Lever danskerne virkelig over evne?

Politiken kan idag berette, at "en typisk dansk husholdning bruger ikke alene rub og stub af de penge, der glider ind på bankkontoen hver måned. De stifter også gæld til køb af nye biler, rejser, ombygninger med videre, så forbruget er pænt større end indkomsten."

Man mærker den kulturradikale forargelse over den storforbrugende småborger, som tærer på friværdien til at leve over evne.

Jeg vil dog godt sætte spørgsmålstegn ved præmissen i artikler af denne type.

Hvem kan i virkeligheden dokumentere, at gælden bruges til nye biler, rejser og anden luksus?

Jeg tror virkeligheden bag historien er en anden. 

Takket være verdens højeste skattetryk har danskerne nemlig trods nogle af verdens højeste lønninger kun et særdeles middelmådigt privatforbrug sammenlignet med USA og andre vestlige lande.

Privatforbrug i Danmark handler derfor sjældent om den slags unødvendig luksus, som artiklen antyder, men oftest mere om at tage sig råd til at kunne give sine børn sund mad, at tage råd til en tryg bolig, at tage sig råd til lidt fritidsaktiviteter med børnene.

Privatforbruget latterliggøres ofte af venstrefløjen som investeringer i ”samtalekøkkener og fladskærme”, men det er urimeligt. Privatforbruget handler tværtimod om i hverdagen at kunne dække fuldt legitime behov og er derfor omdrejningspunktet for den enkeltes og familiernes velfærd.

Når skatten som i Danmark når et niveau, hvor rådighedsbeløbet ofte reduceres til langt under halvdelen af lønnen, er det derfor ødelæggende for borgernes følelse af velfærd.

Dette er baggrunden for husholdningernes gældsætning, ikke bevidstløs trang til overdreven luksus.