tirsdag den 29. april 2008

regeringen afviser dobbelt statsborgerskab

Jeg er glad for at regeringen idag har besluttet at afvise et forslag om at tillade dobbelt statsborgerskab.

På et tidspunkt så der ud til at være et muligt flertal for idéen, men heldigvis har gode borgerlige kræfter besindet sig og taget afstand fra dette kulturradikale forsøg på at udvande noget så fundamentalt som statsborger-begrebet. 

Jeg fik mange kommentarer her på bloggen, da jeg på dét tidspunkt hvor forslaget blev stillet uddybede min modstand: At statsborgerskab efter min opfattelse altid må bunde i en følelse af identifikation med et land og dets værdier, og derfor efter min opfattelse kræver loyalitet overfor det land man vil være borger i.

Jeg forstår at mange dansksindede i udlandet ærgrer sig, og at der kan være mange gode praktiske og følelsesmæssige grunde til at ønske sig både dansk pas og så ét i det nye land man bor i. 

Men jeg mener stadig ikke den nationale identitet og loyalitet sådan bare kan splittes op og spredes ud over mere end ét land, ikke uden at statsborgerbegrebet bliver udvandet til et rent juridisk begreb.

Jeg mener fortsat, at som statsborger må man vælge, og lægge loyaliteten i én og kun én vægtskål.

Så, tak til regeringen, I har truffet den rigtige beslutning.

En god historie om ældreplejen

Læs mit indlæg i Lokalavisen her.

lørdag den 26. april 2008

globaliseringen kræver stærke stater

”Minimalstaten”, forstået som afskaffelsen af alt offentlig service bortset fra politi, retsvæsen og militær, er der mig bekendt ingen eksempler på er blevet indført noget sted.

Som konservativ mener jeg da også det ville være en utrolig dårlig idé. Konservative har altid støttet en stærk stat. Derfor er mange af venstrefløjens hyppige udsagn om borgerlige som slet skjulte ideologiske modstandere af den offentlige sektor det rene vrøvl.

Tværtimod er der blandt borgerlige gennem de sidste 10-20 år sket en stigende anerkendelse af, at globaliseringen kræver stærke stater, og at vores store offentlige sektor ikke hæmmer, men tværtimod på mange måder understøtter Danmarks konkurrenceevne.

Når det er sagt, må det dog ikke blive et tabu at stille spørgsmålstegn ved især flexibiliteten og omstillingshastigheden i den offentlige sektor.

Et godt eksempel:

Det store fald i antallet af ledige i Danmark har ikke medført en tilsvarende reduktion i antallet af ansatte i beskæftigelsessystemet, som har med de ledige at gøre. Derfor er der i dag kun otte ledige per ansat i beskæftigelsessystemet, hvorimod de ansatte i 2004 kunne håndtere hele 16 ledige hver, skriver Agenda, der udgives af Dansk Arbejdsgiverforening.

Ifølge Asbjørn Sonne Nørgaard, professor ved Center for Velfærdsforskning på Syddansk Universitet, er udviklingen helt klassisk for offentlige bureaukratier.

"Det er som i andre offentligt finansierede driftsområder, der får mindre at lave. Det er ikke let at nedjustere antallet af ansatte i systemet, der selv er systembevarende. Og politikerne har ikke tilpasset systemet, mens behovet blev mindre," siger Asbjørn Sonne Nørgaard til Agenda.



I en privat virksomhed havde konkurrencesituationen automatisk sørget for, at en halvering af arbejdsmængden havde ført til en tilsvarende reduktion i medarbejderstaben, men det sker ikke automatisk i den skattefinansierede offentlige sektor.

Dét er der brug for modige borgerlige politikere til at sørge for sker.

torsdag den 24. april 2008

Hyklerisk? Nej, principfast

Statministeren har idag, hvis referatet i Politiken står til troende, i forbindelse med den af Brian Mikkelsens foreslåede boykot af OL-åbningsceremonien kaldt dette at sammenblande politik og idræt "hyklerisk".

Jeg synes det er hårde og urimelige ord, hvis statsministeren virkelig har udtalt dette. Skulle man følge statsministerens logik i denne sag, ville det i yderste konsekvens jo også have været "hyklerisk" at boykotte Berlin 1936, fordi det ville være at sammenblande politik og idræt.

Tværtimod fortjener Brian Mikkelsen stor ros for sin principielle holdning til sagen, som (hvad der er totalt overset i pressens overfladiske dækning af sagen) går helt tilbage til tiden før VK-regeringens dannelse.

Da Brian Mikkelsen som konservativ idrætsordfører i 2001 forholdt sig til Beijing som på dét tidspunkt var kandidatby til OL 2008 sagde han: 

"Vi er meget imod, at IOC vælger Kina, fordi der er massive krænkelser af menneskerettighederne. Det minder for meget om et facade-OL som i 1936 i Berlin, hvor Hitler brugte det som propaganda til at vise, hvor godt et samfund Tyskland er." (B.T. den 12. juli 2001)
Brian Mikkelsen har for mig at se blot holdt fast i sine principper gennem alle disse år, og det fortjener han ingen skældsord for, men alle de skulderklap man kan tænke sig.

Handler borgerlighed kun om økonomi?

Under overskriften "68-oprøret og den åndløse danske borgerlighed" angriber Nikolaj Bøgh tidens borgerlige politik for kun at handle om økonomi. 

Efter en konstatering af at 68 ikke førte meget godt med sig - hvilket jeg er helt enig her, læs blot her - skriver Nikolaj Bøgh om de borgerlige akademikeres fortrængning fra universiteterne og om, hvordan nutidens borgerlige efter hans mening kun fokuserer på "økonomisk rationalitet"  fremfor klassisk dannelse, kunst, kultur og historie.

Som jeg konstaterede i en kommentar til en anden artikel af Bøgh, fornemmer jeg hos forfatteren en kærlighed til konservatismen, og vælger at tage kritikken som et velment spark.

Jeg mener dog, at de borgerlige politikere - hvis rolle det var at vende strømmen og "rydde op" efter 68'ernes excesser i henholdvis 1980'erne og her i starten af det 21. århundrede (med Nyrup indimellem som en parentes, der fik gjort stor skade især på folkeskole og integration) - har gjort en kæmpeindsats på alle fronter for at få Danmark tilbage på sporet:

- Økonomien er blevet genoprettet, ja, og det kan selv Nikolaj Bøgh vel ikke benægte var et absolut must efter socialdemokraternes økonomiske fadæser
- Folkeskolen er på vej op igen med fagligheden efter et halvt århundredes kulturradikalt nedbrydningsprojekt
- Indvandringspolitikken er tilbage på sporet
- Der har været (tiltag til) opgør med 68 "ekspert" vældet

Osv. osv. 

Dermed ikke være sagt at alt er godt. På nogle felter kunne jeg også ønske mig at hurtigere bevægelse af samfundet henimod borgerlige værdier. I den pragmatiske kamp om den politiske midtbane, ofres en del på kompromisets alter. I dén situation er det som borgerlig nemt at begræde, at udviklingen ikke går hurtigt nok.

Jeg vælger derimod at glæde mig over, at det trods alt går den rigtige vej.

onsdag den 23. april 2008

Mere godt nyt fra Lars Barfoed

Læs her Lars Barfoed's modige udmelding om, at vi skal have en relativt mindre offentlig sektor i fremtiden. 

En basal borgerlig mening, som har været undertrykt så længe især i vores liberale søsterparti udfra skrækken om at socialdemokraterne vil vende den til endnu en omgang "skat eller velfærd", at en sådan udmelding nærmest fremstår kættersk.

Men pointen er jo, at så længe den offentlige sektor vokser i samme takt som samfundsøkonomien, eller endda hurtigere, er der intet incitament til at prioritere de offentlige udgifter. Pengene er der jo altid... Så rigeligt.

Men som bekendt hentes pengene ud af alle borgeres lommer. 

Og er det ikke legitimt at spørge om de bruges rigtigt?

Og hvis ikke, er det så ikke en god anledning til, at lade borgerne få lov at beholde bare lidt flere, lad os sige halvdelen i fred? 

Ikke, åbenbart, hvis det står til tidens flertal. Velfærden, defineret snævert som det offentlige forbrug, skal åbenbart bare have lov at vokse og vokse med alle de hellige køer - efterløn, indefrysning af ejendomsskat, børnecheck, you name it - på slæb, hvad enten disse ydelser gør samfundsmæssig gavn eller ej.

Som konservative er det på tide at sige fra - vi skal absolut ikke bare sidde og vente på skattekommisionen, som toneangivende Venstre-politikere synes at mene. 

Vi skal tage debatten her og nu.

Efter 7 års borgerlig regering er det ikke et øjeblik for tidligt at tage den debat Lars Barfoed her rejser.

tirsdag den 22. april 2008

Kontrakten mellem døde, levende og ufødte

Det er glædeligt, at statsministeren nu bakker klimaminister Connie Hedegaard op i kritikken af USA's uambitiøse udmelding om først at begrænse udledningen af CO2 i 2025.

Det leder mig til nogle principielle betragtninger om konservatisme og miljø/klima-politik:

Det er klassisk konservativ tænkning at se samfundet som en kontrakt - men vel at mærke en kontrakt ikke kun mellem de levende, men mellem de døde, de levende og de endnu ufødte.

Værdierne som vi får overleveret fra tidligere generationer skal der derfor passes godt på. Verden skal gives videre til vores børn i mindst samme stand, og helst bedre, end vi selv arvede den.

Det er udfra dette grundsynspunkt, alt konservativ miljøpolitik skal ses.

Men til forskel fra venstrefløjen, mener jeg som konservativ det er alt for letkøbt, blot at bruge miljø- og klimadebatten som anledning til at skælde ud på USA, de store industrier, osv. 

Vi har et frit marked, og vi er alle sammen selv "den usynlige hånd" som kollektivt trækker i trådene, som lige nu truer verdens klima. 

Vores personlige valg, dit og mit valg, af flyrejser, biler, hårde hvidevarer, madvaner og øvrigt forbrug er problemets rod og dermed løsningens rod, ikke industrien, for den gør blot, hvad den er sat i verden for, at følge markedets krav.

Løsningen?

Ikke den socialistiske - at indskrænke markedskræfterne, for hver gang staten skal indover vores individuelle valg, bliver de med garanti samlet set mere uhensigtsmæssige.

Nej tværtimod - god borgerlig miljø-politik er at placere ansvaret hos den enkelte borger, ved at vi alle sammen betaler den reelle pris for al vores forbrug, vel at mærke inklusive prisen for miljøet.

Skatten på arbejde skal derfor ned, for det er ikke flid og initiativ, som ødelægger miljøet - til gengæld skal de grønne afgifter afspejle vores forbrugs reelle belastning på miljøet og klimaet.

For at lægge livsstilen om, hvad der ikke kan være tvivl om at vi er nødt til, skal vi nemlig have et individuelt motiv, et motiv som er stærkt nok til at kunne afbalancere appetitten på forbrugsgoder.

mandag den 21. april 2008

Tak, Lars Barfoed

Læs Lars Barfoed's interessante forslag i Berlingske -  bl.a. forslag om reduktion af efterløn og børnecheck, afskaffe fastfrysningen af ejendomsværdibeskatningen for ældre, samt øget brugerbetaling - altsammen med målet at få skatten på arbejde sat ned og undgå en eksplosion i offentlige udgifter.

De fleste øvrige partier reagerer på automatpilot og slår syv kors for sig.

Men Lars Barfoed har en utrolig vigtig pointe: Velfærdsrettigheder har det med at blive "velerhvervede" og dermed urørlige, også længe efter at de har udtjent deres oprindelige funktion.

Efterlønnen blev eksempelvis til for at skaffe plads til unge i en situation med enorm ungdomsarbejdsløshed - idag betyder ordningen at vi betaler mange arbejdsdygtige for at trække sig tilbage i en situation med mangel på arbejdskraft. Hvor logisk er lige dét?

Mange andre ordninger har ligeledes haft deres besøgelsestid, men svage politikere tør ikke pille ved dem.

Problemet er, at velfærdssamfundet ikke kan udvikle sig, når det samtidig skal finansiere alle fortidens forældede ydelser, vedtaget af tidligere generationers politikere i helt andre samfundsmæssige sammenhænge.

Efterløn, børnecheck osv. repræsenterer den værste form for omfordeling - dén fra middelklassen og til middelklassen, hvor staten blot agerer fordyrende mellemled.

Erstat dog disse forældede ydelser med reelle skattelettelser. Lad pengene blive i borgernes lommer. Og lad omfordelingen gå til de trængende, ikke til middelklassen selv.

SF-nedtur, K på vej op

Dagens gode nyhed, at SF's fremgangskurve er knækket. Samtidig har vi Konservative medvind.

Som jeg skrev for nyligt her i bloggen, har SF i sit principprogram ikke frigjort sig fra vulgær-marxistiske formuleringer som "afskaffe kapitalismen" i "revolutionær proces". 

En folkelig SF-formand, som i stedet ønsker at fremstille partiet som "erhvervsvenligt" (!?), kan ikke i længden løbe fra sit partis betontunge ideologiske arvegods, og det er det, som SF's nye vælgere nu er ved at gennemskue, og det er derfor de nu bevæger sig væk igen.

Samtidig viser meningsmålingen som sagt en beskeden fremgang til K. Dog endnu ikke nok. Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg ser Konservatives naturlige leje som værende på mindst niveauet 15-25%.

Hvordan vinder vi disse mange potentielle K-stemmer? 

Jeg tror fuldt og fast på, at principfasthed er vejen frem: Danskerne længes efter partier, som er loyale mod grundlæggende principper - som ikke styres af fokusgrupper og spin. 

Der er mange grundlæggende værdi-konservative danskere. Det Konservative Folkeparti skal være disse danskeres helt naturlige havn.

Hvad vil det så sige at være værdi-konservativ?

Mit bud er:

1. Politik er lig moral.

Uddybning:
- Fordelingspolitik, al politiks klassiske omdrejningspunkt, handler om moral: Ikke at lade de svage i stikken er moral, dvs. en vis omfordeling er OK. Men at belønne de flittige er også moral, dvs. omfordelingen må ikke gå over gevind med fantasihøje marginalskatter.

2. Respekt for menneskers forskellighed

Uddybning:
- Mennesker skal ikke presses ind i systemtænkning og skabeloner.
- Vi skal ikke være ens, vi skal ikke være "lige", men vi skal have lige muligheder
- Menneskers "nytte" skal ikke kun måles økonomisk

3. Lov og orden

Uddybning:
- En konservativ "klassiker", som næppe behøver meget uddybning - lovens fineste opgave er at sikre, at der altid tages mere hensyn til offer end forbryder

4. Frihed og ejendomsret hænger uløseligt sammen

Uddybning:
- De værdier som frie mennesker skaber, skal de også selv kunne råde over, ellers er det blot en form for skjult "trældom"
- Urimelig konfiskation ved umådeholden beskatning truer den enkeltes frihed

5. Tro ikke på "eksperterne"

Uddybning:
- Tro især ikke på ideologiske eksperter, der vil forandre hele verden udfra abstrakte idéer.
- Tro hellere på den sunde fornuft, og fremfor alt lær af historien!

6. Forandring ja, men med måde

Uddybning:
- Pludselige samfundsomvæltninger giver aldrig godt resultat. England og USA har som de eneste europæiske stormagter ikke oplevet revolutioner i de sidste 200 år - resultatet, de har klaret sig langt bedre end f.eks. Frankrig, Tyskland og Rusland.
- Derfor - forandre for at bevare

søndag den 13. april 2008

Fra Burke til opgøret med 1968

Historisk opstod konservatismen som reaktion på den Franske revolution - nemlig ved Burkes berømte opgør med revolutionen, som startede med idealerne om frihed, lighed og broderskab, men endte i blodbad og opløsning af de selvsamme værdier de revolutionære havde kæmpet for.

Der er en slående parallel til 1968 og så vores tids nye borgerlige modstand imod de kulturradikale opløsningstendenser, som tiden op til regeringsskiftet i 2001 indebar.

Konservatismens mission i dag er under udfordringerne fra de kulturradikale, socialisterne, islamisterne og alle andre samfundsomvæltende kræfter, at sikre den sociale balance og holde fast i de værdier, som har bragt Danmark så langt.

Individets frihed er en væsentlig del af denne balance, men ikke alt. Konservatisme handler også om at bevare de fælles ressourcer i samfundet intakte - miljøet, kulturen, dannelsen.

Jeg tror altid samfundet vil være under pres fra revolutionære kræfter af den ene eller anden type. Da nazismens faldt, dukkede kommunismen op. Da kommunismen faldt, dukkede islamismen op.

På den led tror jeg vi Konservative kommer til at kæmpe en evig kamp for bevarelsen af det gode i samfundet, imod stadig skiftende totalitære fjender. Det betyder dog langt fra, at kampen er håbløs. 

For selvom anti-demokratiske kræfter indimellem ser ud til at få vind i sejlene, så viser historien, at der altid kommer en folkelig modbevægelse.

Det handler nemlig om værdier, og vores borgerlige værdier er i sidste ende de stærkeste - det er de værdier danskerne vil have.

lørdag den 12. april 2008

Hvordan et hippie-barn blev konservativ

Jeg er født i 1968, året der som intet andet markerede en ny kulturradikal epoke. Jeg voksede op i 70erne som barn af hippier, hvor vi boede i kollektiv størstedelen af min barndom. Jeg havde venstreorienterede lærere, der ikke lagde skjul på, at de så det som deres fineste pligt at uddanne os elever til at blive revolutionens og det klasseløse samfunds fortropper. Jeg husker Informations referater fra VS-møder fra den tid, hvor slagplaner blev lagt for, hvor man skulle stuve borgerskabet af vejen når revolutionen kom (især på fodboldstadioner). Jeg husker Anker Jørgensen-tiden med ukontrollabel inflation og gæld. 

Det var denne barndom, som grundlagde mit politiske livssyn. Uden at jeg selvfølgelig på det tidspunkt kunne sætte præcise ord på, forekom 70ernes forsøg på at hæve sig op over snart sagt alle historiske begrænsninger og erfaringer mig forkert. Hvordan kunne man bare opgive kernefamilien, opgive religionen, opgive demokratiet (som den på det tidspunkt toneangivende venstrefløj agiterede for)? Og hvad stillede man i stedet? Det kommunistiske "paradis", den store "frigørelse"...

Jeg valgte at trodse tiden. Jeg meldte mig ind i Folkekirken til stort chok for familie og venner. Jeg læste Kierkegaard på det tidspunkt, hvor det var Ole Lund og ikke Søren, som ellers var elitens foretrukne. Jeg lærte mig selv noder og at spille klaver og gik til klassisk undervisning.

Jeg gjorde det, selvom mine interesser blev anset som latterlige og gammeldags, men jeg fandt i historien og klassikerne en værdi, som 70ernes nøgleromaner og DR-monopolets TV-teater ikke kunne matche.

Søren Krarup har sagt om den tid, som var mit barndoms Danmark: "1960´erne og 70´erne betegner en ødelæggelse af det hæderlige, loyale Danmark og for så vidt af den vestlige verden"

Jeg er enig, og det er ikke til at tænke på, hvordan det var gået med Danmark, hvis ikke den konservative modbevægelse i 1980´erne havde sat et stopper for årtiers systematiske kulturradikale nedbrydelse af alle normer og værdier.  

Poul Schlüter husker jeg som én af Danmarks bedste statsministre nogensinde, ikke kun fordi han fik halet Danmark op af den berømte økonomiske afgrund, men også fordi han fik etableret og bevist i praksis en troværdig borgerlig samfundsmodel som modstykke til den kulturradikale kulturnihilsme.

1990'erne markerede et sørgeligt kulturradikalt mellemspil med Nyrup-regeringens systematiske nedbrydning af fagligheden i folkeskolen og "åben-dør" politik i flygtninge- og indvandringspolitikken. Begge svigt kæmper den nuværende VK-regering stadig med at reparere på.

I dag har vi som bekendt fortsat en konservativ-liberal regering, og når jeg ser tilbage gennem de sidste 30 år har de borgerlige værdier vel aldrig haft bedre fat i danskerne end nu. 

Der er grund til at glæde sig, men ikke grund til at hvile på laurbærene.

Regeringen har gjort det ekstremt godt på værdipolitikken, men opgøret med den socialdemokratiske omfordelingsmaskine har været forsømt. Og i kulissen tripper et SF med voksende vælgertække... Mange er måske ved at glemme, hvad socialisme egentlig betyder af umenneskelighed.

Der er rigeligt brug for gode borgerlige ord med på vejen.

Jeg vil derfor i mit politiske arbejde, som bestyrelsesmedlem for De Konservative i Helsingør ufortrødent kæmpe videre for den konservatisme, som min barndom i 1970'ernes kulturradikale eksperiment har lært mig at Danmark fortsat har hårdt brug for.

S-formand imod skattelettelser - S-næstformand vil sænke topskat

Anden del af Helle Thorning-Schmidts kronik kan læses idag.

Hovedtesen er, at når socialdemokraterne nu skal væk fra den tredje vej, er det ikke en "fjerde" der skal slåes ind på, men snarere at skrue tiden tilbage til traditionel socialdemokratisme. Som konservativ kan jeg kun bifalde dén strategi - den vil nemlig med garanti holde S udenfor enhver regering i al overskuelig fremtid.

Og igen blæses der til kamp imod skattelettelser: 
"Vi skal vælge mellem en modernisering af velfærdssamfundet eller fremtidige skattelettelser."
Jeg troede ellers analysen fra S var, at dette falske dilemma havde givet bagslag i valgkampen.

Men det virkeligt interessante er - samtidig med, at S-formanden fortsætter krigen imod skattelettelser, så går S-næstformanden ud samme dag og modsiger lodret sin formands stort anlagte programerklæring med følgende:

»Det er min vurdering, at topskatten skal sænkes. Det kan være, at der bliver tale om en kombination af, at færre skal betale topskat, og at skatten på den sidst tjente krone sættes ned«, siger Nick Hækkerup, næstformand og skatteordfører for Socialdemokraterne.
Jamen, jeg kan kun sige tak, Nick Hækkerup, det er jo rendyrket konservativ skattepolitik du her fremfører, selvom du dermed foretager en 180 graders kovending i forhold til din egen S-formands linie. 

Jeg forstår bare ikke svadaen imod Bendt Bendtsen forleden for at ville nøjagtigt det samme du her selv foreslår. 

Alt i alt er tingene måske bare som de plejer at være - ekstrem forvirring omkring hvad socialdemokraterne vil med skattepolitikken.

Socialdemokraternes politik minder efterhånden mere og mere om Groucho Marx: "These are my principles. If you don't like them, I have others."

Som Konservativ vakler jeg selvfølgelig ikke. Selvfølgelig skal flittige danske lønmodtagere betale mindre i skat af den sidst tjente krone. 

Jeg vil mene, at de aldrig skal betale mere til samfundet end de har til sig selv.


Der er mange andre selvmodsigelser i S-formandens seneste kronik, flere end jeg her kan nå at kommentere på, men lad mig slutte med påstanden om, at vi nu står overfor et valg mellem "vidensstagnation eller uddannelsesløft". 

For det første skulle S nok ikke råbe for højt op om "vidensstagnation" når skiftende undervisningsministre i den tidligere SR-regering stod bag århundredets værste faglige deroute i 90ernes danske folkeskole, dokumenteret ved den beskæmmende Pisa-undersøgelse fra starten af årtunsindet. Som bekendt er VK-regeringen ved at få fagligheden tilbage i Folkeskolen. For det andet overser S-formanden totalt den nye globaliseringsaftale, hvor regeringen afsætter 39 mia. kr. til netop uddannelse, innovation og viden frem til 2010.

fredag den 11. april 2008

SF-borgmestre Danmarks ringeste til kultur

Villy Søvndal er meget begejstret for Nakskovs SF-borgmester.

Inden begejstringen tager overhånd, må jeg på alle kulturinteresseredes vegne gøre opmærksom på at en ny undersøgelse viser, at SF's enlige kommune med borgmesterpost sammen med lokallisternes er i bund, når det gælder kultur.

Konservative kommuner bruger i gennemsnit 20% mere end landsgennemsnittet på kultur. Det er naturligvis et resultat jeg som konservativ er rigtig stolt af. Kulturen er - sammen med videnskaben - én af samfundets bærende grundpiller.

Jeg tror en del SF-vælgere vil blive rigtigt skuffede, når denne sandhed går op for dem, men er man glad for kultur, så bør man nok hellere gøre min hjembys Per Tærsbøl eller andre konservative borgmestre til sit idol fremfor SF-borgmestre.

Lad mig iøvrigt tilføje, Helsingør er som Nakskov en stolt arbejderby, som har lidt under lukket skibsværft, så en tung historie kan ikke bruges som undskyldning for SF-borgmesterens påfaldende nedprioritering af kultur.

Helle Thorning-Schmidt, hvem har "svigtet"?

Helle Thorning-Schmidt gør i en kronik i dag op med "den tredje vej". 

Det er en ganske velskrevet samtidshistorisk beskrivelse af centrum-venstres fascination af Anthony Giddens og stigende mangel på vælgertække gennem de sidste 10-20 år, ikke kun i Danmark, men i det meste af Vest-europa.

Men det går galt, når S-formanden skal analysere sig frem til, hvorfor det er gået så galt som det er som socialdemokratismen:
"Når centrum/venstre i en periode har haft svært ved at håndtere udviklingen, skyldes det, at den er dybt paradoksal. Den politik, vi har udviklet de seneste 10-20 år, er så stærk, at de borgerlige ikke længere åbent udfordrer den.

Vores løsninger på de problemer, der plagede det gamle højre og venstre, accepteres – i det mindste officielt – af stort set alle europæiske partier med ambition om regeringsmagt.

Alligevel står vi for enden af den tredje vej. Ikke af de årsager, der normalt gøres gældende.

At Venstre og andre borgerlige partier forsøger sig i rollen som fodslæbende forvaltere af en moderniseret socialdemokratisk samfundsmodel, er i længden deres – ikke vores – problem. For det borgerlige Danmark leverer ikke varen. Summen af svigt, skæve prioriteringer og en stadigt mere åbenlys afstand mellem ord og handling skaber voksende problemer på en række nøgleområder. For eksempel sundhed, miljø, energi, ældrepleje, børnepasning, uddannelse og integration."
Det er hårde ord at tale om "svigt" og "afstand mellem ord og handling", og eksemplerne, som anføres, ryger da også som boomerang tilbage i hovedet på S-formanden, lad mig uddybe:

  • Sundhed - Socialdemokraterne forsømte da de havde regeringsmagten gennem 90erne at gøre noget ved ventelisterne, idag har vi en behandlingsgaranti på 30 dage - hvem har "svigtet"?
  • Miljø og energi - Socialdemokratiet lod gennem 90erne Svend Auken opbygge et miljø-imperium som dog havde ringe effekt på reelle miljø-problemer - idag har Connie Hedegaard sat klimaspørgsmålet på dagsordenen med United Nation Climate Summit i København 2009 som foreløbig kulmination, herunder formået at få selv modstræbende amerikanske politikere til at lytte - hvem har "svigtet"?
  • Ældrepleje - et kommunalt område, men det er slående at de fleste skandaler i ældreplejen indenfor de seneste år er foregået i socialdemokratiske kommuner - hvem har "svigtet"?
  • Børnepasning - endnu et kommunalt område, men lad os nævne, at en borgerlige regeringsbeslutning fra 2004 om at dagtilbuddene skulle arbejde med pædagogiske læreplaner nu gør en positiv forskel i hverdagen – for både medarbejdere og børn. Selv BUPL har nu erkendt dette, trods stor oprindelig modstand imod læreplanerne fra fagforeningerne  - hvem har "svigtet"?
  • Uddannelse - man er forbløffet over, at S-formanden vover at nævne dette område efter, at SR-regeringen stod i spidsen for en fatal forringelse af Folkeskolen gennem 90'erne kulminerende med alle tiders ringeste Pisa-undersøgelse over danske elevers kundskaber. Nu er den borgerlige regering gennem et langt sejt træk ved at få rettet fagligheden op, selvom der endnu er et stykke vej, før danske elevers kundskaber er i EUs top, hvor de bør være - hvem har "svigtet"?
  • Integration - endnu en gang  må man forbløffes over, at S-formanden af sig selv fremhæver et område, som SR-regeringen åbenlyst var aldeles ude af stand til at håndtere, men hvor den nuværende regering har haft en hårdttilkæmpet succes, f.eks. har indvandrernes erhvervsfrekvens aldrig været højere - hvem har "svigtet"? 

Alt i alt klæder det S-formanden med den selvkritik, som kronikken lægger op til, men trods forgængeren Lykketofts overstadige ros af initiativet er det tydeligt, at kæden hopper af i analysen af, hvor det gik galt og hvad der skal ske fremover. 

S-politikken gennem de sidste 10-20 år har langt fra været "stærk", som Helle Thorning-Schmidt kalder den, tværtimod har VK-regeringen sin folkelige opbakning ved at gøre noget ved netop den perlerække af problemer, som Socialdemokratiet havde forsømt at løse, og hvor den socialdemokratiske ideologi viste sig nytteløs, og om nogen "svigtede" og havde afgrundsdyb "afstand mellem ord og handling".

Det er ikke et nulsumspil

S angriber påny Bendt Bendtsen for at kæmpe for skattelettelser, læs mere her. Det er den sædvanlig beton-agtige tankegang S ligger for dagen:
»Vi har lige været igennem regeringens kvalitetsreform, som skulle give de effektiviseringer. Samtidig har regeringen i 2015-planen indregnet fem milliarder kroner i effektiviseringer i kommunerne, som kommunerne får lov til at beholde for bare at have en nogenlunde vækst. Så når Bendt Bendtsen nu snakker om effektiviseringer af den offentlige sektor, så er der i virkeligheden tale om besparelser. Her springer Bendt Bendtsen jo ud af skabet og siger, at han hellere vil have skattelettelser end velfærd«, siger Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup, til Ritzau.

Efter at S-formanden i Berlingske ellers med en klædelig selverkendelse har fastslået at valgkamptemaet "Skattelettelser eller velfærd" havde slået fejl, kører S stadig videre med pavlovske reflekser, så hver gang en S-politiker hører ordet "skattelettelser", kan man ikke dy sig for at køre videre med det fortænkte dilemma, som ingen ved sin fulde fornuft køber.

Hvad Socialdemokratiet ikke vil forstå er:

- Det er ikke et nulsumspil
- Der er noget, som hedder "dynamiske effekter" fordi skattelettelser øger aktiviteten i samfundet
- Skattelettelserne som Konservative kæmper for vil derfor i stort omfang være selvfinansierende
- Danmarks fantasihøje skattetryk er fuldstændigt uforeneligt med globaliseringen, og vi har ikke råd til at vente
- I stedet for at være så forhippet på at fordele en lagkage, som i forvejen er verdens mest ligeligt fordelte, skulle man hellere tænke på at få kagen til at vokse

torsdag den 10. april 2008

"Klassisk fordelingspolitik" igen øverst på S-dagsordenen

Nu er det igen "klassisk fordelingspolitik", der er øverst på dagsordenen for socialdemokraterne, fremgår det af et nyt interview med Helle Thorning-Schmidt i Weekend-avisen.

Jeg må indrømme, at jeg ikke havde opdaget, at fordelingspolitikken ikke hele tiden havde været øverst på dagsordenen for socialdemokraterne.

Men der er andre interessante udtalelser i interviewet: 

"Når halvdelen af bruttonationalindkomsten er i den fælles pengekasse, giver det også helt uanede muligheder for at prioritere.«

Jo, der er rigtig mange penge i de offentlige kasser at flytte om på. Det er dog tydeligt, at Socialdemokraterne ikke er enige i denne blogs motto, at disse ubegribeligt mange penge lå bedst i de borgeres lommer, hvorfra skattevæsenet med stealth-agtig behændighed lister dem ud. 

Men på spørgmålet om "de uanede muligheder for at prioritere" glider S-formanden desværre af: "Nej, jeg vil ikke udfolde 2009’s finanslov. Men det kommer. Og jeg kan henvise til de andre finanslove, vi har haft, hvor vi har prioriteret hver eneste gang – landbrugssubsidier og nogle af de regionale vækstfora, der har været rundt omkring i landet og ikke har været fornuftige."

Og lidt senere: "Vi er parate til at prioritere i forsvaret."

OK, når S-formanden skal give eksempler på "prioriteringer", er det altså primært at skære ned på forsvarsudgifter og landbrugsstøtte... 

For mig er det noget letkøbte prioriteringer at tage midler fra forsvaret af Danmarks grænser og internationale engagement samt vores historisk set mest betydningsfulde erhverv, landbruget, for at give velfærdsydelserne endnu en ekstra tak opad.

Hvornår ser vi en socialdemokrat med modet til at sige til befolkningen, at vi alle ikke kan blive ved med at få mere fra de offentlige kasser?

To slags lighed

Begrebet lighed burde være lige ud af landevejen, men det er det langt fra. Det har forskellige betydninger:

Én betydning er, at alle borgere skal have lige muligheder, f.eks. for at uddanne sig, komme på hospitalet, leje bolig, lighed for loven, osv., uden at nogen andre har fortrinsret eller særlige privilegier.

Denne form for lighed går de fleste danskere klart ind for. Naturligvis også Konservative.

Men der er en anden betydning af lighed: At udjævne forskelle i indtægt så meget som muligt, så alle bliver "lige". Denne lighed er Danmark som bekendt verdensmester i. (Jeg overdriver ikke, vi ER vitterlig verdensmestre, se f.eks. her)

Denne førsteplads har vi som bekendt ikke fordi alle tjener lige meget (Danmark er dog ikke kommunistisk, selvom vores såkaldte Gini-koifficient ligger foruroligende tæt på Hvideruslands), men fordi verdens tungeste skattetryk systematisk "omfordeler" fra de som tjener mere til de som tjener mindre. 

I tidligere tider, hvor begge former for ulighed herskede, gav omfordelingen en vis mening, for der var netop mennesker som havde opnået formue gennem særlige privillegier. Omfordelingen var "retfærdig".

Men sådan er det jo ikke idag. Ulighed i indtægter skyldes i dag primært borgernes egne valg. Valg af uddannelse (ikke mindst hvornår man starter den og hvor længe man er om at få den afsluttet), valg af job og arbejdstid, valg af bolig.

Med friheden til at vælge forskelligt i livet ud fra vores forskellige evner og interesser, opstår af disse valg uligheder, både økonomiske og sociale. 

Det interessante spørgsmål er: Er denne form for ulighed "uretfærdig"?

Jeg vil svare nej. Som jeg skrev i går er politik og moral tæt forbundet, især for mig som Konservativ. 

Vores store moral-filosof Kierkegaard, eksistentialistens fader, betonede betydningen af vores individuelle valg, og hvordan vi måtte stå ved dem for at være hele mennesker.

Det er derfor jeg anser den socialdemokratiske omfordelingsmaskine som moralsk uansvarlig. 

Når indtægten altovervejende er summen af personlige valg, er det nærmest kulturnihilistisk at staten går ind og annullerer effekten af disse valg gennem så massiv omfordeling, som vi ser i Danmark... 

Vi har al mulig grund til ikke at være stolte af guldmedaljen ved VM i lighedsmageri.

onsdag den 9. april 2008

6 konservative grundidéer

Som kontrast til socialdemokratiske teser og folkesocialistiske "pejlemærker", er her 6 konservative grundidéer. 

De er ikke opfundet af mig til lejligheden, men baseret på den konservative tænker Russell Kirk - til gengæld er de så gode, at de meget gerne må blive genopdaget:

1. Politik er lig moral. 

Uddybning: 

- Fordelingspolitik handler om moral: Ikke at lade de svage i stikken er moral, dvs. en vis omfordeling er OK. Men at belønne de flittige er også moral, dvs. omfordelingen må ikke gå over gevind med fantasihøje marginalskatter. 

- Miljø-politik handler om moral: Det er moral at passe på den verden vores forfædre gav os og give den videre til de endnu ufødte i god stand.

2. Respekt for menneskers forskellighed

Uddybning:

- Mennesker skal ikke presses ind i systemtænkning og skabeloner. 
- Vi skal ikke være ens, vi skal ikke være "lige", blot have lige muligheder
- Menneskers "nytte" skal ikke kun måles økonomisk

3. Lov og orden

Uddybning:

- En konservativ "klassiker", som næppe behøver meget uddybning - lovens fineste opgave er at sikre, at der altid tages mere hensyn til offer end forbryder

4. Frihed og ejendomsret hænger uløseligt sammen

Uddybning: 

- De værdier som frie mennesker skaber, skal de også selv kunne råde over, ellers er det blot en form for skjult "trældom"
- Urimelig konfiskation ved umådeholden beskatning (eller urimelige ekspropriationer som for nyligt set i Hillerød) truer den enkeltes frihed

5. Tro ikke på "eksperterne"

Uddybning:

- Tro især ikke på ideologiske eksperter, der vil forandre hele verden udfra abstrakte idéer.
- Tro hellere på den sunde fornuft, og fremfor alt lær af historien!

6. Forandring ja, men med måde

Uddybning:

- Pludselige samfundsomvæltninger giver aldrig godt resultat. England og USA har som de eneste europæiske stormagter ikke oplevet revolutioner i de sidste 200 år - resultatet, de har klaret sig langt bedre end f.eks. Frankrig, Tyskland og Rusland... Man kunne også tilføje Danmark som et land forskånet for store revolutioner, som har klaret sig bedre end gennemsnittet.

Inspireret af Russel Kirk "The Conservative Mind"

tirsdag den 8. april 2008

Thorning-Schmidt langer ud efter danskerne

Socialdemokraternes statsminister-kandidat Helle Thorning-Schmidt er af denne opfattelse

"Danskerne bliver mere forargede over voldelige overfald, når de begås af kriminelle med indvandrerbaggrund, end når de begås af kriminelle danskere."

Jeg må bare spørge statsminister-kandidaten: Helle, kan du dokumentere den påstand?

Samtidig supplerer hun: "Selvfølgelig er det meget generaliserende. Og jeg er voldsomt imod generalisering af alle, uanset om det er homoseksuelle, kvinder eller mennesker med muslimsk baggrund."

OK, Helle, jeg kan forstå, at du er voldsomt imod generalisering, men på trods af dette generaliserer du og mener, at danskerne - i bestemt form flertal! - bliver mere forargede over voldelige overfald, når de begås af kriminelle med indvandrerbaggrund, end når de begås af kriminelle danskere. 

Når Socialdemokraternes statsminister-kandidat fremfor at beskæftige sig med løsningen på reelle problemer, i stedet forsøger at give danskerne kollektiv skyldfølelse over en udokumenteret påstand, er der ikke noget at sige til, at vælger flygter fra S for tiden.



robot-ansøgninger bør koste dagpengeretten

Ledige er nu begyndt at bruge jobrobotten  Checkjobnet til automatisk at generere og afsende de obligatoriske 4 ansøgninger om ugen.

Jeg forstår irritationen hos både ledige og ikke mindst virksomheder over at det nu er kvantiteten og ikke kvaliteten i ansøgningerne, som er kommet i fokus. 

4 om ugen er selvfølgelig et helt arbitrært tal, som ikke nødvendigvis matcher udbuddet af egnede jobs.

Når det er sagt støtter jeg dog på ingen måde brugen af jobrobotter - det er dybt useriøst og kan sammenlignes med spam, som rammer sagesløse virksomheder, som skal bruge tid på at sortere åbenlyst ubegrundede ansøgninger fra.

Jeg ville godt støtte, at man lirkede en smule på den meget bureaukratiske "4 om ugen" regel, hvis man til gengæld stillede større krav til kvaliteten. 

F.eks. kunne den ledige miste dagpengeretten i en periode, hvis man sendte "robot-ansøgninger" eller andre åbenlyst umotiverede ansøgninger.

Folk skal gøre sig umage, når man søger jobs, det er del af at være til rådighed, det andet er rent pjat.

mandag den 7. april 2008

Kulturkrise?

Det er en kulturkrise. Det er kulturen, det er galt med, ikke kapitalismen. 
Fra kronik i Berlingske Tiden 10. august 2004 af af Jean Fischer, Kultursociolog under titlen "Der er brug for kvalificeret konservatisme"

Har vi, forstået som Danmark og i bredere forstand Vesten, dét - en kulturkrise?

Jeg er nødt til at svare ja. 

100 års tæppebombning med kulturradikal civilisationskritik har desværre haft sin effekt. 

Opdragelsen til, at "alle kulturer er lige gode" har haft en nihilistisk effekt, for når alt er lige godt, er ingenting godt.

Lad mig nævne krisen i den danske folkeskole, hvor Pisa-undersøgelserne viste, at verdens dyreste folkeskole faldt fuldstændigt igennem i forhold til resten af Europa. En folkeskole, som nyuddannede lærere iøvrigt flygter fra, fra mangelfuld ledelse og fra autoritetstabet i forhold til elever og forældre...

Er folkeskolens krise i virkeligheden symptomet på en meget bredere kulturkrise?

Jeg er tilbøjelig til at mene det. De kulturradikale er trådt i baggrunden i dag, men meget skade er allerede sket:

En kulturkamp er i gang i Danmark, i Europa, i Vesten, en kamp om vores kulturelle identitet. Efter kampen imod nazismen og kommunismen, som vi vandt, men med kolossale ofre, skal vi finde kræfterne til et tredje slag imod en ny totalitær ideologi, den radikale islamisme.

For at vinde kampen er vi nødt til at tro på egne værdier, altså gøre det stik modsatte af hvad det kulturradikale undervisningssystem indoktrinerede os til.

Som oplyste mennesker skal vi tvivle på alt, bare ikke på os selv og vores egne værdier.

Her har vi som konservative en særlig rolle at spille: Vi må genvinde det tabte stykke for stykke. Vi må genskabe historiebevidstheden hos de generationer som rundbordspædagogikken frarøvede den danske historie. Vi må genopdage perlerne fra den danske kulturarv og samtidig styrke samtidskulturen endnu mere. 

Man siger krise betyder udvikling. Jeg da ser heldigvis også nogle gode tegn. Pisa undersøgelsen viser fremgang hos danske elever. Kulturministerens kanon'er har sat spot på den danske kulturelle skatkiste. 

Men det er ikke nok. Skal krisen overvindes, kræver det mandshjerte til at kæmpe kulturkampen hele vejen, og den er slet slet ikke overstået endnu.

Forkastelig eksproriering i Hillerød

Dagens historie om Hillerød's socialdemokratiske borgmesters forsøg på at eksproriere jord til anslået værdi på mere end 30 millioner til discountprisen 2,9 millioner får én til at mangle ord, så lad mig til at begynde med give det til borgmesteren selv:

"Ved at ekspropriere får Hillerød Kommune mulighed for at overtage alle arealerne samlet og sikre, at alle grundejerne får samme grundlag for erstatning," lyder Kirsten Jensens kommentar til sagen i Jyllands-Posten.

Dette besvarer for mig at se ingen som helst ting.

Hvad med at borgmesteren i stedet forklarer, hvorfor Hillerød Kommune skal score 1000% fortjeneste?

Eller hvad med at få borgmesteren til at forholde sig til grundlovens § 73, stk. 1: "Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning."

Fuldstændig erstatning betyder naturligvis at betale, hvad grunden er værd, og ikke blot en tiendedel af værdien.

Ellers er eksproprieringen jo simpel konfiskation af menneskers ejendom og værdier.

Socialister har altid haft et problematisk forhold til privat ejendomsret. Jeg havde håbet socialdemokraterne ikke var så socialistiske at det gjorde noget, men denne sag viser, at det gør faktisk noget.

søndag den 6. april 2008

to teser om rets- og udlændingepolitik

I en kommentar til Mette Frederiksens 9 teser, lancerer kulturminister Brian Mikkelsen (K) nu to teser om rets- og udlændingepolitikken:

1. Man skal altid tage mere hensyn til offeret end til gerningsmanden

2. Det er udlændingene, der skal tilpasse sig det danske demokrati. Ikke omvendt

Jeg opfordrer til at læse Brians blog, det er velovervejede konservative ord.

lørdag den 5. april 2008

nej til dobbelt statsborgerskab

Ny Alliance har foreslået mulighed for dobbelt statsborgerskab.

Mange partier i Folketinget udtrykker en vis sympati for forslaget.

Jeg vil dog gerne advare. Statsborgerskab bunder i en følelse af identifikation med et land og dets værdier, og kræver efter min opfattelse loyalitet overfor det land man vil være borger i. 

Denne form for identitet og loyalitet kan selvfølgelig ikke sådan bare splittes op og spredes ud over mere end ét land, ikke uden at statsborgerbegrebet bliver udvandet til et rent juridisk begreb. 

Men dette er andet og mere end jura, bl.a. er borgernes loyalitet og indbyrdes tillidsforhold jo en afgørende mental forudsætning for at nationalstaten kan blive ved med at tilbyde lov og orden, stabilitet og velstand.

Følelsen af et nationalt "vi", som stikker dybere end til glæde over landskampssejre og Melodi-Grand Prix, er afgørende for sammenhængen i det danske samfund

Dette "vi" bør derfor ikke udvandes ved at tillade, at man både kan være dansk statsborger og statsborger i andre lande.

Som statsborger må man vælge, og lægge loyaliteten i én og kun én vægtskål.

slut med friløb til SF

Medierne, selv de borgerlige, har på det seneste været venligt stemte imod SF, besnæret af partiets nye formand, oppositionens "åndelige leder", som statsministeren har døbt Villy Søvndal.

Men jeg mener faktisk vi borgerlige efterhånden har givet SF lige rigeligt lang snor.

Inden det går hen og bliver alt for trendy at være SF'er, bør vi begynde at se det nye in-parti efter i sømmene, så befolkningen ved, hvad de egentlig vil med samfundet.

Jeg har kigget i SFs principprogram, og der står mange skræmmende ting, f.eks.:

"SF vil en grundlæggende ændring af samfundet. Strukturer og mekanismer i samfundet skal i små og store skridt gradvist omdannes, så demokrati, frihed, social retfærdighed og bæredygtighed gøres til de bærende principper for samfundets udformning og udvikling. Det forudsætter en revolutionær proces, hvor et flertal i befolkningen gradvist afskaffer kapitalismen.

Det bliver ikke en nem og gnidningsløs udvikling. Dervil til enhver tid være højrekræfter, som vil bekæmpe ændringerne, fordi de ikke ønsker SF's vision om et nyt samfund, og fordi en socialistisk udvikling vil true deres interesser og privilegier. Forandringsprocessen vil være båret af stadig mere gennemgribende reformer, hvis langsigtede konsekvens vil være en egentlig afskaffelse af den kapitalistiske magtstruktur."

Læs selv videre, hvis du orker, men jeg må advare, det er forstemmende læsning med mange ærke-marxistiske passager som taget direkte ud af "Das Kapital".

Grundlæggende ændring, revolutionær proces, afskaffe kapitalismen...

Jo, jeg skal love for at der bliver brug for "højrekræfter" til at bekæmpe denne rendyrkede betonkommunisme.  Det er jo tydeligt, at SF ikke har lært en døjt af Warsawa-pagtens økonomiske, politiske og menneskelige kollaps, men blot samler kræfter til nye omvæltende samfunds-eksperimenter.

Og kære læser, det er altså ikke et forældet partiprogram fra de revolutionære 70'ere jeg citerer fra, men det seneste fra 2003.

Jeg synes vi skulle prøve at spørge blandt SF's nye vælgere, hvor mange af dem som virkelig støtter kapitalismens afskaffelse i en "revolutionær proces".

Meget meget få, tror jeg. 

Så vi, som ikke ønsker at se socialismens spøgelse gå igen, må arbejde på at få flyttet de nye SF-vælgere over til partier, som er mere i samklang med danskernes ønsker om markedsøkonomi, fri ejendomsret og borgerlige frihedsrettigheder.



P.S. En enkelt opløftende ting fandt jeg dog i SF's ellers stærkt deprimerende partiprogram, nemlig følgende:

"Tilstedeværelsen af en fri og uafhængig kunst er altafgørende for et demokratisk samfund og en forudsætning for et veludviklet og mangfoldigt kulturliv. Derfor skal samfundets give rum og økonomiske muligheder for den eksperimenterende kunst."

Dette er det eneste i programmet jeg kan være enig i. 

Hvad jeg derimod ikke forstår er så, hvorfor SF-styrede kommuner ligger i bunden når det gælder kulturstøtte, mens vi som konservative "højrekræfter" ligger i den absolutte top, som jeg for nyligt skrev om her.

Gad vidst om SFs mange kultur-glade vælgere ved, hvor ringe en indsats deres parti i praktisk politik gør for kulturen?

torsdag den 3. april 2008

Lad os tage udviklingsbistanden alvorligt - drop fixering på 0.8

Mogens Lykketoft (S) og Morten Helveg (R) langer idag i Politiken ud efter regeringens finanslovsaftale om ulandsbistanden pga., at udviklingsbistanden ikke stiger over det nuværende niveau på 0,8 %  af BNI.

Jeg må bedrøvet konstatere en ensidig fixering hos de to oppositionspolitikere på dette forkætrede tal, 0,8, som alt for længe har præget debatten om ulandsbistanden.

Hvad med en debat om, hvad der i virkelighedens verden skal til for at hjælpe u-landene?

Jeg havde for et par måneder siden i Jyllandsposten et indlæg, hvor jeg tog forskeres nylige kritik af u-landshjælpen som uden nytte og i værste fald direkte skadelig alvorlig - skadelig især, fordi hjælpen ofte ødelægger landenes egen skrøbelige markedsøkonomi. 

Jeg foreslog en ny vej i udviklingspolitikken: kort fortalt at hjælpe globaliseringen ud til også de fattigste ulande, idet historien viser, at frihandel og fri bevægelighed af kapital og arbejdskraft kan løfte landene på en måde og med en hastighed, som ingen ulandshjælp nogensinde vil kunne gøre. 

Jeg foreslog en række tiltag til at gøre dette, ikke lette tiltag, men jeg mener faktisk vi har en moralsk forpligtelse til at gøre det nødvendige.

Som Konservativ tager jeg faktisk udviklingspolitikken særdeles alvorligt, hvorimod Lykketofts og Helvegs fixering på om vi giver 0,8% eller 0,9 % er det rene pjat. For at vise hvor absurd diskussionen er, så kunne Danmark teoretisk beslutte at give 100,0% af BNI i udviklingsbistand, og tro mig, det ville stadig ikke ændre en tøddel på globalt plan. 

Der skal gåes helt andre veje. Jeg foreslår Lykketoft og Helveg at se nærmere på mine idéer i stedet for den ufrugtbare retorik om tallet 0.8.

onsdag den 2. april 2008

Danmark blandt verdens rigeste - hvorfor? Og hvor længe?

De fleste af os er vokset op i den vished, at vi lever i ét af verdens rigeste lande. 

Og rigtig nok sagde statistikken fra Verdensbanken sidste gang jeg tjekkede, at vi lå på 5. pladsen, overgået kun af Luxembourg, USA, Norge og Schweiz.

Det er på sin vis en rar følelse, ikke?

Men det kan også let ende som en sovepude på den måde, at vi - borgerne - kommer til at tage velstanden som noget selvfølgeligt.

Lad mig slå fast, at det er Danmarks velstand ikke - noget vi skal tage for givet. 

Velstanden er ene og alene resultatet af millioner af danskeres fælles hårde slid i erhvervsvirksomhederne, både i vores egen tid og i de tidligere generationers.

Pengene er altså ikke bare dumpet ned fra Himlen.

Pengene er heller ikke et evigt fyldt overflødighedshorn, som venstrefløjen kan "fordele" med rund hånd som de nu finder det "retfærdigt".

Men som politisk engageret kan jeg af og til blive bekymret for, om vi har været gode nok til at forklare både unge og ældre for den sags skyld, hvordan samfundets værdier egentligt er blevet skabt.

Tidens skingre velfærdsdebat og overbudspolitik har nemlig vænnet nye generationer til at forvente omsorg på stadig nye områder uden at tænke over hvor betalingen kommer fra.  Og enhver snak om "prioritering" i velfærden bliver straks fejet af banen som "besparelser" og "nedskæringer".

Man forestiller sig tilsyneladende, at samfundet råder over ubegrænsede ressourcer, og når nogen nægtes noget eller fratages et gode man er blevet vænnet til, mener man at det blot er en reaktionær politisk uvilje, som skal fejes af banen med de kampmidler man nu rådet over.

Oven i dette sikrer vores skattesystem, at der for mange ikke er den store økonomiske gevinst ved at arbejde fremfor at lade sig understøtte af det offentlige.

Alt sammen i "retfærdighedens" navn, for arbejder man, må man jo per definition have "brede skuldre" og forventes dermed uden klynk at aflevere langt mere end halvdelen af indtægten til det store fællesskab.

Problemet er selvfølgelig, at politikerne har undladt at fortælle folk den indlysende sammenhæng, at velstanden opstår fordi hårdtarbejdende privatansatte - trods det tunge konfiskerende skatteåg på skuldrene - driver erhvervslivet forbløffende effektivt og nytænkende og dermed danner det økonomiske grundlaget for, at vi kan have en evigt voksende offentlig sektor.

Som konservativ ønsker jeg selvfølgelig at yde til de, som har behov, og som ikke kan kan klare sig selv. 

Men tidens krævementalitet til velfærdsstaten, hvor store grupper som let kan klare sig selv også står med hatten i hånden overfor det offentlige, mener jeg vi er tvunget til at gøre op med. 

Vi må lade de som kan klare sig selv, klare sig selv, og til gengæld lade de som skaber værdierne i samfundet beholde i det mindste en rimelig del. Og som Konservativ mener jeg rimeligt er mindst halvdelen, af værdierne, som skal blive hvor de ligger bedst, nemlig i lommerne hos dem, der rent faktisk tjener pengene hjem. 

Det kræver mod fra borgerlige politikere at turde fortælle denne indlysende sandhed. 

Men sandheden må og skal fortælles. 

Politikerne må til og interessere sig for motoren i samfundsøkonomien, erhvervslivet og de ansatte i det, og se dem som andet end skatteobjekter, hvis værdiskabelse respektløst kan konfiskeres efter forgodtbefindende. F.eks. se dem, som nogen der skal have de bedste betingelser i den globale landsby for at sikre, også på langt sigt, at Danmark har en velfærd at dele ud af. 

tirsdag den 1. april 2008

politisk idioti på Københavns Rådhus

Aprilsnaren, som desværre var alvor - det nye ungdomshus, som kommer til at ligge på Dortheavej. 

Ritt Bjerregaard føjer de autonome og beviser, at man kan true sig til særbehandling ved at kaste med brosten.

Det er kulminationen på et årelangt politisk idioti på Københavns Rådhus anført, selvfølgelig, af Socialdemokaterne.

Det er dumt at belønne antidemokratisk, voldelig opførsel. Hvad værre er, undergraver det også troen på retssamfundet. Troen på, at loven er lige for alle, og at forbrydelser straffes, mens lovlydig adfærd belønnes.

Kriminelle ballademagere bliver nu belønnet for at ødelægge og terrorisere hele bydele.

Og Overborgmesterens holdning overfor det nye Ungdomshus' kommende naboer, der selvsagt er knuste over tanken om det inferno de meget snart kommer til at leve i?

"Der vil sikkert være nogen, der synes, det er galt. Det kan ikke undgåes", udtaler Københavns øverste politiske ansvarlige.

Magen til nonchelant holdning overfor almindelige, lovlydige borgere...

Der er seriøst brug for styrkelse af de borgerlige partier på Københavns Rådhus, som vil tage helt almindelige borgeres parti, fremfor den ene mere forrykte ekstremistgruppe efter den anden.