Det leder mig til nogle principielle betragtninger om konservatisme og miljø/klima-politik:
Det er klassisk konservativ tænkning at se samfundet som en kontrakt - men vel at mærke en kontrakt ikke kun mellem de levende, men mellem de døde, de levende og de endnu ufødte.
Værdierne som vi får overleveret fra tidligere generationer skal der derfor passes godt på. Verden skal gives videre til vores børn i mindst samme stand, og helst bedre, end vi selv arvede den.
Det er udfra dette grundsynspunkt, alt konservativ miljøpolitik skal ses.
Men til forskel fra venstrefløjen, mener jeg som konservativ det er alt for letkøbt, blot at bruge miljø- og klimadebatten som anledning til at skælde ud på USA, de store industrier, osv.
Vi har et frit marked, og vi er alle sammen selv "den usynlige hånd" som kollektivt trækker i trådene, som lige nu truer verdens klima.
Vores personlige valg, dit og mit valg, af flyrejser, biler, hårde hvidevarer, madvaner og øvrigt forbrug er problemets rod og dermed løsningens rod, ikke industrien, for den gør blot, hvad den er sat i verden for, at følge markedets krav.
Løsningen?
Ikke den socialistiske - at indskrænke markedskræfterne, for hver gang staten skal indover vores individuelle valg, bliver de med garanti samlet set mere uhensigtsmæssige.
Nej tværtimod - god borgerlig miljø-politik er at placere ansvaret hos den enkelte borger, ved at vi alle sammen betaler den reelle pris for al vores forbrug, vel at mærke inklusive prisen for miljøet.
Skatten på arbejde skal derfor ned, for det er ikke flid og initiativ, som ødelægger miljøet - til gengæld skal de grønne afgifter afspejle vores forbrugs reelle belastning på miljøet og klimaet.
For at lægge livsstilen om, hvad der ikke kan være tvivl om at vi er nødt til, skal vi nemlig have et individuelt motiv, et motiv som er stærkt nok til at kunne afbalancere appetitten på forbrugsgoder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar