fredag den 11. april 2008

Helle Thorning-Schmidt, hvem har "svigtet"?

Helle Thorning-Schmidt gør i en kronik i dag op med "den tredje vej". 

Det er en ganske velskrevet samtidshistorisk beskrivelse af centrum-venstres fascination af Anthony Giddens og stigende mangel på vælgertække gennem de sidste 10-20 år, ikke kun i Danmark, men i det meste af Vest-europa.

Men det går galt, når S-formanden skal analysere sig frem til, hvorfor det er gået så galt som det er som socialdemokratismen:
"Når centrum/venstre i en periode har haft svært ved at håndtere udviklingen, skyldes det, at den er dybt paradoksal. Den politik, vi har udviklet de seneste 10-20 år, er så stærk, at de borgerlige ikke længere åbent udfordrer den.

Vores løsninger på de problemer, der plagede det gamle højre og venstre, accepteres – i det mindste officielt – af stort set alle europæiske partier med ambition om regeringsmagt.

Alligevel står vi for enden af den tredje vej. Ikke af de årsager, der normalt gøres gældende.

At Venstre og andre borgerlige partier forsøger sig i rollen som fodslæbende forvaltere af en moderniseret socialdemokratisk samfundsmodel, er i længden deres – ikke vores – problem. For det borgerlige Danmark leverer ikke varen. Summen af svigt, skæve prioriteringer og en stadigt mere åbenlys afstand mellem ord og handling skaber voksende problemer på en række nøgleområder. For eksempel sundhed, miljø, energi, ældrepleje, børnepasning, uddannelse og integration."
Det er hårde ord at tale om "svigt" og "afstand mellem ord og handling", og eksemplerne, som anføres, ryger da også som boomerang tilbage i hovedet på S-formanden, lad mig uddybe:

  • Sundhed - Socialdemokraterne forsømte da de havde regeringsmagten gennem 90erne at gøre noget ved ventelisterne, idag har vi en behandlingsgaranti på 30 dage - hvem har "svigtet"?
  • Miljø og energi - Socialdemokratiet lod gennem 90erne Svend Auken opbygge et miljø-imperium som dog havde ringe effekt på reelle miljø-problemer - idag har Connie Hedegaard sat klimaspørgsmålet på dagsordenen med United Nation Climate Summit i København 2009 som foreløbig kulmination, herunder formået at få selv modstræbende amerikanske politikere til at lytte - hvem har "svigtet"?
  • Ældrepleje - et kommunalt område, men det er slående at de fleste skandaler i ældreplejen indenfor de seneste år er foregået i socialdemokratiske kommuner - hvem har "svigtet"?
  • Børnepasning - endnu et kommunalt område, men lad os nævne, at en borgerlige regeringsbeslutning fra 2004 om at dagtilbuddene skulle arbejde med pædagogiske læreplaner nu gør en positiv forskel i hverdagen – for både medarbejdere og børn. Selv BUPL har nu erkendt dette, trods stor oprindelig modstand imod læreplanerne fra fagforeningerne  - hvem har "svigtet"?
  • Uddannelse - man er forbløffet over, at S-formanden vover at nævne dette område efter, at SR-regeringen stod i spidsen for en fatal forringelse af Folkeskolen gennem 90'erne kulminerende med alle tiders ringeste Pisa-undersøgelse over danske elevers kundskaber. Nu er den borgerlige regering gennem et langt sejt træk ved at få rettet fagligheden op, selvom der endnu er et stykke vej, før danske elevers kundskaber er i EUs top, hvor de bør være - hvem har "svigtet"?
  • Integration - endnu en gang  må man forbløffes over, at S-formanden af sig selv fremhæver et område, som SR-regeringen åbenlyst var aldeles ude af stand til at håndtere, men hvor den nuværende regering har haft en hårdttilkæmpet succes, f.eks. har indvandrernes erhvervsfrekvens aldrig været højere - hvem har "svigtet"? 

Alt i alt klæder det S-formanden med den selvkritik, som kronikken lægger op til, men trods forgængeren Lykketofts overstadige ros af initiativet er det tydeligt, at kæden hopper af i analysen af, hvor det gik galt og hvad der skal ske fremover. 

S-politikken gennem de sidste 10-20 år har langt fra været "stærk", som Helle Thorning-Schmidt kalder den, tværtimod har VK-regeringen sin folkelige opbakning ved at gøre noget ved netop den perlerække af problemer, som Socialdemokratiet havde forsømt at løse, og hvor den socialdemokratiske ideologi viste sig nytteløs, og om nogen "svigtede" og havde afgrundsdyb "afstand mellem ord og handling".

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

enig, godt skrevet, du sætter fingeren på socialdemokratiets egne svigt, det er ikke troværdigt det S disker op med her

peder j

Anonym sagde ...

Du har vist heller ikke helt styr på din analyse. Du siger at Connie Hedegaard har fået sat miljøproblematikken på dagsordenen. Det er også flot. Men under VK-regeringen er der altså ikke sket en forbedring af miljøet. Det er lige blevet dokumenteret af Det Miljøøkonomiske Råd.
Siden 2002 er de offentlige udgifter til miljøindsatsen faktisk faldet med 15 pct. i forhold til BNP. Og flere af de steder der var inde i en positiv udvikling, er det under VK-regering gået den modsatte vej. For at bruge din lille finurlighed - Hvem har "svigtet"? Derudover - Vi skuffede i Pisa undersøgelsen. Det den ligger vægt på, er tør gammeldags lærdom. Det er ikke en undersøgelse i mange af de andre ting, som den danske folkeskole lægger vægt på. F.eks. sproglige kundskaber ved en fremlæggelse eller til en mundtlig prøve. Endvidere er dem der søger ind på seminariet i dag mindre faglig dygtige, end for bare 10 år siden. Det skyldes måske at regeringen ikke har lavet andet, end at kritisere, kritisere og kritisere folkeskolen. Det gør ikke ligefrem lærejobbet særlig attraktivt. Og ved nogle af dem i Bertel Haarders ministerium, hvordan virkeligheden er ude på folkeskolerne. Næh, de har aldrig siddet bag et kateder.

Kristian Vinter sagde ...

Kære anonym

Hvis miljøindsatsen kun skal måles på offentlige midler, så er jeg enig i, at Svend Auken var dygtig til at skrabe midler til området. Men det gik over gevind til opbygningen af et enormt miljø-bureaukrati med få konkrete forbedringer at bryste sig af. Og har det Miljøøkonomiske råd dokumenteret, at der er en direkte sammenhæng mellem "forbedring af miljøet" og så procent af BNP der afsættes? Nej, så foretrækker jeg de praktiske resultater, som Connie Hedegaard har skaffet hjem, og kan hun medvirke til at få USA med i en klimaaftale, må enhver tale om "svigt" vist forstumme.

Du mener Pisa lægger vægt på "tør gammeldags lærdom", men som jeg tolkede resultaterne var det de helt basale færdigheder, at læse og skrive, og så alindelige dannelsesfag, som det haltede med.

Jeg er ud af en lærer-familie og jeg anerkender fuldt ud, at faget har lidt under manglende rekruttering de sidste mange år. Det er et stort og komplekst problem. Jeg tror ledelsen af skolerne spiller en stor rolle, gode skoleledere kan bevisligt gøre en enorm forskel. Men generelt skal der sættes ind på mange fronter på at løfte lærerfagets prestige gevaldigt - ellers er jeg enig i, at vi har et stort problem.

mvh. Kristian Juul