Det var dét valg, som venstrefløjen i valgkampen forsøgte at pådutte danskerne. Heldigvis købte flertallet ikke dette kunstige dilemma. Det er ikke et ”enten-eller”.
Jeg vil som konservativ insistere på, at ægte velfærd i de fleste danskeres hverdag drejer sig mindre om offentlige ydelser end om den enkeltes og familiernes muligheder for privatforbrug:
At have råd til at kunne give sine børn sund mad, at have råd til en tryg bolig, at have råd til fritid og ferier – dét er også velfærd.
Privatforbruget latterliggøres ofte af venstrefløjen som investeringer i ”samtalekøkkener og fladskærme”, men det er urimeligt. Privatforbruget handler tværtimod om i hverdagen at kunne dække fuldt legitime behov og er derfor omdrejningspunktet for den enkeltes og familiernes velfærd.
Når skatten som i Danmark når et niveau, hvor rådighedsbeløbet ofte reduceres til langt under halvdelen af lønnen, er det derfor ødelæggende for borgernes følelse af velfærd.
Det er derfor vi Konservative kæmper for, at man aldrig skal betale mere end 50% i skat.
Når det er slået fast, skal der selvfølgelig også være råd til ordentlige skattefinansierede velfærdsydelser og indkomstoverførsler til dårligt stillede.
Men det er der også, selv med lavere skatter end i dag. Fordi som vi Konservative har fremført i årevis, så er skattelettelser som oftest stort set selvfinansierende pga. den dynamik og vækst de skaber i samfundet, se f.eks. den berømte Laffer kurve:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar