Hovedtesen er, at når socialdemokraterne nu skal væk fra den tredje vej, er det ikke en "fjerde" der skal slåes ind på, men snarere at skrue tiden tilbage til traditionel socialdemokratisme. Som konservativ kan jeg kun bifalde dén strategi - den vil nemlig med garanti holde S udenfor enhver regering i al overskuelig fremtid.
Og igen blæses der til kamp imod skattelettelser:
"Vi skal vælge mellem en modernisering af velfærdssamfundet eller fremtidige skattelettelser."Jeg troede ellers analysen fra S var, at dette falske dilemma havde givet bagslag i valgkampen.
Men det virkeligt interessante er - samtidig med, at S-formanden fortsætter krigen imod skattelettelser, så går S-næstformanden ud samme dag og modsiger lodret sin formands stort anlagte programerklæring med følgende:
»Det er min vurdering, at topskatten skal sænkes. Det kan være, at der bliver tale om en kombination af, at færre skal betale topskat, og at skatten på den sidst tjente krone sættes ned«, siger Nick Hækkerup, næstformand og skatteordfører for Socialdemokraterne.
Jamen, jeg kan kun sige tak, Nick Hækkerup, det er jo rendyrket konservativ skattepolitik du her fremfører, selvom du dermed foretager en 180 graders kovending i forhold til din egen S-formands linie.
Jeg forstår bare ikke svadaen imod Bendt Bendtsen forleden for at ville nøjagtigt det samme du her selv foreslår.
Alt i alt er tingene måske bare som de plejer at være - ekstrem forvirring omkring hvad socialdemokraterne vil med skattepolitikken.
Socialdemokraternes politik minder efterhånden mere og mere om Groucho Marx: "These are my principles. If you don't like them, I have others."
Som Konservativ vakler jeg selvfølgelig ikke. Selvfølgelig skal flittige danske lønmodtagere betale mindre i skat af den sidst tjente krone.
Jeg vil mene, at de aldrig skal betale mere til samfundet end de har til sig selv.
Der er mange andre selvmodsigelser i S-formandens seneste kronik, flere end jeg her kan nå at kommentere på, men lad mig slutte med påstanden om, at vi nu står overfor et valg mellem "vidensstagnation eller uddannelsesløft".
For det første skulle S nok ikke råbe for højt op om "vidensstagnation" når skiftende undervisningsministre i den tidligere SR-regering stod bag århundredets værste faglige deroute i 90ernes danske folkeskole, dokumenteret ved den beskæmmende Pisa-undersøgelse fra starten af årtunsindet. Som bekendt er VK-regeringen ved at få fagligheden tilbage i Folkeskolen. For det andet overser S-formanden totalt den nye globaliseringsaftale, hvor regeringen afsætter 39 mia. kr. til netop uddannelse, innovation og viden frem til 2010.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar