tirsdag den 24. marts 2009

Slut med at vandre fra skranke til skranke

af Kristian Juul (C)
Konservativ byrådskandidat

I kvalitetsreformen blev fremført mange gode nye rettigheder for patienter, bl.a. én fast kontaktperson på sygehuset, som man kan henvende sig til for at få råd og vejledning. Også hjemmehjælpsmodtagere skal have tilbudt én fast kontaktperson, som de kan henvende sig til. Mange steder bruges også faste støttepersoner, der tildeles udsatte børn og unge.

En god idé, nærmest indlysende god - men hvorfor dog stoppe her?


Vi hørte for nyligt lokalt erhvervsliv, f.eks. Bavarian, efterlyse en fast kontaktperson når man skulle i dialog med kommunen om f.eks. byggesager, fremfor at skulle gå fra Herodes til Pilatus.


En idé, som jeg som konservativ byrådskandidat hermed gerne vil støtte.


Som udgangspunkt bliver sagsbehandling nemlig sjældent bedre af at lade sagen vandre fra behandler til behandler - som hver gang skal bruge uforholdsmæssigt meget tid på at sætte sig ind i sagerne. Og selv når dette er nødvendigt, bør borgeren i hvert fald ikke belastes ved at skulle forklare sig på ny - det må være kommunens hovedpine at sørge for at briefe nye sagsbehandlere til bunds.


Når det kan lade sig gøre på hospitalerne og andre steder, så bør arbejdet, også i Helsingør Kommunes forvaltninger, kunne tilrettelægges, så borgeren altid henvender sig til én og samme faste person.

2 kommentarer:

Unknown sagde ...

Hej Kristian,

Jeg er fuldstændig enig med dig i, at det er nødvendigt at virksomhederne får én kontaktperson i kommunen. Jeg repræsenterer via midler for LBR (Det Lokale Beskæftigeles Råd Helsingør) erhvervsnetværket Ressource og denne problemstilling har jeg faktisk arbejdet med siden 2006. Det ville være skønt, hvis du kan få lavet om på det - og meget gerne hurtigt, da det ikke alene vil være til gavn for vores virksomhedere men også for vores borgere (det vil blive lettere at skabe arbejdspladser og fastholde medarbejdere, når vi er i dialog).

Mange hilsner
Lene Lissau

PS: Jeg sender dig lidt materiale på netværket.

Kristian Vinter sagde ...

Hej Lene

Tak for inputtet, jeg glæder mig til at høre mere om dit arbejde.

mange hilsener

Kristian