søndag den 16. august 2009

Gen dannelse

Der er - beklageligvis - noget støvet over begrebet "dannelse".

Tidligere skrev man dannelsesromaner - som folk vel at mærke læste. Og man havde som politisk ambition at højne det danske folks almene dannelse gennem folkehøjskoler, undervisningspligt og gratis uddannelse til alle.

Siden blev begrebet slidt og fik karakter af noget belærende og utidigt.

Dannelse gik af mode.

Det er ærgreligt, for at være "dannet" rummer ellers en rigdom for den enkelte - en indsigt i verden, som er tilkæmpet gennem studier og hårdt slid - en dybde i skarpheden, når man stiller ind på virkeligheden.

Det skulle være cool at være dannet.

For vi - Danmark - har mere end nogensinde brug for en dannet befolkning, som nysgerrigt og åbent suger viden til sig, og danner sig selv i processen, til gavn for dem selv og for samfundet.

Vi har brug for det jeg vil kalde gen-dannelse - et stort politisk projekt, som sigter på at højne alle danskeres dannelse, også nydanskernes: Det burde ikke være muligt at gå uoplyst gennem livet med lukkede øjne og fingre i ørerne, blot fordi ens kulturelle tradition siger at tro og overtro kommer forud for viden.

Vi har brug for oplysning af danskere og nydanskere - lad blot folk vælge den livsindstilling frit de ønsker... men lad dem gøre det på oplyst grundlag.

Uvidenhed er ikke en option.

Ingen kommentarer: