To slags lighed

Begrebet lighed burde være lige ud af landevejen, men det er det langt fra. Det har forskellige betydninger:

Én betydning er, at alle borgere skal have lige muligheder, f.eks. for at uddanne sig, komme på hospitalet, leje bolig, lighed for loven, osv., uden at nogen andre har fortrinsret eller særlige privilegier.

Denne form for lighed går de fleste danskere klart ind for. Naturligvis også Konservative.

Men der er en anden betydning af lighed: At udjævne forskelle i indtægt så meget som muligt, så alle bliver "lige". Denne lighed er Danmark som bekendt verdensmester i. (Jeg overdriver ikke, vi ER vitterlig verdensmestre, se f.eks. her)

Denne førsteplads har vi som bekendt ikke fordi alle tjener lige meget (Danmark er dog ikke kommunistisk, selvom vores såkaldte Gini-koifficient ligger foruroligende tæt på Hvideruslands), men fordi verdens tungeste skattetryk systematisk "omfordeler" fra de som tjener mere til de som tjener mindre. 

I tidligere tider, hvor begge former for ulighed herskede, gav omfordelingen en vis mening, for der var netop mennesker som havde opnået formue gennem særlige privillegier. Omfordelingen var "retfærdig".

Men sådan er det jo ikke idag. Ulighed i indtægter skyldes i dag primært borgernes egne valg. Valg af uddannelse (ikke mindst hvornår man starter den og hvor længe man er om at få den afsluttet), valg af job og arbejdstid, valg af bolig.

Med friheden til at vælge forskelligt i livet ud fra vores forskellige evner og interesser, opstår af disse valg uligheder, både økonomiske og sociale. 

Det interessante spørgsmål er: Er denne form for ulighed "uretfærdig"?

Jeg vil svare nej. Som jeg skrev i går er politik og moral tæt forbundet, især for mig som Konservativ. 

Vores store moral-filosof Kierkegaard, eksistentialistens fader, betonede betydningen af vores individuelle valg, og hvordan vi måtte stå ved dem for at være hele mennesker.

Det er derfor jeg anser den socialdemokratiske omfordelingsmaskine som moralsk uansvarlig. 

Når indtægten altovervejende er summen af personlige valg, er det nærmest kulturnihilistisk at staten går ind og annullerer effekten af disse valg gennem så massiv omfordeling, som vi ser i Danmark... 

Vi har al mulig grund til ikke at være stolte af guldmedaljen ved VM i lighedsmageri.