De fattigste ulande – vejen frem er globalisering

Af Kristian Juul
De Konservative i Helsingør

(Indlæg fra JP 18. februar 2008: http://jp.dk/meninger/breve/article1269251.ece)

Professor Martin Paldam har for nyligt analyseret sig frem til, at de 14 mia. kr. , som Danmark hvert år sender til Afrika, ikke gør nogen gavn, snarere tværtimod.

Ulla Tørnæs, udviklingsminister er ikke enig, og ikke ”et sekund i tvivl om, at den danske udviklingsbistand bidrager til at gøre en væsentlig forskel i verdens fattigste lande.”

Men hvad er op og ned? Selvom det ikke er nemt at afgøre, så fremfører professor Paldam tunge argumenter for, at udviklingspolitikken med fordel kunne ændres. Kritikken fortjener seriøse overvejelser.

Et konservativt svar er at pege på, at udviklingsbistand under alle omstændigheder betyder mindre for ulandene, end vækst og globalisering betyder.

Globaliseringen har faktisk gjort en forskel i et omfang, som de færreste helt er bevidste om: hvor var vi før var 1 milliard mennesker i den rige del af verden, og 5 milliarder i den tredje verden, så lever størstedelen af de 5 milliarder nu i lande, som udvikler sig så hurtigt, at de ikke længere kan kaldes ulande.

Men for indbyggerne i verdens allerfattigste lande har globaliseringen desværre hidtil ikke gjort den store forskel. Det gælder store dele af Afrika, samt lande i Asien som Laos, Burma og Cambodja. Lande, hvis økonomier ikke vokser, eller ligefrem skrumper ind. Lande, som udover stagnation plages af borgerkrige, militærkup, rovdrift på naturressourcer og dårlig regeringsførelse.

Udviklingsbistanden i disse lande er ikke tilstrækkeligt målrettet imod vækst. Man fokuserer på sociale tiltag, lokale projekter, skolegang og sundhed, måske fordi man frygter, at for meget fokus på økonomisk vækst kun hjælper de forkerte, nemlig eliten.

Som professor Paldam påpeger, er effekten af alt dette svær at måle, i hvert fald på makroøkonomien.

Kina og Indien illustrerer, at denne form for fattigdomsbekæmpelse ikke er tilstrækkelig. Kina og Indien var for et par årtier siden fattigere end mange af disse lande, men takket være globaliseringen og en vækstspurt uden sidestykke blev befolkningerne katapulterede ud af fattigdommen.

Globaliseringen må og skal derfor nå ud til også de fattigste ulande: Historien viser, at frihandel og fri bevægelighed af kapital og arbejdskraft kan løfte dem som ingen ulandshjælp kan.

Udfordringen er blot, at barriererne for at globaliseringen kan udøve sin velgørende effekt er langt højere i disse lande.

En barriere som kunne fjernes hvis viljen var der, er vores egne toldmure. Som alle ved kunne vi i Vesten med ét slag gøre mere end nogen form for udviklingshjælp ved f.eks. gennem WTO at fjerne disse toldmure. Dét har vi en moralsk forpligtelse til at gøre noget ved.

En anden væsentlig barriere er fri bevægelighed af kapital: Selvom der aldrig før har flydt så meget risikovillig kapital i verden, så søger den konsekvent udenom de fattigste lande. Så stor er risikovilligheden heller ikke.

Løsningen er at skabe internationale regler for investeringer i de fattigste lande. Man skal kunne investere i landene uden at frygte for, at investeringen udhules som følge af nationaliseringer, overdreven beskatning, laissez-faire overfor hyperinflation, osv. En oplagt opgave for internationale organer.

Alt kan ikke måles i kroner og ører, det handler også om at skabe bedre levevilkår for nødlidende mennesker her og nu. Derfor har fattigdomsbekæmpelse stadig en plads. Men dét som virkelig batter, og som Danmark bør satse på, er at få væksten i gang.

Det kan ske ved gennem WTO at presse på for at åbne markederne og fjerne toldmure, samt ved gennem nye internationale regler for investeringer skabe større tryghed hos investorerne.