Politik uden principper

Gandhi listede sine såkaldte "7 Blunders of the World", også kaldet "7 Deadly Social Sins"  op for sit barnebarn Arun Gandhi, den sidste dag de var sammen, kort tid før han blev snigmyrdet:

1. Politik uden principper
   
2. Velstand uden arbejde
   
3. Nydelse uden samvittighed
   
4. Videnskab uden menneskelighed
   
5. Viden uden karakter
   
6. Forretning uden moral
   
7. Tilbedelse uden afsavn

Arun Gandhi, barnebarnet, tilføjede en 8. dødssynd:

     8.Rettigheder uden ansvar

Der er i denne liste, som efterhånden har mere end et halvt århundrede på bagen, mere end rigeligt stof til eftertanke for nutidens politiske ledere og borgere, også i Danmark.

Lad mig prøve at reflektere lidt over den første - politik uden principper.

Den gælder også i herhjemme - værst af alt i begrebet "overbudspolitik". 

Når landets endnu største oppositionsparti vil bruge et tocifret milliardbeløb på at give borgerne "velfærdsrettigheder"...  Politik uden principper - allerhøjest involverer det "princippet" om at love hvad som helst for at blive valgt, det er i øvrigt også i modstrid med 8. synd. 

Når De Radikale og SF under den seneste valgkamp pludselig lavede årtiets politiske U-turn og over en nat blev tilhængere af den 24-årsregel, som de så bittert havde bekæmpet... politik uden principper.

(Da nu Villy Søvndal ønsker at pille Karl Marx ud af SF's partiprogram, vil jeg være så hensynsfuld at citere en anden Marx, nemlig Groucho, som beskriver denne form for politik: "Those are my principles, and if you don't like them... well, I have others.")

Socialdemokraternes skattepolitik er et overflødighedshorn af forsyndelser, værst af alt manifesteret i følgende berømte indrømmelse fra Lotte Bundsgaard omkring skattestoppet: 

"På skatteområdet har vi valgt den vælgerpopulære løsning og har støttet regeringens skattestop med få tilføjelser, selv om alle eksperter er enige om, at den øgede globalisering gør, at der er behov for en skattereform, som nedsætter skatten på arbejde og sætter skatten op på fast ejendom. Og på trods af at skattestoppet er med til at friholde store ekstra boligformuer for beskatning, mens de lavtlønnede skal betale skat af hver ekstra krone de tjener. Her valgte vi altså at satse på vælgeropbakning frem for at satse på egne værdier."

Hvad kan man sige? Politik uden principper i anden potens!

I retfærdighedens navn er vi borgerlige selvfølgelig heller ikke immune overfor synden. Det mest foruroligende eksempel er det bizarre postyr omkring Eva Kjer Hansen, da hun kom for skade at udtale, hvad der kun er sund borgerlig fornuft: 

"Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst stillede til gode."

Som bekendt blev socialministeren under trusler om fyring tvunget til at trække sin udtalelse tilbage. 

Hvad jeg dog aldrig forstod i dén sag var, hvordan kan det for en borgerlig politiker være et problem at mene, at når initiativrige borgere får lov at skabe værdier, også til dem selv, så skaber det nok ulighed, men det gør ikke andre borgere fattigere, tværtimod. 

I disse år med fænomener som triangulering, kamp om midtervælgere, "hugge" fra andres partiprogrammer, osv., er Gandhis advarsel mere aktuel end nogensinde. Når principløsheden vinder over de politiske kerneværdier udviskes grænsen ikke kun mellem partierne, men også mellem de politiske beslutningstagere og embedsmændene. Uden principper bliver politikere blot gummistempler for de initiativer, der kommer fra bureaukratiet - eller lader sig blot rive med af opportunistiske strøminger.

Gandhis beskrev selv listen over de 7 synder, som underliggende kræfter i ethvert samfund, som i sidste ende kan ødelægge det, kulturelle synder, som kan fremkalde et moralsk forfald.

Jeg tror afgjort synd nr. 1 er den mest skadelige af de syv.