Viser opslag med etiketten demokrati. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten demokrati. Vis alle opslag

torsdag den 24. april 2008

Hyklerisk? Nej, principfast

Statministeren har idag, hvis referatet i Politiken står til troende, i forbindelse med den af Brian Mikkelsens foreslåede boykot af OL-åbningsceremonien kaldt dette at sammenblande politik og idræt "hyklerisk".

Jeg synes det er hårde og urimelige ord, hvis statsministeren virkelig har udtalt dette. Skulle man følge statsministerens logik i denne sag, ville det i yderste konsekvens jo også have været "hyklerisk" at boykotte Berlin 1936, fordi det ville være at sammenblande politik og idræt.

Tværtimod fortjener Brian Mikkelsen stor ros for sin principielle holdning til sagen, som (hvad der er totalt overset i pressens overfladiske dækning af sagen) går helt tilbage til tiden før VK-regeringens dannelse.

Da Brian Mikkelsen som konservativ idrætsordfører i 2001 forholdt sig til Beijing som på dét tidspunkt var kandidatby til OL 2008 sagde han: 

"Vi er meget imod, at IOC vælger Kina, fordi der er massive krænkelser af menneskerettighederne. Det minder for meget om et facade-OL som i 1936 i Berlin, hvor Hitler brugte det som propaganda til at vise, hvor godt et samfund Tyskland er." (B.T. den 12. juli 2001)
Brian Mikkelsen har for mig at se blot holdt fast i sine principper gennem alle disse år, og det fortjener han ingen skældsord for, men alle de skulderklap man kan tænke sig.

tirsdag den 1. april 2008

politisk idioti på Københavns Rådhus

Aprilsnaren, som desværre var alvor - det nye ungdomshus, som kommer til at ligge på Dortheavej. 

Ritt Bjerregaard føjer de autonome og beviser, at man kan true sig til særbehandling ved at kaste med brosten.

Det er kulminationen på et årelangt politisk idioti på Københavns Rådhus anført, selvfølgelig, af Socialdemokaterne.

Det er dumt at belønne antidemokratisk, voldelig opførsel. Hvad værre er, undergraver det også troen på retssamfundet. Troen på, at loven er lige for alle, og at forbrydelser straffes, mens lovlydig adfærd belønnes.

Kriminelle ballademagere bliver nu belønnet for at ødelægge og terrorisere hele bydele.

Og Overborgmesterens holdning overfor det nye Ungdomshus' kommende naboer, der selvsagt er knuste over tanken om det inferno de meget snart kommer til at leve i?

"Der vil sikkert være nogen, der synes, det er galt. Det kan ikke undgåes", udtaler Københavns øverste politiske ansvarlige.

Magen til nonchelant holdning overfor almindelige, lovlydige borgere...

Der er seriøst brug for styrkelse af de borgerlige partier på Københavns Rådhus, som vil tage helt almindelige borgeres parti, fremfor den ene mere forrykte ekstremistgruppe efter den anden.