Lad borgerne tænke selv

Frederic Bastiat, som levede i første halvdel af 1800-tallet, skrev ofte, som havde han haft indgående kendskab til tankegangen i det danske socialdemokrati anno 2009.

Et udkast fra klasikkeren "Loven" fra 1850: "Socialisme, i lighed med de ældgamle idéer fra hvilke den udspringer, forveksler forskellen mellem stat og samfund. Som et resultat af dette, så hver gang vi er imod, at staten gør noget, så konkluderer socialisten (socialdemokraten), at vi er imod at noget bliver gjort overhovedet."

Lad os opdatere Bastiats idéer til vores tid:

Så hvis vi ikke støtter det socialdemokratiske svar på tågehornet, Mette Frederiksens, forbud imod "købesex", så støtter vi kvindehandel og -undertrykkelse.

Så hvis vi ikke støtter socialdemokaternes krav om forbud imod at unge kan tage solarie, så støtter vi hudkræft til kommende generationer.

Så hvis vi ikke støtter socialdemokaternes idé om forbud imod plastikposer, så støtter vi jordens undergang.

Eller?

Måske er vi nogen, der stadig tror, at statslige indblanding og en forbudsspiral uden ende ikke løser alt.

Ja, som konservativ er jeg om nogen imod kvindeundertrykkelse, sundsskadelig adfærd og miljøsvineri - men det er altså ikke statens og statens ansvar alene altsammen.

Vi har også et civilt samfund af ansvarlige individer, der kan tænke selv.

Skulle vi ikke som borgerlige lade dem?

Rio - det helt rigtige valg

Stort tillykke til Brasilien og Rio for OL 2016 - og fuldt velfortjent.

Brasilien har taget kvantespring fremad de seneste 10-20 år, og er nu 'B'et i de såkaldte BRIC-lande, verdens 4 nye superøkonomier.

Brasilien har kræfterne, initiativet og fornyelsen.

Chicago, som jeg selv havde den tvivlsomme fornøjelse at besøge i denne sommer, udmærker sig, kan jeg rapportere fra egen erfaring, ved en trist, perspektivtløst fossil og nedslidt infrastruktur.

Trods amerikansk præsidents, præsidentfrues og diverse kendissers besværgelser ville et OL dér være, måske ikke en katastrofe, men afgjort ikke så lidt af en prøvelse, og særligt nyskabende ville det heller ikke have været.

Fra Rio kan man derimod forvente sig noget helt specielt, anderledes og ekstraordinært.

Tak til IOC for at stå imod det meningsløst ukritske mediehype og træffe det helt rigtige valg!

Socialdemokratiernes farvel

Jeg har gennem 2 år haft ét gennemgående tema i denne blog: Opgøret med socialdemokratismens tro på, at udskæring af samfundskagen i absolut lige store stykker til alle uanset indsats og dygtighed, er vejen til alle lyksaligheder.

Efter det tyske SPD's katastrofale valgnederlag, må jeg nu overveje et nyt tema for bloggen.

Socialdemokratismens hærgen af Europa gennem adskillige generationer synes nemlig nu langt om længe forbi: I alle betydende europæiske lande forkaster vælgerne konsekvent Socialdemokratiet.

I UK famler Gordon Brown sig fra skandalesag til skandalesag, mens befolkningen med stor lede vender sig bort - og det er samtidig en sand fornøjelse at følge den Konservative David Cameron veloplagt fremlægge sit borgerlige alternativ til Labours visionsløse administration.

I Tyskland blev konservative Angela Merkel genvalgt med nu rent borgerligt flertal.

I Norge vandt socialdemokraterne, vil nogen måske indvende - og ja, men kun fordi nordmænd bosat i arktiske bygder tæller mere end nordmænd bosat i Oslo... Tillykke med det, Norge, men hvornår lader I egentlig som gode demokrater det borgerlige flertal få magten?

Og i Danmark ligger Socialdemokraterne og roder på deres 23% og gør deres bedste for at udråbe dette til en enorm sejr... Krag og Stauning må rotere mere end én gang i deres grave.

For alle borgerlige er denne besindelse i europæisk politik en lise for sjælen: Vælgerne køber ikke længere den tidligere så forlokkende, pyramidespilsagtige idé om, at man bare kan tage en hel masse fra nogle tilfældige "rige" mennesker, ca. 50% af befolkningen, og med rund hånd bestikke nogle andre tilfældige mennesker, ca. 50% af befolkningen, og dermed få mere "velfærd".

Vælgerne forstår den basale borgerlig tanke om, at velfærd kommer af hårdt, hårdt arbejde - og intet andet. Vælgerne forstår, at vi som samfund må knokle os til at have det godt - vi må tænke bedre end de andre, turde mere end de andre, gøre det bedre end de andre.

Vælgerne forstår, at erhvervslivet er alle danskeres allerbedste ven - ikke en malkeko med uudtømmeligt yver - men en ven, der med alles hjælp og forståelse, holder sikkerhedsnettet ud under alle.

Dét forstår danskerne. Lige med undtagelse af de få og til stadighed færre socialdemokrater.

Hvis vi vil have tingene til at være som de er, så må tingene laves om

... lyder en paradoksal replik fra figuren Tancredo i Lampedusas underholdende roman om Italiens samling til én nation i 1800-tallet, Leoparden.

Replikken er en elegant twist på det konservative motto om at forandre for at bevare.

Men hvad er det for ting vi må ændre, hvis vi vil have at tingene skal være som de er?

Før jeg giver det svar - en interessant observation: I disse krisetider ser vi som bekendt en genopblussen af de gamle Keynesianske idéer om imødegåelse af kriser med enorme offentlige investeringer. Vi hører fra weekendens socialdemokratiske kongres konstante krav om flere og flere offentlige investeringer med det formål at imødegå den stigende arbejdsløshed, uagtet at sådanne investeringer kun kan laves med enten mere offentlig gæld eller med skattestigninger.

Det lyder jo meget tilforladeligt at forsøge at sikre den sociale stabilitet gennem offentlige investeringer, men læren fra krisen i 1970'erne er faktisk, stik imod tidens såkaldte konventionel visdom, ikke at massiv gældsætning til offentlige investeringer i længden er en effektiv krisestrategi: Nogen af os husker stadig Anker Jørgensen forsøge sig med at låne og atter låne sig ud af krisen, hvilket blot skubbede problemerne foran sig på vejen hen imod afgrunden - og hvor umådelig meget mere smertefuld genopretningen blev i 1980'erne.

Vi konservative ønsker også social stabilitet. Vi ønsker ikke massearbejdsløshed og at familier skal gå fra hus og hjem.

Men for mange politiske korrektioner af markedet har det med at gøre ondt værre: I forsøget på at rette op på én skævhed, f.eks. stigende arbejdsløshed, introduceres en anden skævhed, tindrende underskud, som så igen i længden alligevel fører til arbejdsløshed.

Vi må i stedet have modet til at fortælle vælgerne, at vi har vores velstand takket være globaliseringen og liberaliseringen af verdensmarkederne. Fordelene er bevisligt store. Men i systemet er også indbygget jævnlige kriser, der tjener et sundt og naturligt formål, at korrigere ophobede ubalancer, før en ny ligevægt kan indfinde sig med stabilitet og ny fremgang.

Derfor, hvis vi vil have tingene til at være som de er - forstået som et velstående Danmark med frie, selvforsørgende borgere - så MÅ visse ting laves om: Vi må stole på globaliseringens langsigtede fordele, den nuværende krise til trods, og i stedet for at frygte den og modarbejde den, ruste os til den og forberede os på at plukke frugterne, så snart krisen vender.

Det betyder, at vi allerede nu må væk fra omfordeling, som skaber passivitet, og i stedet tilskynde selvforsørgelse og social mobilitet. Vi må lave om på et skattesystem, der straffer overarbejde og viden. Vi må reformere de mange ordninger, der betaler arbejdsdygtige for at holde sig væk fra arbejdsmarkedet.

Fordi: Hvis vi vil have tingene til at være som de er, så MÅ tingene laves om.

Menneskets afskaffelse...

... hedder en berømt bog af den store, dybt konservative tænker og forfatter, C. S. Lewis.

Bogen støtter den vestlige moralidés nødvendighed, bygget som den jo er på kristne værdier. Men allerede i 1947 så han faretegn i undervisningssystemets voksende subjektivisme og relativisme. Han mente, som bogens titel antyder, at relativismen i sidste ende truede civilisationen.

I den danske folkeskole af 2009 har årtiers kulturradikale indflydelse om ikke fuldt ud bekræftet Lewis' bange anelser, så dog i hvert fald bekræftet at de undergravede anti-værdier giver grund til bekymring: Eksempelvis vores gode danske tradition for religionsfrihed, som jo på ingen måde er lig med religionslighed - men mange skoler opfører sig som det var tilfældet. Og hele det røde Kabinet, partierne fra Enhedslisten over SF og Socialdemokraterne over til de Radikale, taler endda for kristendomskundskabens afskaffelse, som skal erstattes af et fag der blot og bart skal hedde "religion"...

Relativismen som disse venstrefløjspartier hylder, tilsiger jo, at alt er lige godt, så lad os da bare slå kristendommen sammen i en stor pærevælling med Scientologi, asetro, shamandyrkelse og hvad man ellers kan finde på ... Og hvis endelig noget er bedre end noget andet, så er det i hvert i den rødere del af skolesystemet aldrig den helt almindelige og traditionelle danske opfattelse, som er at foretrække.

Som konservativ er det mit mål at gøre op med denne skræmmende kulturnihilisme.

Jo, der er værdier bedre end andre: De værdier, som vi som nation og folk har bygget op gennem et årtusinde. Og dem skal vi ikke bare hælde ud med badevandet.

Politikens intellektuelle fallit

Med aftenens pinlige retræte fra Politikens chefredaktør, som man meget sigende skal til JP for at finde, når de kulturradikale et nyt intellektuelt lavpunkt i deres ynkelige forsøg på at underminere det danske Forsvar.

Politikens beslutning om tilsidesætte Forsvarets i og for sig beskedne ønske om blot at respektere domstolene og afvente en juridisk kendelse, før man pirattrykte jægersoldatens bog, viser sig nu truffet af en chefredaktør, der i så vigtig og principiel en sag ikke har gidet besvære sig med at læse og forstå et helt enkelt brev.

Chefredaktøren udtaler sig altid med enorm bedrevidenhed, selv når han faktuelt bare tager 100% fejl, og at hans alarmerende mangel på sund dømmekraft og ansvarsfølelse ikke allerede har fået konsekvenser er mig en gåde.

Nu må domstolene så vurdere, hvad Politikens bidrag til at sætte danske soldaters liv i fare samt det gemene tyveri af en bog, skal koste i straf.

Men allerede nu betaler Politiken og dens kulturradikale eftersnakkere en velfortjent høj pris - nemlig en offentlig fordømmelse af deres landsskadelige og forkastelige adfærd, som befolkningen meget vel kan gennemskue at der ingen god undskylding er for.

Snik-snakken om principielt forsvar for ytringsfriheden er og bliver bare snik-snak som dække for ansvarsløst sensationshungeri og tyveri ved højlys dag.

Burka-tæsk

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg helst havde været forslaget om burka-forbud foruden.

Vi Konservative er ikke et forbuds-parti, tværtimod hylder vi den personlige frihed.

Desuden ville jeg nødigt være den politimand, som skulle rende og anholde burkaklædte kvinder og smide dem i kachotten - det lader sig simpelthen ikke gøre at håndhæve en sådan lov.

Så jeg kan ikke fortænke de vælgere, der i seneste meningsmåling giver mit parti et hak i tuden.

Vi må op på hesten igen og forklare os lidt bedre.

For som vi diskuterede på Landsrådet, så bunder forslaget ikke i et ønske om et tøj-politi i stil med Irans, men tværtimod om kvinders frihed.

Jeg ser på vej til arbejde i Valby næsten hver morgen de samme to burkaklædte kvinder: Hyldet i sort fra top til tå, ja, selv hænderne er klædt i sorte handsker.

Er de på vej til arbejde i dén mundering?

Jeg tvivler - det kunne ellers være fantastisk - men sandheden er, at burkaen selvfølgelig forhindrer de kvinder i at fungere på nogen som helst blot tilnærmelsesvis normal måde i det danske samfund.

Det er dén ufattelige undertrykkelse, som sagen handler om.

Danske kvinder fik valgret i 1915 - siden har alle de andre frihedsrettigheder fulgt med, og vi er idag et af verdens mest ligestillede samfund, heldigvis for det.

Danmark anno 2009 bør ikke tolere kvindeundertrykkelse i nogen former. Det vil de fleste partier sikkert skrive under på. Men i modsætning til venstrefløjen, der i sin uhellige alliance med islamisterne i praksis vender det blinde øje til kvindeundertrykkelsen så snart denne er kædet sammen med islam, så mener vi konservative faktisk noget om sagen, vi ønsker faktisk at gøre noget for de kvinder.

Det er i virkeligheden dét burka-sagen handler om.