mandag den 5. maj 2008

Nyt socialdemokratisk skatte-galimatias

Den røde skole barsler nu med en idé om at "rige" boligejere skal beskattes med op til 30 procent af gevinsten, når de sælger deres bolig.

Man orker næsten ikke beskrive, hvor uendelig meget skade dette sanseløst tåbelige forslag ville medføre, men til en start kan man jo nævne:
  • Det vil skade mobiliteten usigeligt, folk som skal flytte pga. nyt job i anden landsdel skal påtage sig et enormt tab, som ikke refunderes når man køber den nye bolig
  • Det vil fuldstændigt sætte al ejendomshandel i stå i en situation, hvor der er brug for det modsatte
  • Boligen ville blive et tredobbelt beskattet objekt - idag betales nemlig både ejendomsværdiskat og grundskyld
  • Hvad når der ikke er "gevinst" ved salg af bolig, som det ofte vil være tilfældet i et faldende marked - har socialdemokraterne så tænkt sig at staten omvendt skal refundere tabet, for at "mindske uligheden"?
Enhver med sund fornuft kunne blive ved med at hive modargumenter frem imod denne socialdemokratiske "nyskabelse", men det er ikke umagen værd, for dette totalt ugennemtænkte forslag kommer ikke til at leve længere end en døgnflue - og det har heller ikke meget mere værdi. 

Men som det ultimative symbol på et socialdemokrati, der er uhyggeligt kreative, når der gælder opfindelsen af nye uhørte beskatningsformer at plage befolkningen med, er forslaget særdeles illustrativt.

5 kommentarer:

Anonym sagde ...

Man kan vel allerede nu kalde boligen for et tredobbelt beskattet objekt, idet de penge man bruger til, at betale for boliglånet er tjent og beskattet som almindelig indkomst (ja, jeg ved at man kan trække renterne fra).

Et forslag om endnu mere beskatning af boligejere kan kun være et resultat af misundelse.
Det bliver jo hverken nemmere eller sværere for købere at købe, at sælger skal betale skat af "gevinsten".

Unknown sagde ...

Hvis beskatning på de 30% skulle noget, skulle den erstatte grundskyld og ejendomsværdiskat som ved guds skyld er tåbelig.

En Socialdemokrat

Anonym sagde ...

Beskatning på gevinst ved boligsalg burde have været indført for længe siden. Det ville give den treidedel af befolkningen der enten ikke har økonomisk råderum eller blot ikke ønsker at spille russisk roulette med deres fremtidige privatøkonomi en mulighed for at komme ind på det private boligmarked.

Dét ville være en klog langsigtet investering i landets boligmasse. Desværre er det jo sådan at de folkevalgte kun tænker 4 år frem i tiden... sørgeligt!

MVH Michael

Anonym sagde ...

Det er noget vrøvl Michael (Anonym).
Hvordan i al verden skulle det gøre det nemmere for en boligkøber, at jeg skal betale 30 procent i skat af min gevinst?

Pengene går ikke til den nye køber. Det betyder ikke at boligpriserne falder. Det betyder ganske enkelt bare at statsapparatet får kløerne i flere af borgernes penge.

Anonym sagde ...

Hvor er jeg træt af tendensen til at overfalde såkaldt "rige" boligejere samt folk der transporterer sig i bil. De boligejere jeg kender slider og slæber for at tjene pengene hjem, dette har de valgt fordi de gerne vil bo i et enfamilies- eller rækkehus fremfor i en stor boligblok i byen. Glæden ved haven og glæden ved den selvstændighed det giver at kunne forny, vedligeholde og forskønne sin bolig. Alt dette betaler man jo selv og ligger ikke nogen andre til last. Mht. bilisme: Vi bor, som så mange andre, i et udkantsområde i landlige omgivelser, hvor vi ikke har en togstation og hvor busserne ikke kører alt for ofte. Her er man nødt til at have bil for at passe sit arbejde og fungere i en krævende dagligdag med børn etc.
Til socialisterne: Lad os nu være og lad være at kalde os "rige", det er vi netop ikke, da vi har valgt husmodellen, hvor vi selv betaler for al vedligehold samt den i forvejen massive beskatning. Og bilen er et nødvendigt onde, da vi ikke alle kan bo i byerne hvor arbejdet er og ikke alle har kollektiv transport lige til døren !
Anita