“We all want progress, but if you’re on the wrong road, progress means doing an about-turn and walking back to the right road; in that case, the man who turns back soonest is the most progressive.”
C. S. Lewis
En generation tilbage, fra 70erne og op til de tidligere 80erne, led Europa af den berygtede økonomiske sygdom ”Eurosclerose”, som den store tyske økonom Herbert Giersch diagnosticerede tilstanden: Høj arbejdsløshed og specielt mange langtidsledige, som følge af bureaukratiske restriktioner pålagt erhvervslivet i kombination med tårnhøje marginalskatter, alt for gavmilde velfærdsydelser og manglende mobilitet på arbejdsmarkedet.
Jacques Delors, EU’s gennem tiderne mest succesfulde kommissionsformand, tilskrives æren for at Europa med det åbne marked og udvidelserne langt om længe fik kombineret vækst med øget beskæftigelse.
Spørgsmålet er, om Europa i kølvandet på finanskrisen får sit næste anfald af den ubehagelige sygdom – eller om krisen omvendt ansporer til det endelige opgør med de mange stive strukturer, som stadig står tilbage fra 70erne og 80erne?
Hele Eurozonen deler trods mindre variationer i evne til at klare krisen, to helt afgørende udfordringer lige nu: Den massive gældsætning gennem de sidste par år, som der hellere før end siden må betales af på, og den demografiske udfordring med stagnerende og snart faldende befolkningstal, flere ældre og færre unge.
Hvis velfærdssystemerne skal bevares i denne snarlige fremtid, er der to oplagte muligheder for finansiering: Besparelser andre steder eller øgede skatter.
Der er også kombinationen af de to som en mulighed, som eksempelvis Irland netop har forsøgt sig med, da landet blev særlig hårdt ramt af finanskrisen. Den cocktail har dog indtil videre ikke fungeret specielt godt: Når man skærer så hårdt og dybt i samfundsøkonomien uden at det kompenseres af vækst i den private sektor, så at sige gør samfundskagen mindre, mister man naturligvis skatteindtægter trods de øgede satser. Irland forbliver derfor blandt de lande i verden med allerstørst underskud på statsfinanserne, 11.7 % af BNP i 2010, og det er ikke for nuværende til at få øje på, hvordan Irland, eller for den sags skyld de andre såkaldte PIIGS-lande i EU's sydlige del skal komme ud af krisen.
Danmark står, med vores fortsat relativ beskedne statsgæld og relativt lave arbejdsløshed, med noget bedre kort på hånden, men det er en fordel som hurtigt kan ædes op, specielt hvis den røde oppositions politik med øget gældsætning, øgede skatter på uddannelse og innovation, og totale uvilje til arbejdsmarkedsreformer måtte blive ført ud i livet.
Der er dog også en tredje vej i forhold til velfærdssamfundet end besparelser andre steder eller øgede skatter: At rulle nogen af goderne tilbage.
Ja, det er et enormt tabubelagt område – når et velfærdsgode én gang er indført fremstår det som helligt og urørligt i al fremtid, uanset den økonomiske basis eller mangel på samme for goderne.
Jeg vil specielt fremhæve de følgende goder, hvor jeg ikke ser nogen vej udenom at røre ved de hellige køer, hvis Danmark – og Eurozonen som helhed – skal undgå nye sclerotiske forkalkninger:
- Nedsættelsen af dagpengeperioden fra 4 til 2 år var en god start, men der skal meget mere til for at øge arbejdsudbuddet
- Afskaf efterlønnen, så raske mennesker i 60erne ikke meningsløst trækker sig tilbage
- Ryk pensionsalderen op – gerne til 70 år eller mere - når Frankrig kan, hvorfor kan vi så ikke?
- Halvér ferieperioden, de 6 uger, som de fleste danskere har, er en dejlig, men unødvendig luksus – 3 uger kan gøre det, som det meste af resten af verden nøjes med
- Sæt den ugentlige arbejdstid op fra 37 til mindst 40 og gerne 45 timer.
Andre lande har allerede set skriften på væggen: Frankrig af alle lande, med verdens korteste arbejdstid, har netop hævet pensionsalderen. Storbrittanien under den nye Konservative regering handler også resolut og skærer dybt.
Reaktionen fra de såkaldt ”progressive” samfundskræfter over at røre ved de velerhvervede rettigheder vil forventeligt være ramaskrig, men der er det værd at mindes den store konservative forfatter C. S. Lewis, som citeret i starten af bloggen - den mest progressive er den, som er den første til at vende om, når man er faret vild og på gale veje.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar