De fleste af os er vokset op i den vished, at vi lever i ét af verdens rigeste lande.
Og rigtig nok sagde statistikken fra Verdensbanken sidste gang jeg tjekkede, at vi lå på 5. pladsen, overgået kun af Luxembourg, USA, Norge og Schweiz.
Det er på sin vis en rar følelse, ikke?
Men det kan også let ende som en sovepude på den måde, at vi - borgerne - kommer til at tage velstanden som noget selvfølgeligt.
Lad mig slå fast, at det er Danmarks velstand ikke - noget vi skal tage for givet.
Velstanden er ene og alene resultatet af millioner af danskeres fælles hårde slid i erhvervsvirksomhederne, både i vores egen tid og i de tidligere generationers.
Pengene er altså ikke bare dumpet ned fra Himlen.
Pengene er heller ikke et evigt fyldt overflødighedshorn, som venstrefløjen kan "fordele" med rund hånd som de nu finder det "retfærdigt".
Men som politisk engageret kan jeg af og til blive bekymret for, om vi har været gode nok til at forklare både unge og ældre for den sags skyld, hvordan samfundets værdier egentligt er blevet skabt.
Tidens skingre velfærdsdebat og overbudspolitik har nemlig vænnet nye generationer til at forvente omsorg på stadig nye områder uden at tænke over hvor betalingen kommer fra. Og enhver snak om "prioritering" i velfærden bliver straks fejet af banen som "besparelser" og "nedskæringer".
Man forestiller sig tilsyneladende, at samfundet råder over ubegrænsede ressourcer, og når nogen nægtes noget eller fratages et gode man er blevet vænnet til, mener man at det blot er en reaktionær politisk uvilje, som skal fejes af banen med de kampmidler man nu rådet over.
Oven i dette sikrer vores skattesystem, at der for mange ikke er den store økonomiske gevinst ved at arbejde fremfor at lade sig understøtte af det offentlige.
Alt sammen i "retfærdighedens" navn, for arbejder man, må man jo per definition have "brede skuldre" og forventes dermed uden klynk at aflevere langt mere end halvdelen af indtægten til det store fællesskab.
Problemet er selvfølgelig, at politikerne har undladt at fortælle folk den indlysende sammenhæng, at velstanden opstår fordi hårdtarbejdende privatansatte - trods det tunge konfiskerende skatteåg på skuldrene - driver erhvervslivet forbløffende effektivt og nytænkende og dermed danner det økonomiske grundlaget for, at vi kan have en evigt voksende offentlig sektor.
Som konservativ ønsker jeg selvfølgelig at yde til de, som har behov, og som ikke kan kan klare sig selv.
Men tidens krævementalitet til velfærdsstaten, hvor store grupper som let kan klare sig selv også står med hatten i hånden overfor det offentlige, mener jeg vi er tvunget til at gøre op med.
Vi må lade de som kan klare sig selv, klare sig selv, og til gengæld lade de som skaber værdierne i samfundet beholde i det mindste en rimelig del. Og som Konservativ mener jeg rimeligt er mindst halvdelen, af værdierne, som skal blive hvor de ligger bedst, nemlig i lommerne hos dem, der rent faktisk tjener pengene hjem.
Det kræver mod fra borgerlige politikere at turde fortælle denne indlysende sandhed.
Men sandheden må og skal fortælles.
Politikerne må til og interessere sig for motoren i samfundsøkonomien, erhvervslivet og de ansatte i det, og se dem som andet end skatteobjekter, hvis værdiskabelse respektløst kan konfiskeres efter forgodtbefindende. F.eks. se dem, som nogen der skal have de bedste betingelser i den globale landsby for at sikre, også på langt sigt, at Danmark har en velfærd at dele ud af.
