søndag den 4. juli 2010

De næste 100 år

Min sommerferielæsning har gjort mig en del klogere på fremtiden...

George Friedmans "The next 100 years" giver sig klogeligt ikke ud for at være profetisk, og forfatteren erkender, at han kommer til at tage fejl af det meste, men giver alligevel en ofte forbavsende overbevisende fremskrivning af trends i tiden.

Rusland kommer takket være indtægterne fra olie og gas tilbage i højere og højere grad som en aggressiv spiller med stormagtsdrømme om at få sit tabte terræn i Østeuropa tilbage - hvilket specielt Tyskland og Polen ikke vil bryde sig om.

Kina vil ikke vokse uendeligt - landets urgamle konflikt mellem de velstående kystområder og det tilbagestående land vil før eller siden springe op igen.

Amerika vil trods kriser fortsat sidde tungt på posten som supermagt, specielt grundet landets magt over verdenshavene og handelsruterne.

Og hvad med Europa? Ikke meget håb, ifølge Friedman. Den demografisk bombe, færre børn, flere gamle, faldende befolkningstal, vil dræne det gamle kontinent for initiativ og virkelyst. Stemningen vil være resignerende, Friedman bruger flere gange udtrykket "dekandent" om Europa, optaget af egne navlepillende behov og uden evner eller lyst til at engagere sig i resten af verden og gribe de muligheder, som opstår.

Eneste mulighed for Europa til at komme ud af sumpen er øget indvandring, men her vil vi også være i skarp konkurrence med USA, der på de fleste områder vil fremstå som mere attraktiv.

EU vil desuden fortsat være impotent i forhold til nationalstaterne og ikke evne at få Europa til at fremstå som en samlet blok.

Eneste lyspunkt i Europa, dog udenfor EU, er ifølge Friedman Tyrkiet, som er et land på vej frem, med høje økonomiske vækstrater og en relativ ung befolkning.

Og Danmark? Nævnes ikke med mange ord i bogen, jeg mindes kun én gang faktisk.

Min egen analyse: At Danmark selvfølgelig står overfor præcis de samme udfordringer som resten af EU, specielt de demografiske udfordringer med faldende arbejdsstyrke og voksende andel af befolkning under offentlig forsørgelse.

Den nuværende hjemlige debat er i den forbindelse ualmindelig snævertsynet: Vi har i 20 år diskuteret den ulyksalige efterløn og politikere til højre og venstre har slået utallige kolbøtter for at undgå at tage om nældens rod - S-SFs herostratisk berygtede "12 minutter om dagen" tilbud er det seneste udtryk for de populistisk forsøg på at slippe for at tage upopulære beslutninger.

Men - som Friedman gør opmærksom på - der er stort set INGEN eksempler på, at lande som falder i befolkning, samtidig oplever vækst og fremgang. Vi diskuterer nok en gang omfordeling og velfærdsydelser taget ud af en samfundskage, som er ved at smuldre mellem hænderne på os.

Ser vi ud over det 21. århundrede som det ligger foran os, så er efterlønnen og arbejdstiden derfor blot små lokale svup i andedammen. Jo, vi bør arbejde mere og vi bør afskaffe efterlønnen, og vi bør selvfølgelig gøre det her og nu som de første absolut nødvendige skridt, men så må vi også se at forholde os til seriøst til den egentlige udfordring, som hele den vestlige verden står overfor:

Hvordan får vi lokket den velkvalificerede udenlandske arbejdskraft til Danmark?

Hvordan får vi børnefamilierne til at blive flere?

Ingen kommentarer: