Borgerlig lykke

Amerikanske studier har fundet, at konservative mennesker er lykkeligere end venstreorienterede.

Hvorfor?

Jo, det viser sig, at nøglen til lykken ligger i ikke at gå så millimeterretfærdigt op i, om man selv har lidt mere eller mindre end naboen.

Borgerlige har lettere ved dette, viser studiet, fordi de nemlig som hovedregel hælder imod den "meritokratiske" idé - at de som har lidt mere end andre nok som hovedregel har det, fordi de har arbejdet hårdt for det, fordi de har fortjent det.

Hvis man derimod som mange socialister - og desværre selv den ellers på mange måder dygtige tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen - ser enhver tale om ulighed som tabu og konstant kværulerer over hvor "ufortjent" det er, at nogen kan have mere end andre, så er ens vej i livet brolagt med mange skuffelser.

Lighedsbegrebet i den absolutistiske udgave, som Socialdemokrater og SF synes enige om - nemlig at alle skal brandbeskattes ned til samme (middelmådige) disponible indkomst uanset kvalifikationer og indsats her i livet - er i sin yderste konsekvens en dybt ulykkelig idé: Den sætter på en barnlig måde fokus på, hvem der får det største stykke af kagen, og enhver afvigelse dømmes som "snyd"...

Lighedsmageri er ikke lykken. Lykkens hemmlighed er at acceptere, at mennesker har forskellige talenter og vælger at udnytte talenterne forskelligt - og derfor går det også mennesker forskelligt her i livet. Det er naturligt. Uligheder opstår. Altid. Acceptér det...

SF: Grænser for vækst

SF har altid været glade for slagordet "grænser for vækst", se f.eks. her.

Om de er lige så glade for, at deres eget partis metastatiske vækst omsider ifølge de nyeste meningsmålinger synes bremset, er dog spørgsmålet.

Hvad har fået vælgerne til at vende sig bort fra Søvndal?

Jeg tror det er krisens alvor, der har kastet skygger over SF's populistiske glansbilleder: De fleste danskere anerkender i modsætning til SF, at man ikke kan brandbeskatte og fordele sig vej ud af krisen, så mange "millionærer" er der som bekendt ikke i verdens mest lige samfund, og de der er, er det oftest fordi de arbejder hårdt og satser alt på iværksætteri - lige hvad Danmark har brug for.

Samtidig har Villy med sin fatale Holbergskole-brøler lavet sin signatur U-håndbremsevending måske én gang for meget til at selv hans eget vælgerkorps længere kan bære over.

SF's nye vælgere, de frafaldne socialdemokrater, ser nu, at Villy alligevel ikke rigtig mener sin højredrejning af SF, specielt ikke når hans ualmindeligt venstresnoede bagland galer op. Og de "rigtige socialister" i partiet søger i protest imod Enhedslisten for at få den ægte vare.

Villy prøvede, længe med held, at gøre brættet større for ham selv og SF ved at spille både på højre og venstrefløjen - men han endte med at skræve så bredt, at bukserne sprak.

Der ér trods alt grænser for vækst....

Per Stig Møllers kritik af Politiken

Jeg overvejede at formulere en kritik af Politikens fuldstændigt ufattelige knæfald for fanatisme i form af undskyldingen forleden for Muhammed-tegningerne, men så faldt jeg over vores nye kulturministers udlægning af sagen, og den bringer jeg i stedet - ingen kan udtrykke sig skarpere, mere blændende og vidende end Per Stig Møller, med pragtfulde referencer fra historien, citeret fra Kristeligt Dagblad:

- Da Napoleon i 1802 klagede til Kongen af England over satiriske tegninger i de engelske aviser, svarede Kongen, at Napoleon da godt vidste, at man i England måtte klage til domstolen og ikke til Kongen, hvis man var utilfreds med noget. I 1802! Og det burde Politiken jo også have svaret, siger kulturminister Per Stig Møller til Kristeligt Dagblad og fortsætter:

- Hvis ikke man havde tilkæmpet sig retten til religionskritik, ville vi alle sammen være katolikker i dag. Hvad ville der være sket med Luther eller Erasmus, hvis de i selvcensur havde sagt undskyld?

Reagans 9 skræmmende ord

"The nine most terrifying words in the English language are: 'I'm from the government and I'm here to help.'"

Ronald Reagan

Man kan smile ad citatet - men personligt gyser jeg også lidt.

Fordi offentlig "hjælp" har altid en pris.

Der findes ingen "gratis frokost" - nogen må altid betale.

Specielt i et Danmark, som for ganske nyligt passerede en ubegribelig trist milesten, som måske snarere burde have form af en gravsten, hvor der nu er flere på offentlig forsørgelse end der er arbejdende.

Ja, - der er nu officelt flere som modtager hjælp, end som er med til at betale for "hjælpen".

Det er skræmmende at tænke på, for det mindretal af danskere som nu arbejder stadig orker at arbejde.

Men det er også skræmmende for flertallet, som nu er afhængig af samfundets forsørgelse.

Reagan har fat i en dyb pointe. Der er intet mere skræmmende end den altomfattende barnepigestat.

Lad borgerne tænke selv

Frederic Bastiat, som levede i første halvdel af 1800-tallet, skrev ofte, som havde han haft indgående kendskab til tankegangen i det danske socialdemokrati anno 2009.

Et udkast fra klasikkeren "Loven" fra 1850: "Socialisme, i lighed med de ældgamle idéer fra hvilke den udspringer, forveksler forskellen mellem stat og samfund. Som et resultat af dette, så hver gang vi er imod, at staten gør noget, så konkluderer socialisten (socialdemokraten), at vi er imod at noget bliver gjort overhovedet."

Lad os opdatere Bastiats idéer til vores tid:

Så hvis vi ikke støtter det socialdemokratiske svar på tågehornet, Mette Frederiksens, forbud imod "købesex", så støtter vi kvindehandel og -undertrykkelse.

Så hvis vi ikke støtter socialdemokaternes krav om forbud imod at unge kan tage solarie, så støtter vi hudkræft til kommende generationer.

Så hvis vi ikke støtter socialdemokaternes idé om forbud imod plastikposer, så støtter vi jordens undergang.

Eller?

Måske er vi nogen, der stadig tror, at statslige indblanding og en forbudsspiral uden ende ikke løser alt.

Ja, som konservativ er jeg om nogen imod kvindeundertrykkelse, sundsskadelig adfærd og miljøsvineri - men det er altså ikke statens og statens ansvar alene altsammen.

Vi har også et civilt samfund af ansvarlige individer, der kan tænke selv.

Skulle vi ikke som borgerlige lade dem?

Rio - det helt rigtige valg

Stort tillykke til Brasilien og Rio for OL 2016 - og fuldt velfortjent.

Brasilien har taget kvantespring fremad de seneste 10-20 år, og er nu 'B'et i de såkaldte BRIC-lande, verdens 4 nye superøkonomier.

Brasilien har kræfterne, initiativet og fornyelsen.

Chicago, som jeg selv havde den tvivlsomme fornøjelse at besøge i denne sommer, udmærker sig, kan jeg rapportere fra egen erfaring, ved en trist, perspektivtløst fossil og nedslidt infrastruktur.

Trods amerikansk præsidents, præsidentfrues og diverse kendissers besværgelser ville et OL dér være, måske ikke en katastrofe, men afgjort ikke så lidt af en prøvelse, og særligt nyskabende ville det heller ikke have været.

Fra Rio kan man derimod forvente sig noget helt specielt, anderledes og ekstraordinært.

Tak til IOC for at stå imod det meningsløst ukritske mediehype og træffe det helt rigtige valg!

Socialdemokratiernes farvel

Jeg har gennem 2 år haft ét gennemgående tema i denne blog: Opgøret med socialdemokratismens tro på, at udskæring af samfundskagen i absolut lige store stykker til alle uanset indsats og dygtighed, er vejen til alle lyksaligheder.

Efter det tyske SPD's katastrofale valgnederlag, må jeg nu overveje et nyt tema for bloggen.

Socialdemokratismens hærgen af Europa gennem adskillige generationer synes nemlig nu langt om længe forbi: I alle betydende europæiske lande forkaster vælgerne konsekvent Socialdemokratiet.

I UK famler Gordon Brown sig fra skandalesag til skandalesag, mens befolkningen med stor lede vender sig bort - og det er samtidig en sand fornøjelse at følge den Konservative David Cameron veloplagt fremlægge sit borgerlige alternativ til Labours visionsløse administration.

I Tyskland blev konservative Angela Merkel genvalgt med nu rent borgerligt flertal.

I Norge vandt socialdemokraterne, vil nogen måske indvende - og ja, men kun fordi nordmænd bosat i arktiske bygder tæller mere end nordmænd bosat i Oslo... Tillykke med det, Norge, men hvornår lader I egentlig som gode demokrater det borgerlige flertal få magten?

Og i Danmark ligger Socialdemokraterne og roder på deres 23% og gør deres bedste for at udråbe dette til en enorm sejr... Krag og Stauning må rotere mere end én gang i deres grave.

For alle borgerlige er denne besindelse i europæisk politik en lise for sjælen: Vælgerne køber ikke længere den tidligere så forlokkende, pyramidespilsagtige idé om, at man bare kan tage en hel masse fra nogle tilfældige "rige" mennesker, ca. 50% af befolkningen, og med rund hånd bestikke nogle andre tilfældige mennesker, ca. 50% af befolkningen, og dermed få mere "velfærd".

Vælgerne forstår den basale borgerlig tanke om, at velfærd kommer af hårdt, hårdt arbejde - og intet andet. Vælgerne forstår, at vi som samfund må knokle os til at have det godt - vi må tænke bedre end de andre, turde mere end de andre, gøre det bedre end de andre.

Vælgerne forstår, at erhvervslivet er alle danskeres allerbedste ven - ikke en malkeko med uudtømmeligt yver - men en ven, der med alles hjælp og forståelse, holder sikkerhedsnettet ud under alle.

Dét forstår danskerne. Lige med undtagelse af de få og til stadighed færre socialdemokrater.