Tidevandet løfter alle skibe i søen

Strejken har udstillet et politisk dilemma: De offentligt ansatte har succesfuldt argumenteret for, at de får for lidt belønning og anerkendelse for deres vigtige arbejde. Dét er stort set alle enige med dem i, også jeg. Men lønstigninger i den størrelsesorden, som kræves for at rette op på det underslæb de fleste offentligt ansatte har i forhold til den vigtige indsats de yder, vil uundgåeligt smitte af på det private erhvervsliv, svække konkurrenceevnen og i sidste ende skade samfundsøkonomien.

For populisterne på venstrefløjen, især SF og dets "gavmilde" formand, er sagen såre simpel - blot at give de strejkende det de beder om, uden respekt for den danske aftalemodel eller for samfundsøkonomien.

Men den komplekse sandhed er, at mange flere, også de offentligt ansatte, ville få mere ud af lønnen, hvis man i stedet sænkede skatten markant. Modsat lønstigninger ville skattelettelser nemlig styrke Danmark, holde inflationen under kontrol, sikre konkurrenceevnen og samtidig skaffe flere i job. 

Med den nuværende lavkonjunktur truende, er skattelettelser faktisk lige præcis hvad økonomien hungrer efter.

Den socialdemokratiske forestilling om at flere offentlige penge - som bekendt hentet ud af helt almindelige borgeres lommer - per automatik skaber mere og bedre velfærd, klinger i denne tid mere og mere hult. Udover den globale krise, slås vi også med den langsigtede udfordring, at aldersfordelingen i samfundet ændrer sig, således at der til stadighed bliver færre til at skabe velstanden i erhvervslivet samt sikre velfærden i det offentlige.

Regnskabet går ikke op - med den globale økonomiske krise og til stadighed færre hænder på arbejdsmarkedet vil den socialdemokratiske omfordelingsmaskine få en til stadighed mindre og mindre lagkage at skære i stykker og dele ud af, hvis ikke vi har modet til at tænke nyt.

Lad os dog i stedet diskutere, hvordan vi får vækst.

Som bekendt løfter tidevandet alle skibe i søen.