Kristian Mogensens teser

De er fra 1974, men stadig værd at læse:

1. Vi må bekæmpe de patentreformatorer, som plager landet med deres evige trang til at lave om på alt muligt. Vort udgangspunkt må være, at når en samfundsindretning har virket godt og længe, er dette et argument for at bevare den og ikke for at afskaffe den. Selvfølgelig skal vi være med til at lave forandringer, og vi har selv adskillige at foreslå. Men betingelsen for at støtte en forandring må være, at det er en forandring til det bedre.
2. Der må føres en politik til støtte for de flittige og stræbsomme, som trækker læsset, men som for tiden nærmest må føle sig til grin, og som idelig mistænkeliggøres eller bliver misundt, hvis de får nogen fordel ud af deres indsats. Vi må fremme forståelsen for, at det først og fremmest er folks egen indsats, som skaber tryghed og gode kår; det er ikke de værdifuldeste samfundsborgere, som forlanger, at de stegte duer af sig selv skal komme flyvende ind i munden på dem, og som samtidig har travlt med at føre misundeligt kontrol med, om der kommer flere stegte duer til naboen.
3. Vi må støtte de frie erhverv, hvis indsats er grundlaget for samfundets velstand. Både de store virksomheder og de små (den enkelte handlende eller håndværker) skal have lov til at være her uden idelig at blive generet af samfundet.
4. Vi må bekæmpe klassepolitik og skabe forståelse for, at når vi f.eks. vil fremme industriens interesser, tænker vi ikke blot og ikke først og fremmest på industriens ejere, men på alle, som er beskæftiget i industrien, og som til syvende og sidst har fælles interesser.
5. Vi må til det yderste bekæmpe den lammende skatteplyndring, som er slået igennem i de senere år, ikke mindst på grund af overhåndtagende offentligt frådseri.
6. Vi må effektivt bekæmpe det tiltagende statsdirigereri og skrankepaveri, som irriterer os alle.
7. Vi vil føre en ansvarlig og human socialpolitik, men afskaffe den bestikkelses- og fordelingspolitik, som samfundets socialpolitik efterhånden har udviklet sig til.
8. Vi må værne om retsbevidstheden, og på ny sætte det gamle ord om, at lov er lov og lov skal holdes, i højsædet. Man må holde op med idelig at lave om på love og andre offentlige forskrifter, så efterhånden ingen kan finde ud af, hvad der er gældende ret. Man må også holde op med at lefle for bevidste lovbrydere. Når det f.eks. kaldes miljøskabende, at man i ”Christiania” og andre ”alternative samfund” åbenlyst sætter sig ud over gældende regler og bestemmelser, er det at gøre nar ad de folk, der endnu søger at skabe miljø hjemme eller på deres arbejdsplads inden for rammerne af gældende lov og ret.
9. Vi må have mod til at bekæmpe de højtråbende mindretal, som har travlt med at nedbryde almindelig moral og anstændighed.
10. Vi må føre en skolepolitik, der respekterer forældrenes ret til at opdrage deres børn. Det er ikke skolens fornemmeste opgave at præge børnenes livssyn og karakter, og vi vil ikke lade pædagoger og psykologer bemægtige sig denne opgave. Derimod er det skolens opgave at bibringe børnene kundskaber, og det er børnene, der senere må betale prisen, hvis skolen forsømmer opgaven. – Man må i skolepolitikken holde op med de håbløse forsøg på at bortforklare eller tilsløre den kendsgerning, at menneskene er født med forskellige evner og anlæg.
11. Sidst, men ikke mindst, må vi stå vagt om landets forsvar.