Min tale til opstillingsmøde KV 2009

Holdt ved ekstraordinær generalforsamling 26. oktober 2008, hvor Helsingørs Konservative Vælgerforenings 20 kandidater til kommunalvalget 2009 blev valgt

Hvorfor jeg blev konservativ?

Ja, det er - som Lene Espersen sagde her på landsrådet lige så meget et spørgsmål om livsanskuelse, som om politik.

Jeg er ud af en søskendeflok på 5 - pengene var ikke altid lige store. Jeg har derfor arbejdet siden jeg var 10 - også mens jeg gik på gymnasiet, også mens jeg læste til dyrlæge. Ikke alle mine jobs var lige sjove, men jeg LÆRTE noget af dem alle. Det jeg især lærte var, at hvis man evner det skal man forsørge sig selv. I et velfærdssamfund skal man yde før man kan nyde.

Som konservativ støtter jeg derfor skattestop og skattelettelser. Hårdtarbejdende familier -ikke specielt de velstående, men almindelige familier, der tager fat og måske også arbejder over i ny og næ til samfundets bedste - de skal ikke plukkes økonomisk. Man skal ikke straffes for at tage vare på sig og sine, men tværtimod belønnes.

Men ikke alle har mulighed for at yde. Jeg har arbejdet i mange år med at udvikle ny medicin mod alvorlige sygdomme. Jeg har gennem mit arbejde set, hvad det betyder at blive alvorligt syg. Derfor mener jeg også, at de som har brug for hjælp, syge, ældre, handicappede, skal samfundet gøre ALT det vi kan for.

Derfor har jeg også rost Per for, at Helsingør kommune er én af dem i landet, som bruger allermest på f.eks. ældrepleje - det fortjener de, det er for mig en konservativ mærkesag.

Så personligt ansvar og omsorg for de svage - det er nogle af mine grunde til at være konservativ.

Hyklerisk? Nej, principfast

Statministeren har idag, hvis referatet i Politiken står til troende, i forbindelse med den af Brian Mikkelsens foreslåede boykot af OL-åbningsceremonien kaldt dette at sammenblande politik og idræt "hyklerisk".

Jeg synes det er hårde og urimelige ord, hvis statsministeren virkelig har udtalt dette. Skulle man følge statsministerens logik i denne sag, ville det i yderste konsekvens jo også have været "hyklerisk" at boykotte Berlin 1936, fordi det ville være at sammenblande politik og idræt.

Tværtimod fortjener Brian Mikkelsen stor ros for sin principielle holdning til sagen, som (hvad der er totalt overset i pressens overfladiske dækning af sagen) går helt tilbage til tiden før VK-regeringens dannelse.

Da Brian Mikkelsen som konservativ idrætsordfører i 2001 forholdt sig til Beijing som på dét tidspunkt var kandidatby til OL 2008 sagde han: 

"Vi er meget imod, at IOC vælger Kina, fordi der er massive krænkelser af menneskerettighederne. Det minder for meget om et facade-OL som i 1936 i Berlin, hvor Hitler brugte det som propaganda til at vise, hvor godt et samfund Tyskland er." (B.T. den 12. juli 2001)

Brian Mikkelsen har for mig at se blot holdt fast i sine principper gennem alle disse år, og det fortjener han ingen skældsord for, men alle de skulderklap man kan tænke sig.

Handler borgerlighed kun om økonomi?

Under overskriften "68-oprøret og den åndløse danske borgerlighed" angriber Nikolaj Bøgh tidens borgerlige politik for kun at handle om økonomi. 

Efter en konstatering af at 68 ikke førte meget godt med sig - hvilket jeg er helt enig her, læs blot her - skriver Nikolaj Bøgh om de borgerlige akademikeres fortrængning fra universiteterne og om, hvordan nutidens borgerlige efter hans mening kun fokuserer på "økonomisk rationalitet"  fremfor klassisk dannelse, kunst, kultur og historie.

Som jeg konstaterede i en kommentar til en anden artikel af Bøgh, fornemmer jeg hos forfatteren en kærlighed til konservatismen, og vælger at tage kritikken som et velment spark.

Jeg mener dog, at de borgerlige politikere - hvis rolle det var at vende strømmen og "rydde op" efter 68'ernes excesser i henholdvis 1980'erne og her i starten af det 21. århundrede (med Nyrup indimellem som en parentes, der fik gjort stor skade især på folkeskole og integration) - har gjort en kæmpeindsats på alle fronter for at få Danmark tilbage på sporet:

- Økonomien er blevet genoprettet, ja, og det kan selv Nikolaj Bøgh vel ikke benægte var et absolut must efter socialdemokraternes økonomiske fadæser

- Folkeskolen er på vej op igen med fagligheden efter et halvt århundredes kulturradikalt nedbrydningsprojekt

- Indvandringspolitikken er tilbage på sporet

- Der har været (tiltag til) opgør med 68 "ekspert" vældet

Osv. osv. 

Dermed ikke være sagt at alt er godt. På nogle felter kunne jeg også ønske mig at hurtigere bevægelse af samfundet henimod borgerlige værdier. I den pragmatiske kamp om den politiske midtbane, ofres en del på kompromisets alter. I dén situation er det som borgerlig nemt at begræde, at udviklingen ikke går hurtigt nok.

Jeg vælger derimod at glæde mig over, at det trods alt går den rigtige vej.

Mere godt nyt fra Lars Barfoed

Læs her Lars Barfoed's modige udmelding om, at vi skal have en relativt mindre offentlig sektor i fremtiden. 

En basal borgerlig mening, som har været undertrykt så længe især i vores liberale søsterparti udfra skrækken om at socialdemokraterne vil vende den til endnu en omgang "skat eller velfærd", at en sådan udmelding nærmest fremstår kættersk.

Men pointen er jo, at så længe den offentlige sektor vokser i samme takt som samfundsøkonomien, eller endda hurtigere, er der intet incitament til at prioritere de offentlige udgifter. Pengene er der jo altid... Så rigeligt.

Men som bekendt hentes pengene ud af alle borgeres lommer. 

Og er det ikke legitimt at spørge om de bruges rigtigt?

Og hvis ikke, er det så ikke en god anledning til, at lade borgerne få lov at beholde bare lidt flere, lad os sige halvdelen i fred? 

Ikke, åbenbart, hvis det står til tidens flertal. Velfærden, defineret snævert som det offentlige forbrug, skal åbenbart bare have lov at vokse og vokse med alle de hellige køer - efterløn, indefrysning af ejendomsskat, børnecheck, you name it - på slæb, hvad enten disse ydelser gør samfundsmæssig gavn eller ej.

Som konservative er det på tide at sige fra - vi skal absolut ikke bare sidde og vente på skattekommisionen, som toneangivende Venstre-politikere synes at mene. 

Vi skal tage debatten her og nu.

Efter 7 års borgerlig regering er det ikke et øjeblik for tidligt at tage den debat Lars Barfoed her rejser.

Kontrakten mellem døde, levende og ufødte

Det er glædeligt, at statsministeren nu bakker klimaminister Connie Hedegaard op i kritikken af USA's uambitiøse udmelding om først at begrænse udledningen af CO2 i 2025.

Det leder mig til nogle principielle betragtninger om konservatisme og miljø/klima-politik:

Det er klassisk konservativ tænkning at se samfundet som en kontrakt - men vel at mærke en kontrakt ikke kun mellem de levende, men mellem de døde, de levende og de endnu ufødte.

Værdierne som vi får overleveret fra tidligere generationer skal der derfor passes godt på. Verden skal gives videre til vores børn i mindst samme stand, og helst bedre, end vi selv arvede den.

Det er udfra dette grundsynspunkt, alt konservativ miljøpolitik skal ses.

Men til forskel fra venstrefløjen, mener jeg som konservativ det er alt for letkøbt, blot at bruge miljø- og klimadebatten som anledning til at skælde ud på USA, de store industrier, osv. 

Vi har et frit marked, og vi er alle sammen selv "den usynlige hånd" som kollektivt trækker i trådene, som lige nu truer verdens klima. 

Vores personlige valg, dit og mit valg, af flyrejser, biler, hårde hvidevarer, madvaner og øvrigt forbrug er problemets rod og dermed løsningens rod, ikke industrien, for den gør blot, hvad den er sat i verden for, at følge markedets krav.

Løsningen?

Ikke den socialistiske - at indskrænke markedskræfterne, for hver gang staten skal indover vores individuelle valg, bliver de med garanti samlet set mere uhensigtsmæssige.

Nej tværtimod - god borgerlig miljø-politik er at placere ansvaret hos den enkelte borger, ved at vi alle sammen betaler den reelle pris for al vores forbrug, vel at mærke inklusive prisen for miljøet.

Skatten på arbejde skal derfor ned, for det er ikke flid og initiativ, som ødelægger miljøet - til gengæld skal de grønne afgifter afspejle vores forbrugs reelle belastning på miljøet og klimaet.

For at lægge livsstilen om, hvad der ikke kan være tvivl om at vi er nødt til, skal vi nemlig have et individuelt motiv, et motiv som er stærkt nok til at kunne afbalancere appetitten på forbrugsgoder.

SF-nedtur, K på vej op

Dagens gode nyhed, at SF's fremgangskurve er knækket. Samtidig har vi Konservative medvind.

Som jeg skrev for nyligt her i bloggen, har SF i sit principprogram ikke frigjort sig fra vulgær-marxistiske formuleringer som "afskaffe kapitalismen" i "revolutionær proces". 

En folkelig SF-formand, som i stedet ønsker at fremstille partiet som "erhvervsvenligt" (!?), kan ikke i længden løbe fra sit partis betontunge ideologiske arvegods, og det er det, som SF's nye vælgere nu er ved at gennemskue, og det er derfor de nu bevæger sig væk igen.

Samtidig viser meningsmålingen som sagt en beskeden fremgang til K. Dog endnu ikke nok. Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg ser Konservatives naturlige leje som værende på mindst niveauet 15-25%.

Hvordan vinder vi disse mange potentielle K-stemmer? 

Jeg tror fuldt og fast på, at principfasthed er vejen frem: Danskerne længes efter partier, som er loyale mod grundlæggende principper - som ikke styres af fokusgrupper og spin. 

Der er mange grundlæggende værdi-konservative danskere. Det Konservative Folkeparti skal være disse danskeres helt naturlige havn.

Hvad vil det så sige at være værdi-konservativ?

Mit bud er:

1. Politik er lig moral.

Uddybning:
- Fordelingspolitik, al politiks klassiske omdrejningspunkt, handler om moral: Ikke at lade de svage i stikken er moral, dvs. en vis omfordeling er OK. Men at belønne de flittige er også moral, dvs. omfordelingen må ikke gå over gevind med fantasihøje marginalskatter.

2. Respekt for menneskers forskellighed

Uddybning:
- Mennesker skal ikke presses ind i systemtænkning og skabeloner.
- Vi skal ikke være ens, vi skal ikke være "lige", men vi skal have lige muligheder
- Menneskers "nytte" skal ikke kun måles økonomisk

3. Lov og orden

Uddybning:
- En konservativ "klassiker", som næppe behøver meget uddybning - lovens fineste opgave er at sikre, at der altid tages mere hensyn til offer end forbryder

4. Frihed og ejendomsret hænger uløseligt sammen

Uddybning:
- De værdier som frie mennesker skaber, skal de også selv kunne råde over, ellers er det blot en form for skjult "trældom"
- Urimelig konfiskation ved umådeholden beskatning truer den enkeltes frihed

5. Tro ikke på "eksperterne"

Uddybning:
- Tro især ikke på ideologiske eksperter, der vil forandre hele verden udfra abstrakte idéer.
- Tro hellere på den sunde fornuft, og fremfor alt lær af historien!

6. Forandring ja, men med måde

Uddybning:
- Pludselige samfundsomvæltninger giver aldrig godt resultat. England og USA har som de eneste europæiske stormagter ikke oplevet revolutioner i de sidste 200 år - resultatet, de har klaret sig langt bedre end f.eks. Frankrig, Tyskland og Rusland.

- Derfor - forandre for at bevare

Fra Burke til opgøret med 1968

Historisk opstod konservatismen som reaktion på den Franske revolution - nemlig ved Burkes berømte opgør med revolutionen, som startede med idealerne om frihed, lighed og broderskab, men endte i blodbad og opløsning af de selvsamme værdier de revolutionære havde kæmpet for.

Der er en slående parallel til 1968 og så vores tids nye borgerlige modstand imod de kulturradikale opløsningstendenser, som tiden op til regeringsskiftet i 2001 indebar.

Konservatismens mission i dag er under udfordringerne fra de kulturradikale, socialisterne, islamisterne og alle andre samfundsomvæltende kræfter, at sikre den sociale balance og holde fast i de værdier, som har bragt Danmark så langt.

Individets frihed er en væsentlig del af denne balance, men ikke alt. Konservatisme handler også om at bevare de fælles ressourcer i samfundet intakte - miljøet, kulturen, dannelsen.

Jeg tror altid samfundet vil være under pres fra revolutionære kræfter af den ene eller anden type. Da nazismens faldt, dukkede kommunismen op. Da kommunismen faldt, dukkede islamismen op.

På den led tror jeg vi Konservative kommer til at kæmpe en evig kamp for bevarelsen af det gode i samfundet, imod stadig skiftende totalitære fjender. Det betyder dog langt fra, at kampen er håbløs. 

For selvom anti-demokratiske kræfter indimellem ser ud til at få vind i sejlene, så viser historien, at der altid kommer en folkelig modbevægelse.

Det handler nemlig om værdier, og vores borgerlige værdier er i sidste ende de stærkeste - det er de værdier danskerne vil have.

Hvordan et hippie-barn blev konservativ

Jeg er født i 1968, året der som intet andet markerede en ny kulturradikal epoke. Jeg voksede op i 70erne som barn af hippier, hvor vi boede i kollektiv størstedelen af min barndom. Jeg havde venstreorienterede lærere, der ikke lagde skjul på, at de så det som deres fineste pligt at uddanne os elever til at blive revolutionens og det klasseløse samfunds fortropper. Jeg husker Informations referater fra VS-møder fra den tid, hvor slagplaner blev lagt for, hvor man skulle stuve borgerskabet af vejen når revolutionen kom (især på fodboldstadioner). Jeg husker Anker Jørgensen-tiden med ukontrollabel inflation og gæld. 

Det var denne barndom, som grundlagde mit politiske livssyn. Uden at jeg selvfølgelig på det tidspunkt kunne sætte præcise ord på, forekom 70ernes forsøg på at hæve sig op over snart sagt alle historiske begrænsninger og erfaringer mig forkert. Hvordan kunne man bare opgive kernefamilien, opgive religionen, opgive demokratiet (som den på det tidspunkt toneangivende venstrefløj agiterede for)? Og hvad stillede man i stedet? Det kommunistiske "paradis", den store "frigørelse"...

Jeg valgte at trodse tiden. Jeg meldte mig ind i Folkekirken til stort chok for familie og venner. Jeg læste Kierkegaard på det tidspunkt, hvor det var Ole Lund og ikke Søren, som ellers var elitens foretrukne. Jeg lærte mig selv noder og at spille klaver og gik til klassisk undervisning.

Jeg gjorde det, selvom mine interesser blev anset som latterlige og gammeldags, men jeg fandt i historien og klassikerne en værdi, som 70ernes nøgleromaner og DR-monopolets TV-teater ikke kunne matche.

Søren Krarup har sagt om den tid, som var mit barndoms Danmark: "1960´erne og 70´erne betegner en ødelæggelse af det hæderlige, loyale Danmark og for så vidt af den vestlige verden"

Jeg er enig, og det er ikke til at tænke på, hvordan det var gået med Danmark, hvis ikke den konservative modbevægelse i 1980´erne havde sat et stopper for årtiers systematiske kulturradikale nedbrydelse af alle normer og værdier.  

Poul Schlüter husker jeg som én af Danmarks bedste statsministre nogensinde, ikke kun fordi han fik halet Danmark op af den berømte økonomiske afgrund, men også fordi han fik etableret og bevist i praksis en troværdig borgerlig samfundsmodel som modstykke til den kulturradikale kulturnihilsme.

1990'erne markerede et sørgeligt kulturradikalt mellemspil med Nyrup-regeringens systematiske nedbrydning af fagligheden i folkeskolen og "åben-dør" politik i flygtninge- og indvandringspolitikken. Begge svigt kæmper den nuværende VK-regering stadig med at reparere på.

I dag har vi som bekendt fortsat en konservativ-liberal regering, og når jeg ser tilbage gennem de sidste 30 år har de borgerlige værdier vel aldrig haft bedre fat i danskerne end nu. 

Der er grund til at glæde sig, men ikke grund til at hvile på laurbærene.

Regeringen har gjort det ekstremt godt på værdipolitikken, men opgøret med den socialdemokratiske omfordelingsmaskine har været forsømt. Og i kulissen tripper et SF med voksende vælgertække... Mange er måske ved at glemme, hvad socialisme egentlig betyder af umenneskelighed.

Der er rigeligt brug for gode borgerlige ord med på vejen.

Jeg vil derfor i mit politiske arbejde, som bestyrelsesmedlem for De Konservative i Helsingør ufortrødent kæmpe videre for den konservatisme, som min barndom i 1970'ernes kulturradikale eksperiment har lært mig at Danmark fortsat har hårdt brug for.

6 konservative grundidéer

Som kontrast til socialdemokratiske teser og folkesocialistiske "pejlemærker", er her 6 konservative grundidéer. 

De er ikke opfundet af mig til lejligheden, men baseret på den konservative tænker Russell Kirk - til gengæld er de så gode, at de meget gerne må blive genopdaget:

1. Politik er lig moral. 

Uddybning: 

- Fordelingspolitik handler om moral: Ikke at lade de svage i stikken er moral, dvs. en vis omfordeling er OK. Men at belønne de flittige er også moral, dvs. omfordelingen må ikke gå over gevind med fantasihøje marginalskatter. 

- Miljø-politik handler om moral: Det er moral at passe på den verden vores forfædre gav os og give den videre til de endnu ufødte i god stand.

2. Respekt for menneskers forskellighed

Uddybning:

- Mennesker skal ikke presses ind i systemtænkning og skabeloner. 

- Vi skal ikke være ens, vi skal ikke være "lige", blot have lige muligheder

- Menneskers "nytte" skal ikke kun måles økonomisk

3. Lov og orden

Uddybning:

- En konservativ "klassiker", som næppe behøver meget uddybning - lovens fineste opgave er at sikre, at der altid tages mere hensyn til offer end forbryder

4. Frihed og ejendomsret hænger uløseligt sammen

Uddybning: 

- De værdier som frie mennesker skaber, skal de også selv kunne råde over, ellers er det blot en form for skjult "trældom"

- Urimelig konfiskation ved umådeholden beskatning (eller urimelige ekspropriationer som for nyligt set i Hillerød) truer den enkeltes frihed

5. Tro ikke på "eksperterne"

Uddybning:

- Tro især ikke på ideologiske eksperter, der vil forandre hele verden udfra abstrakte idéer.

- Tro hellere på den sunde fornuft, og fremfor alt lær af historien!

6. Forandring ja, men med måde

Uddybning:

- Pludselige samfundsomvæltninger giver aldrig godt resultat. England og USA har som de eneste europæiske stormagter ikke oplevet revolutioner i de sidste 200 år - resultatet, de har klaret sig langt bedre end f.eks. Frankrig, Tyskland og Rusland... Man kunne også tilføje Danmark som et land forskånet for store revolutioner, som har klaret sig bedre end gennemsnittet.

Inspireret af Russel Kirk "The Conservative Mind"

problematisk definition af konservatisme

På De Konservatives hjemmeside faldt jeg over denne definition af konservatisme:

"Konservatismen er den tredje vej mellem det socialdemokratiske samfunds lovjungle og liberalismens junglelov"

Formuleringen er retorisk fængende, men jo mere jeg tænker over den, jo mindre glad bliver jeg for den.

"Den tredje vej" lyder for meget som Giddens og New Labour, selvom det selvfølgelig ikke er ment sådan.

Men hvad værre er, antyder formuleringen, at konservatisme er en blanding mellem to ideologier, socialisme og liberalisme.

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, så er konservatisme netop i modsætningsforhold til de utopiske ideologier, en fornuftbetonet afvisning af idelogiernes forvrængede forhold til virkeligheden.

Så nej, konservatisme er bestemt ikke en tredje vej mellem socialisme og liberalisme - konservatisme er det rationelle alternativ til ideologiernes utopier.

Det konservative

Det er mennesker, ikke Mennesket, der lever på jorden og befolker verden.

Hannah Arendt

Hvordan forklarer man en ideologi, som er anti-ideologisk?

Den indbyggede selvmodsigelse i spørgsmålet afslører at svaret ikke gives let. Men jeg vil forsøge.

Konservatismen kendetegnes efter min mening ved, at den er tæt forbundent med den givne virkelighed, besværlig og ufuldendt som virkeligheden nu er.

Konservative prøver ikke partout at lave virkeligheden om og få den til at passe til det ideologiske tankegods, man nu mere eller mindre velovervejet måtte have udviklet.

Man kunne også udtrykke det sådan, at Konservative tilpasser sig verden, hvor ideologerne prøver at tilpasse verden til deres ideologi.

Konservative har sund fornuft nok til at anerkende, at der er grænser for menneskers evne til at manipulere med omgivelserne – og med den menneskelige natur for den sags skyld, som Hannah Arendt citatet ovenfor så sigende udtrykker.

Derfor afgiver konservative i modsætning til socialister og liberalister aldrig gyldne løfter om at revolutionere verden i et snuptag, hvorefter alting bliver meget bedre.

Konservatismen er dermed også anti-revolutionær og anti-utopisk.

Konservative søger pragmatiske løsninger, det vil sige, at vi søger efter det praktisk lad-sig-gørlige, den løsning, som ligger virkeligheden nærmest, den løsning som bevarer det gode og forandrer med omtanke for at bevare det gode.

Forbindelsen til historien er dermed også en afgørende konservativ grundpille: Danskernes historie lægger vi ikke bare sådan bag os, heldigvis, selvom uddannelsessystemet under tidligere centrum-venstre regeringers kulturnihilistiske misregimente har gjort sit bedste for at gøre hele generationer historieløse.

Jeg holder umådeligt meget af den tid vi lever i med globaliseringen og de ufattelige muligheder moderne teknik tilbyder.

Det betyder dog ikke, at der er nogen som helst grund til at tro eller bilde ungdommen ind, at vores tid skulle adskille sig grundlæggende fra andre epoker. Tværtimod bygger vi, teknologi eller ej, materielle goder eller ej, alle sammen mentalt vores verdensbilleder op ud fra et fundament af tidligere tiders erfaringer og forestillinger.

Dette er ufattelig vigtigt at forstå, især for vores unge, og det er derfor vi som Konservative har genindført Folkeskolens fokus på fag som dansk, historie og kristendomskundskab som kulturbærende fag.

Historien hænger for konservative også uløseligt sammen med det nationale. Nationalstaten, Danmark, er og bliver rammen. Vi er alle medlemmer af et nationalt fællesskab, som generøst tilbyder os vores borgerlige rettigheder, men også og ikke mindst forpligter os i vores folkelige fællesskab.

Som borgere må vi derfor være villige til at adlyde love, også de love der ikke er i egen interesse. Der er her vores fokus på lov og orden kommer ind.

Konservatismen har gennem alle tiden været udskældt af vores politiske modstandere. Den mere eller mindre elegante brug af præfikser som ”ærke-” konservativ eller ”stok”-konservativ siger næsten alt.

Jeg tager kritikken som udtryk for, at vi har ramt en nerve. Det må da også være frygteligt ærgerligt for ideologerne gang på gang at lide nederlag i kampen mod virkeligheden.

Som konservativ er jeg blot glad for at stå på virkelighedens side.