Skattesystemets udløbsdato overskredet!

Af Kristian Juul, De Konservative, Helsingør

Man kan mene hvad man vil om tårnhøj beskatning kombineret med generøse velfærdsydelser, men det styrker altså ikke ligefrem borgerens ansvarsfølelse at samfundet straffer ekstra indsats og belønner passivitet.

Det har kunnet gå så længe, som det har, fordi danskernes ansvarsfølelse på trods af systemets opmuntring til det modsatte, er så forbløffende stærk og vedholdende. Fordi i modsætning til hvad især venstrefløjspolitikere tror, forventer danskerne ikke, at samfundet skal løse alle problemer for dem.

Danskerne ved godt, at de selv må tage ansvar, og de har vist at de VIL tage det ansvar.

Dét er forklaringen på, at den fornuftsstridige socialdemokratiske brandbeskatningsmodel har kunnet overleve næsten uantastet langt ind i det 21. århundrede.

Men nu går den ikke længere. Skattesystemets udløbsdato er i dén grad overskredet.

Danske lønmodtagere konkurrerer i stigende grad om de samme jobs med indere og kinesere, ja, med ambitiøse, fremadstræbende mennesker fra hele verden. Så nytter det ikke ret meget, at dansk arbejdskraft koster det mange-dobbelte af de andres, fordi hver eneste krone tjent skal igennem omfordelingsmaskinen og splittes op i enører og femører og spredes med gavmild hånd rundt i alle kringelkroge af samfundet med måske et par håndører ladt tilbage til den hårdtarbejdende selv, som paradoksalt nok er den, som mindst af alle mærker samfundets generøsitet.

Regeringen har nu set skriften på væggen, og den nye skattekommision skal frem til 2009 skal se på, hvordan skatten kan omlægges, således at skatten på arbejde kan sættes ned.

Man er selvklart allerede begyndt at diskutere, hvad der så skal sættes OP i stedet. Boligskatterne? Selskabsskatterne? Energiafgifter?

Det bliver interessant at følge Skattekommisionens bud.

Som konservativ står jeg imidlertid og kan ikke andet end undres bare en lille smule over, at Skattekommisionens opdrag ikke rækker længere end til en såkaldt ”neutral” omlægning. Undres over, at Skatteministeren ikke har større ambitioner i retning af reelt at kanalisere borgernes penge tilbage i deres egne lommer, frem for blot at ”omlægge” de måder man kræver pengene ind på.

Mit nagende spørgsmål er, hvor meget ”omlægninger” ruster os til globaliseringens udfordringer.