"Sandheden er, at politik og moral er uadskillige."I 1990'erne tog Poul Nyrup, især i rollen som oppositionsleder, men også som statsminister, tråden op og udråbte 1990'erne som ”anstændighedens årti”. Hans tilsyneladende høje moralske profil i værdi-politikken viste sig i praksis dog at blive til en lidt trættende form for moralisering, som mest gik ud på at Nyrup og hans ligesindede nægte at debattere med dem, som ikke var "stuerene".
Siden Nyrup har der derfor af gode grunde været stille om forholdet mellem moral og politik, bortset fra de Radikale, som fortsat ynder at stemple deres politiske modstandere med tung moralsk fordømmelse.
Men det er synd, for der ER en sammenhæng, og man kan faktisk godt koble moral og politik, uden at det ender i moralisering eller bedreviden.
Når vi taler skat, handler diskussionen eksempelvis altid om de umiddelbart målbare økonomiske konsekvenser af at skrue op eller ned for satserne.
Men hvad med de moralske følger af skattepolitikken?
Vi har som bekendt et velfærdssamfund, hvis fornemste pligt er at sikre de svage - dét er for mig moral. Det er denne moral, som får mig til at betale min skat med den glæde at vide, at frugterne af mit arbejde ikke kun går til at forsørge mig og mine, men også de, som ikke har samme mulighed for selvforsørgelse.
Men i Danmark er denne ellers fornemme idé om at omfordele fra de stærke skuldre til de svage som bekendt kammet fuldstændigt over, så det reelt handler om at omfordele fra de 80% rigeste til de 80% fattigste, uden hensynstagen til reelle behov. Efterløn, børnecheck, indefrysning af ejendomsskatter er jo én stor gang intern omfordeling fra middelklassen til middelklassen.
Dét er til gengæld ikke en særlig nobel form for omfordeling. Og jo større denne misforståede omfordeling bliver, jo større bliver det moralske forfald. Fordi vilkårlig omfordeling sætter konsekvensen af den enkeltes egne frie valg og indsats helt ud af kraft, når man ikke høster frugterne af sit slid, men omvendt nyder godt af ydelser, som man ikke har behov for.
Vi må derfor finde tilbage til den rigtig balance - moralsk set. Et samfund, som velfærdsstatens borgerlige støtter oprindeligt havde tænkt sig, hvor de, som kan, forsørger sig selv, hvor de stærke skuldre bærer byrderne for de svage, men hvor man aldrig afstår mere til det offentlige, end man har tilbage selv.
Men i Danmark er denne ellers fornemme idé om at omfordele fra de stærke skuldre til de svage som bekendt kammet fuldstændigt over, så det reelt handler om at omfordele fra de 80% rigeste til de 80% fattigste, uden hensynstagen til reelle behov. Efterløn, børnecheck, indefrysning af ejendomsskatter er jo én stor gang intern omfordeling fra middelklassen til middelklassen.
Dét er til gengæld ikke en særlig nobel form for omfordeling. Og jo større denne misforståede omfordeling bliver, jo større bliver det moralske forfald. Fordi vilkårlig omfordeling sætter konsekvensen af den enkeltes egne frie valg og indsats helt ud af kraft, når man ikke høster frugterne af sit slid, men omvendt nyder godt af ydelser, som man ikke har behov for.
Vi må derfor finde tilbage til den rigtig balance - moralsk set. Et samfund, som velfærdsstatens borgerlige støtter oprindeligt havde tænkt sig, hvor de, som kan, forsørger sig selv, hvor de stærke skuldre bærer byrderne for de svage, men hvor man aldrig afstår mere til det offentlige, end man har tilbage selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar