søndag den 25. april 2010

Nyt liv til borgerligheden

I denne uge med SF landsmøde viser meningsmålingerne påny stort rødt flertal.

Efter snart 10 år med borgerlig regering ser det ud, som om pendulet langsomt men uafvendeligt svinger tilbage fra blå til rød.

Det ærgrer mig, at taktiske fodfejl og manglende mod gradvist har udhulet vælgernes tro på det borgerlige projekt - specielt fordi de fleste danskere i grunden ikke over night er blevet socialister, men har flyttet sig, fordi man synes regeringen har lavet for mange fejl.

Så hvis vi - herre Jemini forbyde det - får et skifte, er det ikke så meget et tilvalg af Helle og Villy, men mere en protest imod eksekveringen af borgerligheden og reformangsten, ikke en afvisning af de borgerlige værdier i sig selv.

Det er synd, hvis det går sådan, mest af alt for Danmark: En S-SF regering, der vil sætte skatter op, skræmme multinationale virksomheder ud af landet og udvide verdens største offentlige sektor midt i en krisetid, hvor private virksomheder har mistet 200.000 arbejdspladser, vil ikke skabe mere velstand i dette land.

Socialisterne vil starte et nyt omfordelingsprojekt med blikket stift rettet imod "elitens" lommer.

Det svarer til at flytte om på dækstolene på Titanic i stedet for at få stoppet hullet i skroget.

Konservative og Venstre har dårligt fat i vælgerne for tiden. Jeg tror løsningen er ikke at være mindre, men være mere borgerlige. Det er det Danmark har brug for.


Ingen kommentarer: