Privatforbrug dækker legitime behov - ikke luksus

Ritt Bjerregaard går idag i Politiken til angreb på privatforbruget og påstår, at regeringen "prioriterer fladskærme og designermøbler over børn og gamle".

Man mærker den typiske socialistiske forargelse over den storforbrugende småborger, som altid tænker mere på sig selv end på fællesskabet.

Jeg vil dog godt sætte spørgsmålstegn ved præmissen.

Hvor meget af almindelige danskernes disponible indtægt går i virkeligheden til fladskærme, designermøbler og anden luksus?

Forsvindende lidt. Virkeligheden er en anden, end Ritt fremstiller den.

Takket være verdens højeste skattetryk har danskerne nemlig trods nogle af verdens højeste lønninger kun et særdeles middelmådigt privatforbrug sammenlignet med USA og andre vestlige lande.

Privatforbrug i Danmark handler derfor sjældent om den slags unødvendig luksus, som Ritt Bjerrgaard antyder, men oftest mere om at tage sig råd til at kunne give sine børn sund mad, at tage sig råd til en tryg bolig og transport frem og tilbage mellem hjem og arbejde, at tage sig råd til lidt fritidsaktiviteter med børnene.

Det er helt urimeligt at latterliggøre privatforbruget som investeringer i ”fladskærme og designermøbler”. Privatforbruget handler tværtimod om i hverdagen at kunne dække fuldt legitime behov og er derfor omdrejningspunktet for den enkeltes og familiernes velfærd.

Når skatten som i Danmark når et niveau, hvor rådighedsbeløbet ofte reduceres til langt under halvdelen af lønnen, er det derfor ødelæggende for borgernes følelse af velfærd.

Dette er baggrunden for privatforbruget, ikke bevidstløs trang til overdreven luksus, som Ritt så arrogant antyder.

nej til Ligelønskommission

Mit parti, De Konservative, har nu meldt klart fra overfor tanken om en såkaldt "Ligelønskommission" i kølvandet på strejken.

Jeg finder der er langt flere grunde til at være imod sådanne kommissioner end for:

• Det ville være en bureaukratisk, centralistisk styring af løndannelsen - måske nærmest planøkonomisk - som er fjernt fra danske traditioner og vores berømte aftalemodel
• Det ville skabe helt urealistiske forventninger, som aldrig ville kunne indfries
• Dele af fagbevægelsen selv, ser forslaget som utidig indblanding, f.eks. Ingeniørforeningens formand, Lars Bytoft Olsen, som har sagt, at en ligelønskommission hører til "i det gamle Sovjet eller i Maos Kina".
  

Hvad vil jeg så sætte i stedet?

Fremfor mere centralisme, vil jeg foreslå en tiltrængt modernisering af den offentlige sektors bureaukratiske lønsystem, så det minder meget mere om det private erhvervsliv. 

Stive løntrin, hvor man stiger i løn udfra anciennitet eller uddannelse alene er fuldstændigt outdated. Tværtimod bør lønnen også i det offentlige få lov at variere markedsmæssigt efter udbud og efterspørgsels-princippet. 

Sagt med andre ord, er der mangel på eksempelvis sygeplejersker, bør prisen på dem, lønnen naturligvis også stige. Men hvor meget lønnen skal stige bør ene og alene være betinget af markedskræfterne, og i hvert fald ikke være ideologisk begrundet, sådan som sygeplejerskernes formand noget malplaceret lægger op til. 

Radikalt svigt

Det var en bedrøvelig oplevelse her til aften i DR at se Margrethe Vestager forsvare sine stærkt kontroversielle udtalelser få timer efter terrorbomben i Pakistan om, at Danmark nu måtte revidere sin udenrigspolitik, så vi ikke slår over i "en aggressiv udenrigspolitik, hvor vi opfatter os selv som Nordens Israel eller Det Andet USA".

Margrethe Vestager vævede og talte sort i store dele af interviewet, men man forstod dog, at hun fortrød ingenting - dét gentog hun adskillige gange.

At hendes udtalelser kunne opmuntre terrorister til at tro, at Danmark bøjer sig for terror, ville hun slet ikke forholde sig til i interviewet.

Endnu mere katastrofalt var det, at hun ikke tilfredsstillende kunne redegøre for, hvilke ændringer hun ville lave i udenrigspolitikken for at gøre den "mere aktivistisk" og "mindre aggressiv". Hun prøvede sig med at FN-mandat skulle være et must for at gå i krig, men måtte erkende at Danmark lige nu kun har soldater udstationeret på netop FN-mandat, så dette krav ville ingenting ændre.

Med andre ord kræver de radikale en ændring i politikken på den værst tænkelige baggrund og timing, men kan ikke forklare, hvad ændringen skal være.

Det Radikale Venstre har historisk med sin "Hvad kan det nytte" holdning, og sin "Ligge død" politik gennem det forrige århundrede stået som eksponenten for et Danmark med bøjet hoved og slatten rygrad, så få ting kan overraske fra den side, men dette er alligevel et politisk svigt fra de radikales side af en størrelse, som burde få konsekvenser.

Klumme om den truende krise

Jeg har fået trykt en klumme i den borgerlige netavis 180grader om den truende krise i Danmark og i verdensøkonomien her:

Socialdemokrater i destruktivt ideologisk korstog

Socialdemokraternes uforståelige kamp imod private sundhedsforsikringer fortsætter nu med PR-videoer, peppet op med skinger retorik, såsom at det "truer "lige sundhed for alle", eller udtalelser som Henrik Sass Larsen (S) her:

»Vi er skrækslagne ved, at dette breder sig. Derfor er vi nødt til at stoppe op og gøre alt, hvad vi kan for at bremse udviklingen, hvis vi skal redde den frie og lige adgang til sundhedsvæsenet..."

Når nu "truslen" er så skrækindjagende skulle man tro, at socialdemokraterne ville gå skridtet ud og  forbyde sundhedsforsikringerne. 

Men nej. S vil naturligvis vanen tro ikke forbyde noget som man kan tjene skattepenge på. Derfor vil man "blot" nøjes med at fjerne fradragsretten for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer som årligt beløber sig til 3-400 mio. kr, med andre ord "nøjes" med at brandbeskatte denne væmmelige "trussel". Temmelig hyklerisk. 

Og også den sikre vej til, at lavtlønnede fuldstændigt afskæres muligheden, mens højtlønnede nok skal finde anden finansiering. Så udover at være hykleriske, er socialdemokraterne også dybt asociale med dette korstog.

Iøvrigt er det en socialdemokratisk vrangforestilling, at det danske sundhedsvæsen er skævt.

Faktisk har der aldrig i Danmarkshistorien været mere fri og lige adgang end i dag, hvor alle er garanteret en behandling inden for en måned - en præstation som VK-regeringen har opnået, og som Nyrup-regeringen aldrig var i nærheden af. 

At nogle arbejdsgivere som supplement har valgt at tilbyde en sundhedsforsikring til høj som lav i firmaet, fordi de gerne vil have deres medarbejdere hurtigere i behandling og tilbage til arbejdet, er en supergod forretning for firmaet, for medarbejderen og for samfundet.

Man skal vist være socialdemokrat for at se noget problematisk i dette, og bevidst ønske at genere firmaer og medarbejdere blot for en abstrakt betonidelogisk tvangstankes skyld. 

De private sundhedsforsikring generer jo ikke andre, tager ikke noget fra nogen - tværtimod giver det bedre plads i det offentlige sygehusvæsen.

Danmark bliver stadigt fattigere

Agenda har en vigtig, men desværre meget overset historie at fortælle: 

Fra 1995 til 2006 er Danmarks placering blandt verdens rigeste lande faldet fra 11. pladsen til en 17. plads i Den Internationale Valutafonds købekraftsjusterede sammenligninger.

Det overrasker mig ikke. Jeg rejser ofte med mit firma i f.eks. USA og har mødt helt almindelige mennesker derovre, f.eks. sygeplejersker, som har et forbrug, som ville forbløffe de fleste danskere. 

Derovre skal der ikke nødvendigvis en lang uddannelse eller strålende karriere til for at kunne køre rundt i Lexus'er og bo i kæmpestore huse. 

Vi er simpelthen ved at blive kørt agterud af mere dynamiske økonomier. 

Gode eksempler er Irland eller Canada, der har satset på det ellers helt oplagte - at sikre virksomhederne den arbejdskraft de har brug for, f.eks. ved et skattesystem som ikke brandbeskatter overarbejde eller jager virksomheder eller kvalificerede udlændinge væk.

Vi har lullet os selv i søvn i Danmark ved tanken om, at vores rigdom skyldtes vores "unikke" skandinaviske velfærdsmodel. 

Hvornår vågner vi danskere op og indser, at vores indretning af samfundet ikke er optimal, men at brandbeskatningen forarmer os som nation?

Vi kan ikke blive ved med at fokusere på, hvad der skal tages fra "de rige" og gives til "de fattige", sålænge vi som nation blot rutscher længere og længere ned i velstand.

Det er muligt vi ender med alle at blive "lige" - lige fattige. Men er det virkelig det vi vil?

Som Konservativ tror jeg på vækst. Men i de sidste mange år, er væksten i Danmark blevet stadigt sløvere. Det holder simpelthen ikke.

Vi skal derfor allesammen til at smøge ærmerne op og se at få bestilt meget, meget mere. 

De som er på deltid, skal stimuleres til at arbejde på fuld tid.

De som er på fuldtid, skal stimuleres til at arbejde over. 

Og sidst men ikke mindst - den fjerdedel af danskerne, som idag slet ikke arbejder, skal selvfølgelig med alle midler stimuleres til at arbejde.

Des flere love, des flere forbrydere

Jyske lov - eksempel på nødvendig lov

Ved hver ny regerings tiltrædelse tages der som et næsten fast ritual fat om problemet med det tilsyneladende evindeligt voksende antal love og regler med velmente initativer som "oprydning i lovjunglen", "regel-sanering", "afbureaukratisering", osv.

Det ender som regel med en symbolsk afskaffelse af et par åbenlyst tåbelige love, hvorefter lovmøllen så lysteligt kværner videre.

Hvorfor?

Fordi den af medierne så efterspurgte "politisk handling" imod forskellige uønskede samfundsfænomener som regel er, netop, nye regler og love.

Lovinitiativer er ofte den pressede politikers "nemme svar" på den fortraskede journalistiske trumf i pseudokritiske interviews: "... og hvad vil du så gøre ved det"? 

Når kravet "Nu må Folketinget gribe ind" runger, er hverken kamphunde, mobilsnak, lommeknive, tørklæder, tatovering og piercing af unge for små eller private emner. 

Det er sjældent kønt at se på, måske derfor Bismarck sammenlignede dette at lave love med at fremstille pølser, "man er bedst tjent med ikke at se processen..."

Misforstå mig ikke. Jeg er konservativ. Jeg er tilhænger af lov og orden. Men respekt for loven styrkes ikke just af unødvendige love. 

Kun de store problemer skal derfor løses politisk gennem lovgivning. Jo flere love og påbud, der er, des mere forarmes folket, jo mere frihed tages fra os... 

Des flere love, des flere forbrydere, lyder et ordsprog så gammelt, at de fleste har glemt det, men det er værd at huske på, at faren ved overregulering er at ingen ellers nok så lovlydig borger kan holde loven.

Der laves idag love for adfærd, der før blev reguleret udmærket ved almindelig god omgangstone mellem mennesker. 
Der sættes idag grænser for adfærd, der burde være et personlig valg

Poul Schlüter stod som bekendt i spidsen for efterkrigstidens største regelforenklingskampagne, hvor det i en sjælden succesfuld operation lykkedes at afskaffe 2000 cirkulærer, bekendtgørelser og anordninger. 

Måske er det en ny konservativ statsminister, der skal til, før det virkelig lykkes at tynde ud i lovjunglen?