Mogens Lykketoft (S) og Morten Helveg (R) langer idag i Politiken ud efter regeringens finanslovsaftale om ulandsbistanden pga., at udviklingsbistanden ikke stiger over det nuværende niveau på 0,8 % af BNI.
Jeg må bedrøvet konstatere en ensidig fixering hos de to oppositionspolitikere på dette forkætrede tal, 0,8, som alt for længe har præget debatten om ulandsbistanden.
Hvad med en debat om, hvad der i virkelighedens verden skal til for at hjælpe u-landene?
Jeg havde for et par måneder siden i Jyllandsposten et indlæg, hvor jeg tog forskeres nylige kritik af u-landshjælpen som uden nytte og i værste fald direkte skadelig alvorlig - skadelig især, fordi hjælpen ofte ødelægger landenes egen skrøbelige markedsøkonomi.
Jeg foreslog en ny vej i udviklingspolitikken: kort fortalt at hjælpe globaliseringen ud til også de fattigste ulande, idet historien viser, at frihandel og fri bevægelighed af kapital og arbejdskraft kan løfte landene på en måde og med en hastighed, som ingen ulandshjælp nogensinde vil kunne gøre.
Jeg foreslog en række tiltag til at gøre dette, ikke lette tiltag, men jeg mener faktisk vi har en moralsk forpligtelse til at gøre det nødvendige.
Som Konservativ tager jeg faktisk udviklingspolitikken særdeles alvorligt, hvorimod Lykketofts og Helvegs fixering på om vi giver 0,8% eller 0,9 % er det rene pjat. For at vise hvor absurd diskussionen er, så kunne Danmark teoretisk beslutte at give 100,0% af BNI i udviklingsbistand, og tro mig, det ville stadig ikke ændre en tøddel på globalt plan.
Der skal gåes helt andre veje. Jeg foreslår Lykketoft og Helveg at se nærmere på mine idéer i stedet for den ufrugtbare retorik om tallet 0.8.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar