Hvordan et hippie-barn blev konservativ

Jeg er født i 1968, året der som intet andet markerede en ny kulturradikal epoke. Jeg voksede op i 70erne som barn af hippier, hvor vi boede i kollektiv størstedelen af min barndom. Jeg havde venstreorienterede lærere, der ikke lagde skjul på, at de så det som deres fineste pligt at uddanne os elever til at blive revolutionens og det klasseløse samfunds fortropper. Jeg husker Informations referater fra VS-møder fra den tid, hvor slagplaner blev lagt for, hvor man skulle stuve borgerskabet af vejen når revolutionen kom (især på fodboldstadioner). Jeg husker Anker Jørgensen-tiden med ukontrollabel inflation og gæld. 

Det var denne barndom, som grundlagde mit politiske livssyn. Uden at jeg selvfølgelig på det tidspunkt kunne sætte præcise ord på, forekom 70ernes forsøg på at hæve sig op over snart sagt alle historiske begrænsninger og erfaringer mig forkert. Hvordan kunne man bare opgive kernefamilien, opgive religionen, opgive demokratiet (som den på det tidspunkt toneangivende venstrefløj agiterede for)? Og hvad stillede man i stedet? Det kommunistiske "paradis", den store "frigørelse"...

Jeg valgte at trodse tiden. Jeg meldte mig ind i Folkekirken til stort chok for familie og venner. Jeg læste Kierkegaard på det tidspunkt, hvor det var Ole Lund og ikke Søren, som ellers var elitens foretrukne. Jeg lærte mig selv noder og at spille klaver og gik til klassisk undervisning.

Jeg gjorde det, selvom mine interesser blev anset som latterlige og gammeldags, men jeg fandt i historien og klassikerne en værdi, som 70ernes nøgleromaner og DR-monopolets TV-teater ikke kunne matche.

Søren Krarup har sagt om den tid, som var mit barndoms Danmark: "1960´erne og 70´erne betegner en ødelæggelse af det hæderlige, loyale Danmark og for så vidt af den vestlige verden"

Jeg er enig, og det er ikke til at tænke på, hvordan det var gået med Danmark, hvis ikke den konservative modbevægelse i 1980´erne havde sat et stopper for årtiers systematiske kulturradikale nedbrydelse af alle normer og værdier.  

Poul Schlüter husker jeg som én af Danmarks bedste statsministre nogensinde, ikke kun fordi han fik halet Danmark op af den berømte økonomiske afgrund, men også fordi han fik etableret og bevist i praksis en troværdig borgerlig samfundsmodel som modstykke til den kulturradikale kulturnihilsme.

1990'erne markerede et sørgeligt kulturradikalt mellemspil med Nyrup-regeringens systematiske nedbrydning af fagligheden i folkeskolen og "åben-dør" politik i flygtninge- og indvandringspolitikken. Begge svigt kæmper den nuværende VK-regering stadig med at reparere på.

I dag har vi som bekendt fortsat en konservativ-liberal regering, og når jeg ser tilbage gennem de sidste 30 år har de borgerlige værdier vel aldrig haft bedre fat i danskerne end nu. 

Der er grund til at glæde sig, men ikke grund til at hvile på laurbærene.

Regeringen har gjort det ekstremt godt på værdipolitikken, men opgøret med den socialdemokratiske omfordelingsmaskine har været forsømt. Og i kulissen tripper et SF med voksende vælgertække... Mange er måske ved at glemme, hvad socialisme egentlig betyder af umenneskelighed.

Der er rigeligt brug for gode borgerlige ord med på vejen.

Jeg vil derfor i mit politiske arbejde, som bestyrelsesmedlem for De Konservative i Helsingør ufortrødent kæmpe videre for den konservatisme, som min barndom i 1970'ernes kulturradikale eksperiment har lært mig at Danmark fortsat har hårdt brug for.