søndag den 11. maj 2008

Om "Fra socialstat til minimalstat"

Statsministerens politiske programerklæring "Fra socialstat til minimalstat" huskes idag bedst af de fleste for Nyrups autodafé (en politisk, religiøs eller kulturel handling som udtrykker utilfredshed eller vrede over eksistensen af visse bøger eller forfattere) og tilintetgørelse af bogen under valgkampen 2001.

De færreste har dog læst den, og det er synd, for det er én af de skarpeste analyser af velfærdsstatens indbyggede problematik, som er skrevet. 

Hvad der ifølge statsministeren selv drev ham til at skrive bogen var opgøret med, at 80 procent af befolkningen omfordeler til de selvsamme 80 procent i en ond cirkel, hvor middelklassen pga. skattetrykket er blevet gjort afhængig af offentlige ydelser, med den uheldige virkning at dem, der virkelig har brug for hjælp, bliver skubbet i baggrunden.

Som læsere af denne blog vil vide, kunne jeg ikke være mere enig

Statsministeren bekendte sig engang som inspireret af Ayn Rand, den russisk-amerikanske forfatter og friheds-filosof. 

Til borgerlige læsere af denne blog må jeg anbefale hendes »Atlas Shrugged«, som jeg ikke er et øjeblik i tvivl om, at Fogh må have skelet til under tilbringelsen af "Minimalstaten". 

Begge bøger kritiserer et sørgeligt aktuelt fænomen:
  • At velfærdspolitikere leder sig selv og befolkningen ud i den vildfarelse, at omfordeling står over produktionen af de værdier, der omfordeles.
  • At man ser politisk interesse i at skyde på "de rige" der betaler 80 pct. i samlet skattetryk når disse - uhyre sjældent - får noget "forærende" ved en skattelettelse, idet man belejligt glemmer, at de intet får, men blot beholder lidt mere af det de selv skabte
  • At systemet, som har frembragt verdens højeste skat, alligevel kun leverer en tredje klasses service på en række områder
  • At politikere tager æren for samfundets fremgang, som rettelig burde tilskrives privates initiativ og virkelyst 
  • At udligne i sådan en grad, at respekten for hårdt arbejde og for at skabe værdier undermineres, og så virkningen af den enkeltes valg i livet neutraliseres 
Læs selv minimalstaten. Den fortjener det, for den indeholder sunde universelle borgerlige værdier, som man også som konservativ i høj grad kan tilslutte sig. 

Ingen kommentarer: