Det konservative

Det er mennesker, ikke Mennesket, der lever på jorden og befolker verden.

Hannah Arendt

Hvordan forklarer man en ideologi, som er anti-ideologisk?

Den indbyggede selvmodsigelse i spørgsmålet afslører at svaret ikke gives let. Men jeg vil forsøge.

Konservatismen kendetegnes efter min mening ved, at den er tæt forbundent med den givne virkelighed, besværlig og ufuldendt som virkeligheden nu er.

Konservative prøver ikke partout at lave virkeligheden om og få den til at passe til det ideologiske tankegods, man nu mere eller mindre velovervejet måtte have udviklet.

Man kunne også udtrykke det sådan, at Konservative tilpasser sig verden, hvor ideologerne prøver at tilpasse verden til deres ideologi.

Konservative har sund fornuft nok til at anerkende, at der er grænser for menneskers evne til at manipulere med omgivelserne – og med den menneskelige natur for den sags skyld, som Hannah Arendt citatet ovenfor så sigende udtrykker.

Derfor afgiver konservative i modsætning til socialister og liberalister aldrig gyldne løfter om at revolutionere verden i et snuptag, hvorefter alting bliver meget bedre.

Konservatismen er dermed også anti-revolutionær og anti-utopisk.

Konservative søger pragmatiske løsninger, det vil sige, at vi søger efter det praktisk lad-sig-gørlige, den løsning, som ligger virkeligheden nærmest, den løsning som bevarer det gode og forandrer med omtanke for at bevare det gode.

Forbindelsen til historien er dermed også en afgørende konservativ grundpille: Danskernes historie lægger vi ikke bare sådan bag os, heldigvis, selvom uddannelsessystemet under tidligere centrum-venstre regeringers kulturnihilistiske misregimente har gjort sit bedste for at gøre hele generationer historieløse.

Jeg holder umådeligt meget af den tid vi lever i med globaliseringen og de ufattelige muligheder moderne teknik tilbyder.

Det betyder dog ikke, at der er nogen som helst grund til at tro eller bilde ungdommen ind, at vores tid skulle adskille sig grundlæggende fra andre epoker. Tværtimod bygger vi, teknologi eller ej, materielle goder eller ej, alle sammen mentalt vores verdensbilleder op ud fra et fundament af tidligere tiders erfaringer og forestillinger.

Dette er ufattelig vigtigt at forstå, især for vores unge, og det er derfor vi som Konservative har genindført Folkeskolens fokus på fag som dansk, historie og kristendomskundskab som kulturbærende fag.

Historien hænger for konservative også uløseligt sammen med det nationale. Nationalstaten, Danmark, er og bliver rammen. Vi er alle medlemmer af et nationalt fællesskab, som generøst tilbyder os vores borgerlige rettigheder, men også og ikke mindst forpligter os i vores folkelige fællesskab.

Som borgere må vi derfor være villige til at adlyde love, også de love der ikke er i egen interesse. Der er her vores fokus på lov og orden kommer ind.

Konservatismen har gennem alle tiden været udskældt af vores politiske modstandere. Den mere eller mindre elegante brug af præfikser som ”ærke-” konservativ eller ”stok”-konservativ siger næsten alt.

Jeg tager kritikken som udtryk for, at vi har ramt en nerve. Det må da også være frygteligt ærgerligt for ideologerne gang på gang at lide nederlag i kampen mod virkeligheden.

Som konservativ er jeg blot glad for at stå på virkelighedens side.