedre: borgerens frihed til at udleve egne drømme.

De fattigste ulande – vejen frem er globalisering

Af Kristian Juul
De Konservative i Helsingør

(Indlæg fra JP 18. februar 2008: http://jp.dk/meninger/breve/article1269251.ece)

Professor Martin Paldam har for nyligt analyseret sig frem til, at de 14 mia. kr. , som Danmark hvert år sender til Afrika, ikke gør nogen gavn, snarere tværtimod.

Ulla Tørnæs, udviklingsminister er ikke enig, og ikke ”et sekund i tvivl om, at den danske udviklingsbistand bidrager til at gøre en væsentlig forskel i verdens fattigste lande.”

Men hvad er op og ned? Selvom det ikke er nemt at afgøre, så fremfører professor Paldam tunge argumenter for, at udviklingspolitikken med fordel kunne ændres. Kritikken fortjener seriøse overvejelser.

Et konservativt svar er at pege på, at udviklingsbistand under alle omstændigheder betyder mindre for ulandene, end vækst og globalisering betyder.

Globaliseringen har faktisk gjort en forskel i et omfang, som de færreste helt er bevidste om: hvor var vi før var 1 milliard mennesker i den rige del af verden, og 5 milliarder i den tredje verden, så lever størstedelen af de 5 milliarder nu i lande, som udvikler sig så hurtigt, at de ikke længere kan kaldes ulande.

Men for indbyggerne i verdens allerfattigste lande har globaliseringen desværre hidtil ikke gjort den store forskel. Det gælder store dele af Afrika, samt lande i Asien som Laos, Burma og Cambodja. Lande, hvis økonomier ikke vokser, eller ligefrem skrumper ind. Lande, som udover stagnation plages af borgerkrige, militærkup, rovdrift på naturressourcer og dårlig regeringsførelse.

Udviklingsbistanden i disse lande er ikke tilstrækkeligt målrettet imod vækst. Man fokuserer på sociale tiltag, lokale projekter, skolegang og sundhed, måske fordi man frygter, at for meget fokus på økonomisk vækst kun hjælper de forkerte, nemlig eliten.

Som professor Paldam påpeger, er effekten af alt dette svær at måle, i hvert fald på makroøkonomien.

Kina og Indien illustrerer, at denne form for fattigdomsbekæmpelse ikke er tilstrækkelig. Kina og Indien var for et par årtier siden fattigere end mange af disse lande, men takket være globaliseringen og en vækstspurt uden sidestykke blev befolkningerne katapulterede ud af fattigdommen.

Globaliseringen må og skal derfor nå ud til også de fattigste ulande: Historien viser, at frihandel og fri bevægelighed af kapital og arbejdskraft kan løfte dem som ingen ulandshjælp kan.

Udfordringen er blot, at barriererne for at globaliseringen kan udøve sin velgørende effekt er langt højere i disse lande.

En barriere som kunne fjernes hvis viljen var der, er vores egne toldmure. Som alle ved kunne vi i Vesten med ét slag gøre mere end nogen form for udviklingshjælp ved f.eks. gennem WTO at fjerne disse toldmure. Dét har vi en moralsk forpligtelse til at gøre noget ved.

En anden væsentlig barriere er fri bevægelighed af kapital: Selvom der aldrig før har flydt så meget risikovillig kapital i verden, så søger den konsekvent udenom de fattigste lande. Så stor er risikovilligheden heller ikke.

Løsningen er at skabe internationale regler for investeringer i de fattigste lande. Man skal kunne investere i landene uden at frygte for, at investeringen udhules som følge af nationaliseringer, overdreven beskatning, laissez-faire overfor hyperinflation, osv. En oplagt opgave for internationale organer.

Alt kan ikke måles i kroner og ører, det handler også om at skabe bedre levevilkår for nødlidende mennesker her og nu. Derfor har fattigdomsbekæmpelse stadig en plads. Men dét som virkelig batter, og som Danmark bør satse på, er at få væksten i gang.

Det kan ske ved gennem WTO at presse på for at åbne markederne og fjerne toldmure, samt ved gennem nye internationale regler for investeringer skabe større tryghed hos investorerne.

Udligning – en ligning der ikke går op

Af Kristian Juul
De konservative i Helsingør

Som konservativ må jeg protestere imod de nye uretfærdige udligningsordninger mellem kommunerne. I år lænser de f.eks. min egen hjem-kommune Helsingørs kommunekasse for ekstra 40.000.000,00 kr.

Jeg er meget imod af mange grunde, men den vigtigste: Udligningsordningerne ignorerer fuldstændigt, at der er store forskelle i leveomkostninger mellem hovedstadsområdet og provinsen. En helt anderledes fair måde at gøre det på vil være at beregne hvad kommuner som Helsingør skal sende til provinsen på en måde, som tager højde for forskelle i leveomkostninger, især boligudgifter.

Jeg vil her gerne pege på en gruppe, som bliver ramt særligt hårdt af disse urimelige udligninger: børnefamilierne.

Børnefamilierne skal nu som andre borgere betale mere i kommuneskat for at lukke hullet i kommunekassen efter de 40.000.000,00 kr., som loven tvinger os til at sende til kommuner i provinsen.

Men hvem blandt udligningsordningens tilhængere på Christiansborg tænker på at udligne den skævvridning, at børnefamilier i en kommune som Helsingør i modsætning til jyske og fynske familier har ekstraordinært høje boligudgifter?

Børnefamilierne er som regel nye boligejere og afdrager derfor på store lån. Da et hus i Helsingør koster minimum det dobbelte af et tilsvarende hus i provinsen, stiger også ejendomsskatterne, som skal betales fra allerførste dag de overtager deres hus.

Alle disse udgifter betyder, at der skal 2 indkomster til. Og med begge forældre i arbejde, skal børnene passes, hvilket som bekendt heller ikke just er gratis for de i forvejen økonomisk hårdt pressede forældre.

Som en vis trøst har De Konservative og andre gode kræfter i Helsingør medvirket til, at forældrebetalingen til børnepasning i Helsingør, som en nylig undersøgelse viste, ligger i den lavere ende sammenlignet med andre kommuner i området.

Men selv ikke dette vigtige plaster på såret kan skærme for, at børnefamilier i en kommune som Helsingør rammes af en giftig cocktail, som er et mix af høje boligudgifter og en fuldstændigt skævvredet pengestrøm fra Helsingørs kommunekasse over i jyske kommunekasser.
Risikoen er selvfølgelig, at børnefamilierne ikke har råd til at bo vores kommune, og at det derfor kan blive svært at rekruttere arbejdskraft og udvikle kommunen.

Jeg er realist og ved at det ikke er nemt at få landspolitikerne i tale om en så ”ufolkelig” sag som udligningsordninger, men som jeg her har beskrevet så rammer udligningerne faktisk helt almindelige familier i Helsingør. Vi er nødt til at kæmpe imod.

Jeg vil arbejde på at råbe landspolitikerne op og få dem til at indse, at den nye lov om udligningsordninger er en om’er.

Skattesystemets udløbsdato overskredet!

Af Kristian Juul, De Konservative, Helsingør

Man kan mene hvad man vil om tårnhøj beskatning kombineret med generøse velfærdsydelser, men det styrker altså ikke ligefrem borgerens ansvarsfølelse at samfundet straffer ekstra indsats og belønner passivitet.

Det har kunnet gå så længe, som det har, fordi danskernes ansvarsfølelse på trods af systemets opmuntring til det modsatte, er så forbløffende stærk og vedholdende. Fordi i modsætning til hvad især venstrefløjspolitikere tror, forventer danskerne ikke, at samfundet skal løse alle problemer for dem.

Danskerne ved godt, at de selv må tage ansvar, og de har vist at de VIL tage det ansvar.

Dét er forklaringen på, at den fornuftsstridige socialdemokratiske brandbeskatningsmodel har kunnet overleve næsten uantastet langt ind i det 21. århundrede.

Men nu går den ikke længere. Skattesystemets udløbsdato er i dén grad overskredet.

Danske lønmodtagere konkurrerer i stigende grad om de samme jobs med indere og kinesere, ja, med ambitiøse, fremadstræbende mennesker fra hele verden. Så nytter det ikke ret meget, at dansk arbejdskraft koster det mange-dobbelte af de andres, fordi hver eneste krone tjent skal igennem omfordelingsmaskinen og splittes op i enører og femører og spredes med gavmild hånd rundt i alle kringelkroge af samfundet med måske et par håndører ladt tilbage til den hårdtarbejdende selv, som paradoksalt nok er den, som mindst af alle mærker samfundets generøsitet.

Regeringen har nu set skriften på væggen, og den nye skattekommision skal frem til 2009 skal se på, hvordan skatten kan omlægges, således at skatten på arbejde kan sættes ned.

Man er selvklart allerede begyndt at diskutere, hvad der så skal sættes OP i stedet. Boligskatterne? Selskabsskatterne? Energiafgifter?

Det bliver interessant at følge Skattekommisionens bud.

Som konservativ står jeg imidlertid og kan ikke andet end undres bare en lille smule over, at Skattekommisionens opdrag ikke rækker længere end til en såkaldt ”neutral” omlægning. Undres over, at Skatteministeren ikke har større ambitioner i retning af reelt at kanalisere borgernes penge tilbage i deres egne lommer, frem for blot at ”omlægge” de måder man kræver pengene ind på.

Mit nagende spørgsmål er, hvor meget ”omlægninger” ruster os til globaliseringens udfordringer.