Mange partier i Folketinget udtrykker en vis sympati for forslaget.
Jeg vil dog gerne advare. Statsborgerskab bunder i en følelse af identifikation med et land og dets værdier, og kræver efter min opfattelse loyalitet overfor det land man vil være borger i.
Denne form for identitet og loyalitet kan selvfølgelig ikke sådan bare splittes op og spredes ud over mere end ét land, ikke uden at statsborgerbegrebet bliver udvandet til et rent juridisk begreb.
Men dette er andet og mere end jura, bl.a. er borgernes loyalitet og indbyrdes tillidsforhold jo en afgørende mental forudsætning for at nationalstaten kan blive ved med at tilbyde lov og orden, stabilitet og velstand.
Følelsen af et nationalt "vi", som stikker dybere end til glæde over landskampssejre og Melodi-Grand Prix, er afgørende for sammenhængen i det danske samfund
Dette "vi" bør derfor ikke udvandes ved at tillade, at man både kan være dansk statsborger og statsborger i andre lande.
Som statsborger må man vælge, og lægge loyaliteten i én og kun én vægtskål.
7 kommentarer:
Der er noget Kristian Juul ikke har fået med i hans indlæg eller måske ikke forstået mht dobelt statsborgerskab. Da min kone og jeg var fyrre år flyttede vi med tre børn til USA i 1980. Vi blev, men er stadig danske statsborgere.Vi flyttede dog ikke fra Danmark for at opgive vores danske identitet eller indfødsret. Vi er danske af sind og det vil vi blive ved at være. Vi flyttede heller ikke til USA for at opgive og komme væk fra vores familie. Tværtimod er vi faktisk tættere på familien end nogensinde. Det er en følelses sag og har intet med "udvanding" at gøre som Hr. Juul skriver. Vi er tusinder af danske i udlandet som gerne vil vedblive at bevare vores ret til at være født i Danmark, men også have ret til alle borgerretighederne i vores nye hjemland, hvor vi også er skatteborgere. Vi vil fortsætte med a være loyal over for Danmark, men også for USA. Det behøver ikke at blive splittet som Hr Juul mener.
Venlig Hilsen
Søren Jensen, USA
Jeg synes Kristian Juul har et meget smalt perspektiv ifht. dette emne.
Vi er rigtigt mange danskere der bor i udlandet, ser dr.dk TV hver dag (ja, tankevækkende vi har travlt med udlændinge i DK der ser Al Jazeera..) og har venner og familie på besøg jævnligt. Vi er danskere og en del af os kommer nok hjem en dag og kan forhåbentligt bidrage med hvad vi har lært i udlandet og de kontakter vi har fået.
For os vil det være en fordel at kunne få statsborgerskab der hvor vi er da det ofte giver en del fordele. Juridisk og økonomisk.
Lad mig gøre det klart at det er mit indtryk at de fleste af os aldrig ville opgive det danske statsborgerskab. Så det er ikke fordi vi står overfor et svært valg. Det er fordi vi er afskråret fra visse privelegier hvor vi nu er af administrative grunde.
Jeg synes det er tankeløst at belære folks om deres manglende nationale identitet ud fra et øjensynligt meget snævert perspektiv på denne problemstilling.
Hvor er det altsaa interessant at Kristian Juul og en del andre veluddannede danske politikkere stadig foeler sig "truet" af ideen om at "danskhed" er et organisk begreb, som er i stadig udvikling i en verden som bliver mere og mere multikulturel. Han "advarer" (bemaerk venligst ordvalg) om at danskheden bliver udvandet hvis man har tilknytning og loyalitet til mere end et land. Det er lidt ligesom at paastaa at man ikke kan elske og have loyalitet til to boern ogsaa selv om de er dybt forskellige..... Hmmm.
Naar man er vokset op i Hellerup er det maaske svaert at forstaa at Danmark ikke er verdens navle og det er vaere 100% dansk faktisk allerede har mange definitioner. Og jeg forstaar ikke hvordan han kan foele at man kan "udvande" det at vaere dansker. Hvis man er Dansker (foedt og opvokset i DK) saa er man jo bare det. Hvis f.eks. Dronningen beslutter at gaa paa pension i Frankrig saa bliver hun jo ikke lige pludselig Franskmand af det. Selvfoelgelig skal der vaere regler som dikterer at man ikke kan vaere borger og have stemmeret og ret til sygesikring mv. i to lande med mindre man betale skat begge steder - MEN VENT - det er der jo faktisk allerede! Jeg er dansk statsborger, bosat i USA og jeg kan ikke stemme i DK, jeg kan ikke benytte det danske bistandsystem, det danske sygehusvaesen osv. Og det er da helt okay! Af praktiske og oekonomiske aarsager burde jeg i virkeligheden soege om amerikansk statsborgerskab, men hvis jeg goer det, saa er jeg ifoelge Kristian Juul og andre politikkere ikke laengere dansker!???? Saa har jeg "udvandet" danskheden? (jeg proever stadig at foelge logikken) Jeg forstaar simpelthen ikke hvorfor jeg ikke maa beholde mit danske pas. Det koster ikke den danske stat en oere, og det betyder alverden for mig at jeg stadig kan faa lov at vaere 100% dansker uanset hvor i verden jeg er.
Tak for kommentarerne.
Jeg forstår, at der kan være mange sikkert gode praktiske og også følelsesmæssige grunde til at ønske sig dobbelt statsborgerskab. Jeg forstår også sagtens at man bliver ved med at være "dansk af sind" trods mange år i udlandet.
Men jeg må fastholde min modstand, og det er af principielle grunde: Man er statsborger i én nation, og med dette statsborgerskab følger en række rettigheder og en række pligter. Som statsborger i to - eller endnu flere? - lande, ville følge en "dobbelt række" af parallelle rettigheder og pligter - som udmærket kunne være i modstrid.
Lad os sætte sagen på spidsen: At man både var statsborger i Danmark og i et land, som Danmark var i væbnet konflikt med - hvad så?
Det er det jeg mener med loyalitet - det er ikke som én nævner at sammenligne med kærligheden til flere børn.
Nogen gange må man træffe et valg, selvom det gør ondt - og dette er efter min mening et sådant valg.
Hej Kristian,
National følelse er nemlig mere end juridisk begreb. Samfundet bliver ikke mere dansk ved strenge regler på "papirområdet".
Derfor kan man lige så godt tillade mennesker at få dobbelt statsborgerskab, da et stykke papir kaldt "pas" kan ikke ændre på menneskets sindelag. Der skal nemlig meget mere for at føle sig dansk.
Jeg bliver dansk statsborger på et tidspunkt (jer er dansk gift). Det forhinder mig ikke at føle mig lettisk/russisk.
Min mand er dansker. Og selv om han skulle få kinesisk statsborgerskab, er han dansker "for altid".
Det kan være svært for dig at forstå problematikken, især hvis du har ikke en international familie.
Jeg kan kun ønske dig at dine børn bliver forelsket i ikke-danskere, flytter for eksempel til Brasilien og dine børnebørn vil så ikke få dansk statsborgerskab på bekostning af deres brasilianske. Så vil du aldrig kunne vise dem Danmark idet som brasilianske statsborgere vil de ikke kunne få visum til Danmark. Nå ja, du har jo penge til det... Så måske går det alligevel :-) Hvis du har :-)
Det er først når man selv bliver ramt, går det op for en hvor surrealistiske regler vi har på området. Når det går op for en, er det som regel for sent.
Venlig hilsen,
Inna Z. Kauders
Håller med! Niska värna om de regler ni har. Vi har tyvärr inte samma regler i Sverige.
Jag anser att det är fullkomligt rätt, att man inte kan ha 100% lojalitet till flera olika länder.
Hilsen
/FS
Jeg synes det er en fuldständig urealistisk holdning til den moderne globale verden vi lever i idag. Vi rejser med Easyjet, vi lärer at tale fremmede sprog, vi er aktive indenfor exportfremme af danske produkter, og vi er medlem af en Europäisk Union som pröver at lade dets borgere forstaa at vi alle er mere eller mindre ens og at vi skal respektere hinanden for hvad vier. Os der har haft den lykke at kunne leve i andre kulturer og deltage i de dobbelte oplevelser der er i at forstaa mere end blot vores egen lille andedam, vi önsker paa ingen maade at frasige en "loyalitet" til det ene land i forhold til det andet. Jeg vil altid kunne holde af Shubidua, og spise sildemad, og holde med det danske fodboldlandshold uden at frasige mig min gläde over ogsaa at vedligeholde spanske traditioner og föle mig loyal med min kones familie (for ikke at sige mine börns land ! - de maatte jo desvärre fravälge Danmark, hvilket ikke betyder at de ikke ogsaa kan holde af Shubidua). Jeg kan simpelthen ikke forstaa hvad man kan väre bange for, hvis man samtidigt förer en politik hvor vi önsker at väre internationale og en del af verden. Hvis Danmark er saa enestaaende saa luk dog gränserne og meld jer ud af alle internationale organisationer. Desvärre maa jeg nok ende med at foreträkke at faa et spansk statsborgerskab og sige farvel til det danske - men hvad...... jeg har ikke kunnet stemme i de sidste 20 aar saa maaske savner i mig slet ikke !
Send en kommentar